I hate that I love you

I en konkurrence vinder Cherrie en rejse til London for tre; Hun vælger at tage sine bedste veninder med, Lyra og September. De skal bo på et hotel i en uge, hvor One Direction angiveligt også skulle opholde sig. Cherrie er sådan set pænt ligeglad; Men da de ankommer til hotellet, begynder der at ske ting og sager.

11Likes
7Kommentarer
702Visninger
AA

3. Dag to; Frk Populær

Cherrie vågnede til et pigeskrig. Hun hævede sig hurtigt op i sengen, og kiggede sig forskrækket omkring. Henne ved sofaen stod September viftende med et blad, imens hun talte. Cherrie fornemmede at hun nok talte til hende, da Lyra ikke var til at se nogen steder.

"..Og jeg mener bare,altså, hvorfor fortalte du det ikke til mig?!" Råbte hun imens hun satte hendes hår op i en hestehale. Cherrie rejste sig, og gik hen mod September.

"Hvad i alverden snakker du om?" Spurgte Cherrie, og tog magasinet op. Det var Everfree magasinet, et af dem som September altid læste, På forsiden var der et stort billede af en pige og en dreng der kyssede; Drengens øjne var klemt fuldstændig sammen, imens pigens øjne var åbne. Han havde en arm placeret på begge sider af hende som stødte imod væggen. Men så så hun det; Det var jo Harry og hende! Hun gispede, og trådte et par skridt tilbage. September nikkede ivrigt.

"Ja. Nåh, men jeg vil gå ned og finde Lyra; Hun er sikkert i arkaden." Sagde September idet hun drejede om på hælen. Hendes mørke hår svajede imens hun gik. Cherrie sukkede, og lod sig glide ned i en lænestol. Troede folk nu at hun var sammen med Harry Styles? Hun håbede det virkeligt ikke. Hun rejste sig op, og lod en grøn T-shirt glide ned over hovedet, hvor hun derefter trak et par cowboy shorts på. Hun fandt et par sorte converse i hendes kuffert, som hun næsten havde glemt at hun havde. Hun tog dem på, og derefter satte hun sit lange lyse hår op i en hestehale. Hun tog ikke make up på, da der ikke rigtigt var nogen grund til det. Hun skulle jo bare ned at have noget tyggegummi.

****

Da Cherrie gik ned ad trapperne til receptionen, hørte hun en masse gisp og få skrig. Hun kiggede op, og så alles øjne på hende- selv receptionisten. Hun hævede et øjenbryn som for at sige 'Hvad fanden glor i på?' og fortsatte ned. Pigerne trak ind til siden da hun gik forbi, og de dannede næsten en sti for hende. Hun kunne høre hvisken; Noget omkring at hun ikke var speciel smuk, at hun stjal deres mand og at hun skulle dø. Hun begyndte at gå hurtigere og hurtigere da deres hvisken begyndte at tage til, og til sidst satte hun i løb. Hun drejede om hjørnet til kiosken, hvor der ikke var nogen piger. Hun så en dreng med krøllet hår sidde bøjet over et bord, hans hoved i hans hænder. Hun gik med trampende skridt hen til bordet hvor han sad, og slog en hånd ned i bordet. Han kiggede ikke op.

"Hvad fanden er det der sker,  Harry? Jeg ved godt at det ikke var din intuition at kysse mig, men-" Hun afbrød sig selv idet hun følte Harry tage fat i hendes håndled; Det føltes som om at der gik et elektrisk stød igennem hende, og hun satte sig ned på stolen overfor ham. Han kiggede op fra hans hænder. Han var bleg, og han havde synlige mørke poser under øjnene.

"Cherrie, hør her.. Jeg er ked af det der er sket for dig på grund af mig. Du bliver nød til at leve med det her i meget lang tid.. Undskyld." Sagde han, ud i en lang smøre. Cherrie stivnede; Hun troede aldrig at hun skulle høre Harry tale sådan til hende. Hun støttede sin pande i sin venstre hånd, og holdt opmuntrende fast i Harrys hånd. Hun lagde ikke mærke til at hun gjorde det; Men Harry reagerede heller ikke.

"Det er ikke din skyld.." Kom det svagt fra hende. Han rystede på hovedet, og nikkede hen mod et magasin der lagde på bordet. Hun samlede det op, og også på dette magasin fyldte hende og Harry næsten hele forsiden. Hun slog op, og læste artiklen højt.

".. hele Brittaniens stjernepar!" Sluttede hun af med, og slog hånden op for munden. Harry sank dybere ned i stolen; Hun mistænkte ham for at græde. Hun kunne også mærke tårene presse på; Det så sort ud.

"..Harry, ligemeget hvad det er er det ikke vores skyld." Sagde hun med en lavmældt stemme, og kiggede hen mod ham. Han nikkede fraværende, som om at han godt vidste det, men at det ikke gjorde nogen forskel. Hun gav hans hånd et lille klem, og han rettede sig op; Han havde mørke afmærkninger under øjnene som om at han ikke havde sovet hele natten, og han var bleg. Han tog nogle solbriller på der lagde på bordet, og en sort beanie. Han rejste sig vaklende op.

"Ligemeget hvad, Cherrie, bliver vi nød til at afvise hver gang der kommer nogen fra pressen. Det er den eneste udvej." Var hans sidste ord, før han forsvandt ud i hall'en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...