The Monster Inside Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy ved ikke hvem hun er, hvor hun kommer fra eller hvorfor hun en dag blev spyttet op af et dødt monster. Det eneste Lucy ved, er at hun har glemt noget vigtigt, det er i hvert fald hvad den stemme i hendes hoved fortæller.
Hun er dybt tiltrukket af skolens populæreste 'Monsterslayer' - hendes redningsmand, Riley og hadet til Rileys partner, Kaya vokser med umådelig fart.
Oven i Lucys ankomst til skolen, begynder der at ske underlige hændelser, som koster folk livet, og for venner til at vende hinanden ryggen.
Imens folk er betaget af Lucys uskyldighed og skønhed, ser ingen monsteret i hende vågne.

9Likes
8Kommentarer
533Visninger
AA

1. Prolog

Hun var bange. Rystede, hulkede og gispede. Hun havde været en god pige, som moderen sagde at hun skulle være. Var det frygtindgydene monster kommet efter hende, fordi hun tog en bolle mere end moderen gav lov til? Eller fordi hun alligvel ikke gik i seng, da hendes mor sagde til hende hun skulle? Hun kunne ikke løbe længere, monsteret  havde allerede fortaget det halve af byen, og stod nu foran hende - 3 meter højt og tænder på størrelse med hendes tynde ben. Dens snerren var dyb og dens øjne var fulde af had. Den snerrede af hende, og hun skreg i mens hun holdte sig for ørene og så væk. Hun ønskede ikke at dø.. Hun vil lege i marken igen, omfavne sin lillesøster og høre hendes mors stemme, fortælle hende at hun elsker hende.

Hun mærkede noget varmt løbe ned af hendes ben, hun var sikker på det var blod fra det bid hun fik af monsteret. Men det var det ikke. Monsteret havdet ikke bidt hende, hun havde ude af sig selv, tisset i bukserne. Hun skammede sig, og hvis hendes moder havde været der havde hun fået en røvfuld. Hun vovede at se på monsteret, der blot betragede hende. Det snakkede til hende, gennem hendes tanker. Er du bange? Spurgte den hende. Hun blinkede tårene væk og stirrede på monsteret. Den snerrede, Svar mig, usle menneskedatter! Hun skreg endnu engang og dækkede sit ansigt ved sin arm. Ikke at det vil gøre en forskel, når monstere var stort nok til at sluge hende i en mundfuld. Hun rystede på hovedet. Hun løj, og det vidste monsteret der lo af hende. Hun var den rette - det vidste den. Jeg vil forme en kontrakt med dig mit barn, fortalte den hende og pigen syntes straks dens øjne var milde og tillidsvækkende. Kunne et monster virkelig være så overbevisende?

"V..Vil du æde mig?" Spurgte hun monsteret. Hun rystede af skræk, da monsteret lo af hende igen. Nej, jeg vil låne din krop og i gengæld vil du få min styrke. Du vil kunne redde dem du ønsker og blive den stærkeste magiker i vores anden verden.

Hun sank, men klumpen forsvandt ikke og hun følte trang til at kaste op "K..kan jeg r..redde min familie s..så?" Spurgte pigen. Du kan redde alle du ønsker, og gøre det af med alle dine fjender - jeg skal kun låne din menneskelige skikkelse nogle gange, det er alt. Du vil slet ikke bemærke min tilstedeværelse. Der var stille. Længe. Hun stolede ikke på monsteret, men alligevel var hun for naiv til at sige nej. Pigen rejste sig, selvom hendes ben var tæt på at give efter og alting sortnede. Hun rækkede sine arme frem. Hvor ville hun gerne leve, sammen med sin familie og resten fra Valmuedalen. Hun fælede en tåre til og hulkede; "Jeg vil leve sammen med de andre, jeg vil ikke havde de skal dø. Jeg ønsker at redde dem, jeg vil være stærk nok til at beskytte dem"

Hun svor at monsteret smilede, i det den åbnede sine mund på vidt gab og greb om hende med sine tænder. Hun skreg ikke, da hendes tøj blev flænset og hendes lemmer med. Man ku' virkelig ikke stole på monstrene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...