Night of Memories ¤ One Direction - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2013
  • Opdateret: 5 maj 2013
  • Status: Færdig
Mød Amy Thornberry - En pige der er så absolut langt fra at være en Directioner, som man næsten kan komme. Hun skal dog alligevel med til koncerten, da hendes mor ikke tør lade hendes lillesøster, Lilly, tage alene afsted. Lilly er en kæmpe fan, og de er derfor mange skænderier mellem hende og Amy. I løbet af dagen kommer Amy ud på egen hånd, og får sig forvildet hen til One Direction's tourbus, som egentlig burde være godt gemt for offentligheden. Der bliver hun på mystisk vis slået ned af en af drengene, og forlader dem uden et ord. Men hvad vil der ske i nattens løb?

11Likes
5Kommentarer
746Visninger
AA

2. The One and Only Chapter

The One & Only Chapter

"Er vi der snart!?" Spurgte Lilly for hundrede og syttende gang. Jeg var efterhånden så træt af hende klage, at jeg bare forsøgte at lukke alle lydene ude. For at være helt ærlig var det ret svært.

Specielt når ens mor også blev træt af hende.

"Amy! Er du ikke godt sød at få Lilly til at tie stille! Jeg kan ikke koncentrere mig om at køre!" Sagde hun irriteret til mig, og kiggede igen ud af ruden for at finde vejen.

Hun havde haft meget imod at Lilly skulle med til en koncert med One Direction, men så havde Lilly plaget hende så meget at hun til sidst havde bestilt billetter.

Man kan så på en måde sige det var godt at der var udsolgt..

Undtagen det dér med at der så var nogle der sendte afbud, og vi så alligevel kunne komme med.

Seriøst, jeg fattede ikke hvad hun så i de drenge!

Ja, måske var de lidt lækre, men stadigvæk! Man kan ikke blive så paf i nogle man aldrig har mødt før, man ved ikke engang hvordan de er som personer!

Personligt kan jeg slet ikke fordrage dem. De er bare så.. Falske?

Jeg ved hvad de forskellige hedder, og så kan jeg omkvædet på 'What makes you beautiful' fordi Lilly sang den derhjemme hele tiden.

Jeg var helt enig med mor om at hun var alt for ung. Og derfor skulle jeg da selvfølgelig med for at passe på hende!

Som om!

Hun skulle hen og mødes sammen med sin veninde der havde sine forældre med, og sin storebror der op til flere gange havde lagt an på mig, selvom jeg også op til flere gange havde antydet at han var langt fra min type.

Jeg var faktisk ikke en gang sikker på jeg havde en type...

Men i hvert fald var jeg ligesom dømt til at stå alene og måske have en eller anden random fyr til at stå og flirte med en, imens man hørte verdens værste skodmusik.

Og ja, jeg sagde eller tænke lige skodmusik.

Jeg lagde min hånd over Lillys mund, men hun bed mig i fingeren, hvilket fik et lille piv til at forlade mine læber.

"Moar! Hun bed mig!" udbrød jeg irriteret, og kiggede vredt på Lilly der rakte tunge af mig.

Hun svarede ikke, men kørte bare videre.

"Det var da dig der startede!" Sagde Lilly, og lagde armene over kors.

Af en tiårig at være kunne hun virkelig være irriterende!

"Vel var de da ej! Det er sgu da dig er så er fucking irriterende!" Råbte jeg vredt af hende.

"Sådan vil jeg ikke høre dig tale, Amy!" Sagde mor vredt fra forsædet.

"Det var sgu da jer der ikke ville lade mig komme af sted, og nu skal DU også med! Jeg er sikker på at det bliver en FORFÆRDELIG aften! Hele mit liv er dem, og så skal jeg have DIG med!?" Råbte hun endnu højere, og så vendte mor sig om i sædet, og kiggede virkelig vredt på os. Man kunne næsten se hendes øjne slå gnister, å vred var hun.

"PIGER! Kan i så tie stille og enes bare i kort tid, vi er der om nogle få minutter!" Råbte hun højere end os begge.

Hun stirrede bare på os, og jeg kiggede ned på mine nedbidte negle. Jeg kunne høre et hulk til min højre side, og løftede kort blikket, og opdagede at Lilly græd, hvilket fik et fnys til at forlade min krop.

"Seriøst? Græder du? Er du ikke gammel nok til at få en lille smule skældud, uden at du begynder at tude?" Spurgte jeg, og fnøs igen.

"Amy!" Sagde mor advarende, og vores øjne fik øjenkontakt i kort tid i det der spejl der er inde i bilen, men jeg kiggede hurtigt væk.

"Så kan du heller ikke komme med til koncerten, hvis du ikke kan klare det her! Måske skulle vi bare vende om nu, mor hvad siger du til det?" Spurgte jeg, og lænede mig lidt frem.

"AMY STOP SÅ! Vi er her nu, jeg skal lige have fundet en parkeringsplads, så kan du bare gå!" Sagde hun hårdt, og fangede mit blik i det der spejl der hænger oppe foran.

"Jeg gider sgu da ikke blive her!" Næsten skreg jeg, imens jeg åbnede døren, trådte ud og smækkede døren så hårdt i efter mig som jeg kunne, hvorefter jeg løb over imod teltene, folk havde sat op. Jeg kunne høre en bildør åbne, og min mors kald efter mig, men jeg var sådan set ligeglad lige nu, så jeg fortsatte bare med at løbe i lidt tid, inden jeg satte tempoet lidt ned, så jeg bare gik i stedet.

Jeg var kommet til et sted, hvor der ikke længere var så mange telte, så det var nemmere at gå.

Pludselig hørte jeg en stemme bag mig, jeg nemt kunne genkende.

"Amy? Amy Thornberry? Er det ikke dig?" Spurgte stemmen, hvilket gjorde mig sikker på at det var Josh, Lillys bedstevenindes storebror der op til flere gange havde lagt an på mig.

Jeg vendte mig ikke om, men gik bare stærkere væk fra ham.

Hans stemme blev ved med at lyde bag mig, hvilket fortalte mig, at han fulgte efter mig. Seriøst, jeg havde afvist ham vildt mange gange, og stadig kunne han finde på at følge efter mig.

Pff, Idiot.

