She's Not Me | One Direction (PAUSE)

Hun føler sig glemt. Forladt. Kasseret. Mens hendes ekskæreste lever sin drøm fuldt ud med sine fire bedstevenner og har en anden pige ved sin side, sidder hun derhjemme med skam og skyld af sig selv. Hvordan Leslie Camerons liv har ændret sig så drastisk efter et skænderi, der var ligeså slem som de andre, har hun ikke fået svar på, og det vil hun finde ud af nu. Ved at opsøge sin ekskæreste igen - nemlig den verdenskendte Niall Horan.

69Likes
53Kommentarer
4379Visninger
AA

7. Reunion pt. 2 | Niall

”It’s the feeling from both ways.”

Catherine og jeg var på vej ind på Starbucks, vi havde været ude og shoppe, eller det vil sige at vi var på vej ud at shoppe, men så var Catherine mere i humør til at gå på Starbucks først og egentligt, så kunne jeg godt se pointen i det og var villigt gået med hende. I dag var en af de dage, hvor vi opførte os som et nyforelsket par. Det var de dage, som jeg elskede allermest. Det var de dage, hvor der aldrig var noget galt og hvor jeg følte som om intet nogensinde kunne blive bedre, end det var den dag. Sådan en dag var det i dag.

Med en fnisen kiggede Catherine rundt i lokalet, inden hun så kiggede på mig. Hun havde taget sin jakke af, uden at jeg havde opdaget det, men jeg havde også været lidt i mine egne tanker. ”Skal jeg finde et bord, skat?” Spurgte hun med en sukkersød stemme, som jeg ikke kunne andet end af smile af. Hun fik et kort kys på kinden, inden jeg snuppede hendes jakke også nikkede til hende. Sådan var det altid. Catherine fandt bord, jeg bestilte.

Selvom jeg havde solbriller og en hætte over hovedet, kunne jeg ikke undgå at blive genkendt og da pigen kom hen til mig, tog jeg mine solbriller af, da alt andet virkede uhøfligt. ”Må jeg ikke få din autograf Niall?” Spurgte hun usikkert, mens hun rakte et stykke papir og en kuglepen frem mod mig, selvom hun godt nok var lidt tøvende i hendes ord og bevægelser. ”Selvfølgelig må du det,” svarede jeg sødt mod hende og tog imod papiret og kuglepennen som hun holdte frem mod mig. Jeg skrev min sædvanlige signatur og en lille besked til hende: ’Smile! – even when the sky is grey. I love you :)’ Niall’  Det var min måde, at få dem til at altid holde sig så glade som muligt. Alle fortjente noget godt i deres liv og især vores fans, som var det bedst der nogensinde kunne være sket for mig og min karriere, de havde gjort alt muligt for drengene og jeg.

”En Mocca Latté til Leslie,” lød det fra en af dem, der stod bag kassen. Mit blik hvilede på den dreng, som havde råbt på pigen, han kiggede flirtende i retningen mod der, hvor pigen nok var. Af en lille frygt for, at det var den Leslie jeg engang kendte, lod jeg være med at kigge, selvom en kæmpe del af mig sagde, at det ikke var hende og at jeg bare skulle tage det helt roligt. I stedet for at spekulere mere på det, vendte jeg blikket mod ekspedienten som stod og ventede på, at jeg var klar til at bestille. ”2 Latté og et stykke chokoladekage – stort,” fortalte jeg hende smilende. Hun skulle lige til at sige beløbet, da hun blev afbrudt af en lys pigestemme.

”Niall?” Spurgte hun og instinktivt vendte jeg hovedet, da hun havde sagt mit navn. Et par brune øjne, som jeg kendte alt for godt, mødte mine og med ét blev en af de dage til præcis de samme jeg havde haft så mange af på det sidste, og det blev ikke bare til den drøm – eller de mareridt – jeg havde haft. Nu var der virkelighed. Leslie stod foran mig på Starbucks i London og det var første gang jeg så hende i flere måneder. Men på den anden side, blev det ved nød til at ske på et eller andet tidspunkt, man kan  jo ikke undgå hinanden for evigt, det vidste vi begge to, men prøvede vel på en måde at skubbe det ud af hovedet.

Der gik et sus igennem min mave – og ikke den gode af slagsen, som man får, når man ser nogle man har savnet i lang tid eller når nogen siger et eller andet, hvor man bare ikke kan vente og der kommer sådan et sus. Nej, det her var meget anderledes og meget værre, end noget man kan forestille sig. Min verden kunne smuldre sammen om mig nu, når jeg slet ikke var klar over at det her skulle ske og når jeg så oven i købet var i den periode hvor jeg bare savnede Leslie, så kunne det ikke ende godt. Jeg var ellers lige ved at komme ud af den fase, i dag ville have været måden jeg virkelig ville komme ud af perioden, men nu ville det hele vende og dreje sig på en måde, som jeg ikke engang turde tænke på.

