She's Not Me | One Direction (PAUSE)

Hun føler sig glemt. Forladt. Kasseret. Mens hendes ekskæreste lever sin drøm fuldt ud med sine fire bedstevenner og har en anden pige ved sin side, sidder hun derhjemme med skam og skyld af sig selv. Hvordan Leslie Camerons liv har ændret sig så drastisk efter et skænderi, der var ligeså slem som de andre, har hun ikke fået svar på, og det vil hun finde ud af nu. Ved at opsøge sin ekskæreste igen - nemlig den verdenskendte Niall Horan.

69Likes
53Kommentarer
4431Visninger
AA

3. Daydreaming | Niall


“Now you’re lost, lost in the heat of it all.”

 

(7 MÅNEDER SENERE)

 

Med krydsede arme, et irriteret ansigtsudtryk og en vippen med foden, som var ved at drive mig til vanvid, prøvede Catherine at komme i kontakt med mig, men det virkede ikke så godt. Mine tanker, var et helt andet sted – langt væk fra Catherine og jeg, som sad og så fjernsyn. ”Niall,” vrissede hun og slog frustreret ud med armene. ”Hvad fanden er der med dig i dag?” blev hun ved. ”Jeg tænker bare,” undskyldte jeg.

Catherines lyse hår, som bølgede en anelse og gik til lige under brystet, havde hun sat op i en rodet knold, som fremhævede hendes fine, tynde og hjerteformede ansigt. De blå øjne, som sad symetrisk i hendes fejlfri ansigt, var frustrerede, og da de fangede mine, dannede der sig en klump i min mave. Hun var så anderledes fra Leslie. Det var ikke fordi, jeg havde lyst til at tænke på Leslie, men når jeg sådan kiggede på Catherine Dryden, min kæreste, var der et eller andet der virkede forkert. Vores forhold var så perfekt. Jeg ved, at jeg ikke burde være utilfreds, men det var jeg vel egentligt heller ikke, det var bare tanken om Leslie, som borede i mig. Vi skændtes. Meget, og måske endda for meget. Tilliden var ikke helt i top. Faktisk, så balancerede vores forhold på en knivsæg, men jeg elskede hende. Det gjorde jeg stadig. Problemet var bare, jeg elskede også Catherine. Og Leslie havde jeg ikke haft kontakt med i meget, meget lang tid.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange folk havde spurgt, om Catherine og jeg var tvillinger. Super trættende, men samtidig lidt en kompliment, fordi Catherine var så perfekt, at det til tider gjorde helt ondt. Hun havde været grunden til, at jeg starte på en kur. Ja hende, og Modest! som ikke kunne holde tanken om et ’overvægtigt boyband medlem’. Catherine kunne bare ikke lide, at vi ikke matchede, så hun planlagde et program, hvor vi løb sammen, spiste det samme – og absolut ikke noget, som kunne være fedende på nogle måder.

I længden, så var det så trættende. Især fordi jeg altid kom til at tænke på, hvordan Leslie og jeg havde haft det. En typisk weekend, var jo det perfekte forhold for mig – ikke på ydersiden, folk mente ikke vi passede sammen, og sådan, men vi kunne sidde og spise pizza, is og drikke cola hele aftenen. Leslie og jeg, havde været os selv, selvom jeg havde ændret mig. Et eller andet havde ødelagt mig. Leslie spurgte en gang, om det var hende. Det var ikke hende. Presset fra karrieren havde ødelagt mig. Alkohol var blevet min bedsteven, og havde overskygget Leslie.

Jeg havde ødelagt vores forhold. Det var min skyld, og jeg kunne ikke gøre noget ved det; vi havde alligevel skændtes. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg var kommet videre fra Leslie, hvilket jeg i bund og grund jo også var. Jeg elskede Catherine nu. Desuden havde jeg det bedste liv, man kunne ønske sig. En perfekt kæreste (og det var ikke engang en overdrivelse), jeg levede et perfekt liv, med mine fire bedste venner og jeg var kommet på banen igen, efter hele Leslie-episoden.

”Niall!” Nu var Catherine ikke kun irriteret, hun var tæt på at blive sådan rigtig tøse fornærmet. Et suk, var lige ved at undslippe mine læber. Jeg havde ikke fået noget at spise hele dagen, mit hoved dunkede og vi skulle ud og løbe senere. Mit blik mødte hendes, og hendes strålende blå øjne gjorde mig blød i knæene. ”Undskyld skat,” undskyldte jeg oprigtigt, samtidig med, at jeg greb hendes hænder og kyssede dem. ”Jeg har det ikke så godt lige nu,” forklarede jeg. Min hals gjorde ondt. Vi havde holdt en koncert i går, drengene og jeg. Catherine havde været der, så jeg havde givet den ekstra gas, for at gøre hende stolt af, at jeg var hendes kæreste. At hun godt kunne være bekendt, at være sammen med mig. ”Årh pus,” mumlede hun. Hendes slanke fingre fandt vej til mit ansigt, og placerede sig på min kind, hvor hun begyndte at nusse den blidt. ”Det hjælper, når vi kommer ud og løbe,” fortsatte hun i et muntert toneleje. En del af mig, havde lyst til at fortælle hende, at jeg mest havde lyst til at drikke en øl og få nogle pomfritter med en masse snask, mens en anden del af mig, bare havde lyst til at kysse og kramme hende, uden at skulle løbe en tur. Men det ville ikke ske.