Jeg kunne høre hans skridt komme nærmere mig, hvilket fik mig til at sætte i løb. Jeg orkede ham virkelig ikke lige nu!

Jeg kom hen til et sted, hvor der var højt hegn rundt i en lille cirkel, så man ikke kunne kigge ind. Jeg ledte febrilsk efter en åbning, og smilede stort da jeg fandt et lille hul jeg kunne krybe ind af.

Jeg lagde mig ned på maven, og krøb ind af hullet. Da jeg kom ud på den anden side rejste jeg mig op, og rystede lige jordet af mit tøj, hvorefter jeg så mig omkring.

Det var en meget lille cirkel lignende ting der var omringet af hegn, og så cirka i midten hold en kæmpestor bus, der så rimelig lækker ud. Rundt omkring lå der tøj sådan frit spredt, og det var helt klart drengetøj.

Der var også et udbrændt bål, med nogle træstammer rundt omkring, og jeg kunne forestille mig at det havde været virkelig hyggeligt at sidde der.

En lyd fra bussen fik min opmærksomhed, og jeg gik nysgerrigt derhen. Jeg gik hen til sådan en dør man selv skal åbne indefra, og jeg kunne høre en person der var i gang med at få den op. Jeg kunne også høre stemmer derinde fra.

Jeg lod mine fingre røre den kolde overflade på bussen, da jeg hørte en høj stemme råbe et eller andet. Jeg kunne ikke høre hvad personen råbte, men det lød i hvert fald ikke til at han eller hun var vred eller noget. Jeg tror nu at det var en han..

Han - Hvis altså det var en han - virkede utålmodig, og også lidt irriteret.

Det var egentlig mærkeligt at det var herude midt i ingenting at der pludselig varen kæmpe hegn, og på den anden side var der en mega lækker bus, og tøj spredt rundt omkring.

Kan i følge mig, eller..?

Det lød som om døren var ved at blive åben, det var da egentlig mærkeligt at den ikke gad at gå op. Man skulle jo tro at sådan en var vildt nem at åbne, det var den her så åbenbart ikke...

Det faldt mig først ind nu, at der ikke var nogle rigtige vinduer i den her afdeling af bussen. Og dem der var her var helt mørke så man ikke kunne se ind af dem.

Imens jeg stod og kiggede efter vinduerne gik døren op med et smæld, og fordi jeg var dum nok til ikke at opfatte noget i tide og flytte mig, blev jeg ramt og et kort øjeblik blev alting sort.

Jeg vågnede ved at der var en der klaskede mig på kinderne, og jeg fik også noget vådt i ansigtet. Irriteret satte jeg mig op, og tørrede mig ansigt i det håndklæde nogen havde lagt på mine ben. Da jeg havde gjort det åbnede jeg øjnene og så mig omkring, og mit blik faldt på de nysgerrige blikke der så på mig.

"Ej please sig det er løgn!" Udbrød jeg, og blinkede et par gange. Desværre forsvandt de fem nysgerrige drenge ikke fra mit syn af den grund.

En dråbe landede på mig hånd, hvilket fik mig til at tage mig til næsen - jeg havde fået næseblod.

En af dem - Jeg tror han hedder Louis.. Eller også er det Liam? Nåh, lige meget - gik et skridt tættere på mig, og rakte en hånd ned til mig, for at hjælpe mig op.

"Undskyld, undskyld, det var virkelig ikke min mening at ramme dig! Er du okay? Spurgte han med flot britisk accent.

Jeg himlede bare på øjnene af ham, og rejste mig op, og børstede jorden af mig, med mine hænder. Så gik jeg hen imod hullet, og snoede mig ud. Jeg begyndte at gå i den retning jeg regnede med var hen imod koncerten, da jeg hørte et råb bag mig.

"Hey! Du kunne bare have brugt den her dør!" Råbte stemmen, men jeg var ligeglad, og lavede bare sådan et slags vink over min skulder, og gik så videre. Jeg kunne høre et grin efter mig, og bagefter var der stille. Jeg grinte også lidt, men så kom jeg hen til de andre telte, og tiede stille.

***

"Nå dér er du! Jeg har ledt efter dig!" Hørte jeg en stemme bag mig, og åndede tungt ud og rullede med øjnene inden jeg vendte mig om og kiggede ind Josh' klamme brune øjne. De havde sådan et eller andet over sig, måske var det fordi de var halvt gemt væk bag det altid fedtede brune hår der sikkert aldrig var blevet redt før. Seriøst, det stod helt vildt ud til siderne, og så smilede han på sådan en irriterende måde. Utroligt nok var der faktisk ret mange piger der faldt for hans fedtede hår, der udelukkende så, så fedtet ud fordi han puttede så meget voks i. Bvadr!

Jeg hadede virkelig fyre der bare troede de var noget. Som for eksempel One Direction drengene. De var virkelig bare selvglade alle sammen!

Dumme. Dumme. DUMME!

Og Josh var også en af dem. Altså en selvglad egoistisk SKID der ikke tænkte på andet end at komme i bukserne på så mange piger som muligt.

Jeg hader virkelig sådan nogle drenge...

Jeg smilede falsk til ham, og jeg tror også at han kunne se at det var falsk. Det burde han. Medmindre han var blind selvfølgelig..

Han besvarede mit smil, med et der burde blænde mig, men nærmere havde den modsatte virkning. Jeg kunne mærke vreden boble inden i mig.

"Og nu har du fundet mig!" Sagde jeg, og kiggede på ham.

"Ja! Ved du hvad, jeg troede faktisk at jeg så dig tidligere i dag, men så fandt jeg ud af at det ikke var dig. For jeg kaldte nemlig ikke efter hende, men hun svarede ikke, og det ville du jo gøre!" Og så sendte han mig sådan et kæmpe snøret grin. Ad.

Det svarede jeg ikke på, men vendte mig bare om, og kiggede op på scenen ligesom alle fansene sikkert også gjorde.

Lilly stod lidt væk fra mig, sammen med sine veninde Anna-Sophie og hendes mor, hun havde ikke snakket med mig siden jeg steg ud af bilen. Det gjorde mig lidt trist til mode, men det valgte jeg bare at ignorere.

"Jeg har savnet dig!" Lød Josh' stemme ved mit øre, og jeg flyttede mig instinktiv væk fra ham. Han ånde stank ligesom for meget af mynte.