Jeg havde to muligheder nu: Jeg kunne lade som om, at jeg ikke kunne huske hende og bare haste videre i en fandens fart og tage vores kaffer ’to go’ eller jeg kunne tage det, som den mand jeg nu var også blevet konfronteret, med hvad end nu Leslie havde på hjerte og selvom jeg egentligt helst ville have taget den første, så var Leslie ikke en idiot og hun havde på den tid, hvor jeg henholdsvis havde stirret på hende og sådan lidt ud i luften, regnet ud at jeg godt vidste at det var hende. Så det jeg havde mest brug for lige nu, det var sådan set lidt en redning fra Catherine, men det ville også være ondt overfor Leslie og jeg havde ikke lyst til at være ond overfor hende, for uanset hvad, så var det ikke hendes skyld, at vores forhold endte så brat som det gjorde.

”Leslie,” jeg nikkede og kløede mig i nakken. Det her var akavet, for vi var et offentligt sted og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, faktisk havde jeg lyst til at stikke af med halen mellem benene. Det var sådan lidt min typiske ting at gøre – smutte når det hele kørte lidt af sporet, men det måtte man så i den grad også sige, at det gjorde nu og det var ikke engang en lille smule. Det her ville gå fuldstændig galt. ”Undskyld,” brød pigen ind, som havde betjent mig og så en lille smule irriteret ud, ”kan du ikke lige betale også tage i mod din bestilling som faktisk er blevet færdig – og din bestilling her,” hun rakte først Leslie hendes Latté Mocca også stilte tallerknen og vores krus frem på en bakke. ”14,2 Pund,” vrissede pigen, men okay hendes job var at betjene og desuden havde der dannet sig en lang kø bag os.

Jeg rakte hende 15 pund, fordi jeg synes det var synd, at vi havde spildt hendes tid sådan også tog jeg bakken og gik lidt væk. Egentligt håbede jeg, at Leslie bare ville gøre det, som jeg havde lyst til, at bare smutte og prøve at glemme hele den her episode. Men selvfølgelig ikke og det vidste jeg egentligt godt, for sådan var hun bare ikke. Hun kiggede på mig med en smule sarkasme i hendes blik. ”Hej Niall, hvordan går det?” Spurgte hun. Hun lød ikke sur, men hun lød heller ikke glad og jeg brød mig ikke om den her samtale. ”Øh, det går fint,” mumlede jeg og betragtede hendes smukke ansigt. Hun var blevet mere moden, men hun havde ikke ændret sig så meget ellers. ”Hvordan har du det?” Spurgte jeg. Og jeg mente det, jeg ville gerne høre fra hende, at hun havde det godt, for der var intet vigtigere for mig i verden, at hun havde det godt. Selvom hun ikke var min og sikkert hadede mig, men derfor elskede jeg hende stadigvæk. Bare på en anden måde end før, fordi jeg havde Catherine.

”Jeg har det godt,” svarede hun og kiggede mig i øjnene. De var kolde, men der var alligevel en snert af medlidenhed, hvilket faktisk undrede mig en del. ”Du lyver,” konstaterede jeg lavt. Den måde hun sagde det på, gjorde det indlysende at hun løj. ”Det gør du også,” gav hun igen. Hun havde ret, jeg løj, men det var ikke fordi jeg havde det direkte dårligt, jeg havde det bare ikke særlig godt. ”Og?” Svarede jeg hende, selvom det var en anelse flabet. Hun slog blikket ned, og vendte om for at gå ud af caféen. Men jeg var hurtigt og satte bakken med de ting  jeg havde fra mig og greb hendes håndled. I en bevægelse fik jeg trukket hende både tættere på mig og vendt hende mod mig.

”Leslie lad nu være! Du ved, at jeg holder af dig. Det gør jeg stadig, men jeg har det ikke godt. Tror du ikke jeg savner dig? Tror du ikke at det er hårdt at se på twitter alle dem, som skriver at de savner da vi var sammen? Jeg har det ikke godt, men det har du jo heller ikke. Jeg tænker tit på dig, med det ændrer ikke situationen og jeg har Catherine og uanset om jeg nogen gange fortryder at jeg gik fra dig, at jeg lod dig være, så kan jeg ikke ændre på det og jeg elsker dig, men jeg elsker også Catherine.”

Jeg slap hende og kigget på hende, med et lidt frustreret blik trådte jeg væk fra hende. Hun kiggede overraket på mig også ned på sit håndled, som jeg måske havde holdt for holdt, selvom det ikke var det, som var min intention. Hun sagde ingenting, men vendte i stedet om og gik, hvilket jeg havde det okay med. Vi havde tiltrukket en smule opmærksomhed, men det var ikke det helt store. Der var sådan et lille hak ind, i caféen hvor den så gik hende mod der hvor jeg stod og hvor kassen var, og på den anden side, gik det ligesom ned af i et langt rum, hvor Catherine sad. Jeg håbede, at hun ikke havde hørt det jeg havde sagt til Leslie.