Jeg rejste mig fra sofaen, og kiggede afventende på hende. ”Skal vi så løbe en tur?” Spurgte jeg, og kiggede stadig på hende med det afventende blik fra før. Min stemme var en anelse hæs. Hun rejste sig ivrigt op, mens hun klappede begejstret i hænderne. ”Ja lad os gør det,” hendes fine lyse stemme, var et par oktaver højere end normalt; det skete altid, når hun blev overbegejstret. At hun kunne få sådan en reaktion, på noget jeg sagde eller gjorde, gjorde mig glad og gav mig en varm følelse i maven, som kun Catherine kunne give mig.

***

Jeg bøjede mig forover, da vi igen stod ude foran min lejlighed, også spyttede jeg. ”Hvor langt løb vi lige?” Stønnede jeg, men det var svært at forstå, for jeg var så forpustet. Jeg tror aldrig vi havde løbet så langt før. Det kradsede i min hals hver gang jeg trak vejret, mit hjerte bankede og det susede for mine øre. Hun grinede en perlende latter, med en ubesværet lethed, som fik mig til at kigge på hende. ”Var det ikke hårdt for dig?” Spurgte jeg overrasket, med et løftet øjenbryn. Hun rystede let på hovedet, og førte sine hænder om og rettede på hende sjuskede hestehale, som ikke sad nær så godt, som da vi startede med at løbe, men som stadig klædte hende, på trods af den lange tur, i det fugtige vejr.

Det regnede ikke, men skyerne var grå. De passede ikke til mit humør, for jeg var glad. Jeg ved ikke hvorfor, eller hvordan jeg var blevet gå glad, men jeg var glad. Havde det fantastisk. Solen burde skinne; burde afspejle mit humør. Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik, lænede hovedet tilbage og lo.

Det var dét hun gjorde ved mig. Jeg elskede Leslie så højt. Efter det øjebliks tid åbnede jeg øjnene igen, for at se hendes matte brune hårfarve, hendes farvestrålende grønne øjne, men da jeg åbnede øjnene, var det ikke hende jeg så. Det var en lyshåret, blåøjet og perfekt pige, som jeg også elskede, men jeg havde alligevel håbet på at se Leslie.

Hvad var der med mig i dag? Det kom godt nok i perioder, at jeg savnede Leslie så forbandet mig. At jeg tænkte på hende, men ikke når jeg havde det så godt med Catherine, som jeg havde nu. Der var et eller andet med mig i dag, og jeg ved ikke helt hvad der skete.

Jeg rystede tankerne væk og kiggede så ind i hendes blå øjne. ”Hvor langt løb vi?” Gentog jeg nysgerrigt, mens jeg tog hendes lille hånd i min. ”15 kilometer,” svarede hun mig stolt. 15 kilometer? Var hun fuldstændig syg? Havde jeg løbet så langt? Jeg ved, at jeg havde trænet i lang tid sammen med Catherine, fordi hun mente at en sund livsstil og en ny start var vigtig for mig, men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg var i stand til at løbe 15 kilometer – og mere eller mindre uden stop? ”Ej, du laver sjov,” protesterede jeg, fuldstændig overbevist om mine egne ord. Det kunne ikke passe. Hun grinte. ”Nope søde Niall, du er blevet et naturtalent.”

Med et smil, skubbede jeg døren til lejligheden op, og kiggede på Catherine. ”Hvis jeg kommer først op, går jeg i bad først?” Spurgte jeg, og uden at lytte til hendes svar, begyndte jeg at styrte op af trapperne, mod anden sal, hvor jeg boede og stortset delte lejlighed med Catherine.

Det var Liam der havde introduceret mig for hende, nogle måneder efter Leslie, hvor jeg stadig var helt nede i kulkælderen efter at hun havde forladt mig. Catherine havde hjulpet mig på rette vej, selvom jeg nok var lidt umulig i starten.

Da jeg var næsten oppe på anden sal, løb Catherine grinende forbi mig og rakte tunge af mig på vejen, for at drille mig fordi hun var hurtigere end mig. Selvfølgelig havde jeg vidst, da jeg udfordrede hende, at hun ville gøre alt for at finde, og hun var trods alt stadig i bedst form, så det var klart at hun med en lethed, som man ikke så hos mange, overhalede mig, uden overhovedet at komme til at svede, men okay – det var også kun to etager, hun løb op af, det var ikke mange trapper. Jeg havde engang talt dem. 53. 53 trappetrin var der op til den sal jeg boede på.

