She's Not Me | One Direction (PAUSE)

Hun føler sig glemt. Forladt. Kasseret. Mens hendes ekskæreste lever sin drøm fuldt ud med sine fire bedstevenner og har en anden pige ved sin side, sidder hun derhjemme med skam og skyld af sig selv. Hvordan Leslie Camerons liv har ændret sig så drastisk efter et skænderi, der var ligeså slem som de andre, har hun ikke fået svar på, og det vil hun finde ud af nu. Ved at opsøge sin ekskæreste igen - nemlig den verdenskendte Niall Horan.

69Likes
54Kommentarer
4356Visninger
AA

5. Desicion | Niall


”I forget about the consequenses.”

 

Vi havde en dag med drengene, hvor vi bare slappede af. Catherine havde været lidt irriteret på mig, fordi hun gerne ville have brugt tiden med mig, men det var der ikke noget at gøre ved. Egentligt, så måtte vores kærester altid være med, når vi slappede af sammen, men der var ingen af drengene, som brød sig særlig meget om Catherine. Der var ingen af dem, som sagde det, men jeg var ikke en idiot. Jeg kunne godt se de blikke, som de udvekslede, når hun blev nævnt, eller når hun var i nærheden. Faktisk, så var det ret utroligt, at hun ikke selv havde opdaget. Men hun var en anelse naiv, hun troede, at drengene var helt vilde med hende, fordi de opførte sig sødt mod hende, og fordi jeg selv var helt vild med hende. Eller fordi jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg var helt vild med hende og helt ovre Leslie. Misforstå mig ikke, for jeg elskede Catherine. Problemet var bare, at Leslie stadig betød mest for mig.

Drengene kom brasende ind i stuen, hvor jeg havde siddet alene. De havde overtalt mig til, at de skulle lave mad, og jeg skulle lade mig overraske, da jeg var i en periode, hvor jeg ikke var i særlig godt humør – drengene var de godt nok ikke helt sikre på, hvorfor jeg var i dårligt humør, men det behøvede de heller ikke nødvendigvis; jeg kunne lade dem blive i troen om, at Cathrine og jegs forhold balancerede på en knivsæg, selvom det ikke var tilfældet i denne her situation.

”Nialll, der er pizzaaaa,” sang Harry, mens han kiggede på mig med et smil placeret på hans læber – et smil, der virkelig nåede hans øjne, hvilket også fik mig til at smile, da det altid gjorde mig glad, når drengene de smilede, for de betød alt for mig. ”Hjemmelavet?” Spurgte jeg overrasket og løftede et øjenbryn, fordi jeg ærlig talt var overrasket. Drengene havde aldrig lavet pizza før. Det var jo noget af det nemmeste at bestille og for pizzeriaerne tog det ikke lang tid at lave pizza, men hvis drengene ville invitere på pizza og sodavand (fordi vi skulle til et pressemøde i morgen), så ville da ikke stoppe dem. De skulle være så velkomne.

”For resten,” sagde Louis og lød glad, hvilket fik mig til at tænke, at det sikkert havde noget med Eleanor at gøre. Han havde det der glimt i øjet, som han altid fik, når han snakkede om hende – eller når han var sammen med hende for den sags skyld. Jeg havde taget mig selv i et par gange at ønske, at jeg følte sådan for Catherine, men det gjorde jeg bare ikke. Ikke på den samme måde. Hvis drengene helt ærligt havde troet, jeg var fuldstændig vild med den lyshårede perfekte pige, kaldet min kæreste, så havde de givet hende en chance, men det havde de ikke.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg pludselig var i en periode, hvor jeg tvivlede på Catherine og jegs forhold, og hvor jeg tænkte så meget på Leslie, men det var måske fordi, at det var ved at være et år siden, at Leslie og jeg slog op. Det ramte mig meget hårdere, end det burde gøre.

”Så kommer Eleanor i dag,” afbrød Louis mine tanker, hvilket fik mig til at kigge op på ham og smile en anelse. Selvfølgelig var jeg glad for, at Eleanor kom. Hun var en fantastisk pige og jeg holdt af hende som bare fanden, hun var som den søster, jeg aldrig fik. Mine øjne fandt Louis’, og  han sendte mig et blidt smil. Han vidste udmærket, hvordan jeg havde det, men det var kun fordi, at jeg havde fortalt det til Eleanor, som har fortalt det videre til Louis, men det var okay. Jeg stolede blindt på Louis, ligesom jeg stolede på de andre drenge. ”Hvornår?” Forhørte jeg mig, mens jeg greb ud efter et stykke af den kyllingepizza – ja, spørg mig ikke hvorfor drengene havde lavet lige præcis kyllingepizza, men det var det blevet, og jeg spiste med glæde.

