She's Not Me | One Direction (PAUSE)

Hun føler sig glemt. Forladt. Kasseret. Mens hendes ekskæreste lever sin drøm fuldt ud med sine fire bedstevenner og har en anden pige ved sin side, sidder hun derhjemme med skam og skyld af sig selv. Hvordan Leslie Camerons liv har ændret sig så drastisk efter et skænderi, der var ligeså slem som de andre, har hun ikke fået svar på, og det vil hun finde ud af nu. Ved at opsøge sin ekskæreste igen - nemlig den verdenskendte Niall Horan.

69Likes
53Kommentarer
4382Visninger
AA

2. Flashback | Leslie


”All I know since yesterday is everything has changed.”

 

Hvordan ville du have det, hvis den du elskede, ikke stolede nok på dig? Din udkårne tvivlede og bekymrede sig over, hvad du min lavede eller gjorde forkert, fordi tilliden ikke var i jeres forhold. Du ville garanteret være sur, skuffet og ked af det. Ligesom jeg var nu, fordi min såkaldte kæreste ikke stolede nok på mig, da jeg skulle i byen med nogle venner.

Han fortalte mig ikke engang grunden til, hvorfor det åbenbart pinte ham til at give mig en smule tillid. Det var meningen, at vores forhold skulle bygges op med tillid og ærlighed, og det var de to ting, han slet ikke havde givet mig i de sidste seks måneder, vi havde været sammen. Han kunne ikke engang kigge mig i øjnene.

Bare at jeg ikke vidste, hvad der forgik i hans hoved, var straffen nok. Da vi først mødtes, virkede han åben, smilende og ikke mindst ærlig. Han var nem at læse, og jeg kunne vide, hvornår jeg kunne genere eller skulle være forsigtig med ham, og sjovt nok endte vi i et forhold, der var ude på tynd tråd. 

Jeg gav ham min fulde tillid til, når han skulle ud i byen med vennerne, for jeg vidste, at han slet ikke ville tænke på andre piger end mig. Jeg elskede ham nok til, at han aldrig ville være mig utro, og aldrig ville kunne finde på at flirte med en pige, så det ville irritere mig. Når jeg var i byen med veninderne, flirtede jeg ikke med andre fyre, for jeg vidste, at min kæreste - som jeg elskede højt - sad derhjemme og ikke vidste, hvad der forgik.

Men fordi han reagerede så hårdt på, at jeg først ville komme hjem i morgen, fordi jeg overnattede hos en af mine veninder, bed han sig i læben og kiggede væk. Niall var ikke typen, der kunne lide at kigge nogen i øjnene, når han var oprevet. Det havde han aldrig været, og man kunne tydeligt se, at han prøvede at dække det med en facade, så jeg ikke ville falde mistanke, men det var for sent. Vreden lyste i hans blå øjne, hvilket gjorde dem mørkere end normalt. Nialls smil var forsvundet, og hans hånd tog et hårdere greb om hans mobil.

At han slet ikke sagde noget til mig efter jeg informerede ham om min bytur, gjorde mig irriteret og utålmodig, og jeg havde lyst til at bare vende mig om og gå min vej, men det ville bare få ham til at flippe ud, hvis jeg trykkede på de forkerte knapper, hvilket jeg ikke ville risikere. Han skræmte mig en smule ved ikke at svare, for jeg vidste trodsalt ikke, hvad der skete inde i hans hoved, og jeg prøvede ikke at sige noget, selvom det var svært. Men så røg det ud af min mund;

”Niall?” Det var ikke meningen, at jeg skulle sige noget, for jeg ville hellere have, han startede med at sige noget. På en eller anden måde trykkede jeg på den forkerte knap, for hans hånd knurrede mere til hans mobil, og han kunne ende med røde mærker, hvis hans blev ved med at tage hårdere fat i hans iPhone, der trodsalt ikke havde de blødeste kanter. Han ville ikke svare mig, men jeg fandt ikke nogen udvej end at spørge: ”Er der noget galt ved det?”

Hvordan det mon irriterede ham, at jeg spurgte ham, vidste jeg ikke, og jeg lukkede munden i, idét han slog hånden med mobilen ned i køkkenbordet. Jeg trådte forsigtigt et skridt tilbage og prøvede ikke at blive bange for ham, men det var virkelig svært at holde en blank facade op. Det gjorde ikke det hele nemmere, da han mumlede nogle utydelige ord.

