Kærlighed gør blind

Et kort oneshot på lige knap to word-sider som egentlig skulle have været et essay vi har for i dansk, men endte ud med bare at være en ganske enkel novelle om kærlighed. Det her var mit tredje forsøg på at skrive et essay, og jeg ved ikke helt om jeg gider at forsøge en gang til, eller om jeg bare prøver at forsøge og gøre det her til noget der godt kunne ligne et essay. Hvis jeg gør det, så kommer essayet ud som et andet kapitel, og i vil kunne læse begge dele - essayversionen, og novelleversionen.

2Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

1. Kærlighed gør blind - et oneshot

Mit blik glider febrilsk rundt på maleriet, lige indtil jeg ikke kan holde det ud længere og tager det ned fra sømmet for at ligge det forsigtigt på gulvet. Mine fingre kører langs kanten med hjertet som han har gjort sig umage med at male til mig dengang vi stadig var sammen.

Mens jeg sidder og former hjertet med mine fingerspidser igen og igen, begynder den første tåre at strømme ned over min kind. Jeg tillader mig selv at give slip på alle følelserne, og snart strømmer tårerne ukontrolleret ned som en flodbølge på mine kinder.

 

Minderne overtager mit sind og vækker en frygt i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg har lyst til at gemme mig under det bløde mohair-tæppe, som jeg sidder sunket sammen på. Gemme mig væk fra alle de ting der trykker i mit hoved og tynger min krop. Lige indtil jeg indser, at det er umuligt. Alt det han har sagt, alt det jeg prøver at gemme mig fra sidder inde i mig. Det er ikke til at slippe væk med. Jeg må leve med det resten af mit liv, selvom det virker nok så uoverskueligt lige i dette øjeblik.

 

”Jeg kan ikke lyve for dig mere. Mine følelser for dig er væk”

 

Hans stemme skærer igennem mine tanker og efterlader et hul i mig, som ikke kan lappes sammen igen. Det vil altid være der. Ligesom hans stemme der fortæller mig, at jeg ikke er god nok. Det kan godt være, at det ikke var det han sagde direkte, men det var det han mente. Jeg kunne se det på hans sørgmodige øjne, der nærmest blinkede hånligt til mig.

 

Han skulle bare vide, hvor ondt det gør at blive droppet. Men det har sådan én som ham vel aldrig prøvet. Han har nok aldrig fået at vide, at han ikke duer til noget, eller at han ikke er god nok, lige meget hvad han så end forsøger at gøre ved det.

Tanken om hans perfektion giver mig en brændende lyst til at påføre ham den samme smerte, som jeg sidder med.

 

Jeg smadrer min hånd ned i glasset udenpå maleriet og overværer, hvordan revnen i glasset breder sig og efterlader et lille hul, der hvor jeg satte min knyttede hånd. Jeg venter febrilsk, på at lettelsen ruller ind over mig, men der sker intet. Absolut ingenting. Tårerne flyder stadig helt ustoppeligt ned af mine kinder, og tanken om ham borer stadig dybe huller i mig.

Min hånd trykker sig ned i glasset igen - denne gang hårdere men mere kontrolleret. Jeg vil have smerten væk.

 

Sådan fortsætter jeg, indtil glasset er fuldstændigt smadret, og jeg sidder med en hånd fyldt med blodige rifter, som skriger efter min opmærksomhed. Jeg burde rejse mig op og gå ud på badeværelset for at vaske min hånd og måske ligge en forbinding om den. Alligevel bliver jeg siddende og lytter, til den alt for genkendelige stemme der endnu engang skærer igennem mine tanker.

 

”Du må ikke tro, at det har noget med dig at gøre Rose men… Jeg har fundet en anden”

 

Jeg husker stadigvæk, hvordan jeg havde følt det, da han sagde det. Hvordan vi stod ansigt til ansigt, mens han flænsede mit hjerte i tusindvis af stykker. Hvordan det slog gnister i mig, da han tog fat i min hånd og kiggede bekymret på mig for derefter at vende om, og gå den vej som vi var kommet af. Forskellen var bare, at jeg ikke gik og trykkede mig op ad ham og smilede, helt uvidende om hvad han lige om lidt ville stoppe op for at fortælle mig.

I stedet gik vi hver for sig.

 

Og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvordan han bare sådan uden videre kunne finde en anden, uden at jeg bemærkede noget som helst. Men måske er det fordi, at jeg ikke havde rettet min opmærksomhed nok på ham. Måske lå min opmærksomhed et helt andet sted. Egentlig er jeg ikke engang sikker på, om det virkelig var ham, jeg var forelsket i. Måske var det bare kærligheden, jeg var forelsket i. Jeg ved det ikke.

 

Faktisk ved jeg ingenting, andet end at den berømte sætning som bliver ved med at køre rundt i mine tanker måske har fået en anden betydning.

 

”Kærlighed gør blind”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...