”Der går nok ikke så lang tid,” konstaterede Louis med et spændt smil. Hans øjne var så fyldte med kærlighed, at jeg blev nød til at kigge væk, fordi de mindede mig om Leslie. Alt mindede mig om Leslie. Jeg måtte tage en dyb indånding, så tårerne ikke vældede frem i mine øjne, fordi det kunne meget let gå hen og ske, hvilket jeg helt ærligt ikke følte for lige nu.

***

Eleanor havde altid haft en lidt skinger stemme, og i længden kunne man måske godt blive lidt træt af, at høre på hende, når hun var meget opstemt, men jeg kunne alligevel ikke lade være med smile over hele hovedet, da hun trådte ind af døren. Jeg havde alligevel savnet hende en hel del.

”Niall!” Hvinede hun, inden hun svingede armene omkring mig, og jeg gjorde det samme. Jeg trak hende ind i et tæt kram, som om jeg var en kæreste, der ikke havde set hende i utroligt lang tid. Og den sidste del var da rigtig nok, for jeg have ikke set hende i utroligt lang tid. ”Hej Eleanor,” mumlede jeg ind i hendes hår, der duftede af æbler og kanel, som mindede mig utroligt meget om jul.

Hun gjorde sig fri af mit greb, inden hun sendte mig et smil og sagde hej til de andre drenge, selvom hun ikke gjorde det på samme måde. Udover Louis selvfølgelig, som fik kys og kram,og jeg ved snart ikke hvad. Men Eleanor og jeg havde det bare så godt sammen, det var måske derfor, at hun blev så glad, når hun så mig, men hun var ikke ligeså glad i dag. Hun plejede at være meget gladere, men man kan selvfølgelig ikke være lige glad hver dag.

Der var ikke mere pizza tilbage, men Eleanor var heller ikke sulten, påstod hun – hun spiste aldrig ret meget – så det var vel også fint nok for hende. Snakken havde gået vidt omkring, fordi Eleanor ikke var så tit sammen med os alle på en gang, så hun havde meget at fortælle, og drengene kæmpede med at fortælle en hel masse. Louis arm lå beskyttende om hende, for ligesom at indikere, at Eleanor var hans, selvom han vidste ingen af drengene nogensinde kunne drømme om at tage hende fra ham.

”Jeg går lige ud og tager noget vand,” annoncerede jeg med et kæmpe smil, inden jeg rejste mig fra sofaen og gik ud af stuen, hvor vi alle sad og havde det fantastisk. Jeg følte det som om, at jeg blev suget længere og længere ned i en dyb afgrund. Jeg bevægede mig mekanisk, ligesom en robot, da jeg gik hen og åbnede det hvide hjørneskab, hvor alle Louis’ glas stod i.

Da jeg, med et fyldt glas vand, bevægede mig hen mod døren til stuen og skulle til at åbne døren, hørte jeg Eleanors skingre stemme, som var lidt for høj til, at jeg ikke skulle kunne høre det. ”For resten besøgte jeg Leslie her forleden,” sagde hun. Det var helt klart ikke meningen, at jeg skulle høre det. Eleanor vidste godt, at Leslie var et ømt emne for mig. Drengene vidste det nok også godt, men jeg havde ikke direkte talt med dem om det.

Eleanor havde besøgt Leslie. Eleanor havde stadig kontakt til Leslie, men det var jo klart, de havde været så tætte veninder. Uden at jeg bemærkede det, gled glasset ud af min hånd, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Mine fingre rystede, og mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere.

Catherine. Jeg blev nød til at tænke på hende. Jeg elskede hende. Hun var min kæreste. Hun var den, jeg havde lyst til at bruge mit liv med. Jeg måtte glemme Leslie, uanset hvor ondt det gjorde, når nogle nævnte hende og uanset hvor tit jeg savnede hende, så stærkt som jeg gjorde nu.

”Niall?!” Lød Liams forvirrede stemme, og fra han havde kaldt på mig, til døren til køkkenet blev åbnet, havde jeg noget at blikke tilstrækkeligt mange gange, så mine svidende øjne ikke ville flyde over. Leslie måtte ikke få mig til at græde, hun burde ikke have den virkning på mig, jeg burde komme videre. Jeg var bare ikke stærk nok, hvilket altid havde været mit problem.

