Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et n

Her er 2'eren af Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et nyt kapitel 2 (One Direction). Håber i kan lide den.

10Likes
6Kommentarer
883Visninger
AA

3. WHAT?!?!?!

(Simones synsvinkel)

 

”Du bliver her lige meget hvad, Nicolas kommer i dag og skal fortælle os noget vigtigt” sagde James surt til mig, ”Ja ja ” svarede jeg bare, jeg ville alligevel ikke møde Nicolas for det er hans skyld at jeg er her og ikke sammen med drengene. ”Hej James, hvordan går det?” kunne jeg høre Nicolas spørger om. Jeg valgte at stå og høre på deres samtale fordi Nicolas vil kun være her hvis det var noget med mig. ”Jeg har faktisk nogle gæster med fordi vi skal hente Simone” sagde Nicolas, WHAT?! Hørte jeg rigtigt? skal jeg væk her fra?! Jeg jublede inde i mig selv indtil jeg hørte en anden sige hej og den stemme kunne kun tilhører en, jeg vendte mig så jeg kunne se ind i stuen, og ja jeg havde ret! Den stemme tilhørte NIALL! jeg havde lyst til bare at løbe ind til drengene (de andre var også kommet nu), men på den anden side ville jeg ikke have at de så mig sådan her, men sår og blå mærker over det hele fordi James slår mig, og at jeg var blevet så tynd fordi jeg ikke spiste. Jeg stod lidt i min egen verden, men prøvede at høre efter deres samtale. ”Nå men så er det klart, nu skal vi bare lige have pakket Simones ting og så kan vi smutte ” sagde Louis glad. ”Hendes værelse er lige op ad trappen ” svarede Sophie glad, fuck hun er falsk af et barn af være. Jeg løb op af trappen, drenge ville nok høre det men jeg var ligeglad jeg skulle bare ind på mit værelse. Jeg skyndte mig at lukke døren og sætte mig i et hjørne og vugge frem og tilbage, jeg vidste virkelig ikke hvad drengene ville sige.

 

 

(Harrys synsvinkel)

Jeg var bare få sekunder fra at se Simone igen, jeg havde godt hørt hende løbe op af trappen men det var nok bare fordi hun ville skynde sig at pakke. ”Her er det” sagde Zayn,” vi lader lige jer være alene i 5 minutter” sagde Niall og klappede mig på ryggen. Jeg bankede lige så stille på for ikke at give hende et chok. Men jeg hørte ikke noget svar, så jeg åbnede bare døren, men det var et forfærdeligt syn jeg mødte. Simone sad og vuggede frem og tilbage med panden mod knæene så jeg ikke kunne se hendes ansigt. Men hun så helt anderledes ud, hendes arme og ben lignede noget der kunne knække sammen bare ved at prikke til hende. ”Simone?” sagde jeg stadig i chok over hvordan hun så ud, nu kiggede hun og man kunne se i hendes øjne at hun havde det rigtig dårligt ved at være her, og udover det havde hun sår og blå mærker over det hele. ”Undskyld” mumlede hun og stoppede med at vugge frem og tilbage. ”Hvorfor siger du undskyld?” spurgte jeg og satte mig på hug og aede hendes kind, hvor man nemt kunne mærke hendes knogle. ”Fordi jeg har ødelagt dit liv, det var meningen at du skulle komme videre og ikke finde mig” græd hun. ”Prøv at høre her skat, jeg kan ikke komme videre lige meget om jeg vil, fordi jeg elsker dig så forbandet højt. Og jeg var nød til at finde dig igen ” svarede jeg hende mens jeg kiggede hende direkte ind i øjnene.  ”Men hvorfor?” spurgte hun med tårer løbene ned af kinderne, ”Fordi jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre, og jeg har ikke kunne lave noget siden du flyttet, spørg selv drengene” svarede jeg. ”Du er virkelig taget hele vejen her til for at finde mig?” spurgte hun med et lille smil, ” ja, og for at tage dig med hjem. For der er en del vi skal have fortalt dig” svarede jeg. ”Jeg elsker dig Harry, men hvor er de andre drenge?” ”jeg elsker også dig. De venter ude i bilen, skal vi få pakket?”

 

 

(Simones synsvinkel)

Det var dejligt at se drengene igen, jeg vidste godt at jeg ikke ville komme uden om det skræmte blikke og spørgsmålene om hvorfor jeg ser sådan ud som jeg nu gjorder, men jeg orker virkelig bare ikke forklare det lige nu, og det forstod drengene også godt men de forlangte at få det af vide på et tidspunkt. Jeg er så utrolig glad for at drengene var kommet og hentet mig, så jeg kom væk fra den familie, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det til drengene så jeg sukkede bare og lagde mig op af Harrys skulder. ”er du okay smukke?” spurgte Harry og kiggede bekymret på mig, ” Ja ja men jeg tænkte på om i ikke ville synge for mig, jeg har virkelig savnet jeres stemmere” ”selvfølgelig vil vi det!” svarede Louis. Og så sang de Wonderwall for mig, det var så dejligt at høre dem synge igen. ” så Harry har du stadig tænkt dig at forlade bandet?” spurgte Zayn, ”HVAD?!” sagde jeg og kiggede på Harry ”Du kan ikke forlade bandet, det tillader jeg ikke!” sagde jeg, ”Rolig skat, jeg forlader ikke bandet” ”men hvorfor spurgte han så?!” ”Fordi jeg havde sagt at jeg ville fordi jeg ikke kunne lave noget uden dig, men det var før jeg vidste at jeg kunne få dig tilbage. Og så er Zayn så idiotisk at spørger om det foran dig når han ved du ville reagere sådan der” svarede Harry og skubbede til Zayn. ” du lover du ikke gør det ik?” ”Jo skat jeg lover det” svarede han og kyssede mig på munden, gud hvor jeg savnede at kysse ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...