Stones taught me to fly - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2013
  • Status: Igang
Melody Payne er en ganske almindelig pige. Hun har en kæreste og så arbejder hun som model. Hun er faktisk en enormt talentfuld model. En dag fortæller hendes chef hende at hun er nødt til at flytte fra Wolverhampton til London for at arbejde. Derfor bor hun hos hendes verdensberømte fætter, Liam og hans 4 venner. Hendes kæreste begynder at være aggressiv når hun er hjemme i Wolverhampton, men heldigvis hjælper en hvís blond dreng hende...

2Likes
1Kommentarer
341Visninger
AA

2. Kapitel 1.

"Sådan Melody!" udbrød fotografen og blitzen lød igen. Jeg satte hånden i hoften og igen lød blitzen.

"Det er nok for i dag," afbrød min chef så, da han kom gående rundt om hjørnet. Han rettede på sine solbriller. Jeg havde altid fundet det underligt at han gik med solbriller indenfor, men han ville vel bare have lidt Men'in'Black effekt.. Jeg havde lige afsluttet et fotoshoot for et nyt makeup-mærke som jeg skulle være front for.

"Mrs. Payne, klæd om og mød mig på mit kontor om en halv time. Jeg har nogle vigtige ting at drøfte med dig." beordrede han mig. Jeg nikkede hurtigt og smuttede ned bagved. Jeg havde fået tildelt mit eget omklædningsrum, hvilket var rart, for det skete ikke så tit. Vi modeller bliver tit behandlet som lort, men jobbet er for sjovt til at sige op pga. det. Hurtigt fandt jeg nogle vådservietter og fik makeuppen af. Jeg smed mit hår op i en rodet knold, og fik hurtigt min sorte One Piece på. Den havde jeg også fået dengang jeg var model for dem. Jeg havde lige præcis tid til at spise, så jeg satte mig ned begyndte at skovle ind af min næsten kalorie-frie kyllingesalat. Endnu en af de ting mit modelbureau havde beordret mig til. 'Ingen kalorier.'. En sms tikkede ind på min mobil.

Jeg smilede da jeg så den var fra Mason. Mason var min kæreste og han var så sød. Også selvom jeg vidste at han i mange år havde haft et problem med stoffer. Han var tit oppe og slås, men det var okay med mig, så længe han ikke slog mig. Vi havde været samme i 7 måneder, og det betyder at vi havde halvårs-dag sidste måned. Han glemte det, men da han huskede det købte han blomster og en halskæde til mig.

 

*Hvornår er du hjemme? Vi mangler øl, så hvis du ville købe det med hjem ville det være super. xx* og der røg smilet igen. Han skrev til mig for at jeg kunne købe øl med hjem. Jeg rystede på hovedet men svarede alligevel ja. 

 

 

Efter en halv time sad jeg på min chefs kontor. "Jo, Mrs. Payne. Hvad jeg ville snakke med dig om, var egentlig et job." sagde han spændt.

"Et job? Hvorfor sendte du ikke bare en mail?" svarede jeg så. Det var hvad vi plejede at gøre, så det undrede mig hvorfor han ikke bare havde gjort det.

"Det, der er sket er følgende: Et modelbureau har skrevet for at få et samarbejde med dig. Du skal være front for Topshops nye kollektion; den bliver endda opkaldt efter dig." klukkede han. Min kæbe faldt til jorden. Det var en kæmpe chance for mig. Plus, at Topshop var et af mine yndlingsmærker. "Hvorfor sagde du så ikke bare ja?" slog det mig så. "Jo, ser du. Det vil kræve at du flytter til London i et år. Faktisk skal du afsted imorgen kl 13.30, så du må hellere hjem og pakke." "Det kan du ikke mene! Hvor vil du have jeg skal bo?" udbrød jeg. "Jeg ved det ikke, Melody. Men jeg er sikker på at du finder ud af noget. Skuf mig nu ikke." sluttede han samtalen og jeg kunne fornemme at jeg skulle gå. Så det gjorde jeg. Jeg vinkede til fotografen på vej ud og cyklede ellers hjem. Selvfølgelig købte jeg lige Mason's øl på vej hjem, men ellers bare lige hjem. Hvor skulle jeg bo i London? Min alder er 16, så jeg kan ikke bo alene. Den eneste jeg kender som bor i London er... Der var den jo! Min fætter, Liam bor i London, med hans band, One Way eller sådan noget. Jeg var nødt til at spørge ham om jeg kunne bo hos ham.

 

                                                                                             *

 

Da jeg kom hjem gik jeg ellers igang med at lave aftensmad, og Mason var smuttet til fest som sædvanelig. Han havde spurgt om jeg ville med, nu når det var vores 'sidste aften sammen inden min lille supermodel tager til London' havde han sagt. Men jeg takkede nej. Jeg vidste det var egoistisk, men jeg havde aftalt med Liam at jeg ville ringe til ham klokken 8. 

Før Liam deltog i X-Factor havde vi et stærkt forhold. Dog var det fadet en smule, men det var okay. Nu havde vi i det mindste en chance for at komme tæt på hinanden igen. Hvis han altså sagde ja.

Jeg lavede kyllingesalat(Surprice!) og spiste i sofaen. Før jeg fik set mig om blev klokken otte, og jeg ringede Liam op.

"Det' Liam!" lød det glad i den anden ende. Der var støj i baggrunden, så jeg gættede på at han var sammen med sit band.

"Øhm, hej Liam. Det er Melody." stammede jeg, Jeg plejede ikke at være nervøs over at snakke med Liam, han var faktisk min bedste ven. Jeg tror bare at det var fordi at hvis han sagde nej, havde jeg ikke andre muligheder.

"Mel! Hvordan har du det? Det er SÅ længe siden." udbrød han. Han opfangede heldigvis intet af min stammen.

"Jo, altså.. I dag til et fotoshoot fortalte min chef mig at jeg skulle flytte til London, for ellers skulle jeg sige nej til et samarbejde med Topshop, og det ville være rigtig godt for min karriere og så tænkt'". Han afbrød mig.

"Slap af, Mel! Hvis du ikke har noget imod at bo sammen med 5 drenge, og 1 pige så kan du bare bo hos os. Danielle ville også sætte pris på noget pige-selskab." sagde han roligt. Danielle var hans kæreste. Jeg havde hilst på hende før. "Hvornår kommer du?"

Jeg følte mig lettet. "Imorgen klokken 13:30 går mit fly. Tusind tak, Liam!"

Han grinede. "No deal. Jeg henter dig imorgen i lufthavnen så." jeg kunne høre de andre drenge blive mere og mere larmende. "Hej hej Mel! Vi ses imorgen!" sagde han hurtigt og så lagde han på.

 

 

Liam havde faktisk lige reddet mit liv. Nu kunne jeg kun glæde mig til imorgen, og så ellers begynde at pakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...