Eleanor stod sammen med Louis. Hun havde regnet ud, at jeg havde hørt, hvad hun havde sagt og en blanding af bekymring og fortrydelse stod malet i hendes ansigt, mens hun betragtede mig. For at vise, at det ikke gik mig på, smilede jeg forsikrende til dem alle sammen og prøvede at lade være med at ryste sådan. Mit blik fløj ned mod gulvet, hvor det splintrede glas og det kolde vand lå spredt. Da jeg igen kiggede op, prøvede jeg at smile uskyldigt og undskyldende, men jeg ved ikke hvor godt det lykkedes. ”Det må du undskylde Louis,” undskyldte jeg, mens jeg prøvede at lyde forfærdet.

Jeg var ikke og havde aldrig været en god skuespiller, og drengene hoppede ikke på den, men de smilede bare og lod som om, mens de nikkede og vente op for at gå. Hvor var det dumt af mig ikke at tænke på konsekvenserne ved at reagere sådan på Leslies navn. Hvis Catherine nogensinde fandt ud af det, så ville hun aldrig tilgive mig, og jeg kunne ikke bære også at miste hende, for uanset hvad, elskede jeg hende. Desuden ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag uden hende, da hun prøvede at hjælpe mig videre, selvom hun ikke var så glad for, at jeg havde været så knust over Leslie og jegs brud.

Eleanor blev inde i køkkenet, da de andre drenge var gået ud. Hun satte sig på hug foran mig og lagde sin tynde hånd, ovenpå min hånd, som var en anelse større end hendes. ”Niall,” sagde hun bekymret, mens hun fastholdt mit blik. ”Du hørte det godt, gjorde du ikke?” Fortsatte hun. Jeg nikkede. ”Undskyld,” sagde hun ærligt. ”Det var ikke meningen, at du skulle høre det, men jeg var sammen med Leslie. Ikke i så lang tid. Jeg ville invitere hende til min fødselsdag.”

Hendes forklaring gjorde mig lidt utryg. Skulle Leslie med til Eleanors fødselsdag, hvor jeg skulle med og havde Catherine som partner? Det ville jo ende forfærdeligt, det kunne jeg allerede nu se uden overhovedet at vide noget som helst om, hvordan Leslie og Catherine ville reagere på hinanden. Det ville garanteret ikke være særlig godt.

Jeg ville skyde på, at hun godt kunne se på mit ansigt, at jeg ikke synes det var så godt, men ligesom jeg skulle til at sige, at så kunne jeg ikke komme, skar hun mig af, med et bedrøvet smil: ”Rolig Niall, hun meldte afbud. Igen.”

Det var tydeligt, at hun var rigtig ked af, at Leslie ikke kom til hendes enogtyve års fødselsdag, men det havde jeg også været, hvis jeg havde været i samme situation. Jeg fik en dårlig fornemmelse i maven over, at Eleanor så, så ked ud af det, men jeg kunne ikke gøre noget. For alles bedste, ville det være godt, hvis vi for alt i verden kunne undgå at mødes igen. Især fordi, at jeg blev nød til at glemme Leslie og det kunne jeg da med garanti ikke, hvis vi mødtes.

Et højt suk, undslap mine læber. ”Eleanor, undskyld,” prøvede jeg i et mildt toneleje, men hun rystede på hovedet, som i, at hun ikke havde lyst til at høre på det. ”Niall det er okay, jeg kan godt forstå dig, jeg er bare ked af, at hun ikke kommer. Hun sagde, at hun skulle arbejde, men vi to ved godt, at det ikke er derfor, hun ikke kommer.”

At jeg var grunden til, at Eleanor skulle være ked af det, gjorde mig ufatteligt ulykkelig og da jeg mødte hendes blanke øjne, vidste jeg godt, at jeg blev nød til at ofre mig lidt, for Eleanor og jegs venskab. Hun var den pige der betød mest for mig og der var ingen indviklede følelser eller noget, så jeg ville ikke kunne bære at miste Eleanor, det var derfor, jeg åbnede munden, for at sige noget, jeg hundrede procent ville fortryde igen, så jeg måtte være hurtig inden jeg ombestemte mig:

”Eleanor, få Leslie med. Jeg skal nok sørge for, ikke at ødelægge din fest. Jeg skal nok holde mig væk fra hende, men du må ikke være ked af det og det må Leslie heller ikke, selvom vi har slået op. Jeg skal nok nå at komme videre.”

Hendes øjne lyste op og et lykkeligt smil bredte sig hurtigt over hendes læber, inden hun trak mig op fra gulvet og gav mig en kæmpe krammer. ”Tak, tak, tak, tak. Niall, du er den bedste!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...