Han sendte mig endnu sådan et smil der burde blænde mig, men bare fik en kvalme til at ligge sig i min mave.

Heldigvis redede One Direction mig. Der kom røg op fra scenen, og pludselig begyndte de bare at synge en af deres sange. Jeg skyldte dem et tak.

Nej vent! En af dem slog mig ned, jeg skyldte dem ikke en skid!

Jeg var bare lettet over at musikken var for høj til at jeg kunne svare Josh. Men det var nok egentlig bedst for ham selv..

Jeg stod blandt VILDT mange Directioners, der bare blev ved med at skrige deres navne, og jeg fik helt ondt i mine ører.

Af en eller anden grund landede mit blik på Louis - Eller Liam det ved jeg ikke - og kunne se at han så helt forvirret ud. Haha, han så sjov ud!

Da det åbenbart var hans tur til at synge stod han bare og kiggede ud over publikum, og jeg havde på fornemmelsen at han slet ikke var rigtigt til stede.

"Liam?" Spurgte ham den mørke, så kunne jeg da finde ud af at han hed Liam..

Endelig så Liam ud til at vågne op, og kiggede forvirret ud over os.

"Undsk-" Sagde han, men stoppede så op.

"Undskyld, jeg har det bare virkelig dårligt, for tidligere i dag kom jeg sådan lidt til at slå en pige ned, og jeg fik ikke sagt ordentligt undskyld til hende, og det har jeg det virkelig dårligt med, så hvis du er her, hvem end du så var, så skal du vide at jeg altså er virkelig ked af det!" Sagde han ned i mikrofonen, så alle kunne høre det.

Wow, han.. Han undskyldte rent faktisk? Det havde jeg ikke troet om ham..

Han kiggede lidt mere på os, inden han gav signal til drengene og bandet om at de skulle gå i gang igen. Det hele begyndte at spille, og den her gang kom han ind på det rigtige tidspunkt.

Man kunne næsten se at han slappede mere af nu, men hans skuldre virkede stadig anspændte.

I al den her støj med alle de skrigende fans kunne jeg pludselig mærke, at jeg faktisk følte mig en slags hjemme. Det var rart at være her, og faktisk også en slags hyggeligt.

Det var nok også det, der fik mig til at gå over til Lilly, og løfte hende op på mine skuldre.

"Undskyld at jeg var så dum tidligere. Hormonerne, du ved?" Sagde jeg, og hun smilede glad, hvorefter hun satte sig på rette på mine skuldre.

Trods sin alder på ti var hun let som en fjer. Hun spiste normalt heller ikke særlig meget, så de var da egentlig ret simpelt.

Jeg kunne høre hendes barnlige stemme synge med på alle sangene, seriøst hun kunne alle sætninger, alle ord. Og hun havde endda først kun lige fået engelsk som fag i år!

Jeg er stolt af min lillesøster.

Langt om længe kan man sige, kom 'What makes you Beautiful' som jeg da kendte bare en smule af. Det gik rigtig godt, indtil det sidste omkvæd, hvor han pludselig stoppede med at synge, og bare kiggede ned imod publikum.

Hans blik mødte mit, og så begyndte han at smile.

"Hej!" Sagde han lige pludselig, og det fik bare en masse fans til at stirre forvirret på ham, bland andet mig, selvom jeg ikke var fan.

Han virkede endelig til at fatte at det var mærkeligt at han bare lige pludselig sagde hej, og begyndte så at synge videre sammen med de andre drenge.

***

Mit blik fløj flygtende rundt i luften, jeg søgte efter et gemmested.

Jeg kunne stadig høre Josh' stemme bag mig som en irriterende vækkeurslyd der bare ikke gider at stoppe. Holde op. HOLD OP!

Hans undskyldninger hjalp mig ikke lige nu. Jeg ville aldrig se det svin igen. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og jeg følte det som om jeg rystede voldsomt hver gang mit hjerte slog.

Jeg åndede op af lettelse, da jeg kunne se et telt jeg måske kunne gemme mig bag.

Uden tøven løb jeg derhen, maste og maste mig igennem gruppen af mennesker der blokere vejen.

Jeg så mig flygtigt over skulderen, og kunne se at Josh også maste sig igennem flokken, dog bare med et ondskabens blik i sine mørke øjne. Det var næsten som om de var blevet mørkere nu, glødende af raseri.

Jeg fór rundt om hjørnet, og stødte lige ind i en person. Personen hjalp mig hurtigt op, og holdt mig lidt ud fra mig.

Seriøst?

Kunne han ikke bare lade mig være?

Liam kiggede på mig med en blanding af bekymring og lettelse. Og så brød han ud i et stort smil.

"Endelig har jeg fundet dig! Jeg har ledt efter dig, men jeg må sige at du ikke er nem at finde!" Sagde han, og smilede et faktisk rimelig charmerende smil, der hurtigt ændrede sig, da han kiggede ned af min hals.

"Hvad er de-" Mere nåede han ikke at sige, før en iskold stemme afbrød ham;

"Nåh dér er du! Kom så med, Amy!" Sagde Josh vredt, og tog fat om mit håndled, og begyndte at trække af sted med mig. Et halvkvalt skrig brød frem fra mine læber, og ubevidst hev jeg fat i Liams skjorte, og han vågnede op fra sin trance, og hev mig hen til sig.

"Amy bliver hos mig! Så kan i snakke sammen senere!" Sagde han vredt til Josh, der først stirrede på ham med et forfærdelig vredt blik, og bagefter rullede han øjne, fnøs og vendte rundt på hælen.

Jeg klemte mig ind til Liam et øjeblik, og så kom jeg i tanke om at jeg skulle trække vejret, og jeg trådte også hurtigt et skridt væk fra ham.

Jeg kunne tydeligt mærke at han forsøgte at fange mit blik, men jeg kiggede bare ned i jorden.

"Øhm.. Må jeg ikke godt komme med dig?" Spurgte jeg med lav stemme, og kunne mærke en blid hånd tage fat om mit håndled.

"Jo selvfølgelig! Kom med den her vej!" Sagde han, og hev mig af sted.

Jeg kunne lidt genkende det fra tidligere, da han trak mig af sted ud i intetheden.

Seriøst, der var næsten ingen planter, og græsset var dødt.

