She's Not Me | One Direction (PAUSE)

Hun føler sig glemt. Forladt. Kasseret. Mens hendes ekskæreste lever sin drøm fuldt ud med sine fire bedstevenner og har en anden pige ved sin side, sidder hun derhjemme med skam og skyld af sig selv. Hvordan Leslie Camerons liv har ændret sig så drastisk efter et skænderi, der var ligeså slem som de andre, har hun ikke fået svar på, og det vil hun finde ud af nu. Ved at opsøge sin ekskæreste igen - nemlig den verdenskendte Niall Horan.

69Likes
54Kommentarer
4358Visninger
AA

4. Rejection | Leslie

”Why do you have to go and make things so complicated?”

 

For første gang i flere dage havde der været en skyfri himmel. Ingen grå skyer, der truede med at lade sit væske falde til jorden, hvilket gjorde mit humør lidt bedre end før. Om det var fordi, arbejdet på kontoret var hårdere end de andre dage, eller om det var mine tanker, der blev ved med at overtage mit hoved, selvom jeg ikke havde nok energi til at holde dem ud, vidste jeg ikke. Alligevel tog jeg en slurk af min varme cappuccino, som jeg havde fået serveret af en af servitricerne. 

Jeg befandt mig i en lille café, der lå midt i Londons centrum, hvilket betød en masse støj fra bilerne ude på vejene blev ved at give en lyd fra sig, og støjen overdøvede lidt af mine tanker. Der var også propfyldt med en masse mennesker herinde, som førte en samtale med enten servitricen eller personen, de havde bragt herind.

Nok var jeg alene, og jeg havde ingen, jeg kunne føre en samtale med, men det var rart. Jeg skulle ikke plapre løs om nogen ting, som jeg slet ikke ville have bragt på banen, da jeg stadig ikke var helt immun over visse punkter. Alle mine nærmeste venner og familie spurgte også meget ind til Niall, men jeg fortalte altid, at han var fortid, selvom det gjorde ondt indeni.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede Niall – for det gjorde jeg i den grad. Der var gået over flere måneder, siden jeg sidst havde set ham, men hvis man talte alle de gange, jeg så ham enten på et blad, TV’et eller nogle piger, der kom løbende hen til mig og spurgte ind til ham.

Nogle af hans (og de andre fra bandet, selvfølgelig) fans havde medlidenhed med mig, hvilket jeg ikke forstod, eftersom de ikke kendte til noget bruddet, mens andre havde været sure på mig, fordi de troede, at det hele var min skyld. Og det var det ikke. Jeg havde været ligeså skyldig som Niall, men fordi jeg ikke var en teenageidol, som så godt ud og havde en fantastisk stemme, så gik det ud over mig. Hvad jeg følte om det – forfærdeligt.

Men jeg vidste, at jeg ikke kunne ændre på det. Det kunne jeg aldrig. Og derfor førte det til, at jeg bildte mig selv i, at jeg var nok problemet. Jeg var grunden til vores skænderi. Det var mig, og det havde det altid været.

”Omg, hej, Lessie!” Da jeg efterhånden vidste, hvem, der altid kaldte mig det, overraskede det mig, da lyden af Megans stemme kunne trænge igennem mit hoved. Jeg fik øje på hendes skikkelse, da jeg så hende henne ved indgangen til caféen. Hun slentrede hurtigt hen til mig og satte sig på pladsen foran mig, hvorefter hun sendte mig et stort smil og lagde sine shoppingsposer ved siden af hende.

”Hey, hvad laver du her?” spurgte jeg og gengældte hendes smil, inden jeg tog en slurk af min cappuccino, der efterhånden var ved at blive kold. ”Jeg troede, at du var i Wales.”

”Jo, men jeg kom tidligere hjem, fordi der var røvsygt derhenne,” svarede hun og jeg grinede kort. ”Men hvordan går det med dig og du-ved-hvem?” Megan var en smule bange for at nævne Nialls navn, hvilket jeg ikke forstod. Det var jo ikke fordi, at jeg ville bryde sammen, hvis der var nogen, der nævnte hans navn. Nej, den stadie var jeg for længst over.

Det ville ikke komme bage på nogen, hvis jeg ikke havde grædt over bruddet. Jeg elskede Niall, og han betød mere end noget andet for mig, men jeg vidste godt, at vores vej ville skilles før eller senere. Der var bare ingen undtagen mig, der ikke vidste, hvad der gik af Niall. Jeg så ham heller ikke særlig tit, men jeg vidste ikke, hvad han gik rundt og lavede nogen gange, når han ikke svarede sin telefon.