***

Jeg små løb efter Catherine for at holde trit med hendes virkelige hurtige og bestemte skridt, som jeg ikke helt vidste hvor ville føre os hen, men da vi var kommet ud fra Starbucks havde det bare sagt ’klik’ også var hun bare begyndt at gå. Og jeg tror, at hun prøvede at komme så langt væk fra mig, som overhovedet muligt, men jeg vidste ikke hvorfor og det var først kommet, da vi var trådt ud af Starbucks. ”Hey, vent nu lige lidt!” Råbte jeg opgivende efter hende, men hun gik bare videre, så jeg endte med at sætte tempoet op også gribe om hendes skulder, da jeg nåede helt op til hende. Heldigvis så var jeg stærkere end Catherine og det var ikke noget problem at stoppe hende i, at prøve at løbe væk fra mig. Jeg tog hendes hånd og holdt med et godt greb, uden at det var for stramt, så jeg ville skade hende også bogstaveligtalt trak jeg hende hen mod en side gade, hvor der ikke var nogen, så vi ikke ville tiltrække opmærksomhed – fra hverken forbipasserende fans eller paparazzier.

”Hvad er det lige der er galt?” Spurgte jeg og fandt hendes blik, som jeg fastholdte, selvom hun ikke var specielt vild med det, hun prøvede virkelig at komme til at kigge et andet sted hen. Hendes blå øjne blev lidt utydeligt, som tegn på, at de var ved at blive fyldt med tårer, men så bed hun sig i læben og kiggede i stedet vredt på mig, så det i hvert fald ikke skulle virke som om, at hun var såret, selvom at det var tydeligt. Også selvom hun kun havde vist det i få sekunder. ”Prinsesse,” sagde jeg blidt, for at få hende til at bløde lidt op. Jeg lagde to fingre under hendes hage og løftede hendes ansigt lidt op, så jeg kunne kigge hende ordentligt i øjnene. ”Hvad er der galt?”

Hun bed sig kort i læben igen, men denne gang var jeg ikke sikker på, om det var fordi at hun ville skjule sine tårer, eller om det bare var ren refleks, fordi hun faktisk gjorde det ret ofte. ”Jeg hørte dig,” mumlede hun og kiggede væk fra mig ansigt. Hun havde ikke lyst til at kigge på mig nu – det var åbenlyst.  Hun tog en dyb indånding. ”Jeg hørte dig snakke med hende. Leslie.”

Alting gik bare galt for mig i dag. Jeg havde ikke snakket så højt, havde jeg? Hvordan havde hun kunne høre alt hvad jeg havde sagt til Leslie? Eller i hvert fald noget af det? Det føltes som om jeg mistede pusten og mit hjerte begyndte at banke endnu hurtigere, end jeg nogensinde kan huske det havde gjort før. ”Jeg hørte alt. Blandt andet hvad du føler for hende,” hvæsede hun og skubbede mig væk fra hende, mens hun kiggede vredt på mig. ”Cat, det er ikke sådan,” prøvede jeg, men hun vrissede bare og begyndte at gå. ”Catherine, please. Du må ikke gå. Jeg kan ikke uden dig.”

Jeg fortalte hende sandheden. Og da hun stivnede ved mine ord, vidste jeg, at hun ikke bare kunne gå. Selvom hun var såret, så elskede hun mig. Og min berømmelse for den sags skyld, men jeg vidste, at det ikke kun var mine penge og min berømmelse. Dybt nede, bag hendes af og til selvcentrerede jeg, var der også et hjerte. Hun var af og til lidt af en diva, men jeg elskede hende og jeg kunne ikke uden hende. At miste Leslie, som var  mit livs kærlighed var hårdt, at miste hende, som er den jeg har elsket mest i hele mit liv – bortset fra Leslie – ville jeg ikke kunne klare overhovedet.

”Catherine, jeg elsker dig så højt, og jeg skal nok komme mig over Leslie, men du bliver nødt til at hjælpe mig, så.”

Hun kiggede på mig, med et blik, som jeg ikke rigtig kunne tyde. ”Niall,” hun hviskede mit navn, på en måde, som ikke fik sommerfuglene til at flyve i min mave som normalt, men som nærmere fik det til at fryse til is. ”Jeg ved ikke om jeg kan være sammen med dig. Du elsker hende højere end jeg, og selvom jeg elsker dig, bryder jeg mig ikke om at være det andet valg.”

 

---------------------------------}{---------------------------------

Hi guys, hvordan går det?

Jeg ville have givet jer et kapitel i Lørdags, men jeg tog på kursus i fredags i Thyregod, så jeg havde simpelthen ikke tid til at færdiggøre kapitlet.

Udover det så går jeg igennem en periode, hvor jeg konstant er stresset og har det rigtig dårligt, både fysisk og psykisk - bare rolig, det er intet alvorligt! :)

Tak for jeres feedback so far! Glæder mig så meget til vi kommer længere ind i historien, det er min lille baby og jeg elsker Nellie, hihihi.

Men jeg skal i hvert fald nok stramme op, og få publiceret mine kapitler oftere, sorry!

/ Sara R.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...