Hvem er jeg?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ved man hvor man høre til? Hvilke venner der er ægte? Om dine forældre virkelig holder af dig?
Der er så mange spørgsmål når du er ung, og hvad hvis lige meget hvad du gør, stadig følger dig som en outsider.
Dette er en historie som det at være ung, og følge sig som et nul, og hvad det kan indebære.

(undskylder på forhånd for stavefejl da jeg er ordblind)
Ps. Denne historie er sand og baseret på mit eget liv..

1Likes
2Kommentarer
528Visninger
AA

2. psykolog?!....

Tingene var begyndt at blive værre. For hver dag jeg tog i skole, jo mere ked af det blev jeg. Jeg følte mig udenfor. Og jeg hadet mig selv for det.  Jeg var sikker på at grunden til at folk ikke talte til mig, var fordi jeg var grim, uintelligent, mærkelig og alt for drenget. I den tid begynde jeg også at ændre min stil. Jeg begynde at gå mere med piget tøj, og med mere Make-up end før. Måske ville det få mig til at blive mere populær. Men mine forældre havde ikke ret mange penge, og havde især ikke råd til Mærkevare som alle de andre gik med.
Det var ved at slå mig ud. Der hjemme var det heller ikke nemt.. Min mor er syg, og lige i den tid, var hun begyndt at få det værre.. Det var svært, for jeg kunne se hvor dårlig min mor blev, og jeg havde det skidt i skolen. Men det havde jeg ikke lyst til at fortælle mine forældre, de havde nok at tænke på.

Jeg vidste ikke selv hvorfor, men jeg begyndte at få anfald. Anfald hvor jeg besvimede eller ikke kunne få luft.
Min skole inspektør kunne mærke at der var noget galt, og han ringede til mine forældre og forklarede dem, at han gerne ville have mig til en prøve time hos en psykolog. Selvfølgelig blev de kede af det, de havde ingen ide om at der var noget galt. Så godt havde jeg skjult det.

Jeg fik in første psykolog time dagen efter, jeg vil være ærlig at sige, at det hjalp at tale med en om det. Problemet var at jeg ikke ville have at nogle vidste det, hvilket jeg også havde forklaret mine lærer, og de var indforstået.

Men mine psykolog timer lå i mine skole timer, så mine klassekammerater kunne ikke forstå hvorfor jeg blev væk fra en time hver tirsdag og torsdag.
Jeg havde svært ved at holde det hemmeligt og hele tiden finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke var til timerne, og hvor jeg SÅ var henne.

Men efter nogle uger, gik selv mine psykolog timer ned af bakke. Jeg kunne ikke indfinde mig med de ting min psykolog ville have mig til, og jeg kunne ikke blive ved med at holde mine klassekammerater hen.

Til sidst sagde jeg til min inspektøren at det ikke gik mere, jeg kunne ikke overskue det, og jeg havde samtidig svært ved at holde trit i timerne.

Jeg stoppede mine psykolog timer, og jeg prøvede på at holde ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...