Misforstå mig nu ikke; Niall betød jo alverdens for mig, så derfor fald min tillid til ham ikke, da jeg godt vidste, hvilken slags fyr, han var. det var som om, at jeg kendte til alt om Niall, lige siden jeg mødte ham, men det blev efterhånden sværere og sværere for mig at læse ham. Han var så umulig til tider, men så længe jeg vidste, hvad han følte for mig, og hvad jeg følte for ham, så var alt andet lige meget.

Nu tænkte I sikkert, hvordan det kunne være, at jeg tænkte på Niall, selvom vi ikke var sammen længere. Jeg var ikke typen, der lukkede alt ind, for det ville bare blive hårdere at tygge på, så hvis jeg lod det komme ud i mine tanker eller fortælle det til en som Megan, ville jeg kunne klare at kontrollere mine følelser til ham.

”Leslie?” Megans stemme trak mig ud fra min lille verden, så jeg rettede hurtigt og opmærksomt mit blik hen på hendes, der strålede af bekymring. ”Er der noget galt?” Hun havde tydeligvis lagt mærke til, hvor stille jeg var, hvilket jeg ikke var særlig tit, men alligevel sendte jeg hende et falsk smil og nikkede kort.

”Nej, nej, selvfølgelig ikke!” betroede jeg hende, og overraskende nok troede hun på det. Megan var altid skeptisk, når jeg var faldet dybt ned i mine tanker, men alligevel sendte hun mig ikke underlige blikke. ”Nå, men hvordan går det så med Stefan?”

Når jeg snakkede om Stefan, gik hun altid i gang med at snakke om hans smil, hans strålende øjne og hans charmerende attitude, og det fik mig til at smile over, at min storesøster allerede havde fundet sin eneste ene, som hun kaldte det. Hun og Stefan havde været sammen i snart et halvandet år, eftersom de mødtes i college. For Megan var det kærlighed for første blik, så hun kunne ikke lade være med at snakke om ham. Men jeg var glad for hendes vegne. Hun var min søster, og hun var lykkelig, hvilket gjorde at jeg var glad for det.

”Har I snakket om jeres bryllup?” Det var ikke en overraskelse for mig eller resten af min familie, hvis Stefan ikke havde friet til hende i deres to års dag. han var en romantiker, som Megan også nævnte utrolig mange gange, så selvfølgelig kunne ikke lade være med at snakke om den kjole, som jeg skulle havde på til hendes bryllup. Hun havde endda valgt et jakkesæt til Niall, men siden vi slog op, havde hun givet op på, at vi ville finde sammen igen.

Hvilket sikkert ikke ville ske.

Han havde en kæreste, og han var kommet videre, og det skulle jeg også have været, men noget holdte mig tilbage for at være glad for mit singleliv. Der var noget i mig, der gnavede, når det handlede om ham, men jeg vidste ikke hvad. Dog vidste jeg, at det ikke var jalousi. Nej, så langt nede var jeg ikke.

 

***

 

Kender I det, når man kommer hjem efter en lang dag og vil bare slappe af på sofaen for evigt? Ja, sådan havde jeg det lige nu, men problemet var nok bare, at jeg kedede mig. jeg ville nu godt kontakte min bedsteveninde, Cassie, og spørge om hun ville komme over, men siden jeg vidste, hvad hun ville snakke om, så gad jeg ikke. enten var det om den nye serie i The Vampire Diaries, eller så var det ham bartenderen, hun havde været vild med i et stykke tid, som hun aldrig havde turdet snakke med. Det var altid noget, jeg morede mig over, når jeg begyndte at beskrive ham fra top til tå, for hun blev altid rød i hovedet, så hun var nød til at dække sit ansigt. Hun blev også i hvert fald irriteret hver gang, jeg fjernede hendes hænder fra hendes ansigt ved at kilde hende. Når hun først var blevet irriteret, så skulle man ikke træde hende over tæerne. En ting, jeg lærte, dengang i Primary School.

TV’et kørte stadig med en episode af How I Met Your Mother, som var en af mine ynglings serier, men jeg orkede simpelhent ikke at følge med, eftersom jeg allerede havde den før. Egentligt vidste jeg ikke, hvad jeg havde lyst til eller ej, jeg gættede mig bare frem til det. Aldrig havde jeg været sådan. Jeg plejede altid være den person, der altid vidste, hvad jeg skulle lave som tidsfordriv. Den person, som ikke løb tør for idéer til, hvad jeg skulle bruge mine dage på, og jeg nød at være sådan en person. Tiden havde vel bare ændret mig så meget til, at jeg ikke engang kunne klare et telefonopkald.

