The Monster Inside Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy ved ikke hvem hun er, hvor hun kommer fra eller hvorfor hun en dag blev spyttet op af et dødt monster. Det eneste Lucy ved, er at hun har glemt noget vigtigt, det er i hvert fald hvad den stemme i hendes hoved fortæller.
Hun er dybt tiltrukket af skolens populæreste 'Monsterslayer' - hendes redningsmand, Riley og hadet til Rileys partner, Kaya vokser med umådelig fart.
Oven i Lucys ankomst til skolen, begynder der at ske underlige hændelser, som koster folk livet, og for venner til at vende hinanden ryggen.
Imens folk er betaget af Lucys uskyldighed og skønhed, ser ingen monsteret i hende vågne.

9Likes
8Kommentarer
546Visninger
AA

4. Stemmen, den tredje arm og Metaldøren

Riley tumlede ud af sengen da vækkeuret ringede kl .6:30. Strakte sig og sparkede til den snorkende Sams fod. 

"Uret har ringet, du skal op nu" Gabte Riley og gik døsigt ud på badeværelset. Derek var allerede ude af sengen, fuldt påklædt og satte sig på kanten af Rileys seng. Der var en træt stemning over rummet og alt foregik nærmest i slowmotion. Noget støtte mod Dereks hofte, og han rettede opmærksomheden mod den klump der lå rullet sammen under dynen. 

"Lucy," Startede han, "Du skal op nu, ellers går Riley uden dig" Han tog fat om hendes ben og ruskede lidt i hende. Hun gryntede og vred sig under dynene, så hendes højre ben faldt ud over sengekanten. Hendes hæl støtte mod gulvet, og viste tydeligt det lange, blege og slanke ben. Det fik Derek til at flyve en halvmeter op i luften, det ben tilhørte helt sikkert ikke en pige på 6 år. Han sprang lige over i favnen på Sam, der knap nok var kommet ud af sengen. 

"Hvad fanden laver du?!" Vrissede Sam og skubbede Derek til siden,

"Vi er enige om at Lucy, sov i Rileys seng igår, ikke?" Spurgte Derek og Sam nikkede

"Hvorfor vil du spørge om det? Hun har sovet her de sidste 3 nætter, og igår var hun her osse" Svarede Sam, en smule irriteret dog. Som svar løftede Derek hånden og pegede over på den halvt synlige klump i Rileys sengen. 

"Fordi det ben, afgjort ikke tilhøre en pige på under 10 år" Tilføjede han til sin bevægelse og skubbede Sam over mod sengen. 

"Hold dog op, hun er sikkert bare ude på at skræmme dig Derek, du er sådan et stort bløddyr" Drillede Sam ham og gik over for at trække dynen af hende. Han greb om kanten af dynen og trak den ned på gulvet. Så gav han og Derek et overrasket brøl fra sig, så Riley kom væltende ud fra badeværelset, med baroverkrop og en tandbørste i mundvigen. 

"Hvad sker der?!" Råbte han og så på Sam og Derek, der næsten var tumlet om på gulvet i den anden ende af rummet. I takt med at Sam mundlam pegede på Rileys seng, hørte han en stemme fra hans venstre side - fra hans seng af;

"Godmorgen Riley," Gabte Lucy og gnubbede sig i øjnene. Hendes lange, nu fuldstændige pinke hår, faldt om hendes skuldre og dækkede lidt af hendes ansigt. Hun så på ham, lagde hovedet på skrå og smilede. Hendes øjne var smaragdgrønne, hendes kindben mere tydelige og hendes læber fyldige og blodrøde. Den trøje hun før kunne bruge som en kjole, gik hende nu til lige over livet og afsløret en smule af hendes trusser. Hun var slank, høj og ikke mindst meget smuk - og når ja, ikke 6 år længere. Riley blev rød i hovedet, som en tomat og hoppede tilbage imens han gav et høj råb fra sig. Også, på et øjeblik var både han, Sam og Derek ude af deres rum - smækkede døren og låste den efter sig. 

Lucy sad bare alene tilbage i sengen og så på døren. Hun forstod ikke, hvad der var sket. Hvorfor var de løbet fra hende? Hun slog benene ud over sengekanten og rejste sig, men hun vaklede. Det var svært at kontrollere en hel ny krop og hun var øm, for hovedet til tå. Hun genvandt hurtigt balancen og gik langsomt ud på badeværelset. Hun lænede sig mod vasken og støtte næsten næsen mod spejlet, da hun stirrede på sig selv. 

