Let Me Believe | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 20 dec. 2013
  • Status: Igang
Mød Angelina Jones. Den oversete pige, ingen rigtig kender, eller holder af. Hun har ingen venner, og ensomheden er blevet en del af hendes hverdag.
Men der er en side af Angelina, som ingen kender til. En side, hun aldrig viser. En side, hvor hun er helt sig selv.
Skolens mest populære dreng, Justin Drew Bieber, er medlem af en gruppe, der har fundet på en 'leg'; at udfordre hinanden. Justin, der lige har droppet sin kæreste, får en udfordring der går ud på, at score Angelina, være sammen med hende i en måned, og derefter dumpe hende. Men hvad Justin ikke ved er, at han får en helt ny side frem i Angelina. Og hvad nu, hvis Justin kommer til at synes godt om denne side? Eller mere end godt?
**OBS! Justin er ikke kendt!**

29Likes
47Kommentarer
1389Visninger
AA

4. Party ~ Angelina.

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg kom.

Sms'en havde vel bare skræmt mig en smule. Det var jo ikke fordi, at den havde haft nogen trussel i sig, men alligevel var jeg dukket op, hvilket jeg faktisk også fortrød en del bagefter. Men jeg var jo heller ikke en af dem, man plejede at invitere.
Og hvorfor bag ved cykelstativerne? Ved siden af skolen? Og hvem havde egentlig inviteret alle? For jeg gik vel ud fra, at der var flere end bare mig der kom. Måske dukkede jeg bare op for ingenting. Det håbede jeg ikke. Jeg havde virkelig brug for, at der skete noget i min lille grå, kedelige verden.

Men her stod jeg altså.

Man kunne høre musikken helt ude på gaden, så nej, jeg var ikke alene. Jeg rette på min kjole, og satte mit hår for syvogtyvende gang i dag, før jeg med urolige skridt og ustyrligt åndedræt trådte ind på skolen, og videre om til cykelstativerne.
Synet der mødte mig, var fuldstændig uoverskueligt og overvældende. Mindst 30 mennesker havde samlet sig bag cykelstativerne i den smalle plads der var, og der gik flere rundt overalt på skolen.

Jeg stod bare der, fuldstændig overvældet over, hvad der skete omkring mig. Jeg havde aldrig været til sådan en slags fest før. Hvem havde mon inviteret mig? Var det dem, der også havde inviteret alle andre, eller var jeg bare et lille sidespring? Og hvem havde egentlig mit nummer?

Jeg blev hurtigt revet væk fra mine tanker da en dreng med kort, strittende hår greb fat i min arm, og vendte mig rundt. Han gav mig elevatorblikket, og jeg kastede et usikkert blik ned af mig selv.

"Der har vi hende jo!" udbrød han. Hvad? Mig? "Pæn kjole."
Jeg kiggede igen ned af mig selv. Ironisk, eller...? Han var jo fuld, det kunne man tydeligt se, men hvad mente han?

"Justin!" råbte han, mens han hen mig gennem mængden af dansende unge teenagere, der skulede irriteret til os, da drengen skubbede sig igennem dem. Drengen ignorerede dem, og hev mig videre gennem mængden, til et stort langt bord, med høje barstole, hvor folk sad og snakkede.
Drengen tog sin frie hånd op, og vinkede til en af de mange mennesker omkring os. Jeg fik øje på en hånd, der ligesom hans vinkede til os, og blev med det samme klar over, hvilken Justin vi snakkede om her.

Han så ret så ligegyldig ud i mine øjne nu, jeg havde jo ingen anelse om, at vi snakkede om drengen, der ville ændre mit liv.

Han trådte selvsikkert hen imod os, og smilede kort til mig, før han vendte sig imod drengen.

"Fedt, Seb," sagde han, og grinede lavt. Han havde bare en enkel skjorte på, og et par cowboybukser med hængerøv, men alligevel så han formel ud i det, hvilket både undrede og irriterede mig en smule. Mine tanker vendte tilbage til samtalen. Seb? Hed han bare Seb? Kan man overhovedet det? Jeg vendte mig forvirret imod 'Seb' og mødte undrende hans blik.

