The Monster Inside Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy ved ikke hvem hun er, hvor hun kommer fra eller hvorfor hun en dag blev spyttet op af et dødt monster. Det eneste Lucy ved, er at hun har glemt noget vigtigt, det er i hvert fald hvad den stemme i hendes hoved fortæller.
Hun er dybt tiltrukket af skolens populæreste 'Monsterslayer' - hendes redningsmand, Riley og hadet til Rileys partner, Kaya vokser med umådelig fart.
Oven i Lucys ankomst til skolen, begynder der at ske underlige hændelser, som koster folk livet, og for venner til at vende hinanden ryggen.
Imens folk er betaget af Lucys uskyldighed og skønhed, ser ingen monsteret i hende vågne.

9Likes
8Kommentarer
544Visninger
AA

5. Rivaler

Der var stille i rummet, og kun hans tunge vejrtrækning kunne høres. Han sov, tungt. Alene, fordi han havde været bedøvet, da de skulle fjerne alle de skår han havde i fødderne. Hans hår stod i alle retninger, og en dyne lå trukket op til hans skuldre. Hun holde hans hånd, knugede den og kiggede på ham. Ikke som om hun bare så på ham, men med et blik der virkelig sagde at han betød meget for hende. Lucy så på hende fra den anden ende af rummet af. Hun sad på hug bag en vaskemaskine og gemte sig. Hun knugede hårdt om kanten på maskinen, så det efterlod to håndtryk. Hun kiggede over maskinen, så man kun lige kunne se hendes øjne og hår. Hun kneb øjnene sammen. Dammit! Hvorfor sad Kaya og klemte Rileys hånd så hårdt? Det burde være HENDE og ikke Kaya, der sad der og holde den. Hun gav en sur lyd fra sig, og det fik Kaya til se op. Hun fik med det sammen øje på Lucy - det er jo ikke ligefrem nemt at gemme sig, når man har helt pink hår. Men Lucy blev ved med at stirre ondt på hende, og det fik Kayas blik til at flakke. 

"Øhh, Lucy. Jeg kan godt se dig," Sagde hun og gav en nervøs latter fra sig. Lucy blev siddende lidt, før hun sprang op og afslørede sig selv. Hun smilede til Kaya, selvom hun allermest havde lyst til at skubbe hende så langt væk fra Riley som muligt. 

"Jeg troede ikke du så mig," Sagde Lucy og gik mod dem, med hænderne plantet på ryggen, imens hun vred sine fingre krampeagtig om hinanden. Rektoren havde givet Lucy noget af tøjet fra glemmekassen på skolen. Det var ikke ligefrem de flotteste ting der lå i glemmekassen, for de fleste ting der lå i den, var nok blevet mistet med vilje.. Hendes tøj bestod af en stropkjole, der gik hende til lige over knæene. Den var en mat pink farve og på midten af brystet var der en gul lille bamse der lo. Den sad en smule løst om Lucys figur, men selvom den afgjort var grim, så var den ret flot til hende. Hun rendte rundt på bare fødder, med en lille forbinding om den fod, hvor hun trådte et metalskår op. En af de andre piger havde klippet Lucys hår, så det ikke var så langt og ude af kontrol. Hun havde fået pandehår, som gik hende lige til øjenbrynene. Resten af hende hår var samlet i en høj hestehale. Kort sagt, hun var meget smuk. Dog stadig med den en barnelig charme over sig. 

Kaya bed sig i læben og smilede til Lucy, "Du er virkelig flot" Sagde hun og kørte blikket over hende. Hver gang hun så den flotte (og speciale) pige, gav det lige et ryk i selvtilliden. Lucy snorede en gang rundt om sig selv og fnisede, "Tak!" Sagde hun og stoppede ved kanten af Rileys seng. Hun så på ham og mærkede Kayas blik rettet mod hende. Men hun lod som ingenting. Hun rækkede derimod ud efter Rileys ansigt og lod fingrene strejfe hans pande, og hans hår. Hun satte sig på hug ved siden af sengen, og hvilede sin arm mod kanten. Hendes mave snurrede og slog kolbøtter. Hun hvilede sin hage mod sin arm, og greb sig selv i at smile ud i ingenting. Kayas stirrende blik holde nøje øje med Lucys hånd. Lucy vidste hun var jaloux, over at det var Lucy der havde grebet chancen til at stryge hånden igennem Rileys hår. Lucy træk hånden til sig, og mærkede stadig varmen fra Rilyes hud suse igennem fingrene. Hun førte let sine slanke fingre op til sine læber og trykkede dem mod læberne. Hvad betød det her mon? Kaya afbrød Lucys drømmeverden;

"Jeg hørte rektoren nævnte noget med at du skal begynde at deltage i vores timer, er det rigtigt?" Spurgte hun og fremtvang et lettere akavet smil. Lucy så på hende, Lidt forbløffet. 

