Joy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 1 maj 2013
  • Status: Igang
Denne korte novelle handler om en pige kaldet Joy som er indlagt på et psykiatrisk hospital, den lukkede afdeling, man følger hende så igennem en uges syv dage, plus der er en kort forhistorie.
Dette er ren og skær for sjov og ikke min holdning til det psykiatriske hospital men ud fra stereotyper og sådan noget.

2Likes
2Kommentarer
470Visninger
AA

5. Torsdag - luftedag

Jeg havde været vågen det meste af natten fordi jeg havde leget teselvskab med min fantasi, det var nu det eneste man havde herinde til at underholde sig selv med. Så jeg havde ikke sovet synderligt meget, men en smule, jeg var jo blevet træt på et tidspunkt, jeg sov endda over morgenmaden, og vågnede først op da frokosten blev serveret, men det gjorde mig nu ikke noget. Det var stadig mad. Jeg satte mig træt op i sengen og kiggede over på frokosten, hvor havde jeg bare ikke lyst til at spise det, men jeg var jo sulten så jeg rejste mig og gik derhen og satte mig ned vej maden og spiste det roligt, jeg havde intet hastværk på, men så kom jeg i tanke om hvilken dag det var, det var luftedag og så havde jeg pludselig travlt, jeg ville gerne ud udenfor, det var kun for dem som havde været her længe og var faldet lidt til ro, så vi var ikke så mange ude i gården og det var på en måde dejligt. Jeg spiste op og kiggede så ud af det lille vindue med hønsenet i, ud mod gangen, jeg kunne se en pige passere forbi med en sygeplejerske, når der normalt kun var en sygeplejerske betød det hun kom hjem, eller til elektrochok  hvor var hun dog enten heldig eller uheldig. På den anden side ville jeg ikke hjem til min familie, for de ville sikkert bare gå rundt og være negative. Min mor havde ikke været den samme siden jeg kom herind, hun græd altid når hun så mig på besøgs dagen, så det var ikke ligefrem en hurra oplevelse. 

Så kunne jeg se at der kom flere sygeplejersker til, det måtte være nu vi blev lukket ud. Lægen kom og åbnede op for os der skulle ud udenfor, vi behøvede ikke spændetrøjer da vi var rolige, det var kun de rolige der fik lov at komme ud. Jeg var heldigvis en af dem, men havde ikke altid været det, i starten var jeg hysterisk og strid. Jeg var simpelthen sygeplejerskernes værste mareridt, men nu var jeg blevet roligere for det fandt jeg ud af at man opnåede mere med, så det var jeg blevet rent strategisk også det at man bare skabte sig til ingen nytte. Det var ikke lige mig bare at råbe og skrige hele tiden, jeg var i starten blevet meget hæs i stemmen og samtalerne havde ikke været så sjove da min stemme ikke var præsentabel. Nu var jeg dog rolig og stille det meste af tiden, jeg sang dog og nogle gange stemte de andre i, så sang vi nogle sjove sange, det var nok det bedste ved at være her, det var at man sjældent behøvede at synge alene. De åbnede døren til min celle og jeg trådte tilbage så døren kunne åbnes og jeg så gik ud, jeg gik ud på gangen hvor der stod nogle andre og ventede, vi stod igen på række, men ikke i spændetrøjer og ikke nær så mange sygeplejersker omkring, men nok til at holde styr på os. Jeg kiggede rundt, det var langt fra alle dem i cellerne i denne gang der måtte komme ud, men for mig gjorde det ikke det store, så var der mere plads til mig, og dem der var rolige fik også ren gjort mere i deres celle, og i dag var dagen. Så når jeg kom tilbage ville min celle være ren igen, det var en rar tanke, også det med at jeg skulle være ude til aftensmaden, ude i den næsten fri natur.

Vi kom udenfor og folk begyndte at sprede sig, jeg skyndte mig hen til mit yndlings sted under et træ hvor jeg kunne kigge op imellem bladene og op på himlen, eftermiddags solen skinnede stadig ned i gården så vi stadig fik noget lys, men det ville ikke vare mange timer før den gik ned bag huset. Indtil da kunne jeg nyde sollyset og sidde op af træet og se op imellem bladende, og ja jeg sad på solsiden så jeg også fik noget sol, nogle af de andre patienter spillede bold med en lånt bold, og nogle sad på bænken og snakkede, alt i alt mindede vi om normale mennesker, men vi blev alligevel set farlige for folk. Derfor blev vi holdt herinde, taget fra vores frihed og vores retmæssige liv, jeg ønskede nogle gange bare at ryge i fængsel for det ville gøre det hele nemmere, så ville jeg skulle have været der kortere til, tre år maksimalt, men nu havde jeg været her ti år og det gjorde nogle gange ondt at tænke på. 

Jeg sad under træet og spekuleret omkring mit liv i lang tid indtil bolden blev trillede over til mig ved et uheld, de kiggede lidt på mig, jeg havde aldrig rigtig interageret med de andre indsatte. Men idag var jeg i godt humor, så jeg rejste mig fra mit spot og sparkede bolden tilbage og kort tid efter var jeg med i det lille søde uskyldige boldspil, det var virkelig rart, jeg følte mig helt menneskelig igen. Jeg lod som jeg havde venner og det var en varm følelse i kroppen, hvorfor havde jeg mon ikke prøvet det før? Det var virkelig vidunderligt at lave noget med andre folk som man kunne se, føle, høre og dufte. Jeg kunne se at de svedte over deres boldspil, jeg kunne dufte deres forskellige duft af sved og jeg kunne føle dem når vi stødte ind i hinanden for sjov. Jeg kunne høre dem da de spurgte mig om mit navn og jeg svarede "Joy" og de nikkede og præsenterede dem som Maria, Sanne og Helga.

Maria havde også kort hår, jeg havde set hende før i min gang da jeg kom hertil, jeg lagde mærke til hende fordi hun stod ved døren og kiggede på mig helt køligt, hendes hår var brunt næsten sort og hun havde brune øjne, og en lettere farvet hud, men ikke synderligt, Sanne var tilgengæld helt blondt og med lyseblå næsten lysende øjne, hun virkede livlig, jeg havde aldrig set hende før, men vi var også to opgange slået sammen så det kunne være hun kom fra den anden, hendes hår var langt og fint ret, hun måtte have nogle ting som de andre ikke havde, men jeg misundte hende ikke, hun virkede for flink til at jeg kunne være sur på hende. Helga var også blondt men med en sund hudfarve og mørkeblå øjne, hendes hår var halvkort og pjusket, hun havde meget store læber lagde jeg mærke til, men det generede mig ikke, hun kom også fra min opgang, hun havde celle overfor mig og derfor stod jeg altid bag hende, men vi havde aldrig rigtigt snakket sammen. De virkede alle flinke og vi spillede bold til vi skulle hentes, det gjorde egentlig godt at bevæge sig lidt selvom min kondi ikke var den bedste. Jeg sagde farvel til dem og gik så tilbage.

Da jeg kom ind i min celle var der gjort rent igen og det var rart ovenpå den fantastiske dag jeg havde haft, det var småting for nogle men stort for mig, jeg havde aldrig haft kammerater eller venner før, så for mig var det en hel ny følelse. Maden kom ind kort tid efter, dagens ret var en club sandwich med kylling og bacon, dette var nu min nye yndlingsdag, før havde det været badedag, men i dag var min nye yndlingsdag og dem kunne jeg godt tænke mig nogle flere af. Jeg spiste roligt op og gik så i seng, man blev træt af al den friske luft og al den motion. I dag gad jeg ikke teselvskab for jeg havde fået noget meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...