Endelig ko vi hen til hegnet, og Liam fandt en nøgle frem, og låste døren op.

Jeg kunne mærke en svag rødmen i mine kinder, for jeg havde sikkert set utroligt dum ud, da jeg havde kravlet ud af hullet.

Nu når jeg tænkte over det, så kom jeg til at rødme endnu mere, det var virkelig forfærdeligt!

Liam trak mig helt hen til bussen, og låste også den op, hvorefter han hjalp mig derind.

Det var en virkelig fed bus, med flere forskellige rum, og lækre siddepladser.

Det lod til at vi var alene, så jeg satte mig bare i en af stolene.

Så snart jeg fik sat mig ned kom minderne tilbage, og et hulk slap ud gennem mine læber.

"Vil du ikke have en drink eller noget?" Spurgte Josh, og sendte mig et forsøgende charmerende smil.

Jeg fik kvalme.

Da jeg ikke svarede tolkede han det som et ja, og tog hårdt fast ved min overarm, og begyndte at hive mig efter sig.

"Nej! Jeg gider altså ikke!" Sagde jeg, og hentydede til det hele, også det med at han skulle stoppe med at prøve at flirte med mig. Bare stoppe.

Han troede åbenbart at det var til det med drinken, og stillede sig akavet foran mig, stadig med et fast greb om min overarm.

Jeg rystede den kort af mig, og da jeg kiggede op på ham igen, blev jeg overvældet af hans læber mod mine.

Han lagde sine arme rundt om min talje, imens jeg begyndte at gå baglæns, at få ham til at gå væk.  

Jeg lagde mine hænder mod hans bryst, og forsøgte at skubbe ham væk, men af en eller anden grund var han stærkere end mig, så mine forsøg var nytteløse.

Han skubbede mig op af en campingvogn, og et støn af smerte slap ud igennem mine læber.

Fordi han nu var lidt væk fra mig, tog jeg straks flugten, og løb alt hvad jeg kunne væk fra ham.

Uheldigvis var han både hurtigere, og stærkere end mig, så han fik straks fat på mig igen.

Endnu engang skubbede han mig op af en campingvogn, denne gang bare hårdere, og han var straks henne ved mig.

Fordi han havde skubbet mig så hårdt havde jeg helt mistet pusten, og han gjorde det ikke spor bedre ved at blive ved med at kysse mig.

Jeg hostede fælt, og skubbede ham endnu hårdere, men han rokkede sig ikke.

"Jeg vil ikke! JEG VIL IKKE!" Skreg jeg næsten i hovedet på ham, men han grinede bare, og lagde sin hånd over min mund.

Mit første instinkt var at bide ham.

Desværre havde han opdaget den mulighed, og stak derfor næsten hele sin hånd ind i min mund.

Jeg skreg, men det kunne ikke høres.

"Shhh.. Bare ti stille, vi ved jo begge at det var sådan her det ville ende, du har ventet det så længe. Håbet på at det ville ske. Håbet. Glædet dig. Og nu sker det!" Sagde han, og jeg kunne høre en vis ondskab i hans stemme.

Mine øjne flakkede rundt for at se om der ikke var nogle i nærheden som kunne redde os, men vi var helt alene.

Sikkert noget han havde planlagt.

Han tog fat rundt om livet på mig, og trak mig lidt væk.

Så tog han fat i en af de der reb der holder teltene oprejst, og hev den op fra jorden, og tog den helt af.

Bagefter tog han sin hånd ud af min mund, og jeg klynkede stille da han bandt rebet rundt om midt hoved, og også ind i min mund, så den skar i min mundvige, og tvang min mund åben.

En enkelt tåre trillede ned af min kind, og normalt ville jeg have tørret den væk, men Josh holdt mine hænder stramt bag min ryg.

Så lagde han sine læber mod mine igen, og efter lidt begyndte han at kysse min hage, min hals, mine kraveben, og så gik han lidt længere ned til mine bryster.

Jeg rokkede frem og tilbage, og udstødte små hyl og klynk.

"GÅ VÆK!" Næsten skreg jeg, men fordi jeg havde bind i munden blev det helt utydeligt, og man kunne ingenting høre.

Pludselig kom en dreng til syne til højre for os, og han stoppede fuldstændig forvirret op, og kiggede på os.

Han var nok lidt ældre end Josh og mig, og der gik ikke lang tid, før han med vrede skridt gik hen og tog fat i kraven på Josh, så han automatisk gav slip på mig.

Jeg faldt helt slattens sammen, og så ud af øjenkrogen, at Josh begyndte at slå ham drengene.

Drengen kastede et blik på mig, der sagde at jeg skulle flygte.

Jeg nikkede kort, og rejste mig, hvorefter jeg begyndte at løbe væk derfra.

Til slut kunne jeg høre en ordentligt støn fra en der blev slået, og så nogle skridt bag mig.

Jeg satte farten op, og begyndte at løbe hurtigere.

Imens jeg løb trak jeg rebet af, og løb så hurtigere, nu hvor jeg bedre kunne få vejret.

Jeg kunne høre hans stemme bag mig, men så kom jeg hen til en masse mennesker, og hans stemme blandede sig med deres.

Alligevel kørte den rundt i mit hoved, og mit instinkt sagde mig at jeg skulle fortsætte med at løbe, og specielt da jeg hørte hans stemme bag mig igen.

Mit blik fløj rundt flygtende rundt i luften, jeg søgte efter et gemmested.

Jeg kunne stadig høre Josh' stemme bag mig som en irriterende vækkeurslyd der bare ikke gider stoppe. Holde op. HOLD OP!

Hans undskyldninger hjalp mig ikke lige nu. Jeg ville aldrig se det svin igen. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og jeg følte det som om jeg rystede voldsomt hver gang mit hjerte slog.

Jeg åndede op af lettelse, da jeg kunne se et telt jeg måske kunne gemme mig bag.

Uden tøven løb jeg derhen, maste og maste mig igennem gruppen af mennesker der blokere vejen.

Jeg så mig flygtigt over skulderen, og kunne se at Josh også maste sig igennem flokken, dog bare med et ondskabens blik i sine mørke øjne. Det var næsten som om de var blevet mørkere nu, glødende af raseri.

Jeg fór rundt om hjørnet, og stødte lige ind i en person.

