Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et n

Her er 2'eren af Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et nyt kapitel 2 (One Direction). Håber i kan lide den.

10Likes
6Kommentarer
902Visninger
AA

10. Hvad er det jeg gør?

(Harrys synsvinkel)

 

Jeg ved ikke hvordan jeg kunne sove men det lykkes mig at få mig et par timers søvn, men jeg er stadig stensikker på mit valg, jeg ved bare ikke om jeg skal sige det til drengene eller ej. #Bank bank# kom det over fra døren, ”Kom ind” sagde jeg og satte mig op i sengen, ”Hey hvordan har du det i dag?” spurgte Liam mens han satte sig på sengekanten. Jeg trak bare på skuldrene, men i virkeligheden har jeg det virkelig dårligt for det er måske den sidste gang jeg nogensinde ser Liam igen. ”Nå men få noget tøj på og få børstet tænder, vi skal over på hospitalet og besøge Simone” sagde Liam og rejste sig.

Vi var inde på hospitalet nu, Liam stod og snakkede med en læge, sikkert for at spørger hvor Simone lå. ”Okay Simone ligger på stue 17, og de siger at hun er kommet sig oven på alt, men hun mangler bare at vågne” sagde Liam men jeg kunne høre at der var nogen han undlod at sige. ”Og hvad mere Liam?” spurgte jeg, ”Hvad mener du?” spurgte han, ”være nu ikke dum i ved at jeg kan høre på jer når i undlader at sige noget, så sig det nu bare” svarede jeg. Liam sukkede, jeg vidste det ikke var godt. ”Jo som jeg sagde manglede Simone bare at vågne, men de siger at de ikke er sikre på om hun nogensinde vågner” sagde han og kiggede ned i gulvet. Jeg ville græde men jeg har ikke flere tårer, jeg ville smadre noget men jeg har ikke flere kræfter, jeg er fuldkommen drænet for alt jeg har ikke mere tilbage jeg er fuldkommen tom inden i. ”Skal vi ikke gå op på hendes stue?” spurgte Niall, jeg nikkede bare.

Jeg åbnede døren til Simones stue, hun lå lige så stille på sengen med lukkede øjne, det eneste der gav en lyd var de maskiner der var over hende. Jeg satte mig lige så stille på stolen ved siden af hendes seng, hun så så skrøbelig ud, som om hun kunne gå i stykker bare ved at en trak vejret. Mens jeg bare sad der og kiggede på hende kom alle de minder jeg har med hende frem, den gang hvor jeg fandt hende på bænken. Den gang hvor jeg tog hende med hjem efter jeg havde fundet hende på bænken. De gange hvor vi bare har siddet og set film. De gange hvor vi har grinet. Og de gange hvor vi har kysset, der vil aldrig være en pige som hende. Og nu er det alt sammen ved at blive taget væk fra mig. Hvad er det jeg gør? Giver jeg så let op? Vil jeg bare sidde her og se hende dø? Nej jeg må kysse hende en sidste gang og holde hende i hånden en sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...