Car crash (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2013
  • Status: Igang
Leah´s forældre er kørt galt med hendes 3 små søskende Elena, Noah og Elizabeth. Leah får intet af vide om hvad der er sket med dem, ud over hendes bror Noah, som hun er med indlagt hos. Men ikke hvem som helst kørte bilen, det var Justin Bieber, og hun er rasende på ham, men alligevel er han jo meget sød?

4Likes
5Kommentarer
662Visninger
AA

3. Jason

Hvad fanden er det for en lyd, jeg gned mig i øjnene, og var endnu ikke helt vågen i nu. Jeg kiggede over mod Noah, som lå så stille og roligt i hans seng. Lyden kom endnu en gang, og jeg kom i tanker om at det var min mobil der ringede. Jeg løb over efter den, da jeg ikke var sikker på hvor længe den havde ringet. "det er Leah" mumlede jeg halvt i søvne, "Undskyld jeg vækkede dig Leah, men jeg står nede i for hallen, kommer du ikke ned?" svarede Jason i den anden ende. "Jo kommer nu" mumlede jeg. Jeg skyndte mig at hoppe i noget tøj, ville jo ikke gå der ned i kun en t-shirt og underbukser. Jeg kiggede endnu en gang over til Noah, men han lå og sov så trygt. Bare han ikke vågnede og opdagede jeg var væk? Jeg gik ud på gangen, og lyset skar i mine øjne. Da jeg kom ned i forhallen løb jeg over og krammede Jason, han knugede mig ind til hans bryst kasse, og tårene begyndte at løbe ned ad mine kinder. Efter han flyttede til Washington, for at studere, havde jeg ikke set ham længe. Og aldrig i mit liv havde jeg haft så meget brug for at se ham! Jeg var ked af at være den "voksne", og jeg havde også bare brug for, at en ville holde om mig, og fortælle mig det hele nok skal gå. Efter lidt tid, gik vi op til Noahs "stue", vi listede forsigtigt ind, og heldigvis sov han stadig. Jason satte sig på huk, og kyssede ham på kinden. Jason havde altid været den ældre, beskyttende bror, som altid var god ved sine søskende. Vi gik ud igen, og lukkede døren efter os, og gik så ud i cafeteriet for at snakke sammen. Her var tomt, og kun nogle få sygeplejersker og læger kom gående igennem- Hvilket var helt perfekt! At være alene, og stilhed, var lige hvad vi havde brug for. Efter at have snakket i en times tid, gik Jason igen, han havde lejet sig ind på det hotel, der lå næsten lige ved siden af hospitalet. Og jeg gik tilbage til værelset, og lagde mig til at sove igen. 

 

Endnu en gang, blev vi vækket omkring klokken 5, for at Noah kunne få taget blodtryk osv. Jeg gik søvnigt over til cafeteriet og hentede morgenmad. Efter vi havde spist, hoppede jeg i bad, i mens Noah så noget fjernsyn. Jason kom klokken 8, og Noah blev helt lykkelig over at se ham. Han fik mange kram og Noahs øjne lyste af glæde- Noah havde tydeligvis savnet ham. Resten af morgnen gik stille og roligt, men omkring klokken 1, skulle mig og Jason til samtale. Denne gang var det en ældre mandelig sygeplejeske, ved navnet Poul. Han var skaldet, med briller, men ellers et venligt smil. Vi gik ind i et af samtale rummene, endnu en gang et stort lystrum, med et rundt bor, og stole. Han havde både 2 gode og en dårlig nyhed. Den ene gode var at Noah, kunne stoppe med at være indlagt, hvis han dog kom til opsyn. Men den dårlig var, at de var nød til at give Elizabeth blod- igen. Men at det var ved at blive mere og mere kritisk. Vi måtte stadig ikke se hende... Den anden gode var, at vi kunne komme til at møde vores far, som efterhånden havde det godt igen. Da vi kom ud af samtalerummet gik Jason ind for at snakke med Noah, og få hans ting pakket, så han kunne komme til at bo på hottelet istedet. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og jeg satte mig ud i et af venteværelserne. Jeg krøb mig sammen, og begravede mit ansigt i mine knæ. Jeg kunne mærke en røre ved min skulder, og jeg vendte mig om for at se hvem det var. Det var Justin, som kiggede bekymret ned på mig, og jeg greb ham om hans hals. Han strøg mig blidt på ryggen, mens jeg bare græd, og græd ned i hans skulder. Han viskede beroligende ord i mit øre, men intet virkede, jeg kunne bare ikke stoppe med at græde. Efter lidt tid, besluttede vi os for at gå ned i hospitalets "park". Jeg skrev en hurtig besked til Jason, at jeg var gået en tur. Og så gik vi ellers. Justin havde endelig fået gipsen af, men han humpede dog stadig. Vi sad længe nede på en af bænkende, og jeg lænede mig op af hans skulder. Vi sagde ikke så meget, men jeg følte mig så utrolig tæt med ham. Altså ligepludselig betød han noget?- skørt! Men han var altså den eneste jeg havde lyst til at snakke med lige nu. Vi begyndte at snakke lidt, hans mor havde det heldigvis bedre, og jeg fortalte ham om situationen i min familie. Da jeg fortalte det om Elizabeth, kunne jeg se smerten i hans øjne, han havde det forfærdeligt over "hvad han havde gjort". Efter lidt tid spurgte han "jeg ved godt det er noget mærkeligt noget at spørge om.. Og du har nok heller ikke lyst..." han tav, men jeg kiggede opmuntrende op på ham, og efter lidt tid fortsatte han, "altså skal du noget næste Lørdag? Vi kunne måske dele en pizza eller noget" han kiggede genert ned i jorden, og han virkede helt nervøs, "det vil jeg gerne" svarede jeg. Jeg kunne se hele hans andsigt lyste op, og han virkede helt lykkelig. På kort tid var jeg gået fra at hade ham, til at han var enorm vigtig for mig, uden jeg kunne forklare hvordan. 

 

Senere på dagen mødte vi min far, han havde heldigvis ingen større problemer, men hans ribben var bukket, og havde påvirket hvordan han trækkede vejret, så de ville holde opsyn på ham. Jeg flyttede over på hotellet, hvor jeg delte seng med Jason. Ugen gik langsomt, om Søndagen mødte vi min mor igen, hun var kommet galt af sted med sit hoved, men hun var okay igen. Tirsdag fik vi Elena at se, hun havde brækket nogle knogler men da hun var så lille, var det vigtigt for dem at holde øje med hende. Og endelig mødte vi Elizabeth om Fredagen, hun var utrolig bleg, og "slatten" men det sagde sygeplejerskerne var almindeligt, når man havde fået så meget blod som hun havde. Vi tog hjem til vores hus Fredag aften, da Elizabeth kunne blive kontrolleret fra vores eget sygehus af. Det var fantastisk at være hjemme igen, og jeg skyndte mig at ringe til Molly.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...