Hvem er jeg?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ved man hvor man høre til? Hvilke venner der er ægte? Om dine forældre virkelig holder af dig?
Der er så mange spørgsmål når du er ung, og hvad hvis lige meget hvad du gør, stadig følger dig som en outsider.
Dette er en historie som det at være ung, og følge sig som et nul, og hvad det kan indebære.

(undskylder på forhånd for stavefejl da jeg er ordblind)
Ps. Denne historie er sand og baseret på mit eget liv..

1Likes
2Kommentarer
584Visninger
AA

1. hvad sker der?

Jeg sad i min seng, jeg havde ikke taget tøj på endnu, selvom jeg faktisk burde sidde og spise min morgenmad lige nu. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at tage mit tøj på. For hvis jeg først gjorde det, var jeg endnu et skridt tættere på at skulle af sted.

Det bankede på min dør, min mor kom ind. "Er du ikke klar endnu skat?" spurte hun sødt som altid. Faktisk var mor altid sød om morgenen. Hun smilede og talte med en rolig og glad stemme. Jeg så ned på mine bukser der lå på stolen foran mig "jeg var på vej," sagde jeg med en mumlende og mut stemme. Jeg tror godt min mor vidste hvad der var glat i hvert fald så hun meget ømt på mig. "Jeg ved godt det er noget øv, men du er nød til at tage af sted i dag. Du skal jo aflevere stil," sagde hun med en meget forstående stemme. Jeg sukkede bare "ja.. jeg kommer ud lige om lidt," sagde jeg og pressede et smil frem. Min mor smilte og gik ud igen, og lukkede døren efter dig.

Jeg stod ved spejlet og børstede mit hår. Jeg prøvede ihærdigt ikke at kigge på andet end mit hår. Jeg havde ikke lyst til at se på mit ansigt. For jeg vidste at det ikke var kønt.

Jeg gik ud til min mor og far. Jeg satte mig på min sædvanlige plads for bordenden. Jeg spiste stort set aldrig morgenmad. Men min morgenkaffe fik jeg altid, og foran mig stod der allerede et krus og kaffekanden stod der sammen med sukker og mælk. For mig var dette bare en hverdagsmorgen.

Jeg var aldrig særlig snaksalig om morgen. Egentlig sad jeg bare og ventede på at kunne komme af sted og få dagen overstået.

Min mor kørte mig til skolen, og jeg sad lidt tid i bilen og skulle enlig tage mod til mig for at gå ind. "Nå.. Men vi ses mor.. Jeg skriver hvis vi får tidligere fri, ellers er det 13.45," sagde jeg med det samme falske smil som jeg havde givet hende i morges. Hun smilede tilbage til mig "Du må have en dejlig dag," sagde hun sødt. og jeg gengældte med et "I lige måde," jeg fik altid dårlig samvittighed over at sige det, for jeg vidste jo godt at hendes dag ville være som den plejede..

Min mor var førtidspensionist, og har været det siden jeg var 11år. Da jeg var 8 år fik hun en blodprop i hjernen. Det resulterede i at hun fik det rigtig skidt. Hun havde kronisk hovedpine og hendes funktioner og kræfter er nedsat i venstre side.

Men da jeg var 10 år fik hun at vide at hun havde en sygdom. En nervesygdom.  Sklerose. I starten forstod jeg ikke sygdommen, jeg forstod ikke hvorfor hun ikke længere kunne de ting hun kunne før i tiden.

Men pludselig blev mine tanker afbrudt af et "Godmorgen" jeg vendte hovedet og så en af pigerne fra min klasse, Emmeli, jeg gengælde hilsenen, og vi 'fulgtes' ind. Det vil sige at Emmeli gik forrest og jeg gik en meter bag hende. Da vi kom op i klassen smilede alle og sagde godmorgen. Til Emmeli altså. Jeg fandt min plads, helt oppe ved tavlen hvor Marianne vores lære havde placeret mig.

Jeg kunne høre hvordan folk omkring mig snakkede og grinede. Det var det sædvanlige morgen ritual.. De udvekslede oplevelser fra weekenden eller dagen før. Et ritual jeg overhoved ikke forstod.

Da alt dette startede for nogle måneder siden forstod jeg ingen ting. Jeg havde ellers haft det godt med alle. Men pludselig var det som om ingen ville tale med mig. Selv min 'bedste veninde' var meget fjern fra mig. 

 

Jeg forstod det ikke og min første tanke var 'Hvad sker der?'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...