Forbudt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2013
  • Status: Igang
Julie er en pige som ikke finder sig i noget. Hun er stærk og voksne er bare til besvær, men det ændre sig da en lærer kommer ind og vender op og ned på hendes følelser.
Hendes styrker bliver pludselig til svagheder, og forelskelse rammer steder hvor det bestemt ikke er meningen.

6Likes
1Kommentarer
541Visninger
AA

3. 3. kapitel

Jeg kunne høre stemmer fra mine klassekammerater, inde i lokalet.
Det var pinligt at komme for sent. Jeg kunne ikke lide at tage opmærksomhed.

Jeg rettede på mit tøj og mit mørke hår, før at jeg åbnede døren til klassen.
”Undskyld jeg kom for…” Jeg nåede ikke at sige mere, før at et utroligt syn mødte mig.

Jeg havde regnet med at møde Lones rynkede fjæs, men i stedet mødte jeg en prins. En drømmeprins.

Hans sorte hår sad perfekt – hans pandehår var strøget til side, og han lignede en filmstjerne.
Hans øjne var brune, næsten sorte og hans smil var hvidt som sne.

”Hvad?” Sagde han og løftede øjenbrynene.
”Undskyld jeg kom for sent…” Sagde jeg stille og mærkede for første gang i lang tid, at mit stemmebånd snoede sig sammen, og når jeg prøvede at snakke, kom der en hæs og lille stemme ud.

”Det er i orden, lad det ikke gentage sig” Sagde han og smilede.

”Undskyld” Gentagede jeg og satte mig på min plads.

”Nu må jeg nok nød til at præsenterer mig selv igen” Sukkede han, og jeg kiggede forlegent ned i mit bord.

På mit bord havde jeg tegnet forskellige ting. Man måtte egentlig ikke tegne på bordet, men det var der ingen som tog hensyn til – og overhovedet ikke mig. Jeg tog aldrig hensyn til voksne.

”Jeg hedder Pierre og jeg er jeres vikar i denne uge. Jeg er halv franskmand, så jeg har styr på faget” Grinede han.

Jeg grinede svagt. Pierre? – Pierre lød som en forvrænget udgave af ordet ”Pære” og jeg følte næsten sympati for manden.

”Hvad griner du af?” Sagde han og smilede stort, imens han løftede øjenbrynene.
”Det er ikke hver dag at man møder nogle som hedder Pære” Grinede jeg og trak på skuldrene.

”Det er et typisk Fransk navn – men nu hvor du har åbnet munden, så kan du vel fortælle mig dit navn på Fransk?” Grinede han.

Jeg sukkede dybt. Det var typisk mig og min store mund. Den talte når man ikke burde tale.
”Hvad hvis jeg ikke gider?” Sagde jeg med et lille smil.

”Indrøm det, du brænder for at vise hvad du kan!” Sagde han.

De andre elever sad og kiggede fra mig til Pierre, det var en kamp imellem mig og læreren nu.

Jeg måbede næsten. Selvom jeg ikke havde synderligt meget lyst til at tale fransk, så var det som om at han SÅ noget i mig. Han så at jeg havde et behov for snart at vise hvad jeg kunne.

Måske vise andre at jeg ikke var en uduelig pige fra Flaurup, eller også vise det for mig selv.

Jeg fortalte hvad jeg hed på Fransk, og fik det overstået.
Det var første gang i lang tid at jeg havde gjort hvad en lærer sagde.

”Du har en god fransk udtale” Sagde han, før at han vendte sig om, for at gå videre med undervisningen.

Undervisningen var underlig. Jeg blev ved med at høre de rosende ord ”Du har en god fransk udtale.”
Jeg vidste ikke om jeg skulle tro på det. Havde JEG en god fransk udtale?

Det var sjældent at jeg fik ros, og det var svært for mig at tro på.

Han havde en chokoladebrun hud, og når han grinede og smilede så lagde han tungen imellem tænderne så man lige kunne skimte den.

Han havde en hvid v-hals trøje på, og han havde beige bukser, imens at han havde et sort læderbælte til.

Da timen var slut satte han sig til katederet for at ordne nogle papirer og drikke resten af sin kaffe.

Hvorfor er det at lærere ALTID drikker kaffe? – De kommer altid ned i klasserne med en kop med kaffe i.
Nogle gange ville jeg gerne arbejde som skolelærer. Så kunne jeg sidde og drikke te, imens at børnene skulle kæmpe for at klare eksaminerne.

En gruppe af piger gik op til katederet for at snakke med Pierre.

”Hvor gammel er du Pierre?” Spurgte Nadia, som altid var frembrusende.

