Fool of love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 7 okt. 2013
  • Status: Færdig
Selveste Justin Bieber medvirker i showet Famous Life. Ideen i showet er, at vælge en tilfædig pige, som skal med bo sammen med Justin. Samtidig er det Justins opgave at lade som om, at han er interreseret i pigen. Det hele skal så være falsk, så det ender med en masse drama. Justin siger kun ja til at medvirke i showet for, at få mere omtale i det sociale. Men det ender med, at blive langt mere indviklet end det.
-
Juliana Simpson bliver tilfældigt valgt, da hendes storesøster sender hende ind til konkurrencen. Det eneste hun ved, er at hendes hverdag vil blive fulgt, og hun skal være sammen med selveste Justin Bieber. Intet ved hun om, at Justin er falsk, når han begynder på mere.. Det er selvfølgelig for seernes skyld, men det bliver snart et rodet drama. Justin begynder at have svært ved at kende forskel på virkelighed og skuespil. Og hvad sker der i sidste ende, når det går op for Juliana, at hvert et smil, hvert et blik og hvert et kys var falskt?

--Trailer i højre side--

109Likes
94Kommentarer
14119Visninger
AA

27. Gå, gå, gå!

Justin's synsvinkel:

Hvor længe hun havde ligget i mine arme, vidste jeg ikke, men hun måtte for min skyld ligge der for evigt. Med lukkede øjne så hun så fredelig ud, så jeg ønskede de forblev lukket for evigt. Misforstå mig endelig ikke! Jeg ønskede selvfølgelig ikke, at hun døde. Nej jeg ønskede bare, at hun ville kunne leve uden at bekymre sig om noget. Men jeg vidste godt, at jeg for tiden var grunden til hendes bekymringer, mig, og det knuste mig inderligt. Ikke at der var meget som kunne knuse mig normalt, nej, jeg var som alle vidste, en hård sten. Stakkels Julia hun havde forelsket sig i en synde sten. Men på den anden side? Jeg er ikke synde. Jeg har succes, og jeg har fans, og jeg.. åh, jeg er virkelig en selvglad idiot! 

Mine utrolig selvglade blev afbrudt, da Julia vendte sig i søvne. 

"Nej" mumlede hun, og jeg smilte, indtil hun lukkede endnu et ord ud. Mit smil forsvandt med det samme. "Gå Justin!" hun lød så desperat, at jeg overvejede om hun overhovedet sov. "Gå, gå, gå" bad hun sovende. Hendes stemme skar sig dybt ind i mit hjerte. Gå, gå gå. Ordene gav genlyd i mit hoved, i mit hjerte. 

"Undskyld" hviskede jeg, selvom hun selvfølgelig ikke, kunne opfatte mit ord. "Undskyld, undskyld, undskyld"

Men hun sagde ikke mere, men sov blot trygt videre. Jeg trak meget langsomt mine arme ind til mig, så hun let faldt ned i mit skød. Så langsomt så jeg var i tvivl om, jeg overhovedet flyttede mig, rykkede jeg baglæns, imens hendes hoved bevægede sig ned på tæppet. Jeg lagde hurtig hænderne beskytterne under hende hoved, før jeg også fjernede dem. Nu havde jeg gjort mig fuldkommen fri fra hende, og jeg rejste mig lydløst, En gren knækkede under min fødder, og jeg kiggede nervøst på hende. Men hun  vendte sig blot om på den anden side, og havde intet opdaget. Jeg kastede et sidste blik på hende, før jeg vendte mig rundt, og skyndte mig væk i en fart. Ikke fordi jeg var en kryster, nej mere for hendes skyld. Hvis hun ønskede mig, måtte hun selv komme til mig. Hvis dette ikke var tilfældet, burde jeg ikke presse hende.

 

Julia’s synsvinkel:

Jeg spærrede øjnene op, og så et overraskende syn mødte mig. En smuk lyseblå himmel grinte mig lige ind i fjæset, og jeg lå på et cremefarvet tæppe. Jeg satte mig brat op, og kiggede rundt. Minderne overfaldt mig, og jeg blev med det samme forvirret. Hvor var Justin? Det virkede ikke som om, at han havde gemt sig. Mere som om, at han bare var gået. Men det gav ingen mening. Hvorfor skulle han dog gøre det? Ja okay, jeg var faldet grædende i søvn i hans arme. Men det havde nu ikke virket som om, at han havde lyst til at forlade mig af den grund. Jeg gennemgik min hukommelse, men der var intet, som jeg kom i tanke om, som kunne have været grunden til at han gik. Jeg fandt min mobil frem. Klokken var lidt over 09:00. Havde jeg ligget her hele natten? Hvornår var Justin gået? Måske var han gået, det sekund jeg lukkede øjnene. Eller måske var han gået et minut før, at jeg vågnede? Måske var det derfor, at jeg vågnede. Jeg havde ingen ide om det. Jeg tastede Justins nummer ind, og overvejede det et sekund, før at jeg ringede ham op. Der gik et, så to ring, og så tog han den.

”Justin” sagde han blot. Jeg tog en dyb indånding af den friske morgen luft, og overraskende nok fyldte det mig med nyt håb.

”Der skete noget mærkeligt her til morgen..” fortalte jeg ham.

”Ja så?” han lød ikke interesseret. Han lød nærmere som den idiot af en dreng, han på et tidspunkt havde været. Arrogant og ligeglad.

”Jeg husker tydeligt, at jeg faldt i søvn i dine arme. Men da jeg vågnede, var jeg alene på et tæppe på Lars tyndskids mark” betroede jeg ham med en understreg ironi. Han svarede ikke, og jeg valgte selv at sige noget igen. ”Jeg ved ikke med dig Justin. Men jeg kan altså ikke helt finde ud af dig?”

”Julia, du faldt grædende i søvn i mine arme. Du bad mig om at gå i din drøm.-”

”Af hvad gjorde jeg?” afbrød jeg. Et dybt suk lød i den anden ende af røret.

”Du bad mig om at gå i din drøm” gentog han langsomt, så det fes ind.

”Men det var en drøm! Det har jo intet, at gøre.-” sagde jeg, men denne gang var det ham der afbrød.

”Jeg er klar over, at det var en drøm. Men nogen gange drømmer man også om noget, man ønsker. Er du klar over det?

Måske er det her bedst for dig sådan her. Måske skal du have tid til at tænke over.. dig og mig.. os.. Og når du har tænkt er jeg her med armene åbne, og hvis du ikke ønsker, at være i mine arme, så lover jeg, at de alligevel altid vil være åbne for dig.. og kun for dig”

”Åh Justin” var det eneste, som jeg kunne sige. Tårerne begyndte langsomt at rende ned af mine kinder, og den salte smag ramte min tunge. ”Jeg elsk-”

”Nej Julia! Tænk over det først!” han afbrød mig, og før jeg kunne nå at sige noget mere, lagde han på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...