 

"HALLO? Hallo? Øhm, hvad end du hedder, du bliver nødt til at komme tilbage nu!" Sagde en stemme tæt på mit øre, og en person ruskede bekymret i mig.

Jeg glippede med øjnene, og så mig omkring.

Ved siden af mig sad Liam, og så bekymret på mig, og vi sad stadig i bussen.

Det hele var ovre. Overstået.

En mærkelig lyd kom et eller andet sted fra, og da Liam begyndte at stryge mig over ryggen, og hviske beroligende ord til mig, fandt jeg ud af at lyden kom fra mig.

Tårerne trillede lige så stille ned af mine kinder, og flere hulk kom fra min mund.

Jeg begyndte hurtigt at tørre mine øjne, men der blev bare ved med at komme flere tårer ud, og mine hulk blev lidt højere.

Liam tyssede på mig, og da jeg stadig ikke tiede stille, lagde han mig op af hans bryst, så min kind var ved hans hjerte, og jeg lagde min hånd på hans brystkasse.

Han lagde en hånd på mit hoved, og begyndte at vugge mig frem og tilbage som om jeg var et lille barn, imens han blev ved med at hviske beroligende til mig.

Når jeg tænkte over det, så var det her faktisk helt vildt pinligt. Han burde ikke se mig sådan her.

Jeg burde ikke være sådan et tudefjæs.

Det var nok også derfor jeg satte mig ordentligt op, tog en dyb indånding, og fjernede mine tårer.

Da jeg var sikker på at jeg ikke havde flere i ansigtet vendte jeg mig om imod Liam, og sendte ham et smil.

"Undskyld at du skulle se mig sådan. Og øhm.. Tak" Sagde jeg, og kiggede kort ned.

Jeg mærkede hans fingre under min hage, og han løftede sådan mit ansigt op, og kiggede mig ind i øjnene.

"Og du må virkelig også undskylde at jeg slog dig ned! Det var altså ikke meningen!" Sagde han næsten forfærdet, og et lille smil brød frem i mit ansigt.

"Er du nu også sikker på det?" Spurgte jeg ironisk, men han lignede bare en der var såret eller sådan noget, jeg fattede ikke at han ikke fattede den.

Nåh..

"Jeg er sikker?" Spurgte han forvirret, og jeg begyndte at fnise.

"Det var for sjovt!" Fnisede jeg, og et lille smil spillede også om hans læber.

Vi vendte os begge om imod døren, da vi høre lyden af op til flere drengestemmer.

Louis og de tre andre drenge kom ind i vognen, men stoppede alle op, da de fik øje på mig.

Ham den lyshårede var den sidste til a komme op, og da han fik øje på mig brød han ud i et smil.

"Så du fandt hende?" Spurgte han Liam, gik hen til køleskabet og fik fat på en cola, og satte sig så i en sofa lignende ting over for os.

Liam lavede et tegn hen imod mig, som om det var indlysende. Det var det egentlig også..

Niall smilede til mig.

"Hej .. Øh, hvad hedder du?" Spurgte han, og kiggede på Liam, men jeg kom i tanke om at han egentlig heller ikke vidste det.

"Amy" Sagde jeg, og de kiggede alle glade på mig.

"Hej Amy" Sagde ham den mørke, der også havde råbt efter mig med det der med døren, og rakte mig sin hånd. Jeg tog fat ved den, og hilste kort, hvorefter jeg gav slip på den igen.

Det var som om de alle tøede lidt op, og begyndte at gå rundt, og smide sig rundt omkring.

Da de alle havde sat sig ned og begyndte at snakke kom jeg i tanke om noget.

"Okay, ikke grin af mig, men hvad hedder i egentlig?" Spurgte jeg, og de kiggede alle overraskede på mig.

"Du.. Du er til vores koncert, og ved ikke hvad vi hedder?" Spurgte ham den mørke.

Jeg kiggede kort lige på Liam.

"Jeg ved da at han hedder Liam. Og en anden en af jer hedder Louis!" Sagde jeg, som om jeg så vidste vildt meget om dem.

En af drengene rejse sig kort op, med gråblå øjne, og brunt hår.

"Det er mig!" Sagde han.

Jeg nikkede, og de fortalte så hvad de forskellige hed.

Harry - Som han åbenbart hed - så stadig lige forvirret ud.

"Så du.. Hvorfor er det så lige at du er med til koncerten?" Spurgte han forvirret.

Jeg rullede med øjnene.

"Fordi min lillesøster ikke måtte komme her alene, og min mor hun kørte igen" Forklarede jeg, og kiggede på de alle sammen.

Niall - Den lyshårede - så sig omkring.

"Men hvor er din lillesøster så nu?" Spurgte han forvirret. Jeg pustede tungt ud, og trak på skuldrene.

"Hun er nok sammen med sin veninde. Og venindens storebror." Sagde jeg med afsky.

Heldigvis lod det ikke til at de lod mærke med det, og begyndte så bare at snakke om noget andet.

Jeg mærkede pludselig en blid hånd på min ryg, og kiggede hen imod Liam, som var ham der havde sin hånd der. Han så lidt bekymret på mig.

Pis også, han havde altså lagt mærke til det! PIS!

"Er du okay?" Hviskede han, så kun jeg hørte det.

Jeg nikkede, men blev så afbrudt af et ordentligt brøl fra Zayn.

Han havde sat sig på den anden side af Liam, og holdt sig for næsen, imens han viftede med sin fri hånd foran sit ansigt.

"Puha Liam, kan du ikke godt lære at gå i bad når vi har optrådt? Man, du stinker Dude!" Sagde han, men det lød ret å sjovt fordi han holdt sig for næsen imens.

Niall kom diskret hen og lugtede til ham, og han gjorde ligesom Zayn med at holde sig for næsen, og vifte foran sig ansigt.

Harry og Louis gjorde det samme, og den samme reaktion kom fra dem.

Liam lugtede også lige til sig selv, og kiggede så op.

"Jeg kan altså ikke lugte noget!" Sagde han fortvivlet.

"Amy, prøv du, du er pige, er i skulle vidst være helt vildt gode til sådan noget!" Sagde Harry, og satte sig ned igen.

Jeg smilede til dem, satte mit hår om bag ørerne, og tog en dyb indånding.

Så pustede jeg ud, lænede mig frem, og snuede ind helt inde ved Liam.