"Hedder du bare Seb?" spurgte jeg, men fortrød det straks efter. Hvad var det for noget at sige?! God start, Angelina. God start.  Seb brød ud i kæmpe latter, imens Justin så undrende på mig, imens han også grinede.

"Undskyld jeg fik vist ikke præsenteret mig før," begyndte 'Seb' imens han stadig kæmpede for at holde sit grin tilbage. "Jeg hedder Sebastian Cox," fortsatte han, og slog en hånd ud imod Justin, "og det er Justin."

"Justin Bieber," smilede han. "Hej Angel." 

Jeg blev pludselig utrolig nervøs over situationen. Her stod jeg, Angelina Jones, og talte med to drenge, der forventede mit efternavn. Skulle jeg sige det? Eller bare holde min mund, og gå min vej? Nej. Det havde jeg gjort så mange gange før. Der skulle ske noget nyt nu.

"Angelina Jones."

De nikkede kort.

"Angel?" Det var Justin. Jeg vendte mig hurtigt om imod ham, og mødte fortvivlet hans brune øjne i et langt sekund. Han virkede så rolig. Han havde kaldt mig for Angel, ligesom der stod i sms'en.  Det var ellers kun min far, der kaldte mig det engang imellem. Og jeg tvivler på, at det var ham havde inviteret mig hertil... Var det Justin? Nej, det kunne det da umuligt være. Han ville da ikke invitere en som mig med til fest. Vel? Afgjort nej.

"Vil du med over, og have en drink?" smiled Justin, stadig helt rolig. Hvorfor ikke? Når jeg nu havde besluttet mig for, at der skulle ske noget, måtte jeg jo også gribe muligheden.

"Øh... Jo tak," sagde jeg tøvende.

"Fint, kom," sagde han, nu med fornyet selvtillid i stemmen. Han trak mig over til to ledige stole ved desken, og guidede en tjener hen til os. Han mumlede noget til tjeneren, jeg ikke kunne høre hvad var, og snart efter sad vi med to halvtomme drinks, og førte en helt normal samtale. Det var nyt for mig. Meget nyt, faktisk. Jeg var ret sikker på, at der var alkohol i det, jeg drikkede, så måske havde det noget med det at gøre. For jeg opførte mig slet ikke sådan normalt, og det undrede mig også, at jeg overhovedet kunne opføre mig sådan.

Men det gjorde mig tryg, at være sammen med Justin.

"Justin Drew Bieber!" En vred, men behersket stemme afbrød vores lille samtale, og vi rettede begge hovederne i lydens retning. Pigen bag os var let at genkende. Trods hendes spinkle opbygning, og hendes generelt lille skikkelse, fyldte hun en utrolig stor del af skolegården. Jessica, det var ikke til at tage fejl af. Hendes lange  mørkebrune hår flagrede i takt med hendes faste, men elegante skridt, på vej imod os.

"Jessica?" udbrød Justin. "Hvad fanden laver du her?"

Hun gik de sidste få skridt hen til os, og stillede sig med armene over kors, og så skiftevis på mig og Justin. "Jeg kunne spørge dig om det samme."

Hun så gennemtrængende på mig, med et lynende blik. Jeg krummede mig sammen i barstolen, godt klar over, at jeg havde generet skolens primadonna. Jeg havde allermest lyst til bare at smutte fra situationen og pile hjemad som en forskræmt mus, der bliver jagtet af katten.

"Vi er færdige med hinanden, Jessica. Jeg har lov til at holde en fest uden at hænge på dig!" Jessica så igen indtrængende på mig med et hadefuldt blik, men vendte så blikket mod Justin.

"Og måske også flirte løs med en eller anden outsider, når nu vi er igang?" De vendte begge blikket imod mig, og jeg havde ingen idé om, hvordan jeg burde reagere. Jessica var ikke hvem som helst, og jeg vidste udmærket godt, at man ikke skulle tage kampen op mod hende. 

