Fool of love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 7 okt. 2013
  • Status: Færdig
Selveste Justin Bieber medvirker i showet Famous Life. Ideen i showet er, at vælge en tilfædig pige, som skal med bo sammen med Justin. Samtidig er det Justins opgave at lade som om, at han er interreseret i pigen. Det hele skal så være falsk, så det ender med en masse drama. Justin siger kun ja til at medvirke i showet for, at få mere omtale i det sociale. Men det ender med, at blive langt mere indviklet end det.
-
Juliana Simpson bliver tilfældigt valgt, da hendes storesøster sender hende ind til konkurrencen. Det eneste hun ved, er at hendes hverdag vil blive fulgt, og hun skal være sammen med selveste Justin Bieber. Intet ved hun om, at Justin er falsk, når han begynder på mere.. Det er selvfølgelig for seernes skyld, men det bliver snart et rodet drama. Justin begynder at have svært ved at kende forskel på virkelighed og skuespil. Og hvad sker der i sidste ende, når det går op for Juliana, at hvert et smil, hvert et blik og hvert et kys var falskt?

--Trailer i højre side--

109Likes
94Kommentarer
14293Visninger
AA

30. Lykkelig eller ikke?

Justin’s synsvinkel:

Vinden rev i mit hår, og selvom jeg nok selv ville mene, at det fik mig til at se dårlige ud, så syntes de få piger, der gik forbi mig det åbenbart ikke. Det var ikke mange, og jeg er ikke sikker på, om de genkendte mig. Men jeg så vel stadig godt ud, det er ikke en hemmelighed, vel? Fnys.. det kunne vel også være lige meget. Hun var ikke dukket op. Hun? Tænker i nok. Kan det være rigtig? Er Justin Bieber virkelig faldet for en pige. En tilfældig smuk og mørkhåret tøs. Kan det virkelig være sandt? Og ja, kan jeg svare. Faldet lige forover på knæene. Er det sådan det føltes, at være forelsket? Som om at man drømmer hver evig eneste sekund, som om at den eneste tanke, man tænker, er hende. Hende, hende, hende. Julia, Julia, Julia. Juliana, Juliana, Juliana. Min, min, min. Men er min en overdrivelse? Det var måske mere ønsketænkning? Her stod jeg i hvert fald. Ene og alene med min jakke åben, så vinden blæste lige ind, og gav mig kuldegysninger. Men jeg nød at mærke ubehag. Og hvis hun ikke dukkede op, var jeg bange for, hvilket ubehag jeg kunne finde på, at gøre ved mig selv. Smerte, ville næsten være noget jeg ville bryde mig om. Det er jeg så tæt, som sikker på.

”Undskyld mig?” måske var det bare indbild. Men et kort sekund så var jeg sikker på, at Julia stod bag mig, og prikkede mig på skulderen. Men jeg fandt hurtig ud af, at det ikke var Julia. To piger på omkring 15 år stod med nærmest lys af øjnene, og en notesblok og en kuglepen rakt mod mig. ”Er du ikke Justin Bieber?” deres stemmer lød nærmest hvinende. Jeg prøvede at holde et suk inde, og skrev en hurtig autograf. ”Må vi få et kram?” spurgte den lyshåret af dem. De havde åbenbart ikke opfattet min irrition, og jeg lod dem selvfølgelig trække ind i et kram en efter en. Pludselig tabte den mørkehåret pige papiret med autografen, og vinden greb den. Pigen spurtede efter den, som om det galt hendes liv. Og tro mig, det gjorde det sikkert også. Og her stod jeg så med armene om blondinen, og det kunne på alle måder opfattes anderledes. Og lige præcis i dette sekund, ikke 2 minutter før eller 2 minutter efter,  jeg stod i et intens kram med den tøs, kom Julia cyklende. Jeg slap med det samme taget om pigen, og nærmest skubbede hende fra mig. Pigen snublede overrasket bagefter, og var næsten ved at falde. Men jeg havde på ingen måde tænk mig at prøve at gribe hende. Det eneste jeg så var Julias ansigt. Vær en del af hendes ansigtsudtryk så fuldstændigt knust. Og cyklede hun bare videre.