Af en eller anden grund troede jeg, at Niall var på et eller andet, der påvirkede ham til kanten. Aldrig blev Niall så sur over, at jeg tog i byen, for han plejede nu bare at sige nogle utydelige, ligegyldige ord for at lade som om, at det ikke irriterede ham. Jeg følte, at jeg ikke skulle sige noget længere, da jeg jo ikke anede, om han havde taget et eller andet, selvom han garanteret aldrig ville gøre det, for han ville aldrig kunne finde på det. Han hadede jo også, hvis man røg, men Zayn var kun en undtagelse.

”Hvorfor?” Nialls spørgsmål kom bag på mig af to grunde. 1) Han spurgte til, hvorfor jeg tog i byen, da det var indlysende, for jeg ville bare ud og have det sjovt. 2) Hans stemme var kold, vred og fjern. Hans blik lå på gulvet og blev liggende der, som om at det lyse, glatte trægulv fascinerede ham. Endnu engang følte det som om, at jeg havde trykket på en forkert knap, selvom jeg slet ikke havde sagt noget. Det virkede underligt og nervepirrende, men jeg kunne ikke fjerne mit blik fra ham. Fra hans pjuskede, blonde hår til hans blå øjne og videre ned til hans hånd, kunne jeg ikke lade være med at betragte ham.

Jeg kunne slet ikke fatte, hvordan hans humør blev ødelagt på grund af min meddelelse. Det glade smil og de krystalblå øjne forvandlede sig og lod sig komme ind i det mørke rige. Selvom jeg indrømmede, at jeg slet ikke kunne lide at se ham sådan, så vidste jeg ikke, hvordan han ville reagere. Faktisk, nu hvor jeg tænkte over det, så var der mange ting, jeg ikke vidste om Niall.

”Du går ingen steder,” bestemte han, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Han kommanderede aldrig med mig, for han vidste, at ikke var en, man kunne hundse rundt med på nogen måde. Nok var jeg autoritetstroende, men jeg var det kun på arbejdspladsen, og når min kæreste snakkede sådan til mig, var jeg ikke andet end ligeglad.

”Hvorfor?” Denne gang var det min tur til at spørge, og jeg kunne se, at det påvirkede ham på det groveste. Med vrede bevægelser slog han sin mobil ned i bordet, og det så ud til, at det gjorde ondt, men han trak ikke en eneste mine. Endnu engang trådte jeg et skridt tilbage og bed mig i læben for ikke at lade en tåre trille ned af min kind. Han skræmte mig for vid og sans.

”Fordi jeg siger det.” Han mente åbenbart, at jeg skulle lytte til, hvad han sagde, hvilket fik vreden til at koge indeni, og jeg havde lyst til at lukke nogle ord ud, men jeg vidste, at jeg ville fortryde det nogle sekunder efter. ”Du skal ingen steder i aften.”

”Det bestemmer du ikke.” Min stemme var kold og irriteret, som det overhovedet kunne være. Jeg var aldrig så vred, når det gjaldt Niall, men han pissede mig af, og det fik han ikke lov til. Specielt ikke når han kommanderede rundt med mig.

Længeventede tvang han sit blik hen på mig, og jeg bed mig hårdt i læben for, det ikke skulle skræmme mig. De ellers krystalblå øjne, som jeg engang fald for med det samme, virkede ikke særlige glade (sjovt nok), og hans blik virkede ligeså genkendelig som i går. Jeg tog tidligere hjem fra Niall i går, fordi jeg skulle læse op til en test dagen efter, og Niall ville ikke have, at jeg forlod ham, for vi havde ikke været sammen særlig meget siden påskeferien sluttede, og Nialls koncerter kom i vejen. Misforstå mig ikke, jeg elskede, at han levede sin drøm ud, som han havde gået rundt og drømt om, siden han var barn. At han holdte så meget af hans fans, fordi de støttede op på bandet, gjorde mig glad.

