Joy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2013
  • Opdateret: 1 maj 2013
  • Status: Igang
Denne korte novelle handler om en pige kaldet Joy som er indlagt på et psykiatrisk hospital, den lukkede afdeling, man følger hende så igennem en uges syv dage, plus der er en kort forhistorie.
Dette er ren og skær for sjov og ikke min holdning til det psykiatriske hospital men ud fra stereotyper og sådan noget.

2Likes
2Kommentarer
462Visninger
AA

2. Mandag - cellen

Vinduet var der tremmer for, men det var intet nyt, mit hår var pjusket som de fleste andre dage. Jeg kunne ænse totterne af det, det var rødlig blondt og kort, det blev klippet en gang om måneden. Det var for at det var nemmere at holde rent og gøre det nemmere at re ud. Men det generede ikke mig, kort hår var nemmere på alle leder og kanter og gik sjældent ned i øjnene og det var godt, for hvis det irriterede mig ville jeg rive det ud, så simpelt var det, og det var så endnu en grund til at jeg havde kort hår. De kendte min grund til irritation. Jeg lå i fast rutine hvilket eftersigende skulle være godt for mig, men det kedede mig noget så grusomt, i dag var det celledag, en hel dag i cellen. Selvfølgelig ville jeg få mine piller i forskellige farver med fancy navne, som jeg ikke kunne være mere ligeglad med. Klokken slog 9, jeg havde knap sovet i løbet af natten, ligemeget hvor mange piller de gav mig havde jeg stadig onde drømme om min 16 års fødselsdag, det var næsten 10 år siden. I drømmene fortryder jeg at jeg ikke gjorde mere, i drømmene griner de af mig og peger fingre af mig, ligesom de gjorde i skolen. Så når jeg vågnede havde jeg smagen af hævn i munden, eller også var det bare dårlige ånde, men anyway jeg ville så gerne hævne mig, og på grund af det kunne jeg ikke komme ud. For man skulle ikke tro det, men jeg er en meget åben person, især overfor min psykiater, han er flink, men han tror ofte han er noget han ikke er, og det var ikke ligefrem det jeg ønskede mig.

Morgenmaden kom ind på en bakke, lidt ligesom i et fængsel hvor forbryderen var for farlig til at omgås med, jeg kravlede tøvende derover, og så at det bare var det sædvanlige, sikke en skuffelse. Det var det der hvedebrød med noget marmelade af en art og en med ost også, også et glas juice. Det lyder nu meget godt, men over længere tid så bliver det kedeligt og alt for vanedannende  men jeg spiste det da. Jeg spiste op uden at grise synderligt, jeg krummede en smule men hvad kan man forvente. Jeg drak glasset indhold grådigt og blev færdig med det måltid, det næste ville komme kl 12, jeg kunne jo kigge ud i luften til den tid. 

Jeg valgte så at synge istedet, ikke fordi jeg kunne nogle synderlige sange, men det var det med at være spærret inde i længere tid, man blev så pokkers kreativ. Så jeg sang om maden jeg fik derpå, sygeplejerskerne rystede bare på hovedet af mig, men jeg var ligeglad. Jeg rakte endda tunge af en af dem, men de gjorde mig intet, jeg var jo på den anden side af en dør med et lille vindue af glas med indbygget hønsenet. Så jeg kunne ikke nå dem og de kunne ikke nå mig, desuden var det kun overlægen for denne sektion som havde nøglerne til værelserne til deres klienter. Det havde jeg lært på den hårde måde, at han havde nøglerne altså. For en dag hvor jeg havde fået et flip med at min hår var blevet for langt havde jeg prøvet at skære det af med en plastickniv ved aftensmaden, og sygeplejerskerne var gået fuldstændig i panik, de troede jeg ville tage mit eget liv, mig? Tage mit eget liv? Aldrig! De hentede så overlægen og han låste op og der gik det op for mig at det kun var ham der havde nøglerne.

Tiden gik med at synge falske og rene toner, forskelligt fra sang til sang. Så kom frokosten, den bestod af en rugbrødmad med spegepølse, dog med smør nedenunder, og en skive hvedebrød med marmelade som var rester fra morgenmaden, også et glas vand, det var så kedeligt og det blev kun værre med tiden. De troede jeg fik det bedre af vaner ned til sidste detalje, men sandheden var at jeg kedede mig gevaldigt. jeg kravlede hen og spiste maden med fingrene ligesom morgenmaden.

Når ja forresten det eneste der er i mit rum er en seng lavet af plastik med en stor madras også et lille sengebord til ingenting, ingenting, for jeg er åbenbart for farlig til at lade have noget af fast form. Det hele var virkelig latterligt, at jeg skulle være farlig for mig selv, jeg kradsede knap i mig selv når det kløede, hvordan kunne jeg så være så farlig.

Mens mine tanker fløj om hvor nederen et sted det var gik tiden jo hurtigere end normalt. Så jeg fik heller ikke sovet så meget den dag. Tiden nærmede sig atter til endnu en af dagens store events, mad tiderne, og dette var så den sidste for i dag, aftensmaden og det glædede jeg mig altid til for det var lidt mere forskelligt hvad man fik, og selvom jeg var farlig fik jeg stadig bestik at spise med så jeg kunne føle mig en smule civiliseret. Den sidste times tid inden maden sad jeg bare og stirrede på indgangen til maden, og kunne ikke vente med at få noget anderledes ned, det var selvfølgelig nemme retter de diskede op med, men lidt forandring var rart.

Aftensmaden kom, det var spagetti og kødsovs, ikke noget at råbe hurra for generelt, men for mig var bare den lille forandring godt. Jeg førte en samtale med mig selv under den såkaldte middag mens jeg sad med rank ryg og spiste som en rigtig dame. Jeg havde altid drømt om sådan en middag, men nu hvor jeg kunne bestemme hvad der skulle ske så kunne jeg det hver aften.

Efter maden gik jeg i seng, jeg var træt af at stirre ud i luften og lave ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...