The Monster Inside Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy ved ikke hvem hun er, hvor hun kommer fra eller hvorfor hun en dag blev spyttet op af et dødt monster. Det eneste Lucy ved, er at hun har glemt noget vigtigt, det er i hvert fald hvad den stemme i hendes hoved fortæller.
Hun er dybt tiltrukket af skolens populæreste 'Monsterslayer' - hendes redningsmand, Riley og hadet til Rileys partner, Kaya vokser med umådelig fart.
Oven i Lucys ankomst til skolen, begynder der at ske underlige hændelser, som koster folk livet, og for venner til at vende hinanden ryggen.
Imens folk er betaget af Lucys uskyldighed og skønhed, ser ingen monsteret i hende vågne.

9Likes
8Kommentarer
605Visninger
AA

7. Leen Resa

Det var fuldstændigt mørkt, og hun kunne på ingen måde se en hånd for sig. Hun gispede efter vejret, og hendes ben var tunge som bly og brændte smertefuldt. Hun var ikke helt sikker på hvad hun løb fra, men hun vidste bare at hun måtte væk, for hun havde aldrig været så bange i sit liv. Hun prøvede at skrige på hjælp, men ikke en lyd undslap hendes læber. Så hørte hun latter. En klar, hadfuld, og håndlig latter afbryd den dødelige stilhed. Hun så tilbage. Mørke. Ingenting. Så foran hende, lige knap en armlængde stod der en nøgen krop uden ansigt. Men den lo af hende, og selvom den ingen øjne havde, mærkede hun det overlegen blik hun fik. Hun græd, da hun skiftede retning og kæmpede sig videre ud i tomheden. Latteren spredte sig, lød fra alt omkring hende. Hun så det. Flere tusind ansigtsløse kroppe stod omkring hende, pegede og lo af hende, imens hun kæmpede sig igennem det mørke der langsomt opslugte hendes krop. Hun havde glemt hvem hun var, og hvorfor det var hun løb til sidst. Men hun stoppede ikke, selvom hun kæmpede sig igennem mørke til livet, der trak hende ned som kviksand. Fordi at hun vidste at et sted derude, vil der være en ansigtsløs der ikke ville le af hende, men række sin hånd ud efter hende og løbe ved hendes side..

 

Lucy slog øjnene op, badet i sved i sin seng. Solen bagte på hendes ansigt, og fik hendes hoved til at dunke. Hun satte sig op, og holde sine rystende hænder ud foran sig. Hendes tænder klaprede, og små krampetrækninger løb gennem hendes muskler. Hun frøs og følte stadig at mørket slikkede sig om hendes ben. Hendes ryg dunkede i takt med hendes hjerte, og hun så tydeligt de lange hvide arme der stak ud af ryggen på hende, og fyldte langt det meste af rummet. Smerten i hovedet tog til og hun bed tænderne hårdt sammen, i det hun langsomt tog sig til hovedet. Hendes blik var begyndt at blive sløret, og det blev svære at trække vejret. Lucy var alene. Helt alene, ikke engang stemmen var der til at dele hendes smerte med hende. Hun trak benene op under sig og gemte sit ansigt ved knæene imens hun knugede hænderne mod hendes tindinger.

En banken på døren afbryd stilheden,

"Er du oppe Lucy?"  Lød Kayas stemme på den anden side af døren. Lucy løftede langsomt hovedet og så over mod døren. Hendes hår hang ned foran hendes ansigt, og hun vidste at der var hjælp at hente ved at åbne døren. Ganske langsomt rejste hun sig, og da hun prøvede at kalde ud efter dem kom der ingen lyd ud af hendes mund. Hun vaklede mod døren, og alt virkede til at snurre rundt. Der lød endnu en banken, 

"Lucy, du skal op nu," Denne gang var det Riley, og hun følte pludselig at det var lidt lettere at nå døren. Alt var pludselig mørkt for hendes øjne, og hun hørte sin egen svage, nervøse latter da hun åbnede døren for at se det ansigt hun allermest længtes for at se, Riley. Der var stille lidt, og hun hørte Riley sige, "Er du okay? Du ser ret bleg ud" Men skuffelsen vrimlede ind over hende. Hun kunne ikke se ham. Alt var mørkt, og hun var helt alene. Låst inde i sit eget hovedet, da hun lod sig falde til gulvet og hørte hendes navn blive råbt i det fjerne. 

