Someday I'll be in Paris

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2013
  • Status: Igang
Elena har altid haft en drøm om at rejse til kærlighedens by - Paris.
Hun drømmer om at finde ægte kærlighed, og da hun får muligheden for en rejse til sit livs by, er hun sikker på at hun vil finde denne kærlighed.
Men da hun kommer dertil, bliver hun draget ind i den magiske by og lige pludselig er det ikke kærligheden, som kommer i første række.

40Likes
53Kommentarer
1005Visninger
AA

3. Besked

Mit lange mørke, let krøllede hår hang løst ned over mine skuldre og fortsatte til midt på ryggen.
Jeg hev lidt ned i den ålestramme sorte højtaljede nederdel og åbnede min blazer. Det var en varm solksinsdag, sådan en hvor man bare havde lyst til at sidde udenfor hele dagen, mens man spiste jordbær og læste i et sladderblad. 
Men i stedet for at tilbringe min dag sådan, så havde jeg siddet inde på mit lille kontor, som jeg delte med min kollega Ashley, og arbejdet benhårdt på at få alle artikler klar til tiden. Artikler som skulle i denne måneds udgave af WOW! Magasin, som vi var så heldige at arbejde på. Og nej, dette var ikke ironisk ment, for jeg var virkelig taknemmelig for at arbejde der. Jeg havde altid været vild med at skrive, og allerede i starten af mine teenageår, fik lærerne øjnene op for mine evner inden for skrivning.
Da jeg så kom på college, skrev jeg en artikel til et ungdomsblad - om det at være ung, og redaktørene for bladet var meget begejstrede for den. Jeg fik derfor min egen månedlige klumme i bladet, hvor jeg skrev om netop det at være ung, hverdagsproblemer og selvfølgelig - forelskelse.
Da jeg var midt i min collegeuddannelse, som 19 årig, ville jeg gerne videre med skriveriet i stedet for bare to spalter hver måned i et teenageblad. Jeg ville være mere - vise at jeg kunne mere. Det andet var slet ikke nok for mig, da de heller ikke kunne tilbyde mig andet. Jeg havde højere og større ambitioner, så jeg begyndte at søge job hos større aviser og blade, samtidig med at jeg studerede. Jeg fik massevis af afslag - så mange så jeg til sidst ikke havde tal på det, og det var utroligt hårdt, for med hver eneste afvisning dalede mit selvtillidsniveau en smule. Det kom dog fuldt ud tilbage med mere til, da jeg fik tilbudt et job for Wow! Magasin - et af USA's største kvinde magasiner. De skrev om alt fra mode til novellesamlinger fra læserne, og jeg sagde med det samme ja.
Jeg kan huske, at jeg blev så glad, da damen ringede og fortalte mig de fantastiske nyheder, at jeg tabte mobilen af bar overraskelse og glæde.
Det viste sig, at de var vilde med mine klummer og min måde at skrive på. "Jeg talte til læseren gennem mit sprog," som de så fint, formulerede det.
De var desuden også ligeglade med, om man havde afsluttet sin uddannelse, da det ikke kom an på hvad der stod på ens eksamenspapirer, men at man kendte til dagligdagen og verden omkring sig - og så at man kunne formulere sig, hvilket jeg ingen problemer havde med.
Så, efter lange og hårrivende samtaler med mine forældre, fik jeg deres godkendelse til at droppe ud af college og starte på Wow!
Selvom jeg vidste, at det var det jeg ville, så var det alligevel en svær beslutning i mit tilfælde. Hvad hvis jeg, på et tidspunkt blev fyrret og stod tilbage arbejdsløs og uden nogen ordentlig uddannelse?
Det som fik mig overtalt var, hvad min bedste veninde sagde til mig dagen før, jeg skulle afgive mit svar:
"Du vil fortryde det resten af dit liv, hvis du ikke tager imod det her job - og det ved du også godt selv. So what om du en dag bliver fyrret! Du er den sejeste person jeg kender, og du kommer videre ligemeget hvad. Ellers crasher du bare en sofa hos mig."
Vi havde grinet af hendes ord, men hun havde alligevel rørt ved noget inden i mig, hvilket fik mig til at møde op næste dag og takke ja til tilbuddet om et arbejde som journalist i en skyskraber på Manhatten.
Jeg elskede når folk spurgte mig om, hvor jeg arbejde, og jeg så stolt kunne svare: "Jeg er journalist på Wow! Magasin, som ligger på Manhatten, og jeg bliver tit inviteret til forpremierer og V.I.P fester."
Okay, som om jeg nogensinde sagde det, jeg hadede at prale. Jeg ville i hvert fald aldrig sige det på den måde. Men jeg var virkelig stolt af, hvad jeg havde præsteret på så kort tid.

Så nu gik jeg så her, og havde det faktisk helt og igennem godt. Ja, jeg ville ønske, at jeg havde en kæreste at komme hjem til, men man måtte jo være glad for det man havde, og ligenu - mens jeg var på vej hjem til min Manhatten lejlighed med udsigt over byen og med tanken om, at jeg snart skulle nyde en stor espresso, var jeg glad for mit liv og taknemmelig for alt, hvad jeg havde fået.
Og hvis jeg, på det tidspunkt, havde vidst hvad jeg snart ville finde ud af, så er jeg overbevist om, at jeg ville have glemt alt om cremede espressoer, bløde lænestole og gode bøger for længst.
 

