Fool of love ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 7 okt. 2013
  • Status: Færdig
Selveste Justin Bieber medvirker i showet Famous Life. Ideen i showet er, at vælge en tilfædig pige, som skal med bo sammen med Justin. Samtidig er det Justins opgave at lade som om, at han er interreseret i pigen. Det hele skal så være falsk, så det ender med en masse drama. Justin siger kun ja til at medvirke i showet for, at få mere omtale i det sociale. Men det ender med, at blive langt mere indviklet end det.
-
Juliana Simpson bliver tilfældigt valgt, da hendes storesøster sender hende ind til konkurrencen. Det eneste hun ved, er at hendes hverdag vil blive fulgt, og hun skal være sammen med selveste Justin Bieber. Intet ved hun om, at Justin er falsk, når han begynder på mere.. Det er selvfølgelig for seernes skyld, men det bliver snart et rodet drama. Justin begynder at have svært ved at kende forskel på virkelighed og skuespil. Og hvad sker der i sidste ende, når det går op for Juliana, at hvert et smil, hvert et blik og hvert et kys var falskt?

--Trailer i højre side--

109Likes
94Kommentarer
14245Visninger
AA

18. Det hele værd

Jeg var egentlig klar med det samme, så jeg skulle bare lige rede mit hår. Hvis han virkelig troede, at jeg ville gøre mig i stand for ham, var han godt dum - og det var han jo. Jeg greb ud efter mig jakke, og gik så nedenunder. Justin så på mig fra sofaen.

"Er du allerede klar?" spurgte han, og prøvede ikke at virke overrasket. Jeg nikkede bare, og gik mod døren. Justin var lige i hælene, og overhalede mig sekundet før, at jeg skulle til at åbne min bildør. Han smuttede ind foran, og trak ned i håndtaget. "Alt for min pige."

Jeg skar ansigt. "Jeg er ikke din pige."

"Når nej" sagde han ligegyldigt, og gik om på sin side døren. Han tændte bilen, hvorefter en akavet stemning sneg sig ind i bilen. Jeg prøvede ikke at tænke på imorgen. Hvad hvis han ikke holdte sit ord? "Hvad tænker du på?" spurgte Justin pludselig, og vækkede mig fra min dagdrøming. 

"Rager ikke dig." vrissede jeg, og lagde armene over kors. 

Han sukkede, og sagde: "Hør Juliana.."

"Ikke kald mig det!" afbrød jeg surt.

"Julia.." sagde han, og drejede ved en sidevej. "Du må ikke være sur på mig."

"Må jeg ikke være sur på dig?" jeg slog en høj latter op. "Det er det latterligste, jeg nogensinde har hørt."

Han sagde ikke noget resten af turen.

 

Justin holdte ind ved et sted, hvor der rent ud sagt, var ingenting. Eller det passede ikke rigtig, her var græs. Græs i mange mængder. Jeg kiggede overrasket på ham, da han slukkede bilen. 

"Hvad laver vi her?" spurgte jeg, og steg ud af bilen samtidig med Justin. Han gik om til bagagerummet, og åbnede. Justin havde både pakket tæpper, mad og drikke, lys og en masse andet. "Justin hvad skal vi?" spurgte jeg, og halv løb efter ham.

"Følg nu bare med." sukkede han, og gik i forvejen. Jeg lagde armene over kors, og blev i stedet et stykke bagud. Endelig stoppede Justin op. Vi var på toppen af en høj skrænt, og der var udsigt ud over havet. Det var en smule køligt, men det var helt fantastisk smukt. Justin var allerede i færd med at brede tæppet ud.

"Hvad er det her for et sted?" spurgte jeg lamslået, og satte mig på det nu udbredte tæppe. Justin smilte.

"Et sted jeg tilfældigt fandt for et par år siden. Her er perfekt, hvis man vil være alene." sagde han, og kastede et blik udover havet. Jeg nikkede svagt, og trak armene om mine knæer. Har var nu alligevel ret koldt. "Fryser du?" spurgte Justin, og fandt et tæppe frem. Han lagde det om mig med blide bevægelser, og satte sig derefter ved siden af mig. Han havde heller ikke ligefrem meget tøj på, så jeg åbnede mit tæppe, så han også kunne være der. 

"Vil du have noget tæppe?" spurgte jeg så venligt, som jeg nu var i stand til overfor ham. Han strålede nærmest, da han satte sig ved siden af mig. Sådan sad vi et stykke tid, før Justin pludselig åbnede munden.

"Jeg kender dig knap." sagde han seriøst. Jeg kunne ikke skjule min overraskelse.

"Hvad mener du?"

"Jeg har hele tiden været ligeglad med, hvem du i virkeligheden var. Det hele handlede om det dumme show." sagde han, og så ud til at skamme sig. "Indtil det gik op for mig hvad, jeg virkelig følte.."

"Jeg kender heller ikke dig." hørte jeg mig selv sige. "Alt hvad jeg troede, du var, var en løgn." 

Der var stille mellem os, før Justin igen var den første til at sige noget.

"Jeg er bange for elevatorer." sagde han pludseligt. Jeg smilte, og fornemmede at det var min tur til at sige noget.

"Jeg kan ikke lide ost. Kun på pizza."

"Min yndlings farve er lilla." sagde Justin så.

"Edderkopper skræmmer mig." sagde jeg. Sådan fortsatte det i et stykke tid, indtil der ikke rigtig var mere at sige. Vi havde begge fået et godt indblik på, hvem hinanden i virkeligheden var. Himmelen var blevet mere grå, og det lagde op til uvejr. Jeg havde egentlig ikke noget imod det.

"Jeg kan godt lide regnvejr." sagde jeg, og Justin smilte. 

"Det kan jeg også... Julia?" 

"Ja?" jeg kiggede afventende på ham. Mine øjne mødte hans smukke brune øjne. De var så dybe, at jeg var bange for at falde i.

"Kan du nogensinde tilgive mig?" spurgte han håbefuldt.

"Jeg ved det ikke Justin.. Hvordan skulle jeg, kunne stole på en person, der hele tiden har været løgn?" sagde jeg, og kiggede på mine hænder. Justin trak tæppet tættere om os, da et koldt vindpust ramte os. 

"Hvordan skal jeg bevise, at jeg vil gøre alt for dig nu?" spurgte han. Jeg måtte tænke lidt over det, da det var store ord. Alt? Jeg vidste godt, hvad han kunne gøre.

"Du kan sige på direkte tv, at det hele har været løgn. At du var en højrøvet ego centreret idiot, som ikke kunne finde ud af sine egne følelser, før det var forsent." røg det ud af mig. Men det var seriøst nok. Hvis han sagde det, ville han bevise, at han virkelig elskede mig, som han nu havde sagt. Hans læber blev til en tynd streg.

"Det kan jeg ikke.." sagde han sammenbidt.

"Selvfølgelig ikke. For jeg er i sidste ende ikke det hele værd vel?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...