The Monster Inside Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy ved ikke hvem hun er, hvor hun kommer fra eller hvorfor hun en dag blev spyttet op af et dødt monster. Det eneste Lucy ved, er at hun har glemt noget vigtigt, det er i hvert fald hvad den stemme i hendes hoved fortæller.
Hun er dybt tiltrukket af skolens populæreste 'Monsterslayer' - hendes redningsmand, Riley og hadet til Rileys partner, Kaya vokser med umådelig fart.
Oven i Lucys ankomst til skolen, begynder der at ske underlige hændelser, som koster folk livet, og for venner til at vende hinanden ryggen.
Imens folk er betaget af Lucys uskyldighed og skønhed, ser ingen monsteret i hende vågne.

9Likes
8Kommentarer
544Visninger
AA

6. En helt normal dag

Der lød fodtrin ned af gangen, hurtige. Hendes lyserøde nederdel flagrede let i vinden hun skabte når hun løb. Hendes cardigan var grå og stod i kontrast til hendes lyserøde slips og hendes hvide skjorte. Hendes lange lyserøde hår var løst og hoppede omkring hendes ansigt og om hendes skuldre. 

"Hej Lucy!", "Godmorgen Lucy!", "Lucy, kom hen til mit rum senere!" "Lucy," - Overalt hørte hun sit navn, hun brød ud i et smil og vinkede til en gruppe af 3 piger, "Godmorgen!" Sagde hun, inden hun sussede videre ned af gangen. Længere oppe af gangen stod Kaya sammen med Riley. Lucy mærkede en svag jalousi vokse inden i og hun satte automatisk farten op for at nå dem hurtigere. "Godmorgen!" Kaldte hun ud mod dem, så de begge stoppede og og kiggede tilbage synkron. Riley smilede, og løftede hånden som en gestus, imens Kaya satte lyd på gestusen "Godmorgen," Sagde hun og smilede også, imens hendes blik gled over Lucys speciale udklædning. Lucy kastede sig mod Riley og hamrede ind i armene på ham, så han måtte træde et skridt tilbage for at holde balancen. Hun begravede sit ansigt ved hans hals og sørgede for at tage et godt snus af hans lugt. Siden hun havde fået sit eget værelse, havde alt hendes tøj og hendes selv fuldstændig sluppet Rileys lugt, og det fik hende til at føle sig en smule ensom. Hun plantede fødderne på gulvet igen og slap ham. Riley tog sig til hovedet og kørte en hånd igennem sit rodede hår. Det var snart 2 dage siden at uheldet med døren skete. Riley var kommet på benene igen, og hans fødder havde ikke engang ét mærke fra skårende. Det var takket være de gode sygeplejersker på skolen. 

"Du burde virkelig vende dig af med de hilsner du giver mig, det slår mig næsten omkuld hver gang," Sagde han og kiggede en smule irettesættende på Lucy. Kaya nikkede anerkendene til hvad han sagde, men jalousien lyste tydeligt ud af hendes ansigt. Lucy smilede, tippede hovedet en smule til højre og sagde:

"Jamen, jeg kan godt lide at være tæt på Riley. Du lugter så godt og Lucy kan slet ikke vente med at se Riley hver morgen," Riley så på hende, overrasket også så hun en svag rødmen stige til hans ansigt. Han løftede hånden og skyggede kort for sit ansigt med hånden, hurtigt vende han rundt og begynde at gå med en svag mumlen der lød som "Jaja," Hun så efter ham, men smilede så for sig selv, havde det lykkedes hende at gøre ham glad? Lucy skynde sig efter ham, med et lavt fnis. Kaya afbrød hendes tanker, 

"Hvad er det for noget tøj du har på?" Spurgte hun, og smilede så godt hun nu kunne til Lucy. Lucy grinede til hende, løftede en smule i nederdelen og tog 2-3 skridt på tær. "Rektor gav mig en gammel uniform, fra den tid skolen havde uniformer" Smilede Lucy til Kaya og greb om hendes arm. Kaya så på hende, overrasket. Havde hun ikke for at par dage siden følt da Lucy bestemt ikke kunne lide hende? Få dem alle til at kunne lide dig, stemmen rungede stadig inden i Lucys hoved, selvom hun allermest havde lyst til at skubbe Kaya ud over trappen de var på vej nedad, så kunne hun ikke modsætte sig hvad Stemmen bad hende om. 