”JULIA!” råbte jeg, og løb som aldrig før. Der var heldigvis modvind, og selvom det gik ned af bakke, fik jeg grebet fat i cyklen. Jeg er sikker på, at jeg let kunne have brækket et eller andet, ved at gøre det her. Jeg tog chancen, og sprang op bag på cyklen, selvom hun stadig cyklede. Og da jeg sad bag på hende, prøvede jeg at komme i kontakt med hende. ”Må jeg få to sekunder til at forklare?” råbte jeg gennem vinden. Hun standsede brat cyklen, og vendte sig om mod mig. Hendes øjne lynede i vrede, men mest af alt kunne jeg se sorgen i hendes øjne.

”Af! Og det skal være nu!” skreg hun op i mit ansigt. ”Nu! Nu! Nu!”

Jeg hoppede af med det samme, men kun for at gribe fat om hende. Hun fægtede vildt med armene, men jeg kunne nemt holde hende fast med min ene arm, mens min anden var placerede på bremsen.

”Lyt til mig. Vil du ikke nok?” jeg så bedende på mig. Hun stoppede med at fægte med armene, og så på mig mellem tårerne. ”Du har misforstået det helt” sagde jeg.

Til min store overraskelse prøvede hun ikke at afbryde, men så bare på mig gennem tårerne i øjnene.

”Det var bare en fan” hviskede jeg, og alligevel hørte hun det gennem vinden. Hun steg af cyklen, og den væltede, men hun virkede ligeglad. Hun lod mig lægge armene omkring hende, og bare lade hovedet ligge på min skulder.

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tro” hulkede hun. ”Da jeg så dig med den pige.. hele min verden brød bare sammen pludselig” betroede hun mig. Jeg smilte.

”Du kom”

”Hvad mener du?” snøftede hun.

”Du kom” gentog jeg, og kunne ikke stoppe med at smile. ”Det er jeg glad for”

Hun forstod pludselig. ”Selvfølgelig kom jeg”

Jeg fjernede en tot mørkebrunt hår. Jeg lagde min pande mod hendes, og lukkede øjnene. Så mærkede jeg hendes læber mod mine. En bil dyttede i forbi farten, men ingen af os hørte det. Det eneste vi hørte, var lyden af hinandens bankende hjerter, som på en måde var der, når vores læber vare forenede. Jeg smeltede sammen med hende, da en enkel tåre flød ned af min kind. Den ramte uheldigvis hendes tunge, og hun trak sig pludselig fri. Hun så overrasket på mig.

”Græder du?” hun så undersøgende på mig. Men der var ikke flere tårer hun kunne se. Kun den enkle lille tåre. Jeg sendte hende et lille smil.

”Du elsker mig” konstaterede jeg. Hun smilede.

”Var det derfor, du græd?” spurgte hun. Jeg nikkede.

”Du elsker mig” gentog jeg. Men hun spurgte ikke, hvorfor at jeg havde grædt over det. Vi vidste begge to hvorfor, fordi at hun elskede mig. Fordi hun var kommet. Fordi at vi stod her – sammen.

”Jeg elsker dig” hun nikkede, og så lod hun endnu engang sine læber presse sig mod mine.

______________________________________________________________________________________

Juhuuuu, afslutning <3 Det har været helt fantastisk at skrive på den, og det er rimelig trist at slutte den af <3 Men det var ved at være tid, så her er det sidste kapitel <3 Jeg ved ikke om der kommer en 2'er, men som altid kommer det an på jeres mening <3

Tusinde tak til alle der har læst med! I er helt igennem fantastiske, og i må meget meget gerne efterlade en sidste kommentar <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...