Joy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 1 maj 2013
  • Status: Igang
Denne korte novelle handler om en pige kaldet Joy som er indlagt på et psykiatrisk hospital, den lukkede afdeling, man følger hende så igennem en uges syv dage, plus der er en kort forhistorie.
Dette er ren og skær for sjov og ikke min holdning til det psykiatriske hospital men ud fra stereotyper og sådan noget.

2Likes
2Kommentarer
460Visninger
AA

4. Onsdag - samtalen

Jeg vågnede op som så mange dage før, det var nærmest deprimerende det hele, ja i dag havde jeg en lettere omgivende dag for jeg vidste hvad dagen gik ud på og de ville sige jeg ingen forbedring havde lavet. I dag var samtaledag, det var det to gange om ugen og dette var den ene dag. De skulle jo holde øje med deres patienter, men der var ikke nok tid til den individuelle person, det kunne man på flere måde sige var for dårligt, men på den anden side var det kommunernes skyld at ikke sende nok penge til at de kunne ansætte nok psykologer og psykiatere, jeg gik dog kun til psykolog, min familie ville ikke have jeg var på medicin, de troede ikke på den slags og det gjorde jeg heller ikke for den sags skyld. Derfor fik jeg så ikke medicin til mine måltider, eller gemt i mine måltider, det var det for dem der ikke ville tage dem i starten, men langsomt gav folk op, hvor var deres gnist? Jeg sukkede og satte mig op og kiggede rundt i det hvide rum, eller næsten hvide, jeg havde jo skulle på toilettet i løbet af natten, jeg brugte altid det hjørne med risten, så det ikke var overalt.  Udover det var værelset hvidt og pænt og lugtede stadig halvrent, ikke helt længere men en smule. Jeg afskyr stadig at jeg intet toilet havde, det måtte jeg snakke med psykologen om skønt han nok ikke kunne gøre så meget ved det.

Morgenmaden kom ind, jeg havde sovet så længe igen, og ja jeg havde haft drømmen igen, det var virkelig øv at drømme det samme om og om igen, især fordi det var det der havde fået mig herind. Jeg krøb over til morgenmaden der bestod af det samme hver dag, jeg spiste det uden sådan rigtig at smage på det. Jeg spiste det bare for at spise. Mine smagsløg havde alligevel også vænnet sig til smagen af den mad jeg fik, det var kun aftensmaden som var en smags oplevelse, også selvom det var den samme mad ugentligt, men bare det at det ændrede sig fra dag til dag var godt. Efter jeg havde spist sad jeg bare midt i rummet og ventede på at blive hentet, det var altid før frokost, mens jeg sad og ventede forestillede jeg mig at jeg var til teselvskab så jeg sad og legede at jeg havde en tekop i den ene hånd og sad blandt masse fine damer i fine kjoler, jeg begyndte at snakke med de usynlige mennesker som jeg forstillede mig var her sammen med mig, vi snakkede om vejret og hvor kedeligt det var at sidde her hver dag og drikke te, men så sagde jeg at det var godt vi havde hinanden.

Jeg havde siddet der i lang tid og snakket med mig selv da døren gik op, jeg tog tilbage til den virkelige verden og rejste mig, det var lægen som åbnede op, nu skulle jeg til samtale med min sædvanlige psykolog, suk. Jeg fik ikke spændetrøje på da jeg normalt opførte mig godt og det kun var mig der skulle fragtes frem og tilbage. Jeg blev taget med hen over gården og ind i den bygning hvor psykologerne sad, jeg havde ikke tal på hvor mange der var, men var i realiteten også lidt ligeglad. Jeg kom til hans rum, det var det der var nederst for enden af gangen, han havde det største kontor og jeg skulle mene han tog sig af dem der var farlige for andre, for dem var jeg jo en af. Jeg gjorde mig ikke så megen tanker om hvad han specialiserede sig i, og det var mig også næsten umuligt at huske, så jeg blev ligeglad af natur over det hvis jeg alligevel ikke kunne huske det, sådan noget plagede mig ikke. Jeg kom ind af den lydtætte trædør og satte mig ned og blev ladt alene med ham.

Han var fin i det skjorte og fine sorte bukser, han var altid fin og respektabel at se på, i modsætningen til mig. Han havde fuldskæg, men det var trimmet pænt og hans hår var kort og tilbage ret med voks i, ikke meget voks men en smule så det blev siddende, jeg undrede mig lidt over hvor lang tid han mon brugte på det om morgenen. Jeg kiggede lidt på ham også begyndte han at tale "Nå Joy, hvordan har det så været siden vi sidst så hinanden?" sagde han med sin dybe rolige stemme, han virkede alt for fattet og rolig til at være her, og alt for pæn. Jeg så lidt på ham før jeg svarede, det gjorde jeg altid "Jeg har kedet mig, her er kedeligt, jeg vil gerne noget mere ud" sagde jeg så med en rolig stemme for at efterligne ham lidt, jeg ville gerne være mere fri, have mere frihed, jeg var sikker på det ville hjælpe. "hvad har du så lavet siden sidst?" spurgte han stadig roligt med sin psykolog stemme, jeg kiggede ud af vinduet imens han spurgte, her var der ikke tremmer for vinduerne så man kunne kigge ud, og her kunne jeg se havet herfra, den udsigt savnede jeg fra min celle hvor jeg kun kunne se lidt træer og en anden bygning, "Jeg har lavet det sædvanlige, været til teselvskab og siddet i min celle og kedet mig" sagde jeg denne gang lidt spydigt. Jeg kunne ikke lide den måde jeg blev behandlet på, det var virkelig ikke sjovt. Han nikkede lidt på sin psykolog argtig måde og jeg blev bare mere irriteret "Jeg kan ikke lide at være her, jeg er fanget i en lille hvid celle uden noget, kun med en seng, ikke engang et toilet, kun en rist, det driver mig til vanvid..." råbte jeg næsten, han forsatte bare med at nikke.

Sådan forsatte samtalen frem og tilbage mellem mig og ham, han nikkede mest og spurgte så nogle spørgsmål en gang i mellem, men ellers sagde han ikke så meget, det plejede han ikke og det gjorde mig virkelig sur. Da samtalen var ovre blev jeg ført tilbage til min celle, jeg fik altså ikke frokost i dag, det plejede jeg at få hos ham, men ikke i dag, og det var på en måde dejligt at prøve noget nyt selvom jeg var lidt sulten, men nu var der heldigvis ikke så lang tid til at jeg skulle have aftensmad, gad vide hvad det stod på idag?

Jeg kom tilbage i min celle og sad så igen i min teselvskabs verden og snakkede med fru hansen, ja et typisk navn og frøken madsen og rasmussen, de var mine eneste rigtige venner her, men jeg vidste godt det bare var min fantasi som jeg drejede omkring mig, men det var for ikke at blive sindsyg jeg gjorde det, for ellers ville jeg for længst være blevet det.

Aftensmaden kom klokken seks og det var hakkebøffer og kartofler men en sovs, men jeg klagede bestemt ikke. Jeg spiste med min plastik kniv og gaffel maden og det smagte godt, det var ihvertfald godt med lidt forandring, for mig havde dagen været fuld af forandring. Da jeg havde spist gik jeg tilbage til min teselvskabs verden og blev i den det meste af natten indtil jeg blev træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...