Let Me Believe | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 20 dec. 2013
  • Status: Igang
Mød Angelina Jones. Den oversete pige, ingen rigtig kender, eller holder af. Hun har ingen venner, og ensomheden er blevet en del af hendes hverdag.
Men der er en side af Angelina, som ingen kender til. En side, hun aldrig viser. En side, hvor hun er helt sig selv.
Skolens mest populære dreng, Justin Drew Bieber, er medlem af en gruppe, der har fundet på en 'leg'; at udfordre hinanden. Justin, der lige har droppet sin kæreste, får en udfordring der går ud på, at score Angelina, være sammen med hende i en måned, og derefter dumpe hende. Men hvad Justin ikke ved er, at han får en helt ny side frem i Angelina. Og hvad nu, hvis Justin kommer til at synes godt om denne side? Eller mere end godt?
**OBS! Justin er ikke kendt!**

29Likes
47Kommentarer
1428Visninger
AA

2. Meet me ~ Angelina.

En skinger lyd skar igennem luften, og gjorde os opmærksomme på, at vi skulle til time.
Jeg blev siddende på den våde, grå bænk, til næsten alle var gået ind. Jeg tog mobilen i lommen, og med blikket fast rettet imod jorden, gik jeg ind til time.

Alles opmærksomhed blev rettet imod mig, så snart jeg trådte ind ad døren. Læreren var heldigvis ikke kommet endnu, men alle sad ned. Flere rynkede brynene ad mig, og blev ved med at hvile blikket på mig, men jeg ignorerede det, ligesom de fleste ignorerede mig. Tavst satte jeg mig på min plads, og i det samme kom Mr. Charleson ind ad døren, og bad os om at sætte os ned, selvom næsten alle gjorde det i forvejen.
Geografi.
Hvad er mere kedeligt end geografi?
Det kan godt være, at det var nyttigt, hvis man skulle rejse et sted hen, eller noget i den stil, men for mig der næsten ingen penge havde, var det jo ligegyldigt. En skilsmisse fordobler ikke ligefrem pengene. Jeg sukkede, og så fraværende ud ad vinduet, hvor regnen var ved at oversvømme landet. 

"... Hva' Angelina?"

Jeg vågnede op ad mine tanker med et sæt, da Mr. Charleson nævnte mit navn. Han så alvorligt på mig, imens jeg kiggede forvirret rundt på mine klassekammerater i håb om en smule hjælp, selvom jeg var klar over, at der ikke var noget hjælp at hente.

"Øh..." mumlede jeg, imens min hjerne arbejdede på højtryk for at finde et svar. "Hvad var det nu spørgsmålet var?"

En dæmpet, hånlig latter bredte sig i lokalet. Mr. Charleson sukkede, og rystede på hovedet, og jeg kiggede tavst ned. 

"Følg nu lidt med, Angeline," mumlede han, og spurgte en anden i stedet. Det gjorde sådan set ingen forskel om han havde nævnt spørgsmålet en gang til, for jeg anede ikke hvad svaret var. Langsomt faldt jeg ind i mine tanker igen.

 

~ ❤ ~

 

Klokken afbrød Mr. Charleson midt i en sætning, og straks stormede folk ud ad døren. Jeg blev siddende og ventede, til de fleste var gået, før jeg selv pakkede mine ting sammen, og satte kurs mod udgangen i mit eget tempo.

Jeg stod og fumlede med min cykellås, da jeg lagde mærke til et par drenge, der stod grinede, imens de så på mig. En af drengene smilede rent faktisk til mig. Jeg løftede undrende mit blik, og straks så han væk. Jeg rynkede brynene, og låste min cykel op. Jeg trækkede den ud af indkørslen, og satte kursen hjemad.

