Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et n

Her er 2'eren af Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et nyt kapitel 2 (One Direction). Håber i kan lide den.

10Likes
6Kommentarer
934Visninger
AA

9. Hvad skal vi gøre?.

(Harrys synsvinkel)

Jeg kunne høre Simone råbe inde fra den forladte bygning, ”jeg går ind efter hende!” sagde jeg, ”nej Harry vi bliver nødt til at have politiet her, hvis nu han begynder at skude og så kan politiet skude igen, hvis du går ind dør du bare” sagde Louis, de andre drenge nikkede sig enige.  ”Det er alt sammen min skyld, jeg skulle ikke have ladet Simone gå alene, jeg er så dum” hviskede jeg vredt så Gabe eller Casper ikke hørte os. ”Harry det er ikke din skyld, der var ingen af os der kunne vide at hun ville møde Gabe og at han ville kidnappe hende” hviskede Zayn, ”men alligevel jeg skulle have passede på hende” hviskede jeg, jeg har så meget skyldfølelse, det er alt sammen min skyld. ”Jeg har ringet til politiet nu og de kommer om 2 minutter, og jeg har forklaret dem at der ikke skal være sirener på for så skader Gabe bare Simone endnu mere” forklarede Niall, ”Tak Niall” sagde jeg, ”Det var ikke noget, jeg vil gør alt for at få Simone tilbage og se dig glad sammen med hende. Hun er på en måde blevet min 6 bedste ven” svarede Niall.

 

(Simones synsvinkel)

”Gabe hvad er det jeg har gjort jer siden dig og dine forældre vil dræbe mig?” spurgte jeg og kiggede op, han stod stadig med pistolen rettede mod min pande. ”du giver for mange problemer, dine idiotiske venner var begyndt at grave for meget i sagen om dine forældre og dig, så mine forældre forlanger at jeg dræber dig” svarede han med et smil på læben. Jeg kunne mærke at jeg var ved at få det rigtig dårligt pga alt det blod jeg taber af såret i mit ben, det bløder voldsomt meget men jeg ville have at Gabe og Casper skulle nyde mig lide. ”Gabe kan du ikke bare dræbe mig nu, ellers dør jeg snart af blodtab” spurgte jeg og kiggede op på ham igen. ”Det er der jo ikke noget sjovt ved, og du har vist ikke helt fattet det, jeg sagde jo at vi ville se dig dø en lang og pinefuld død” svarede han og smågrinte. ”Please gør det Gabe, jeg ved at jeg aldrig kommer til at se Harry og de andre drenge igen, for jeg dør lige meget hvad herinde, så gør det nu bare” forlangte jeg, jeg kunne mærke jeg fik det dårligere og dårligere, og det begyndte at flimre for mine øjne. ”Nej sagde jeg jo” råbte Gabe. Nu blev alt sort og jeg gled ned af væggen, det sidste jeg hørte var en masse råb og to skud og så forsvandt det hele.

 

 

 (Harrys synsvinkel)

 

Politiet løbe ind i den forladte bygning og vi løb lige bagved, det eneste jeg hørte da vi kom ind var et skud Gabe skød og et fra politiet som skød Gabe så han falde om på gulvet. Jeg så mig om for at få øje på Simone, endelig fandt jeg hende, hun lå over ved væggen med lukkede øjne. Jeg løb over til hende. ”Simone please vågn op, jeg kan ikke klare det hvis jeg ikke har dig please please please vågn op” sgade jeg med tårerne løbene ned af kinderne men jeg er ligeglad jeg vil bare have Simone tilbage. Drengene rev mig væk fra Simone så ambulancemenneskerne kunne komme til. ”Harry hun skal nok klare den, hun skal bare på hospitalet og blive opereret, og hun skal indlægges for hun har mistet en masse blod” sagde Liam og prøvede at få mig til at gå. Men jeg kunne ikke gå nogen steder, jeg falde sammen på gulvet mine ben blev svage, alt var meningsløst, for i netop det øjeblik indså jeg at jeg kunne miste Simone, de kunne ikke vide om hun ville overleve, det kunne være sidste gang jeg så hendes smukke øjne, hendes fantastiske latter, hendes søde smil og hendes smukke ansigt, alt sammen levende. Hun kunne sagtens dø på vej til hospitalet, på det her tidspunkt er jeg sikker på at jeg vil gøre alt for Simone, endda også hvis det gælder døden, hvis hun dør tager jeg med hende, det er ikke sikkert hun ville ønske sig det men jeg bliver nødt til at være sammen med hende.

 

”Harry? Harry? ” drengene prøvede at få mig ud af min tankegang. ”Harry det er sent, Kom vi tager hjem og sover nu og besøger Simone i morgen, jeg har spurgte dem fra ambulancen og de siger at det ikke er for sent at redde hende” sagde Louis og fik mig op og stå, ”det kan de ikke være sikre på, hun er måske allerede dø. Jeg er skyld i hendes dø” sagde jeg mens vi gik. ”Okay nu stopper du Harry! Hun er ikke dø! Du er ikke skyld i at hun er død hvilke hun ikke er! Og du ser hende i morgen, du skal bare sove lidt og give hende lov til at komme sig efter operationen!” sagde Zayn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...