Hvem er jeg?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ved man hvor man høre til? Hvilke venner der er ægte? Om dine forældre virkelig holder af dig?
Der er så mange spørgsmål når du er ung, og hvad hvis lige meget hvad du gør, stadig følger dig som en outsider.
Dette er en historie som det at være ung, og følge sig som et nul, og hvad det kan indebære.

(undskylder på forhånd for stavefejl da jeg er ordblind)
Ps. Denne historie er sand og baseret på mit eget liv..

1Likes
2Kommentarer
526Visninger
AA

3. Maximum....

Det hele havde nu stået på i snart et år. Jeg var nu begyndt at lukke mig mere og mere inde i mig selv, og jeg ved at mine klassekammerater havde bemærket det. Min "bedste veninde" som hun i hvert fald havde været inden alt det her, var begyndt at opsøge mig meget i klasse, men jeg trak mig hver gang. Jeg var sikker på at hun kun kom til mig, fordi hun havde ondt af mig.

Under alt det her, havde jeg dog ET lyspunkt. Min kæreste, som jeg havde været sammen med i 2 år. Han gik i 9 klasse og jeg i 8 klasse. Så stort set alle mine frikvarter brugte jeg inde hos ham. Jeg havde ikke lydt til at være i klassen. Og min fritid brugte jeg også på ham.

Den da hvor min kæreste havde sidste skoledag gik det helt galt!.

Jeg havde aftalt med min kæreste at jeg tog hjem til ham, og ventede indtil han kom hjem fra at havde holdt sidste skoledag sammen med sine klasse.

Det hele havde været en møg dag, jeg havde følt mig mere udenfor ind normalt, og da jeg lå hjemme i min kærestes seng, og kom til at tænke på, at jeg nu skulle klare mig et helt år. Uden at jeg kunne g ind til ham! Jeg skulle klare mig selv...

Hvad skulle jeg gøre? tankerne fløj rundt i hovedet på mig, og jeg gik i panik.
På dette tidspunkt var jeg uvenner med min "bedste veninde" fordi hun havde fortalt sin mor om at jeg havde det svært, og derfor havde hendes mor valgt at skrive til MIN mor og spørge om hun havde det skidt.

Jeg blev sur og ked af at det skulle gå ud over min mor, derfor var vi blevet uvenner og havde overhoved ikke talt sammen i næsten 2 uger..

Alt nåede sit Maximum den dag, og jeg gjorde det jeg ALDRIG havde troet at jeg skulle gøre.  Jeg tog min mobil op og skrev en besked til min "bedste veninde" Jeg skammer mig over det jeg skrev, men den dag var det hvad jeg følte..

'Kære Jonna
Jeg ved at det ikke har været nemt mellem os det sidste stykke tid, og jeg ved at jeg nok selv er skyld i det... jeg føler at du er gledet fra mig og jeg forstår ikke hvorfor.... Men bare roligt du skal ikke bekymre dig om det mere.. for det er ikke længere et problem!

Jeg tage her fra nu, for jeg kan ikke mere! jeg kan ikke længere leve på denne måde, og jeg ved at det også vil blive lettere for dig, da du nu ikke behøver føle dig forpligtet til at være sammen med mig. Jeg håber du ved jeg elsker dig, og at du ALTID har været MIN bedste veninde. De sidste hilsner Mette.

Min handling efter dette, var forfærdelig! Jeg gjorde det jeg ALTID havde svoret aldrig at gøre. Jeg gik ud i min kærestes torilet skab, og tog det glas med piller der stod. Jeg slugte hele gladset. og satte mig så på gulvet og ventede på at jeg nu skulle blive redet..

Pludselig ringede min mobil, og uden selv at tænke over det, tog jeg den. I den anden ende af røret var en af pigerne fra min klasse. Sarah! Hun var sammen med Jonna. Jeg nåede ikke at sige andet ind Hallo, før at Sarah råbte af mig "hvad fanden er det for noget at skrive?! Hvad er det du har gang i Mette? Fatter du ikke at vi alle sammen holder virkelig meget af dig? Og at vi er kede af at vi ikke ved hvordan vi skal hjælpe dig? Du er nød til at lade os snakke med dig om det ting der går dig på!.. Og Mette tænk lige på hvor mange du efterlader som vil blive SÅ kede af det! Hvad med Rasmus? og hvad med dine forældre?"

Der haglede ting ned i hovedet på mig, og pludselig ville jeg ikke. Jeg ville ikke væk, Sarah havde jo ret, det var jo mig der ikke tale med dem! Det var mig der holde mig væk i stedet for at prøve på at komme med ind i samtalen... Og hvad med Rasmus? han havde det jo selv lidt svært Og han kunne jo ikke finde mig her.. det ville jo knuse ham.

Og hvad med min mor? hun kunne jo ikke klare sig alene, godt nok havde hun min far, men hun kom jo til at mangle mig!

Jeg hørte ikke rasten af hvad Sarah sagde, jeg lagde på og smed mobilen fra mig. Jeg løb hen til Torilet kummen og stak to finger i halsen. Jeg kastede op med det samme. Og jeg kunne faktisk se at mange af pillerne ikke engang var blevet opløst endnu.

Jeg kastede pillerne op, men.. hvad hvis de ikke alle var kommet op?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...