"Lucy er blevet stor!" Måbede hun og kørte hænderne over hendes ansigt. Hendes hud var varm og glat. Hvor var hun glad! Hun grinede og lavede et lille sejrshop. Hun følte sig stærk, meget stærkere end før. Hun var nød til at fortælle det til Riley, hun vende rundt og løb (så godt hun nu kunne) mod døren, som Riley og de andre drenge var flygtet ud af. Bom. Hun løb direkte ind i den, og tog sig klynkende til hovedet. Hun kunne høre Rileys stemme på den anden side af døren, og det lød som om der var mange mennesker derude. Der var bare en summen af stemmer. Kaya var der, Derek og Sam også. Måske også skolens Rektor? Lucy havde mødt skolens Rektor én gang. Det var en meget streng og høj kvinde. Hun havde blondt hår, og briller så hun kunne se bebrejdende på dig, lige over brillekanten. Lucy gyste, hun var alligevel nok lidt bange for hende. Nok havde Rektoren givet hende lov til at være på skolen, fordi de ville undersøge hvordan det var muligt for en lille pige at overleve i et Samlermonster. Lucy var ligeglad, så hun havde ikke rigtig hørt efter. Men en tanke strejfede hende, vil Rektoren måske ikke vil lade hende blive, nu hvor Lucy var blevet voksen og moden? Lucy hamrede sine knytnæver mod døren,

"Riley, åben døren. Lucy vil gerne ud!" Råbte hun gennem døren og der blev straks stille på den anden side. "Luk Lucy ud nu!" Råbte hun igen.

"Sorry Lucy, jeg tror det er bedste du bliver derinde lidt" Sagde Riley, "Du kan komme ud om lidt okay?"  Hun hørte stemmerne snakke sammen ude foran døren igen. Hun hørte sit navn, og hun vidste det var bedst at komme ud til dem - de måtte ikke tro hun var blevet ond. Lucy var stadig Lucy, bare i en større krop. Hendes stemme rystede lidt da hun råbte gennem døren:

"Hvis I ikke åbner, så kommer Lucy bare selv ud!" Der lød en smule nervøs latter derude fra,

"Lucy, døren er lavet af metal, ligemeget hvor meget du slår på den, kan du ikke komme ud okay? Bliv nu bare derinde, og lad de voksne snakke ikke?" Det var Kaya. Selvom hun lød venlig, blev Lucy sur. 

"Lucy er også voksen nu!" Råbte hun gennem døren og sparkede til den af fuldegardiner. Hendes tær sagde en knæklyd, da de støtte mod det kolde metal og hun gav et højt hyl fra sig. Tårene pressede på, men hun slog videre med den ene hånd, imens hun holde om sine brækkede tær med den anden. 

"Undskyld Lucy, men du må altså blive derinde idag. Vi skal lige drøfte nogle ting okay?" Det var Kaya igen, hun lød bekymret men seriøs. 

Du kunne åbne døren, hvis du virkelig gerne ville. Lucy holde vejret. Stemmen. 

"Hvordan kan jeg det?" Spurgte hun ud i den blå luft,

Jeg kunne hjælpe dig, give dig en smule af de kræfter jeg engang havde lovet dig. Lucy forstod ikke hvad det handlede om, men hun vil gerne ud til Riley og de andre. Desuden havde Stemmen jo opfyldt hende ønske om at blive stor, Stemmen var også den der vidste alt om hvem Lucy var. Lucy var stemmen, og stemmen var Lucy. Hun måtte stole på den. Hun vidste det. Hun nikkede for sig selv, Stemmen skulle hjælpe hende. Den lo, og sagde;

Det kommer måske til at gøre lidt ondt, men med tiden vil det ikke gøre ondt at få min hjælp. Når jeg har hjulpet dig med at åbne døren, vil kræfterne forsvinde med det sammen. Du må ikke vise den til andre eller fortælle om det til andre. Når du for kræfterne, vil du vide hvad du skal gøre. 

Så kom der en smerte. Lucy måtte støtte sig op af døren, for den slog hende næsten omkuld. Det var hendes ryg. Den sveg, rev og skreg af smerte. Hun bed tænderne sammen, for ikke at skrige. Hendes brækkede tær dunkede, og hun kunne næsten føle hvordan hendes knogler voksede sammen igen. Men  selvom hendes ryg gjorde så ondt, kunne hun mærke styrken vokse igennem hele hendes krop også følte hun den. Det var næsten som en ekstra arm, der var på vej ud af hendes ryg. Den var lang. Meget. Mindst 15 meter. Den var hvid og næsten gennemsigtig, men  hun vidste at hun var den eneste der kunne se den. Hun vidste det bare. Hun lænede sig mod den iskolde metal dør, pressede hænderne så hårdt hun kunne mod metallet. Den tredje hånd, placerede hun lige på midten af døren, også trykkede hun til. Hun trykkede alt for hårdt, så hånden skød direkte igennem metallet og efterladte et gigantisk hul. Hun hørte skrig og råb på den anden side. Hendes mave slog en kolbøtte, da hun trak armen tilbage gennem hulet. Så greb den om hulet og trak ned i det, det larmede forfærdeligt meget da metallet rullede sig sammen under styrken af hånden. Hun fik øje på Riley gennem den smalle åbning. Kaya klamrede sig til hans arm og de var begge ligblege. Osse Rektor så forskrækket ud. De havde alle trukket sig langt tilbage. Sprækken blev langsomt udvidet af den tredje arm, da Lucy hørte en råb over larmen. Det var Rektoren;