Straks satte jeg mig tilbage, og hostede fælt.

"DU... DU... DU SKAL I BAD! NUU!" Hviskede jeg hæst, men bestemt, og drengene grinede kort af mig.

"Okay okay, jeg skal nok!" Sagde Liam, og rejste sig, og gik ind af en dør, stadig imens han havde et mil placeret i ansigtet. Lige da han åbnede den kunne jeg se at der var et toilet derinde, med en bruser, og mere kunne jeg ikke se.

Døren lukkede, og Liam var væk. I lidt tid sad jeg bare og stirrede på døren, men en fnis fik mig til at vende mig mod Niall.

"Han glemte at tage rent tøj med derind!" Sagde han, og fniste. Louis rullede for sjov øjne af ham med et smil på læberne,  og lagde sig ned med hovedet på Harrys lår, og fødderne på Nialls skød, der straks begyndte at masere dem.

"Uh, vil du også gøre det ved mine?" Spurgte jeg, og stak mine tæer hen imod ham, og de begyndte så at grine, men overraskende nok begyndte han faktisk at masere dem.

Jeg lænede mig tilbage i stolen jeg sad i, for det var sådan en slags pudestol lignende der er vildt behageligt lidt ligesom en sofa, bare i størrelse med en stol, og så var puderne i den lidt større, og lidt blødere.

Man kunne høre bruseren gå i gang.

"Årgh, det er du virkelig god til det dér, det er virkelig dejligt!" Sagde jeg, og stønnede kort af vellyst. Mine øjne var lukkede, og jeg så derfor ikke de blikke drengene sendte hinanden.

Nogle fnis lød, og jeg åbnede derfor øjnene, og kiggede rundt på drengene, der kiggede på mig, med sådan et.. Blik..

Niall var stoppet med at masere mine fødder, og jeg begyndte at smile lidt.

"Er i lidt perverse, hva? Det var ikke ment på den måde! Men kom nu i gang igen!" sagde jeg, og vrikkede lidt med foden som tegn på at det var den han skulle komme videre med.

De grinte kort, jeg lukkede øjnene, og Niall gik i gang med at masere mine fødder igen.

Efter lidt tid kunne man høre at døren ind til badeværelset gik op, jeg åbnede øjnene, og kiggede derhen.

Så begyndte jeg at huje og juble, for der stod Liam, med kun et håndklæde rundt om sin underdel, og hans overdel var bar.

Et par pift kom bag mig, efterfulgt af nogle grin. Jeg grinede også, og det gjorde Liam også.

Så gik han ind af en anden dør, og jeg fik lige et glimt af nogle senge, så jeg gik ud fra at det nok var der de sov, hvis de var trætte.

Jeg sukkede, jeg ved ikke helt hvorfor, og lukkede øjnene igen, imens jeg - igen - lagde mig til rette i stolen, imens Niall begyndte at masere dem igen.

Pludselig kunne jeg mærke nogle stærke armen tage fat om mine ben, og om min ryg, og så blev jeg løftet op.

Jeg spærrede mine øjne op, og så at alle drengene så på mig med et smil. Altså lige undtagen Liam, som åbenbart var ham der holdt mig. Han havde sin ene arm ved mine knæhaser, og den anden på min ryg, så han bar mig som var jeg en eller anden idiot..

Eller i det mindste handicappet idiot...

Lige meget!

Så gik han hen, og lagde mig ned i en af sofaerne, og så satte han sig, og lagde mine ben oven på hans lår.

"HEY! Du stjal min massør fra mig! Jeg vil have ham tilbage!" Peb jeg, og grinede, imens jeg så, så mig over skulderen, og smilte til Niall der så forrykt ud.

Liam lavede et for sjovt såret udtryk, og det fik mig til at grine.

Han smilede til mig, og lagde sig så tilbage i sofaen med hovedet, og jeg lagde først nu mærke til at han faktisk så virkelig træt ud.

Der lød tre bank på døren, og lidt efter kom deres maneger ind, ham der fra X-factor noget.

Hvad er det nu han hedder?

Et eller andet..

Noget Simon noget, tror jeg..

Han smilede ud til drengene, og da han kiggede på mig, famlede hans smil faktisk en held del, og det fik mig til at grine højt.

"Drenge, det var virkelig godt gjort! Hvis i fortsætter sådan, vil vi få den bedste tour vi hidtil har prøvet! Selvfølgelig kom der lidt koks i det, med dig Liam, men det vil der forhåbentlig ikke komme igen. Men hvordan er det i ser ud? I må hellere se at få sovet lidt, vi kører videre i morgen tidlig, efter interviewet, se at kom i seng!" Sagde han, smilede til dem alle sammen - han overså helt diskret mit blik - og så gik han igen, med et ønske om at de skulle sove godt.

"Wow.. Han sagde ikke et ord til eller om mig.." Sagde jeg lidt forundret, og Liam smilede til mig.

"Nej.. Men guys, han havde faktisk ret, vi burde få lidt søvn." Sagde han så, og kiggede på drengene.

"Evigt kedelige Liam.." Sagde Harry, med en drilsk tone.

"HEY! Jeg er faktisk ikke altid kedelig!" Sagde han fornærmet, og lagde armene over kors, som for at understrege hvor fornærmet han var.

Jeg grinede, og baskede til ham, så et smil også trak i hans mundvige, og hans forsøg på at se sur ud krakelerede fuldstændig.

Drengene begyndte at rejse sig op, og smide de tomme cola dåser ud, og gøre sig klar til at sove.

Jeg rejste mig op, og gik lidt bedrøvet hen imod døren, da jeg pludselig kunne høre Liams stemme bag mig,

"Du må altså gerne blive her, hvis du vil.." Sagde han, og jeg vendte mig om med et smil på læberne, og så løb jeg hen og gav ham et stort knus.

Tro mig, normalt er det slet ikke mig at give folk knus, det giver ligesom ikke rigtig mening for mig..

"Men-" Sagde Niall, som var stoppet op, og kiggede på os.

Jeg trak mig straks fra Liam, og stirrede bare lidt på Niall.

"Hun sover hos dig!" Sagde han, og smuttede ind på værelset.

Liam kiggede lidt på mig, og smilede.

"Du behøver altså ikke at sove, du kan bare blive herude, hvis du vil!" Sagde han, og lige som han kiggede på mig, fik jeg et gabeanfald, og kunne slet ikke svare ham i noget tid.

