A stranger in the mirror.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2013
  • Status: Igang
Hun var mig, jeg var hende, men alligevel var hun så fremmede for mig, at det lykkedes mig at glemme hvem hun var.

156Likes
64Kommentarer
3304Visninger

1. Oneshot

 

Jeg kiggede på hende, fulgte den tåre der langsomt gled ned af hendes kind, for derefter at glide videre ned under hendes hage, og ned på gulvet, hvor den blev opløst i flere tusind små dråber, som alle havde deres egen historie.

En kold følelse gik igennem mig, da hun langsomt kiggede op fra sine foldede hænder. Hendes knoer var helt hvide. Det var som om at jo strammere hun holdt fast om sine hænder, jo mindre ville de ryste - men hvad hun end havde regnet med, så virkede det ikke, men det måtte hun være vant til.

Hvad hun efterhånden altid gjorde, tænkte og ville, endte med at udfolde sig helt forkert.

Mit blik gled fra hendes hænder, til hendes ansigt, hvor hendes lange røde hår var klistret fast til. Hendes røde kinder var ikke til at overse, og hendes våde ansigt var ikke til at tage fejl af, men det var ikke dét som tiltrak min opmærksomhed - det var hendes øjne.

Hendes øjne var små, men det var tydeligt at se hvordan den røde farve havde overtaget alt hvad der plejede at være hvidt, men det var stadig ikke det der tiltrak min opmærksomhed.

Det var hvad der var bag dem. Det var alt det man ikke kunne se, eller kunne forestille sig.

Glad og smilende var hvad man ville kalde hende, ja måske lidt opmærksomhedskrævende en gang imellem, men hvem havde ikke brug for den smule opmærksomhed?

Men ikke engang det, var hvad min opmærksomhed lå på. Det var smerten bag hendes rødsprængte øjne. Det var alt det hun ikke kunne sige. Det var alt det hun gik inde med, det var alt det som ingen forstod - det var en anden side af hende selv, som der ikke var plads til, fordi den var anderledes - anderledes end hvad de kendte til.

Hendes bryst hævede sig, og lidt efter lød en dyb indånding. Jeg nåede ikke engang at tage mit blik fra hendes øjne, før et højt hjerteskærende hulk lød, og tårerne endnu engang gled ned af hendes røde kinder i håb om at lette smerten indeni - den smerte ingen forstod, den smerte ingen kunne se, den smerte ingen troede var der.

Hun løftede sin hånd, lod sine hænder glide frem og tilbage på hendes kinder i håb om at stoppe de tårer, som var blevet holdt inde så længe. Hun var ikke klar til at lade dem gå, ikke endnu. De var ikke klar til at forlade hinanden. De havde en historie, og for hver enkel tåre der forlod hendes kind, indså hun det.

Det var som om hver af hendes tårer, havde en historie, som blev spillet for hende igen bag hendes øjne, som hun desperat havde lukket.

Hendes hoved var nu begravet i hendes hænder. Desperat prøvede hun at holde de minder tilbage, som hver enkelt tåre hev frem på vejen ned af hendes kinder.

Endnu et hulk lød - denne gang mere som et skrig. Hendes rystende hænder greb fat om hendes hår. Det var endnu et forsøg på at holde tingene ude af hendes hoved - tingene der voksede sig større og større og truede med at springe som en eller anden tikkende bombe.

 "Lad mig være," hviskede hun og så blev alt stille. Hendes hulk stoppede, og det eneste jeg kunne høre, var hendes dybe vejrtrækninger som alle indeholdt en selvkontrol, som hun ikke kunne styre længere end et par sekunder.

"Stop det!" Hun slap sit hår, rettede sig op, greb ud efter den første og bedste ting der var - hendes bedsteven.

Det var som om det var planlagt. Som om det var præcis hvad der skulle ske, som om nogen havde plantet det der i håb om det var hvad hun ville gå efter.

Uroligt så jeg med. Mine øjne forlod aldrig hendes hånd, som gled ned til hendes arm. Jeg lænede mig frem, frem for at se hvilken rødlig streg der fulgte efter hendes hånd, for derefter at kigge op på hende, for at se hvad jeg plejede at se - lettelse, befrielse, glæde, men ingenting var der.

Et skrig fuld af flere følelser end jeg kunne beskrive, kom ud af hendes mund. Det var langt, det var højt, og det var fuld af smerte. Det skræmte mig, det gjorde mig bange.

Hun løftede hånden, vendte sig rundt og stoppede op.

Alt stoppede.

Men kun et øjeblik, inden tingene gik i slowmotion. Hendes hånd gled elegant igennem luften, og det tog mig ikke lang tid at opfatte hvad hun ville.