Efter at have fumlet utallige gange med mine rustne nøgler til den gamle hoveddør, fik jeg den endelig op. Jeg træskede direkte op på mit værelse, smed min taske, og lod mig falde om på min seng.
Efter at have ligget der et stykke tid, rejste jeg mig sløvt op, for at tage min jakke af, da det var blevet utrolig varmt at ligge med den på. Jeg lynede min skoletaske op, og fandt papir, bøger og en blyant frem. Lektietid. Jeg traskede over til mit skrivebord, lagde mine ting på bordet, og tændte for skrivebordslampen. Jeg greb om blyanten, og så ned på det hvide papir. For mig, var alt på det papir på et fremmed sprog, jeg ikke kendte til. Jeg orkede dem ikke lige nu. Så måtte jeg få en skideballe og et brev imorgen. Min far tog sig alligevel ikke det mindste af det, og jeg havde heller ikke en hysterisk mor til at skælde mig ud. 
Skilsmisse længe leve. Nej, egentlig ikke.

Jeg lagde mig endnu engang i min seng, og tænkte min grå hverdag igennem. Alt så ud som det plejede. Alt, undtagen den opmærksomhed drengene havde vist mig. Jeg mener, de plejede ikke engang at skænke mig et blik. Jeg blev ikke  mobbet som sådan, bare overset og ignoreret.
Jeg kunne kun genkende én af drengene, der havde set på mig idag. Justin. Det var nu heller ikke så mærkeligt at jeg kendte ham, det tror jeg faktisk alle gjorde her for tiden. Rygterne gik, og selvom der ikke var nogen der havde fortalt det direkte til mig, havde jeg ikke kunnet undgå at lytte lidt...

De sagde, at Jessica for nylig havde slået op med ham. Jessica, den ukronede dronning af skolen. Jessica, der var vant til at få alt, hvad hun pegede på. Det var ikke underligt at Justin blev hvisket om for tiden. Det skulle ikke undre mig, hvis det var Jessica selv, der startede rygterne.
Men hun var vist allerede kommet over ham, fortalte de lange blikke hun sendte efter Mike, en af Justins bedste venner.
Justin havde ellers altid haft godt med positiv opmærksomhed, før han droppede Jessica. Pigerne havde sværmet om ham, og drengene set op til ham. Han havde selvfølgelig stadig en masse venner, men de fleste af pigerne var dog loyale nok overfor Jessica, til at holde sig fra ham. Så vidt jeg kunne se, påvirkede det dog ikke hans drengevenner. Før havde han været skolens ukronede konge, og Jessica havde været dronningen. De var blevet sat sammen i alle sammenhæng. Men efter bruddet, havde Jessica været på nakken af enhver, der stadig påstod, at de passede sammen.
Hvad Jessica ikke vidste var, at alle stadig mente det samme. Det skulle jo være kongen og dronningen. Sådan sluttede det jo altid.

Jeg hørte noget rumsteren nedenunder, og gik sløvt efter lyden. Min far var i køkkenet, igang med at bikse et eller andet sammen til en aftensmad. Han reagerede på mine skridt, og vendte sig om fra panden. Det lignede noget biksemad, han havde gang i...

"Hej skat," mumlede han.

"Hej," svarede jeg lavt tilbage og slog blikket ned. Akavet tavshed. Vi havde ikke det stærkeste bånd, os to, så det blev let en smule akavet. Jeg gik hurtigt ud ad køkkenet og satte mig i den røde sofa. 

Efter lidt tid i stilhed, kaldte min far. Jeg gik udfra, at der var mad. Jeg tog kun få bidder af den tøre biksemadsret, før jeg bar min tallerken ud, og igen gik op på mit værelse. På vej op ad trappen, vibrerede min mobil. Jeg tog den op ad lommen, men ventede med at se den, til jeg nåede mit værelse. Beskeden var fra 'Ukendt'.

"Bag cykelstativet, klokken 00:00 i nat, Angel. Kom."

 

 

Første kapitel ude! :D
Håber I kunne lide det. Undskyld for det lidt korte kapitel, men vi skal lige igang... :-)
Uhh, og hvad tror I, der sker klokken 00:00? :-D
Vi vil meget gerne høre jeres meninger.
Forresten, er vi to veninder, der fik en fed idé, og som er sammen lige nu, og vi kan ikke helt afgøre hvornår vi igen er sammen, og kan skrive videre, men vi gør det snarrest muligt!
Hvis I vil følge med, ville vi blive glade for en favoritliste!

-A&MO. x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...