***

 

Jeg roddede min taske igennem efter mit nøglebundt, og da jeg endelig fandt dem, og mærkede den lille lyd, det giver, når en nøgle passer perfekt i nøglehullet - var det den mest behagelige lyd, jeg til dags dato havde hørt.
Tro det eller ej, men det var faktisk hårdt arbejde at arbejde for et så stort magasin som Wow! Det var ikke kun i USA, det var stort. Også størstedelen af Europa solgte magasiner i stakkevis, og det krævede ikke så lidt at holde sådan et verdensomspændt magasin kørende.
Eftersom magasinet var til kvinder, så fyldte artikler om tøj og makeup en stor del af magasinets sider, men Ashley og jeg stod for at skrive om de lidt mere dybe emner som for eksempel overvægt, deppresioner og, hvis i ikke havde gættet det, kærlighed. Det hændte da også i ny og næ, at man fik til opgave at bedømme den nyeste Chanel neglelak eller interviewe en ny designer, men for det meste handlede vores arbejde om at skrive artikler som fangede og som man kunne leve sig ind i som kvinde. Jeg elskede dog at skrive om moden og gik selv meget op i det.
Men, som sagt så krævede det enormt meget at køre et magasin som Wow! Der var ikke bare artikler, som skulle skrives. Selvfølgelig skulle de afleveres til tiden, og så til korrekturlæsning og videre til trykken. Hver morgen blev der også holdt møde for redaktionen om dagens arbejde, og det skete tit, at der kom ændringer i planerne i sidste øjeblik, så man hurtigt skulle finde noget andet at skrive om, eller fuldstændig blev cuttet ud af udgaven på grund af pladsmangel.
Ja, det var stressende og nogle gange endda frustrerende - men jeg elskede det.

Jeg åbnede døren til min elskede lejlighed og trådte ind i den velkendte duft af.. ja lejlighed.
Jeg smed min taske fra mig ved indgangen og beundrede for en kort stund mit hjem.
Min mor havde hjulpet mig med at finde og købe lejligheden, da hun arbejdede som ejendomsmægler. Vi var mange steder igennem, indtil vi fandt denne. 
Allerede mens vi stod og betragtede bygningen udefra, havde jeg en god fornemmelse, og jeg blev ovenud lykkelig, da det viste sig, at min fornemmelse holdt stik. Lejligheden var meget lys, hvilket var det første som fangede mig. Mit barndomshjem var nemlig også lyst med store panorama vinduer, og det havde jeg altid elsket.

Man startede med at træde ind i en lille gang, hvortil man blev ført videre ind i køkkenet og stuen, som var et og samme store rum. Køkkenet bestod af hårde hvidevarer af rustfrit stål samt hvide køkkenskabe, og i stuen havde jeg, udover mit runde spisebord, en sofa, et fjernsyn og en bogreol.
Ud over det bestod lejligheden af to andre rum, nemlig et soveværelse og et lille badeværelse.
Det var måske ikke den største lejlighed, men da jeg jo kun var en person, var det helt som det skulle være, og hvis det allligevel skulle ske, at der flyttede en mere ind, så var et soveværelse jo stadig nok.

Jeg havde altid været vild med indretning og havde lagt meget arbejde i at få lejligheden til at være så hyggelig som muligt. Jeg havde holdt det hele i lyse og hvide farver, men i køkkenet var alle køkkenredskaber for eksempel i meget skarpe røde, gule og blå farver, som brød det hvide mønster, hvilket jeg var helt vild med.
Jeg havde også et stort og farvestrålende tæppe, som jeg havde fået af mine forældre, som i sandhed gav lejligheden noget farve og kant og stod i stor kontrast til det lyse.
Jeg var også et rigtigt ordensmenneske, så min lejlighed var altid ren og præsentabel. Min mor havde altid sagt, at ens lejlighed sagde utroligt meget om en selv, hvilket jeg gav hende fuldt ud ret i.

Jeg gik over til min espressomaskine og tændte for den. Mens jeg ventede, satte jeg mig over i sofaen og nød stilheden og følelsen af at være hjemme.
Stilheden og roen blev afbrudt af en høj og vibrerende lyd, og jeg skyndte mig hen til min taske og roddede den igennem. Selfølgelig da jeg først fandt min mobil, havde personen allerede lagt på. Han eller hun havde dog efterladt en besked, så jeg ringede voicemail op og lyttede opmærksomt.

"Hej Elena, dette er Christina din chefredaktør på Wow!
Jeg ville bare lige bede dig om, at møde op på mit kontor i morgen tidlig, da jeg har noget jeg skal snakke med dig om. Jeg regner så med, at vi ses i morgen."


Der lød en piiblyd, og opkaldet blev afbrudt.
Jeg sad med mobilen i hånden og kunne ikke rigtigt få samling på alle de tanker, som der lige pludselig fyldte mit hoved.
Jeg bliver fyrret. Ja, det er helt sikkert.
Oh fuck.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...