Jeg var nu ikke helt sikker på, hvor længe jeg havde ligget på sofaen, men det var længe nok til, at episoden sluttede, og nogen ringede på døren. Hvis jeg havde muligheden for at råbe ”kom ind”, ville jeg have gjort det, men siden min dør altid var låst, måtte jeg selv komme op. forhelvede også.

Med langsomme bevægelser kom jeg op på benene, og jeg måtte holde balancen for ikke at falde ned i sofaen igen. Jeg slentrede med sløve skridt hen mod døren, der var parat til at blive åbnet op og frisk luft kunne komme ind i min lejlighed, der garanteret kun lugtede af mad og parfume. Egentligt ventede jeg ikke besøg, og jeg vidste heller ikke, om der nogen, der gad besøge mig efter det asociale liv kom på banen.

Da jeg fik taget en hurtig indånding, åbnede jeg langsomt døren, og synet af pigen foran mig var surrealistisk. Hendes lange, brune hår samt hendes brune øjne, hendes søde smil, som fik alle til at smile når som helst og det kønne ansigt, som ingen kunne slå. Der var gået flere måneder siden sidst, jeg havde set hende, eftersom alt med Niall havde cuttet kontakten med hende, men jeg forstod ikke, hvorfor hun var der, så forbavset sagde jeg hendes navn. ”Eleanor?”

”Leslie, længe siden!” Hendes sukrede, britiske stemme, som jeg havde savnet i virkelig lang tid, sendte underlige følelser, og det blev i hvert fald fordoblet, da hun slog armene rundt om mig. forbløffet lagde jeg langsomt mine rundt om hende, og sådan stod vi bare i et stykke tid. ”Kæft, hvor har jeg dog savnet dig.”

Eleanor brugte aldrig ord ’kæft’, men i denne situation brugte hun kun for at udtrykke, hvor meget hun havde savnet mig. jeg havde savnet hende ligeså meget, som hun havde savnet mig, hvilket fik tårerne til at presse sig på. Eleanor og jeg havde nogle skønne minder. Jeg mødte hende til Louis’ fødselsdag sidste år, og lige siden havde vi holdt kontakten. Hun var altid den person, som jeg kunne snakke om alt med, men nu hvor jeg ikke var sammen med Niall længere, mistede vi også kontakten. Det ærgrede mig virkelig meget, for hun var som en søster for mig, (når man ikke talte om Megan), og jeg var sikker på, at hun mente det samme.

”Jeg har også savnet dig,” indrømmede jeg endelig, og jeg skjulte min grådkvalte stemme med hvisken. Hvis I stod i samme situation som mig, ville I også reagere på denne måde. Hun havde hverken ringet eller skrevet, før hun dukkede op, for hvis hun havde det, ville jeg have ryddet op. mit lejlighed lignede noget lort, hvis jeg skulle være ærlig. ”Hvordan går det?”

”Det går skam fint! Og hvad med dig? Har du det godt?” Jeg vidste ikke lige helt, hvad jeg skulle svare til hendes spørgsmål, men det endte med, at jeg nikkede. Jeg var hverken syg eller havde det dårligt over bruddet, så et nik var nok.

”Vil du med indenfor?” Selvom lejligheden ikke var blevet rengjort, så kunne jeg ikke bare lade hende være stå ude i opgangen. For det første så var det uhøfligt, og for det andet, så ville jeg hellere sidde ned end at stå her i den tomme opgang. Eleanor nikkede med et smil, som jeg gengældte hurtigt, inden jeg trådte et skridt til siden, så hun kunne passere, hvorefter jeg lukkede døren efter mig.

Det så ud til, at hun var overrasket over de ukendte omgivelser. Her var mørkt, rodet og nogle af mine ting manglede, dog kommenterede hun ikke på det, hvilket jeg var en smule taknemlig og lettet over. Hun tog sine ballerinaer af, hang sin sommer jakke, inden hun begav sig ind i stuen med mig lige i hælene. Eleanor kendte godt til min lejlighed, eftersom hun havde været her en del gange, så det overraskede mig ikke på nogen måde, at hun bare gik videre, da hun havde haft en ekstranøgle.

Vi satte os på den store sofa, og Eleanor gav sig til at tage en af mine puder og kramme den – som sædvanlig. Jeg havde så mange ting at fortælle hende, men jeg havde ingen anelse om, hvordan vores forhold stod i position. Hun havde ikke givet udtryk for det negative, men vi havde ligesom ikke snakket med hinanden i syv måneder.