Da det endelig stoppede kiggede jeg lidt på ham, og smilte

"Jeg tror godt jeg kunne trænge til noget søvn.." Sagde jeg, og gik ind på værelset, uden at se eller sige mere til Liam.

Derinde var drengene ved at lægge sig til rette, det var kun Harry der begyndte at gå op i den øverste køjeseng til højre for mig.

Der var kun én plads tilbage, og det var sengen under Harry, der var lige så lille som en normal køjeseng.

Og der skulle Liam og jeg ligge.

Wooops..

"Øhm, du kan sove i den her, hvis du har lyst?" Jeg havde slet ikke opdaget at Liam var kommet ind i rummet, og nu stod og rakte mig en af sine t-shirts.

Jeg tog straks imod den, og gik lige ind på toilettet, og skiftede.

Så gik jeg tilbage til værelset, og så at Liam var ved at tage sine bukser af.

Da han opdagede mig, stoppede han kort op, og så lidt flov ud.

"Jeg er altså ked af, at vi ikke har flere senge, men vi plejer ikke at have gæster.." Sagde han med et skævt smil, som jeg besvarede, og lidt usikkert lagde jeg mig ned i sengen.

Jeg lagde mig helt ind til væggen, og jeg trak næsten ikke vejret.

Kort efter lagde Liam sig ned ved siden af mig i sengen, og trak dynen over os begge.

Vi lå i lidt tid, hvor der ikke var nogle der sagde noget, indtil Louis satte sig op i sin seng, som var den nederste på den anden side.

"Godnat!" Sagde han, og slukkede sig lys.

Vi svarede alle, og slukkede vores lys.

Liam vendte sig om, så vi kiggede på hinanden, og fordi det var så tæt på at være sommer, var der stadig så lyst i værelset, at jeg tydeligt kunne se alle hans ansigtstræk.

Vi lå lidt og kiggede bare på hinanden, og så begyndte jeg at smile.

Liam besvarede mit smil, og lagde sig så om på ryggen, og pustede tungt ud.

Jeg lagde mig ligesom ham, så vores arme rørte hinandens.

En slags kriller gik igennem min krop, og automatisk klemte jeg mig lidt længere ind mod væggen, så jeg ikke længere rørte ved ham.

Jeg kunne høre ham smile, jeg ved ikke helt hvordan, men det kunne jeg altså.

"Godnat" Hviskede jeg, og han gengældte det.

Så lukkede jeg øjnene, og lod mit sind føre mig til drømmeland.

...

"Nå dér er du!"

...

"Nej! Jeg gider altså ikke!"

...

Han lagde sine arme rundt om min talje, imens jeg begyndte at gå baglæns.

...

"Jeg vil ikke! JEG VIL IKKE!" Skreg jeg næsten i hovedet på ham.

...

"GÅ VÆK!"

...

...

...

 

Jeg tror det var mine egne hulk der vækkede mig, eller også var det Liams søde og blide stemme der gjorde det.

Jeg åbnede mine øjne, men til start kunne jeg ikke se noget på grund af tårerne, men jeg tørrede dem hurtigt væk, og så mig omkring.

Liam havde "Sat" Sig op på sin albue, så den bar al hans vægt, og så kærtegnede han lige så stille min kind med den anden hånd.

Jeg tog en dyb indånding, og vendte mig så om imod Liam, og smilede til ham.

Han besvarede det, og lagde sig så ned, imens han stadig kiggede på mig.

"Er du okay?" Hviskede han bekymret, og jeg nikkede hurtigt.

"Bare et mareridt. Ikke noget særligt.." Sagde jeg, og trak på skulderen.

Han smilede igen, og endnu en gang besvarede jeg det.

"Vi må hellere få noget søvn.." Sagde han, og lagde sig ned på ryggen.

Jeg lagde mig helt ind til ham, og lagde mit hoved på hans brystkasse.

"Gør det noget?" Hviskede jeg, og han rystede straks på hovedet.

Han lagde armen om mig, og jeg følte mig tryg nok til at lukke mine øjne, og lade mine tanker flyve af sted med mig.

Men jeg lod dem dog ikke flyve for langt ud over dybt vand.

***

Jeg lod mine fødder træde ned på det let våde græs, og kiggede mig over skulderen.

Zayn om ud fra bussen, med store, trætte øjne, og det fik et lille fnis til at forlade mine læber.

Nogle hænder kom bagfra, og tog fat ved min talje, og løftede mig lidt op i luften.

Jeg grinede, og vendte mig halvtom, blot for at opdage at det var Liam der holdt mig op.

Som om det om som en overraskelse.

Jeg havde fået overtalt drengene til at komme med ud på en tur, ligeglad med at klokken var halv elleve.

De skulle jo ligesom se Danmark før de forlod det igen!

De havde klaget rimelig meget over det i starten, men ved hjælp af min stædighed fik jeg dem overtalt, og nu var vi på vej!

Vi ville kun gå en lille tur i skoven, men det skulle nok blive hyggeligt!

Jeg havde taget mine bukser på igen, og sko og de der, men jeg havde stadig Liams trøje på, for den duftede så dejligt af ham, og hans duft havde en meget sød smag af tryghed.

Drengene havde bare sådan noget afslappet tøj på, og det passede vidst meget godt til sådan en tur her!

Lidt længere fremme kunne jeg skimte noget vand, og jeg begyndte at løbe lidt derhen af.

Jeg kom hen til vandkanten, og stod lidt ved siden af en bro, der var lige til højre for mig.

Jeg satte mig ned på hug, og mærkede kort på vandet.

God! Det var jo KOLDT!?

Drengene kom hen til mig, og de virkede heldigvis mere friske nu, for de gik og fjollede lidt med hinanden.

"Ej, prøv at se den hængekøje derovre! Kan vi ikke godt gå derover?" Spurgte Niall, og kiggede bedene på os.

Jeg smilede, og lagde nu først mærke til en hængekøje der hang over vandet fra et stort træ.

Mit blik søgte efter en vej til at komme derover.

"Sorry Niall, men den eneste måde at komme derover på, er ved at svømme" Sagde Zayn, der ogå havde fundet ud af det.

Et smil kom frem på mine læber, og jeg begyndte at gå hen af broen.