"Det ved Lucy ikke," Sagde hun og trak på skuldrene. Lad vær med at lyve. Det gav et sæt i Lucy. Stemmen havde hun ikke hørt siden, den gav hende de underlige kræfter. Den behagelige følelse, som havde sat sig i hendes krop efter hun havde rørt Riley, var nu helt væk. Hun blev bleg, og hun måtte kæmpe for at synke en klump i halsen. Kaya så på hende, rynkede på panden. 

"Er du okay?" Spurgte Kaya, Lucys blik flakkede. Lyv, lød stemmen i hendes hoved. Ordene faldt over hinanden da Lucy sagde,

"Lucy.. har det.. øhm, helt fint" Hun lo nervøst, 

"Er du helt sikker? Du ser lidt bleg ud?" Spurgte Kaya og rejste sig fra stolen, på den anden side af sengen. Lyv bedre. Lucy viftede med hænderne foran Kaya,

"Lucy har det helt fint, Kaya behøver ikke være bekymret. Jeg er bare lidt træt" Skynde hun sig at sige og nikkede anerkende til sine egne ord - for ligesom at understrege, at hun ikke løj. Langsomt satte Kaya sig ned igen, med et lidt mistænksom blik. Men så nikkede hun svagt,

"Det er nu klart nok du er træt. Igår var du en lille pige, og nu.." Hun tøvede og lod et blik køre over Lucy, "Prøv at se dig nu. Oven i at du så den underlige hændelse med døren, du må være udmattet" Lucy nikkede bare til hende. Hun var nød til at adlyde stemmen, hun vidste at noget ubehageligt ville ske, hvis hun lod vær. Kaya betragtede længe Lucy, inden Lucy sagde;

"Lucy vidste faktisk godt at hun skulle starte til timer med jer, jeg løj overfor Kaya" Kaya så uforstående på hende, og Lucy forsatte, "Faktisk måtte Lucy ikke sige det til nogen, men fordi jeg og Kaya er venner, så vil jeg gerne fortælle det. Jeg bliver sat i sammen gruppe som Riley og Kaya. Fordi Rektor ved, at Riley kan passe på mig og Rektor siger at jeg er noget særligt" Lucy lagde en hånd mod sit bryst og smilede over sengekanten til Kaya. 

"Så Lucy er meget glad, for hun kan være sammen med Riley" Kaya var stivnede, hun så skuffet og en smule chokket ud. Hun rømmede sig, og prøvede at redde den lidt akavede situation. 

"Sig mig, Lucy. Hvor gammel er det så du er nu? Jeg mener, tror du ikke at du satser lidt højt efter en voksen teenager, når du i virkeligheden er 6-7 år?" Spurgte hun og kørte usikkert en hånd igennem hendes brune hår. Hun vidst at Kaya håbede på at Lucy, ville opgive alt med Riley. Hun greb efter sit sidste håb - alderen. Vi har brug for ham, hun kan ikke få ham. Hun er bare i vejen,  og jeg lover dig Lucy. Vi skal nok få hende af vejen, så du har ham helt for sig selv. Lucy så ned i metalrammen på sengen. Hun så sit eget spejlbillede, smile selvsikkert til hende og møde hendes blik. Han tilhøre kun os. Intet kan stoppe os. Lucy så op på Kaya, smilede et yderst sødt og uskyldigt smil. 

"Lucy er 17 år, og hun ved at Riley er 19 år. Hun ved også Kaya er 18 år, så jeg er ikke bekymret. Lucy ved hun har en chance, og hun skal nok få ham. For det er hun blevet lovet" Hun lo sødt til Kaya, der stirrede blegt på hende. 

"Hvordan vidste du, hvor gammel jeg er? Hvem har lovet dig at du kan få Riley?" Hun sank og skynde sig at bilde sig selv ind at Lucy bare fyrede en lam joke af. Lucy grinede endnu engang til hende, 

"Stemmen," Sagde hun. "Stemmen ved alt, så Lucy ved, at hun helt sikkert vil få Riley" Kayas stramme smil forsvandt straks. 

"Øhh, hvad?" Fremtvang hun, og stirrede på Lucy. Lucy smilede bare til hende og strakte armene ind over Rileys krop. Men hun sagde ikke mere, ikke en lyd. For hun følte at Stemmen holde øje med hende, og at hun var på kanten til at træde et skridt over stregen.

Men i stilheden hang der et tomt ord. Fra og med dette øjeblik, vidste Kaya og Lucy at de aldrig ville kunne blive veninder. De var nu, fra dette sekund, blevet rivaler..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...