Selvom Nadia ikke var pæn, så var jeg misundelig på hende. Hun havde selvtilliden, og selvom hun var buttet, så elskede drengene hende, fordi at hun fremstillede sig selv, som den lækreste pige i verden… og hun fik andre til at tro på det. Inklusiv mig.

”Jeg er 25 år” Sagde han og kiggede op fra sine papirer, for at snakke med eleverne.
”Du er ligeså gammel som min storebror!” Sagde Ella, som var lidt kikset. Hun havde brunt hår og nøddebrune øjne. Hun var virkelig sjov og sød, og drengene kunne også godt lide hende. Hun var ikke den skarpeste kniv i skuffen, men hun var virkelig venlig, og alle elskede hende.

”Vi er faktisk ligeglade med din storebror!” Sagde Klara. Hun var klassens snob. Hun så altid ”ned” på andre. Hun var hånlig og det lyste ud af hende.  

”Jeg vil da gerne vide det, måske kender jeg ham” Sagde Pierre og smilede sødt til Ella, som var blevet rød i hovedet.

”Han hedder Anton” Mumlede Ella genert, som tydeligvis var blevet flov over sin kommentar, efter at Klara havde hakket ned på den.

”Anton Andersen?” Sagde Pierre og grinede over hele ansigtet.
”Ja!” Grinede Ella, og kiggede spørgende på Pierre.

”Han gik på mit gymnasium - ej hvor sjovt! – Jeg kan huske da du var en lille lort!” Sagde Pierre og virkede helt entusiastisk.

Jeg sad stadig på min plads og grinede mentalt i mit hoved.

Pigerne fes rundt om Pierre og grinede falskt. Mit første indtryk af Pierre var at han var gudesmuk, men… Han var jo bare en lærer. En irriterende, provokerende og typisk lærer.

”Kommer du ikke op til os andre Julie?” Sagde han og smilede venligt.

Han kunne godt spare sig. Jeg ville ikke stå og fimse rundt om ham, som om at jeg var en desperat gammeljomfru.

”Ja” Sagde jeg og gik op til de andre.
Hvorfor sagde jeg ja?! – Jeg havde forestillet mig hvordan jeg kunne afslå på en sej måde, men alligevel havde jeg gjort som han sagde. JEG HAVDE GJORT SOM EN LÆRER SAGDE? – Var det her en eller anden sær drøm?

Jeg satte mig i en fin distance fra de andre piger. Jeg ville ikke ind i den ”kredsen” og gøre mig til, overfor en lærer som alligevel kun var vikar, og som jeg ikke skulle støde på hver dag, indtil jeg går ud om et år.

Det virkede helt underligt at jeg skulle gå ud i år.
Skoleåret var lige startet, så jeg havde omtrent ni måneder skolegang tilbage, før at jeg skulle på et lille gymnasium udenfor Flaurup. Det er rigtigt – Flaurup havde ikke engang et gymnasium.  Flaurup er Danmarks røvhul.

Jeg kunne stadig huske da jeg startede i skole.

Min mor havde lagt en blå og hvid ternet kjole frem, og nogle hvide ballerinaer.
Jeg kan huske hvordan jeg allerede følte afsky da min mor kom hjem fra byen, med skoene. Jeg elskede tennissko og gummistøvler – jeg elskede det praktiske, men det gjorde min mor bestemt ikke.

Allerede dengang lærte jeg om kompromis. Jeg tog den ternede kjole på, og mine prikkede gummistøvler indenunder. Også på trods af at det var en utrolig varm dag.

Ligemeget hvad, så var jeg stolt da jeg kom hen i skolen, med en fin Mickey Mouse taske, og en høj hestehale som svang frem og tilbage.

”Hvor længe har du været lærer?” Hørte jeg Nadia sige, imens at hun satte sig på hjørnet af katederet.

Pierre grinede, og fjernede nogle af hans papirer, så der var plads til Nadia. Han virkede meget tålmodig, og han havde snart siddet og snakket med os i hele det lille frikvarter.

”I et halvt år – Men Fransk er forholdsvis let for mig at undervise i” Grinede han. Endnu engang grinede han, så hans tunge kom frem imellem hans tænder.

Jeg fnøs stille, da jeg hørte hans selvglade sætning. Ja… han var franskmænd, vi havde forstået det.

Hans store nøddebrune øjne kiggede på mig. Endnu engang havde min mund taget over, og min hjerne kunne ikke stoppe den.

”Har du indvendinger?” sagde han, og løftede øjenbrynene. Han var meget flabet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...