Ingen Ved (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2013
  • Status: Igang
ingen kender den virkelige mig
ingen ved hvor meget jeg har kæmpet for andres skyld
ingen kender sandheden om virkeligheden

men den er der
hvis du kigger dybt inde
det gjorde jeg
jeg fandt sandheden

det som alle ved men ingen ved det på samme tid

1Likes
3Kommentarer
174Visninger

1. sandheden

Ingen ved

 

Ingen ved:

Ingen ved hvem jeg virkelig er

hvor mange gange jeg har grædt alene

hvor mange gange jeg har mistet håbet

hvor mange gange jeg har holdt tårer tilbage

hvor mange gange jeg har været ved at knække

hvor mange gange jeg ikke har gjort det for andres skyld

 

Ingen ved hvilke tanker jeg går rundt med

hvor forfærdelige tankerne egentlig er

 at de er så tæt på at dræbe mig

hvad de gør ved mig

 

Derfor er dem jeg holder af der stadig

Selvom det ikke er den rigtige mig

For den rigtige mig ville skræmme dem

De ville løbe bort hvis de vidste det

For mine tanker ville skræmme dem

Som de skræmmer mig

 

Folk ville forsvinde

Ligesom jeg er ved det hver eneste nat

Ligesom jeg er det hver eneste dag

Hver time

Hvert minut

Hvert sekund

 

Men der er ingen der ved det

Og jeg vil ikke skræmme folk væk

Så ville jeg knække

Så ville jeg virkelig være væk

Være helt alene

 

Eller alene...

Jeg er jo aldrig helt alene

Jeg har jo mine tanker

Mine tanker vil bare ikke være gode for mig

De dræber mig

Hele tiden forsvinder en utrolig lille bitte del af mig

Indtil jeg er helt væk

Men jeg er ikke væk alligevel

For min krop vil stadig være her

Jeg er ikke engang sikker på om folk vil mærke det

Men så er jeg død

Så er jeg væk

Så er min krop tom

 

 

 

Jeg tror ikke, at der er nogen, der nogensinde er alene. Lige meget, hvad de selv tror. Det har jeg lært. For deres tanker er der jo stadig sammen med dem også selvom, at det ikke altid er godt. Nogen kan have brug for at være alene med sine tanker. Det kan jeg ikke. De er simpelthen for skræmmende. Det er en af grundene til, at jeg hader at være alene. Altså, det er ikke sådan, at jeg ikke kan være alene, for det kan jeg godt, men hvis jeg er det, har jeg brug for noget at lave eller at være over jorden. Hvis jeg fx ridder (ja det gør jeg faktisk, og jeg elsker det) eller sidder på toppen af en bakke eller kravler i et træ og kigger ud over landskabet, har jeg det som om, at jeg distancerer mig fra mine tanker. For de skræmmer mig. Og de vil også skræmme andre.

    Ingen vil komme til at vide hvorfor. Ingen vil komme til at vide, hvornår det virkelig begyndte. De vil bare komme til at vide, at jeg ikke kunne mere, at det var umuligt at fortsætte. At jeg knækkede. Men de vil også vide, at jeg prøvede, at jeg kæmpede så længe for deres skyld. For det gjorde jeg virkelig. Jeg kæmpede. Men jeg kæmpede alene mod mine tanker. Tanker der skræmmer mig selv til at løbe væk, hver gang de kommer. Men der er ingen steder at løbe hen… ingen steder at gemme sig for sine egne tanker, der aldrig forlader en.

 

De er der selvfølgelig ikke hele tiden… eller jo, men ikke i så stor en grad. De er der ikke så meget, når jeg er glad. Hvis jeg da er det… de er der i hvert fald næsten ikke, når det, jeg tror, er glæde, er der. Men jeg er ikke sikker mere. Engang var jeg. Før jeg så min virkelighed, som den faktisk er. Den er hård, det ved jeg. Altså, jeg er kun 14 år, men alligevel har jeg det som om, jeg har brug for en til at elske mig for livet. Jeg ved godt, at det er tidligt og meget pladder-romantisk, men jeg tror virkelig ikke, at jeg kan kæmpe i så mange år, som jeg har tilbage uden at vide, at jeg er elsket. Ikke som datter, men som noget andet af en mand, jeg virkelig elsker. Jeg tror godt, at jeg kan kæmpe. I hvert fald indtil, der kommer en, jeg kan kæmpe med. En der bliver. Også selvom personen måske bliver skræmt over mine tanker. Så længe den person bliver. Det er det, jeg virkelig har brug for… det er bare noget jeg ved. Men jeg venter indtil der kommer en, jeg ikke ødelægger, ved at give mine tanker videre.

 

Der er intet ved noget. Det hele er et stort skuespil, hvor alle skal blive til noget, til nogen. Det har jeg næsten lige indset. Der er ikke noget ved noget. Det er alt sammen et stort skuespil, for alle folk. Jeg ved godt, at alle er startet på et sted… og det er her, jeg starter.

 

Jeg elsker dyr. De svigter ikke. De bliver hos en. Man kan fortælle alt til et dyr, for de bliver ikke skræmte over tanker. De lytter, men løber ikke væk af det, man siger.

   Jeg er sikker på, at mange ville løbe væk, at jeg ville blive efterladt, hvis jeg fortalte om mine tanker.

 

Efterladt.

Det er egentlig det, jeg er bange for. Ikke bare ordet, men meningen. At lades alene tilbage efter andre, der bare går videre uden mig. Se det er min største frygt. Det eneste jeg er virkelig bange for.

Bange, mere bange, mest bange.

 

 

 

 

The rain in Spain:

The rain in Spain falls mainly on the plain.

There is joy and also pain

But the rain in Spain falls mainly on the plain.

 

Prettyplain, loonysane

The ways of the world all will change

And all the ways remain the same

But if you´re mad or only sane

The rain in Spain falls mainly on the plain.

 

We walk in love but fly in chains

And the planes in Spain fall mainly in the rain.

 

 

 

Så er der endelig noget, der er gået op for mig, noget godt, noget der ikke er så deprimerende som det andet. Det var et slags billede, jeg fandt, men nu har jeg så skrevet det ind og fundet ud af, at der for nogle er sandhed i det der står, men det er bare lidt anderledes for mig:

 

Lady Gaga taught me it´s okay to be different

Bruno Mars taught me to do anything for that one person I love

Ke$ha taught me to be myself and not care what anyone else thinks

Eminem taught me that life is hard but you can make it through

Michael Jackson taught me to always love the people around me

Katy Parry taught me to respect each other, no matter how different you were

Bob Marley taught me to live my life in peace

Music taught me how to live.

 

Men for mig er det ikke musik, der lærte mig at leve. Det er musik, der fik mig til at fortsætte. Det der gjorde, og som stadig gør, at jeg ikke er knækket, og nu har jeg endelig fundet noget musik, jeg kan holde fast i. Three Days Grace, Imagine Dragons, Linkin, Park og Ed Sheeran har fået mig til at kæmpe videre.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...