"Jamen hvad venter vi så på?" Spurgte jeg drillende, og begyndte at trække ned i mine bukser.

Jeg kunne høre nogle løbende skridt bag mig, og da jeg kiggede kom de alle fem gående, nogle mere beslutsomme end andre.

Jeg havde endelig fået mine bukser af, så tog jeg mine sko og strømper af, og til sidst min bluse.

Jeg kunne godt mærke drengenes blikke på min krop, men jeg havde egentlig ikke noget imod det.

Jeg tænkte ikke så meget over at jeg kun stod i undertøj, for det var jo stort set det samme som badetøj, ikke?

Det syntes jeg!

Jeg tog en dyb indånding, før jeg bøjede lidt i knæene, tog armene over hovedet, og lavede et perfekt hovedspring ned i vandet.

Kulden ramte mig med det samme.

Jeg fik det koldt og varmt på samme tid, jeg fik det rart, jeg fik det forfærdeligt, jeg havde det underligt..

Hurtigt kom jeg op til overfladen, og trak vejret.

Fem drenge stod oppe på broen, og stirrede forundret på mig.

"Er der ikke koldt?" Spurgte Zayn, og kiggede lidt skræmt på vandet.

Jeg grinte, og begyndte at svømme lidt baglæns hen imod hængekøjen, stadig med blikket mod drengene.

Harry var ikke sen til at tage sit tøj af, og lave en enorm bombe ned i vandet.

Så snart han kom op til overfladen begyndte han at råbe, og skrige, og resten af drengene grinte helt vildt af ham, og det samme gjorde jeg.

Han grinte også lidt med selv, og så hoppede de andre drenge også i, og de havde alle den samme reaktion som Harry.

Jeg svømmede helt over til hængekøjen, og satte mig med besvær op i den.

Drengene kom hen til den, men så var det at det gik galt.  

Da Liam skulle op som den sidste begyndte den at svinge frem og tilbage, og han fik på en eller anden mærkelig måde fat om min ankel, og fordi han forsøgte at hive sig selv op af vandet, faldt jeg ned i det igen.

Så snart jeg kom op til overfladen begyndte jeg at grine helt vildt.

Hvorfor, vidste jeg egentlig ikke, det gjorde jeg bare.

Liam og de andre deltog i mit grin, og jeg blev nødt til at holde fast i kanten af hængekøjen for ikke at drukne.

Okay, det er ikke sandt, Liam ville aldrig lade mig drukne, men i ved hvad jeg mener!

Efter noget tid kom vi alligevel op i hængekøjen, og krøb sammen for at få varmen.

"Hvorfor i alverden fik du os til at gøre det her?" Spurgte Zayn, og så bebrejdende på mig.

"Hey! Det var faktisk Niall der kom med idéen!" Sagde jeg, og lagde armene over kors.

Liam lagde armen om mig, for jeg tror han kunne se at jeg frøs rimelig meget.

"Hallo? Jeg sagde bare at man kun kunne komme herud ved at svømme. Det var ikke mig der tog springet!" Sagde han, og smilede drillende til mig.

"Hvad siger i til at vi lukker den her diskussion?" Spurgte Louis, og vi begyndte alle sammen at grine helt vildt.

Lige indtil jeg hørte en helt bestemt stemme.

"AMY!? KAN DU SÅ KOMME HERIND, HVORDAN KUNNE DU NOGENSINDE FORLADE DIN LILLESØSTER HELT ALENE!? HUN ANEDE IKKE HVOR HUN SKULLE FINDE DIG! KOM SÅ HERIND! NU!" Min mors stemme hørtes ud over hele søen.

Heldigvis kunne drengene ikke forstå dansk, så det gjorde ikke så meget.

"Wooops.. Min mor.." Sagde jeg, og sendte dem et skævt smil.

"Det har været en helt speciel aften, fuld af minder jeg helt klart vil gemme til jeg en gang bliver gammel og grå. Jeg håber vi ser hinanden igen! Måske skulle jeg alligevel overveje at blive fan af jer, i er jo egentlig nogle pænt flinke fyre!" Sagde jeg med et smil på læben, inden jeg smuttede ned i vandet.

Kulden ramte mig endnu en gang, men jeg havde sådan nogenlunde vænnet mig til det nu, så det gjorde ikke så meget.

Jeg hørte godt at der også var en anden en der svuppede ned i vandet, men jeg vendte mig ikke om for at tjekke hvem det var.

Jeg kom helt hen til badebroen, og begyndte at klatre op af den.

Så snart jeg kom op, kunne jeg høre at personen også var ved at komme op.

Liams søde ansigt kom til syne, og han klatrede hurtigt helt op, og stillede sig overfor mig.

"Det har været en af de bedste dage i hele mit liv i dag." Sagde jeg med et smil på læben, og med mit hjerte der bare hamrede løs i mit bryst.

Liam gik lidt tættere på, og lagde sine arme om mig.

"Det har været den bedste i mit liv." Mere fik han ikke sagt, inden jeg rykkede mig lidt tættere på, og mit ansigt var virkelig tæt på hans.

Det var ham der tog det endelige skridt, og vores læber mødtes i det mest lidenskabelige kys, jeg længe havde oplevet.

Hele omverdenen forsvandt for mit blik, og det var kun Liam og mig. Mig og Liam. Os to. To. Os. Os to.

Min hjerterytme gik helt grassat, jeg kunne slet ikke styre den.

Desværre blev vores helt perfekte øjeblik ødelagt ved at min mor hev mig i min arm, faktisk gjorde det virkelig ondt.

Hun trak mig væk fra Liam, og jeg kunne fornemme at hun kiggede meget strengt på mig, men mit blik lå kun på Liam.

Jeg smilede undskyldende til ham, da min mor trak mig helt væk, og hen imod parkeringspladsen.

Jeg blev sat ind i bilen, hvor Lilly også sad, og så lidt såret på mig.

Min mor begyndte straks at skælde mig ud, men jeg lukkede bare det hele ude.

Måske ville Liam og jeg aldrig møde hinanden igen, men de få timer vi havde sammen havde minder nok til livslang lykke.

---------------------------

Så har jeg endelig fået lagt kapitlet ud :D

Hvad syntes i så?

Jeg er selv rimelig stolt af det XD

A.K.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...