I går endte med, at Niall råbte af mig, og jeg græd, da jeg kom ud af hans lejlighed. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der skete her for tiden, om berømmelsen havde steget ham til hovedet, og han ville have alt det, han pegede på. Jeg kendte Niall siden starten af hans berømmelse, da vi mødte til en fest, som blev holdt af en af hans venner, som var bedstevenner med min kusine, og han virkede så venlig og aldrig kunne gøre en flue fortræd. Vi havde et langt venskab, indtil vi besluttede at komme sammen, og jeg havde aldrig, at det ville ende sådan.

Men jeg fortrød ikke, da han spurgte om, jeg ville være hans.

Niall tog sin tid med at svare, og endelig åbnede han munden. ”Hvis du elsker mig, så vil du ikke forlade mig, som du gjorde i går.” At han brugte kærlighedskortet og lagde det på bordet,  fik mig til at ende i et dilemma. Hvis jeg gik, betød det, at jeg ikke elskede ham længere, hvilket jeg gjorde. Men hvis jeg blev, ville jeg gå glip en bytur med mine veninder, som vi havde arrangeret for en uge siden kun på grund af Nialls bekendelse.

Jeg sank en klump. Jeg ville så fandens gerne til den fest, men jeg ville ikke vise ham, at jeg var ligeglad og ikke elskede ham. Det ville tage hårdt på både mig og ham. Niall var sårbar, følsom og var forfærdelig til at dække sine følelser med en åndssvag facade. Selvom han var hård imod mig, ville han aldrig kunne finde på at såre mig til det sidste. Det var falsk, og han ville bare føle sig den stærke i forholdet, hvilket jeg ikke forstod, og jeg ville tro, at en havde bildt ham ind i, at han var for svag til et forhold.

Lad være med at spørge hvorfor.

”Det giver jo ikke mening. Hvis jeg gik, betyder det ikke, at jeg ikke elsker dig, Niall. Og jeg ved-”

”Så du går?!” Han var vred. Virkelig vred, og jeg trådte et skridt tilbage, men blev stoppet af køleskabet bag mig. mit hjerte bankede hurtigere end normalt, mine håndflade var svedig og min ben var ved at give op med at holde mig oppe. Han havde for alvor skræmt mig, men det ændrede ikke på min indstilling på det.

”Helt ærligt, Niall! Du kan ikke bare tro, at du bestemmer over mig. Jeg er et selvstændig menneske, og jeg kender til min adfærd – og det samme gør du. Så lad være med at tro, at du kan hundse rundt med mig-”

Endnu engang blev jeg afbrudt, men denne gang af to hænder, der blev placeret på mine skulder og puffede mig baglæns, og jeg nåede ikke langt, da væggen som sagt var der. Smerten i min ryg spredte sig, og jeg bed mig i læben for ikke at græde. Aldrig havde Niall havet sådan en fysiskkontakt med mig, og jeg måtte sig, at han gjorde det hårdt – så hårdt, at jeg næsten kunne tro, det var Niall, der var skyld i det.

Jeg kunne ikke forhindre tåreren trille ned af min kind, men jeg tørrede den ikke væk. Nialls blik ændrede sig drastisk, og i et kort øjeblik fortrød han, hvad han lige havde gjort, men så vendte han sig rundt, og før jeg vidste af det, var han væk, hvilket fik mine ben for en gangs skyld til at knække sammen, så jeg gled ned af væggen.

Mine hænder førte jeg op til mit ansigt for at skjule, selvom der ikke var nogen til stede, men jeg gjorde det alligevel, og bag dem forlod der et hulk fra min mund. Det var første gang, hvor jeg virkelig tvivlede på det hele. i mit hoved var alt i regnbuefarver, blomster og den søde duft af Nialls parfume, men nu tordnede det, alt stod i brand, idét jeg fik en snert af alkohollen, der sad i Nialls tøj.

Nu vidste jeg, hvad der var galt. Han havde forandret sig, jeg stræbte efter hans gamle jeg, men den var væk, og jeg havde brug for ham, indtil jeg indså, at det hele var forbi. Ingen kys, kram eller baskende sommerfugle var der mellem os. Jeg vidste, at han ikke ville blive den samme igen, og derfor forlod jeg hans lejlighed.

Han ville ikke komme tilbage, og det ville jeg heller ikke. Men jeg indså også, at jeg elskede ham for højt til at give slip på den dreng, der fik min verden til at lyse op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...