Lucy flettede sine fingre ind i Kayas fingre, og løftede deres hænder mod hendes bryst. "Lucy er SÅ ked af det over at jeg ikke har lært dig bedre at kende. Vil Kaya tilgive mig? Jeg er sikker på at Lucy og Kaya kan blive de bedste venner!" Hun så på hende, indtrængende. Med de bedste hundeøjne hun nu kunne. Længe stod de og så på hinanden i tavshed, Lucy med et stort smil om læberne og Kaya der ikke så vildt overbevist ud. Men alligevel gav hun efter, "Du har nok ret Lucy, lad os starte på en frisk!" 

Der lød en høj ringen, og Lucy så op. Undrene. "Hvad var det?" Spurgte hun og så op på en hvid klokke der sad på væggen. Kaya greb Lucys hånd og begynde at løbe, "En advarsel om at vi kommer for sent!" og imens de løb ned af gangen, sammen hånd i hånd, følte Lucy sig oprigtig trist. Kaya var måske den eneste hun faktisk kunne blive veninder med, men stemmen lød i hendes hoved; Vi må få hendes af vejen, så hurtigst som muligt..

 

Klasselokalet var stort med stole og borde til 30 elever. Rummet var godt fyldt op og der lød snak fra hver en krog af hjørnet. Der blev stille i det Lucy trådte ind i rummet, lige bag Kaya. Hun stoppede op, så sig omkring. Drejede en gang om sig selv med et stort smil, imens hun slugte hver en detalje i rummet. Hvordan alle de brune border var stillet op på 3 rækker, de 4 store vinduer, der gik fra loft til gulv og gav en udsigt over den store grønne gård der var indrammet af skolen. På væggen ved døren, var en lang tavle sat op og en brun disk stod præcist placeret i midten af tavlen. Hun rettede herefter blikket på de 29 elever, og smilede til dem. 

"Jeg glæder mig til at lære jer alle at kende!" Sagde hun og lagde endnu engang, hendes hoved en smule på skrå med et perfekt tandsmil. Den trykte stemning i klasselokalet forsvandt straks. Folk smilede til hende, og bød hende velkommen imens hun gik gennem lokalet. Riley sad ved den bagerste bord ved siden af Kaya, der fandt 2 bøger frem. Lucy rettede lidt på sin nederdel, og gik mod det ledige sæde ved siden af Riley. Hun sneg sig ned ved siden af ham, og vinkede til 2 piger der skulede til hende, næsten som dug fra solen forsvandt deres vrede stirren og blev erstattet af et par nervøse smil. De sku' nok komme til at lide hende. De skulle bare havde deres tid. Hun snog en lyserød lok hår om sin pegefinger, og iagttog den pinke farve, men mellem de pinkehår, var der ét fuldstændigt kridt hvidt hår. Hvis vi har den tid..  hørte hun stemmen i sit hoved sige. Men for en gangs skyld, vidste hun ikke hvad det handlede om. Lucy holde vejret og hev det lange hvide hår ud, det nev i hovedbunden og hun gnubbede sig svagt der hvor håret sad. Hun så på Riley, men han var travlt optaget af at snakke med Kaya. Den spredte sludren blev afbrudt af et "afhm"-støn fra tavlen og Lucy så op. En ældre mand, med hornbriller på, en stramt frisyre og et skarpt blik stod ret ved tavlen og så på klassen udover sine briller. 

"Det foregår her oppe," Sagde han med sin hæse morgenstemme og slog to gange på tavlen med sine lange fingre. Lucy sad stille og betragtede undervisningen flyde ud i ord og tal hun ikke kendte. Men hun sad derimod og stirrede hypnotiseret ud af vinduet på hendes venstre side. Læren spurgte hende aldrig om noget, eller bad om hendes opmærksomhed, han var for fanget i sin egen verden af sine faglige ord. Der lød en høj klokke, som vækkede Lucy fra sin drømmende stirren ud af vinduet. Men ingen rykkede sig fra sin plads, de bøger der lå fremme blev pakket væk og nye blev fundet frem. Skole var kedeligt og Lucy var skuffet over der ingenting var at lave. Det meste af tiden sad hun bare og trillede tommefingre og lod sine tanker vandre et andet sted hen. 

 

En helt normalt dag, var godt nok en kedelig dag..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...