Der var ikke mere end et par sekunders forskel på den tid det tog for Catherine at komme op til min dør og på den tid, det tog for mig. Med en hovedrysten låste jeg døren op og tillod mig, at betragte hende bagfra. Jeg var hendes kæreste, det var der ikke noget galt i. Desuden havde hun de flotteste former. Hun havde tynde ben, lidt fyldigere lår – men det var ikke meget – så havde hun en fast numse, lidt bred hofte og en meget smal talje. Timeglasfigur, tror jeg det blev kaldt. Så meget havde jeg ikke lige sat mig ind i det, jeg ved bare, at hun havde en fantastisk smuk krop.

”Niall, søde lille pus,” sang hun mens hun nussede mig lidt på skulderen, ”jeg smutter lige i et dejligt langt varmt skumbad,” forklarede hun mig så, inden hun gav mig et blidt kys på kinden, og smuttede.

”Ja, fint,” mumlede jeg for mig selv, mens jeg lå på puden og kiggede lidt op i loftet. Jeg kunne godt lægge mig til at sove, Catherine tog en evighed om at blive færdig og jeg havde altså et karbad, så det kunne meget nemt ske, at jeg først ville se hende om et par timer – hun skulle jo også lige gøre sig klar bagefter (også selvom vi bare var hjemme på sofaen).

***

”Niall,” hendes klokkeklare latter rungede i mine ører, og gav en sød efterklang, der fik mig til at smile over hele ansigtet.”Ikke så højt!” Hvinede hun så, hvilket fik mig til at grine sammen med hende, men min store fedtmule latter, ødelagde det hele, selvom den fik hende til at grine mere. Leslie og jeg havde næsten lige mødt hinanden, vi var på den tredje date, og jeg havde taget hende med i en park, som jeg altid havde været i som barn. Hun grinede, fordi jeg gyngede hende frem og tilbage, så en gammel, slidt trægynge, som altid havde været min yndlingsting i parken – jeg havde taget hende med i parken, så hun kunne lære mig at kende lidt. Vi var på en slags picknik.

Et rødt og hvidt-ternet tæppe var bredt ud på græsset, et stykke foran os. Der stod en trækurv på tæppet, som endnu ikke var åbnet. Den var placeret midt på tæppet, så vi var sikre på, at tæppet ikke ville flyve væk, når der nu og da kom en brise. Det var en smule køligt, og jeg frøs mine bare arme en smule. Jeg havde haft en jakke på, men som den gentleman jeg var, havde jeg ladet Leslie låne den.

Jeg gjorde alting omhyggeligt, lige efter bogen, for jeg ville nødigt gøre noget galt, når jeg var i nærheden af en så perfekt skabning, som Leslie. ”Niall, jeg er sulten,” brokkede hun sig lavt, hvilket igen resulterede i, at jeg grinte. Jeg var også selv sulten, det var jeg tit – og jeg spiste meget, selvom Modest! sagde, at jeg skulle skære lidt ned, men det havde jeg bestemt ikke lyst til. Det behøvede ikke at være en hemmelighed at presset blev lagt ekstra på mig for tiden, jeg var det ’uperfekte’ bandmedlem. Modest! havde sørget for et stramt træningsprogram (og jeg havde også trænet lidt, men det var droppet nu) og de havde sørget for, at jeg kunne få togskinner.

Den træningsplan de havde lavet var meget striks, og gjaldt ikke kun træning: jeg skulle spise sundt, jeg måtte ikke gå på nogen form for fastfood, eller restauranter – og de prøvede faktisk at gå så vidt, at jeg skulle have min egen private kok, men der satte jeg alligevel grænsen.

”Niall!” Grinede hun, mens hun viftede med sin solbrune hånd foran mit ansigt, ”er du helt væk? Hørte du ikke hvad jeg sagde? Jeg er sulten,” forklarede hun og tog min hånd. En varm følelse spredte sig i min hånd, og videre rundt, i resten af min krop. Jeg gav hendes hånd et lille klem, inden jeg begyndte at bevæge mod det ternede tæppe, og trækurven, som var fyldt med en masse sund, hjemmelavet mad, som jeg havde lavet.

”Jeg håber du kan lide sundt mad,” sagde jeg smilende, og betragtede hende. Hun smilede til mig, nikkede og åbnede kurven. ”Jeg vidste ikke du kunne lave mad,” grinede hun. ”Det kan jeg,” svarede jeg hende stolt. Stolt over, at hun så, så imponeret ud. Måske nærmere, var jeg stolt over, at jeg kunne imponere hende.

Jeg havde aldrig smilt så meget, følt mig så godt tilpas og været så stolt over, at kunne lave mad. Leslie havde pakket en sandwich ud, og hun havde hurtigt taget en bid. ”Det smager fantastisk!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...