”Jeg kan se, at du har ommøbleret stuen,” konstaterede hun stille, og jeg nikkede kort. Jeg havde bare rykket lidt rundt på tingene med lidt hjælps af Cassie. ”Men det er ikke det, jeg er kommet for at snakke om. Ved du, hvad der sker den 16. juli?”

Det var pudsigt af hende at stille det spørgsmål, men nu hvor jeg tænkte nærmere over det, så kunne jeg. det var Eleanors fødselsdag. Dagen, jeg ikke ville gå glip af. Jeg kunne ikke komme sidste år, da jeg var taget på campingtur med nogle veninder, så jeg lovede hende, at jeg ville komme næste år. Hun måtte have kommet for at give mig en invitation.

”Ja, selvfølgelig,” svarede jeg, inden jeg satte mig godt til rette på sofaen.

”Godt, for jeg havde troet, du havde glemt det,” smågrinede hun, inden hun fortsatte. ”Jeg havde tænkt på, om du stadig ville med. det kunne være så fedt, og jeg bliver altså kun 21 én gang.”

”Jeg vil godt, men..” jeg havde ikke en grund til at komme med. Selvfølgelig ville jeg med til hendes fødselsdag, men hvis jeg tog med, ville jeg møde endnu flere gamle ansigter, og den grund ville jeg ikke fortælle. ”- jeg skal på arbejde, så jeg ved ikke, om jeg får tid.”

At afvise Eleanor var noget af det værste, jeg kendte til. Ikke nok med at jeg gjorde hende skuffet og ked af det, så havde hun det ansigtsudtryk, der altid fik mig til at knække over. Det gjorde praktisk talt ondt i mig at se udtrykket.

”Nå, okay,” kom det forventet af hende, idet hun rejste sig op. hendes tonefald var hverken kold eller vredt, men når trist. Kæft, jeg hadede mig selv lige nu. Jeg afviste hende på grund af mine åndssvage problemer med at kunne håndtere alt det med Niall. Aldrig havde jeg følt mig som en dårlig ven, men jeg kunne ikke klare at holde ud at se min eks-kæreste med armene rundt om en anden pige, som han kaldte for sin.

Jeg rejste mig op, og fulgte med Eleanor hen til gangen, der allerede var i gang med at tage sine ballerinaer og jakke på, så jeg lænede mig bare op af væggen og betragtede hende. Hun var garanteret sur, eftersom hun ikke skænkede mig et blik, men det var forståeligt af hende. Jeg var bare en bangebuks, der ikke turde komme til sin venindes fødselsdag på grund af hendes kæreste var bedstevenner med min eks-kæreste, der allerede havde fundet en ny kæreste, som erstattede mig. Kunne I alle sammen se, hvor tåbeligt det var?

”Nå, det var skønt at se dig igen, Leslie,” smilede Eleanor halvhjertet, men jeg kunne ikke se, om det var falsk eller ej, så derfor nikkede jeg bare med et smil. ”Hej, hej.”

Med de ord havde hun åbnet døren og lukket den med et brag, hvilket kun betød en ting; hun var vred. Og ikke bare vred, men rasende. Så godt kendte jeg Eleanor.

Jeg sukkede højt og frustreret, inden jeg kørte en hånd igennem mit hår. Jeg kunne være så belastende, og det hadede jeg bare ved mig selv. At bebrejde sig selv var en dårlig ting, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Tænk at jeg virkelig sagde nej på grund af et arbejde, som jeg ikke engang kunne lide.

I må alle gerne hade mig lige nu ligeså meget, som jeg hadede mig selv. Takket være Niall havde det bare ødelagt det mellem Eleanor og mig, og endda dagen jeg ikke havde set hende i syv måneder. Tak, Niall. Tak.

---------------------------------}{---------------------------------

Hvorfor er jeg så pisse træls, fordi jeg har glemt at publiceret kapitlet i går? Jo, ser du, jeg har en hukommelse som en guldfisk, så derfor tror jeg altid, at onsdag er tirsdag.. I know, pretty weird, men bær den lige over mig!

Jeg håber, at I kan lide mit andet kapitel, og jeg vil lige infomere jer om, at jeg (Nellie, hvis I ikke har lagt mærke til det..) publicerer mine kapitler tirsdag, og søde Salle (Sara) publicerer sine lørdag. Det virker virkelig godt, hvis I spørger mig, for tirsdag er altid min lille fridag.. eller noget.

Men ja, undskyld for den lange forfatterbesked.. jeg skal nok forkorte den næste tirsdag. Byyyyye!

//Nellie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...