Hurtigt fik jeg hænderne over mit hoved for at beskytte mig selv, men det beskyttede mig ikke fra lyden, fra braget, og fra smerten jeg kunne høre i det næste skrig, som fandt vej ud igennem hendes mund.

Jeg var ikke langsom om at få mine hænder fjernet fra mit ansigt. Dog var synet ikke hvad jeg havde forestillet med - men hvem ville også i deres vildeste fantasi, forestille sig en pige, med blod rendende ned af hænderne, og glasskår i hånden?

Det spejl, som havde holdt os adskilt, var knækket - hun havde smadret det. Hun havde ødelagt det. Det lå i flere tusind stykker på gulvet, knækket og ødelagt og fuldstændig ubrugeligt.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg tog mig sammen og kiggede på hende. Blodet dryppede ned på gulvet, og det eneste hun gjorde var at kigge på sin hånd. Hun kiggede kun!

Hun havde brug for hjælp. Hvorfor stod hun bare der og kiggede?

Jeg tog mig sammen. Jeg åbnede munden, jeg ville spørge hvad hun havde gang i - om hun var okay. Jeg havde så mange ting jeg ville spørge om, men ikke en eneste lyd kom ud af min mund.

Bestemt trådte jeg et skridt frem, men det var pludselig som om noget stoppede mig - som om noget afholdt mig fra at gå hen til hende, at hjælpe hende, og sige det hun gjorde var forkert.

En irriteret følelse bredte sig. Hvorfor kunne jeg ikke snakke? Hvorfor kunne jeg ikke gøre noget?

Jeg lod mine hænder glide hen over mit ansigt i en langsomt bevægelse, inden mit blik gled hen på hende igen. Det var pludselig som om hun kunne føle at jeg kiggede, for et kort øjeblik efter, løftede hun hovedet og kiggede direkte i min retning.

Følelsen af glæde, følelsen af håb, bredte sig. Ude at stand til at stoppe mig selv, løftede jeg hånden for at gribe ud af efter hende, og da hun gjorde det samme, havde jeg lyst til at skrige af glæde.

Men det var kun et øjeblik. Et ganske kort øjeblik.

Jeg kiggede ned på min hånd, som lå mod hendes, og så alligevel langt fra. Der var noget det afholdt os fra at røre hinanden. Noget imellem os, som stoppede vores berøringer.

Forvirret kiggede jeg frem ad. Pigen, pigen foran mig, borede sine øjne ind i mine - men hun kunne jo ikke se mig?

Jeg lagde hovedet på skrå, trykkede min hånd ind mod hvad end der stoppede os fra at røre hinanden.

Hendes øjne blev fyldt med vand igen. Alt hvad jeg havde set for et øjeblik siden, glæden, håbet - ja alt jeg selv havde følt for et øjeblik siden, var væk.

Jeg skulle til at tage endnu et skridt frem, da hun skreg. Det var anderledes end de andre. Hun skreg, og skreg, og skreg. Hun ville ikke stoppe, og hun havde ikke i sinde at stoppe.

Jeg kiggede med store øjne på hende. Hendes skrig gjorde ondt på mig. Jeg kunne føle en knude i maven. Den voksede.

Skræmt trådte jeg et skridt tilbage. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var hjælpeløs. Det eneste jeg kunne gøre var at kigge. Jeg var hjælpeløs, hun var hjælpeløs.

Mine øjne blev store, og på mindre end et sekund, stod jeg klistret op af hvad end der holdt os adskilt fra hinanden.

Pigen foran mig var ødelagt. Præcis ligesom spejlet, som lå ud over det hele. Det var ikke i stand til at blive fikset, selv hvis man havde alle stykkerne. Det var præcis ligesom hende - hun kunne ikke fikses.

Jeg havde længe været forvirret over hvorfor jeg skulle se på hende hver dag. Jeg havde længe tænkt over, hvorfor jeg altid kunne se hende, men hun aldrig kunne se mig.

Men det var nu jeg forstod det.

Pigen foran var mig. En anden side af mig, som jeg ikke kendte til. Noget, eller nogen, havde overtaget hende og skubbet mig væk, og det eneste jeg kunne gøre var at sidde på sidelinje og se på. Se på hvordan hun dag for dag blev mere og mere ødelagt  - hvordan den fremmede person overtog mere og mere af hende.

Jeg forstod pludselig hvorfor jeg kunne vide hvad hun følte. Jeg forstod pludselig hvorfor jeg kunne se alt smerten bag hendes øjne - og jeg forstod pludselig hvorfor jeg ikke kunne røre hende, eller snakke til hende, ja ikke engang hjælpe hende.

Jeg forstod det hele, men jeg kunne ingenting gøre.

Hun var mig, jeg var hende, men alligevel var hun så fremmede for mig, at det lykkedes mig at glemme hvem hun var.

"I think I've lost myself."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...