"Træd væk Lucy! Du er ikke sikker så tæt på døren!" Lucy så på dem, overrasket over at de ikke kunne regne ud det var hende der gjorde det. Men så vidste hun hvorfor. Hun rystede over hele kroppen, hun var bleg og havde koldsved. Men hun var bange, meget. Frygten lyste ud af hende og tårene strømmede uhæmmet ned ad hendes kinder. Hun væltede bagover og kravlede væk fra døren, så hurtigt hun kunne. Den tredje arm forsatte sit arbejde, og maste metaldøren så let som ingenting. Så holde den op, bare pludseligt og trak sig langsomt tilbage til Lucys ryg. Smerten kom tilbage i hendes ryg og hun undertrykkede en hulken. Hvorfor var hun så bange? Det var jo hende der styrede den arm. Men Lucy vidste nu, at det ikke var hende. Det var stemmen, den havde fået det hele til at se ud som om Lucy var et offer for en mystisk hændelse. Men Lucy var virkelig bange, helt ind til det inderste ben i hendes nu voksne krop. Næsten som om den smerte vakte nogle minder hendes krop havde, men som hun ikke kunne huske.

Der gik nogle minutter inden nogen turde at bevæge sig nærmere døren. Den første til at bevæge sig var Riley. "Lucy!" Kaldte han og trådte lidt tættere på døren. Kaya stoppede ham ved at holde fast i hans venstre arm, han så på hende og hun rystede på hovedet

"Du må ikke gå derind, bliv her!" Bad hun ham. "Hvis noget vi ikke kan se, kan kvase den metaldør som ingenting, så kan den mase dig som en flue. Det vil jeg ikke havde sker!" Hun begyndte at græde og strammede grebet om hans arm. "Bliv her" Klynkede hun. Riley vristede sig langsomt fri af Kayas greb og strøg hende over håret. 

"Bare rolig, jeg dør ikke og jeg bliver nød til at få Lucy ud. Hun er bange, kan du ikke se det? Hun er helt alene, og vi ved ikke om der er sket hende noget" Sagde han til hende og fremtrang et blegt smil. Kaya så på ham. Måbende.

"Du ved ikke engang om det er Lucy! Hun er meget større end før, man kan ikke vokse fra at være et lille barn til en teenager på en enkel nat! Hvad hvis nu det var hende der gjorde det mod døren? Bliv her! Gå ikke!"  

"Se på hende!" Halv råbte han dæmpet af hende, og løftede hånden mod Lucy, på den anden side af døren. "Hun er bange! Jeg ved det er Lucy, og vidst det ikke er, så vil jeg stadig ikke lade en pige side alene inde på den anden side helt alene!"

 Så gik han, over de metalskår der lå rundt omkring på gulvet. Langsomt. "Lucy?" Kaldte han igen, da han så hende sidde i den anden ende af rummet. Han viftede hende hen med hånden.

"Kom herover" Sagde han, "Langsomt" Han stoppede lige inden den store dør, og så sig langsomt omkring. Lucy så på ham, hun rejste sig. Hun rystede så meget og smerten i ryggen havde ikke helt forladt hende endnu, så hun vaklede. Han rækkede sine arme ud mod hende, og gik lidt ned i knæ, som om han skulle undgå at støde på et lavt loft. Hans blik flakkede fra døren til rummet og til Lucy. Han var også bange, det vidste Lucy. Lucy rækkede ud efter ham, og tog hans hånd igennem døren, inden hun langsomt trådte ud af det. Hun satte foden lige oven på et glasskår og det fik hende til at falde. Riley greb hende og støttede hende, da hun klynkede. Hun så ned, hendes fod sveg og blødte en smule. Men Rileys fødder var værre. De havde masser af rifter efter alle de skår han måtte havde trådt på og nogle små spor af blod lå hen af gulvet. 

Lucy bed sig i læben, men hulkede alligevel. Hun hulkede, det hele var hendes skyld og hun kunne ikke engang fortælle ham det. Hun omfavnede ham og gemte sit ansigt ved hans hals. Langsomt sank de ned på gulvet og han lagde armende omkring hende. Hans hver trækning var tung og hans hjerte dunkede afsted. Han var mildest talt rædselslagen, men han var stærk, for Kaya, for de andre elever og for Lucy. Aldrig havde hun skammet sig så meget som nu, så hun begravede sig bare i Rileys arme og græd alt hvad hun kunne. 

"Jeg er så ked af det, undskyld! Undskyld!" Græd hun lavt, og selv ikke Riley forstod hvad det handlede om. Men han sagde ikke noget. Hvad var der at sige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...