Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et n

Her er 2'eren af Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et nyt kapitel 2 (One Direction). Håber i kan lide den.

10Likes
6Kommentarer
943Visninger
AA

4. Problemer

(Simones synsvinkel)

James vrede ansigt og hvordan han slog mig kom igen og igen inde i mit hoved, jeg tør ikke sove fordi jeg er bange for at han kommer. ”Skat få dig noget søvn, du ser træt ud” sagde Harry og nussede min arm, ”nej jeg har det helt fint” skynde jeg at sige, ” ja ja så siger vi det men sov nu” sagde Niall, ” men jeg vil hellere være vågen og snakke med jer” forsikret jeg dem om, ” haha sødt sov nu” ” seriøst hvorfor må jeg ikke selv bestemme om jeg vil sove eller ej?!” sagde jeg lidt hårde end jeg regnede med, ”slap af Simone, vi synes bare du ser træt ud ” sagde Niall, ”undskyld Niall. I har nok ret, jeg trænger nok til at sove lidt ”. Jeg lagde mig tilbage i sædet og lukkede øjnene så drengene ville tro jeg sover, men jeg tør bare ikke sove især ikke mens de er her. Det utrolig irriterende at skulle lade som om jeg sov men jeg ville ikke gøre drengene irriteret. ”Simone vi er hjemme nu ” sagde Harry og skubbede blidt til mig, ” endelig!” sukkede jeg. ”er det ok drengene sover her i nat, vi vil bare gerne være sammen med dig” spurgte Harry, ”øhm jo selvfølgelig ” svarede jeg mens jeg kradset mig på armen. ”Simone kan vi ikke lige snakke ude i køkkenet?” spurgte Louis, ”jo” svarede jeg og gik efter ham ud i køkkenet, ”Okay hvad er der sket? Jeg ved der er noget galt for du kradser dig på armen og det gør du altid når du er bekymret” sagde han da han havde lukket døren ind til stuen, ”hvad snakker du om? der er ikke noget galt, alting er fint” prøvede jeg at lyde overbevisende, ” tror du virkelig jeg er så dum at jeg hopper på det?” spurgte Louis mens han lagde armene over kors, ”man kunne jo godt prøve” sagde jeg mens jeg trak på skulderne. ”men hvad er der er galt?”, ” Louis jeg vil helst ikke snakke om det lige nu”, ”du bliver nødt til at fortælle det snart, ellers tror Harry bare det er noget han har gjort” sukkede Louis, ”det ved jeg godt, Harry har ikke gjort noget, eller jo han gjorder ikke som jeg sagde han skulle, og begyndte at lede efter mig!” sagde jeg lidt hårdt, ” af alle mennesker troede jeg du vidste at det var bedst for ham at komme videre, men jeg tog åbenbart fejl” sagde jeg surt og vendte hovedet væk fra Louis, ” tror du ikke vi har prøvet at få ham til det?! Men han ville ikke! Han sagde at efter du flyttede var der en del af ham der dødede, og man kunne se da han så dig igen af den del levede igen! Så du skal ikke sige at vi ikke gør noget, når det faktisk er dig der er skyld i det hele!” råbte Louis, ”Min skyld? Min skyld?! Jeg sagde forhelvede til den eneste dreng der nogensinde har elsket mig, at han skulle komme videre og finde en ny! Tror du måske det var let for mig?! Det var det sværeste nogensinde, men alligevel gjorder jeg det fordi jeg vidste at det var bedste for ham! ” råbte jeg tilbage, ” forhelvede Simone kan du ikke bare skride du er ikke god for Harry!” råbte Louis men man kunne se at han fortrød det lige så snart han havde sagt det, ”det mente jeg ikke—” ”jo du har ret, så nu går jeg” afbrød jeg ham, ”nej Simone bliv nu”, ”nej” sagde jeg og gik ind i stuen.

 

 

 

(Harrys synsvinkel)

”Hej ska—”, ”jeg sover hos Jenna ” afbrød Simone mig, ”Vent hvad? Hvorfor?” spurgte jeg, og gik efter hende, ”ja det kan du spørger din gode ven Louis om” sagde hun og lukkede døren. ”hvad har du sagt til hende?!” spurgte jeg og vendte mig mod Louis. ”øhm ikke rigtig nog—”, ”jeg spurgte hvad har du sagt til hende?!” sagde jeg lidt hårdt, ”øhm bare noget om at hun opførte sig mærkeligt og at hun var dårlig for dig” han mumlede det sidste men jeg kunne sagtens høre det, ”HVAD HAR DU SAGT?! HVORDAN KUNNE DU FÅ DIG SELV TIL AT SIGE DET?!” råbte jeg, ”det ved jeg ikke, det røg bare ud af munden på mig” svarede Louis. ”hun skal tilbage nu! Og så skal du fortælle alt det du ved om hende forstået?!” spurgte jeg hårdt. Jeg var så sur, hvordan kunne han finde på at sige sådan noget til hende?!

 

 

 

(Louis’ synsvinkel)

Hvordan kunne jeg sige sådan noget til Simone? Jeg mente det jo ikke. Simone er god for Harry, hun er grunden til Harry ikke forlader bandet. Men jeg var så dum at sige at hun ikke var god for ham, så nu er både Simone og Harry sure på mig. Men jeg forstår dem godt, jeg ville også være pisse sur lige nu hvis det var mig det var gået ud over. *Bank bank* lød det over fra døren, ” kom ind!” råbte jeg og kiggede ud af vinduet, ”Louis du ved godt du ikke kan blive ved med at være herinde, du bliver nødt til at finde Simone og sige undskyld. Og sige undskyld til Harry bagefter ” sagde Niall og satte sig overfor mig, ”det ved jeg godt, men hvordan? Der er ingen af dem der vil snakke med mig! Og jeg forstår det godt ”svarede jeg. ”Du skal nok finde ud af det Louis, det gør du altid” sagde Niall og gik ud af døren.

 

 

 

(Simones synsvinkel)

 

Louis havde ret, jeg fortjener ikke Harry. Jeg er ikke god nok til ham, lige meget hvor meget jeg virkelig har håbet jeg er, er jeg det ikke. Men jeg kan ikke leve uden Harry, men det bliver jeg nødt til, Harry vil få det bedre uden mig. Jeg må tage hjem til ham og sige farvel, for aller sidste gang… nogensinde..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...