Det var helt sort. Kun latter lød omkring hende, og kroppe uden ansigter pegede efter hende. Misforstor! Morder! Wierdo! Dø! Du fortjener ikke at leve! De skreg af grin efter hende. Hun græd, men løb så hurtigt hendes tunge ben kunne bære hende. Please! Hjælp mig! Jeg vil ikke være alene! Hjælp mig, hjælp mig! Græd hun lydløst, da hendes ben gav efter og hun faldt så lang hun var ned på den iskolde sorte jord.Hun gemte sit ansigt i den mørke jord, og mærkede latteren nærme sig hende. Men så det blev der stille, og en tomhed faldt. Øjnene var grå og håret kridt hvidt. Det flagrede i den ikke eksisterende vind og et smil bredte sig over dens ansigt. Den var barfodet, og en hvid kjole svajede let. En hvid hånd rækkede ned mod hende, som Lucy så op. Smilet var ikke venligt, men legesygt, kærligt og morderisk. Hun snøftede og følte sig lettet for at se dens ansigt. Hun greb om dens blege hånd og fik en ny styrke til at rejse sig. Den slap ikke Lucys hånd, da hun havde rejst sig, men forsatte blot sit tomme smil. "Hvem er du?" Spurgte Lucy, så det gav genlyd i deres sorte tomrum.  Den så på hende,

"Jeg er Resa," Sagde den, "Hvem er du?" 

"Jeg hedder Lucy," Sagde hun og forsat med at holde om Resas kolde hånd, "Ved Lucy hvad Resa er?" Spurgte den hende, og Lucy kørte et blik over den feminine krop, som tilhørte den. "Resa er en pige?" Resa fniste, uden et spor af morskab. "Selvfølgelig er jeg en pige" Sagde hun, og så på Lucy. 

"Ved hun hvad Resa betyder?" Spurgte hun og smilede til Lucy. Lucy rystede på hovedet, og stirrede ind i de iskolde grå øjne. "Resa betyder Reaper, og ved hun ved Reaper betyder?"  Gentog Resa, uden at ændre et udtryk i sit ansigt. Endnu engang rystede Lucy blot på hovedet. "Reaper betyder leen, og det er sådan en som døden har. Vidste du det?" Lucy rystede igen på hovedet, og følte sig lettere fortabt.

"Så," Startede Lucy, "Resa er leen som døden har?" Spurgte hun og betragtede det snehvide hår flagre ud i ingenting. Resa smilede blot og svarede "Leen tager livet fra dem som døden vil havde," 

Lucy afbrød, "Så, Leen bliver udnyttet af døden til at tage liv? Så døden ikke for blod og rust på fingrene?" Resa smilede et smil af tomhed, "Lucy er klog," Sagde hun "Men kan hun regne den ud. Hvem er Resa?" Spurgte hun igen og trådte et skridt tættere på Lucy. "Leen?" Sagde Lucy og lagde hovedet en smule på skrå. En hver skræk fra mørket og stilheden var forsvundet. Resa, var den Lucy var løbet efter. Resa lo en klangløs latter, der gav genlyd i mørket. Hun trådte væk, slap Lucys hånd og rejste sin højre hånd. Hun pegede på Lucy, "Resa er Lucy, Lucy er Resa" Sagde hun og gav hende et kridt hvidt tandsmil, før Lucy endnu engang faldt ud i det sorte ingenting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...