"Du er så langt ude," snerrede Justin. "Vi to er ovre, kan du ikke fatte det?" Han skræmte mig en smule, for lige pludselig virkede Justin lige så hård som Jessica. Jeg forstod godt, hvorfor de havde været sammen. De mindede utrolig meget om hinanden på nogen punkter. Deres temperament, deres stædighed og selvfølgelig populariteten. I det samme rejste han sig fra stolen, og gik hen imod Jessica. 

"Jeg tror det var alt."

Han vendte sig om imod mig, og gav tegn til at jeg skulle følge med, og lod Jessica stå alene tilbage. Jeg følte mig som en lille, lydig hvalp da jeg bare fulgte efter ham, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg ellers skulle have gjort.
Justin hev mig væk fra festen, over vejen i retning mod en øde plet midt i det sovende kvarter.

"Du må undskylde det med Jessica," mumlede han. 

"Nåeh, det gør ikke noget." Eller jo, det gjorde det, men jeg håbede bare, at det ikke blev til mit problem.
Pladsen var helt øde, og i modsætning til den anden side af gaden, var denne her mere ren, og der flød ikke med cigaretskodder og alt muligt andet her. Selvom Justin  sikkkert havde taget flere piger med hertil før, føltes det her sted specielt. Anderledes. Jeg kunne ikke helt bedømme hvorfor.

"Kan lide det?" spurgte han med et lille glimt af forventning i øjet. "Jeg kom her tit som lille med min fætter." Ja, og et dusin piger, eller noget i den retning. Han så ned i jorden. Jeg så spørgende på ham. Han så oprigtigt ked ud af det. 

"Er du okay?"

"Min fætter døde, for næsten 2 år siden." Han smilede kort, men så stadig ned i jortden. "Han var lidt af en bror for mig." Jeg vidste ikke helt hvad jeg burde sige. 

"Det er jeg ked af," endte jeg med at mumle. Han smilede sørgmodigt og kiggede mig dybt i øjnene.

"Jeg er ovre det," hviskede han, og lænede sig tættere ind imod mig. Jeg stod op ad muren, og var fuldstændig uforberedt da Justin lænede sig helt ind til mig og strejfede sine læber mod mine. Han trak sig lidt tilbage og så mig dybt ind i øjnene, før han pressede sine læber helt ind mod mine. Forvirret trak jeg mig væk og så ham fortvivlet i øjnene. Hvad havde han gang i?! Jeg havde kun lige mødt ham. På en måde var det åbenlyst, men jeg havde bare håbet at det ikke ville ende sådan.
Jeg vendte mig væk fra ham, og løb i den modsatte retning. Væk fra pladsen, væk fra fortvivlensen og mest af alt, væk fra Justin.

"Angelina!" Jeg kunne sagtens høre ham kalde, men jeg havde ikke tænkt mid at stoppe. Snart nåede jeg gaden, og drejede om et hjørne, da jeg hørte en høj tuden. I det samme øjeblik fik jeg øje på de blå og røde lys, og et øjeblik efter dukkede en sort-hvid politibil ud af mørket. Jeg løb ned af en sidegade, men nåede alligevel lige at se et glimt af Justin og en politimand, før jeg satte kursen hjemad.

 

A&MO:
Så blev kapitel 3 endelig færdigt! I må virkelig undskylde den lange ventetid, men vi har haft en periode med masser af sygdom og andre ting, der har forhindret os i at skrive sammen. Men nu er vi tilbage!

Vi håber I har nydt kapitlet - en lille julegave fra os <3
Håber vi ses.

Hov, og som I nok kan se, har vi ændret navnet til 'Let Me Believe'. Ja, altså,m vi mente, at Fake Love jo var taget og at det derfor var liiidt meget kliché oveni, så vi har omdøbt den lidt.

- Anna og Moline xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...