Forbudt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2013
  • Status: Igang
Julie er en pige som ikke finder sig i noget. Hun er stærk og voksne er bare til besvær, men det ændre sig da en lærer kommer ind og vender op og ned på hendes følelser.
Hendes styrker bliver pludselig til svagheder, og forelskelse rammer steder hvor det bestemt ikke er meningen.

6Likes
1Kommentarer
562Visninger
AA

2. 2. Kapitel

Jeg føler at mit hoved er blevet tromlet ned af en lastbil.

Jeg vågnede klokken seks om morgnen (Alt for tideligt) Og jeg kunne ikke sove mere. En eller anden forfærdelig forbandelse er kommet over mig, så mine blodårer raser derudaf, og mit hoved ikke kan følge med.

Tak mor, for at have arvet migrænen fra dig.

Ville det ikke være VILDT hvis man kunne sætte sit ”Foster” i en maskine, og så kunne man sidde og regulerer hvordan barnet skulle blive.

Man kunne vurdere om barnet skulle have faren eller morens næse.
Hvis mine forældre havde reguleret mit ansigt, havde de forhåbentligt gjort det anderledes.

Mine læber er smalle, mine øjne kan ikke bestemme sig for om de skal være brune eller grønne, og derfor får de en farve som mest af alt ligner bæ.
Det eneste jeg er tilfreds med, er mit hår. Det er mørkebrunt og nærmest sort, og det er stort og krøllet.

Nogle syntes at jeg ligner Esmeralda fra Klokkeren fra Notre dame… Nej, det er løgn. Men gid at der var nogle som sagde sådan noget til mig.

Hvis jeg kunne regulerer mit kommende barn i en maskine, så skulle barnet i hvert fald ikke have mit negative sind.
Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt? – Jeg forstår ikke de folk som kan se det, som halvt fuldt… Jeg ser glasset som halvt tomt, og det har jeg altid gjort.

Uanset om jeg vil eller ej, så må jeg nød til at flytte min røv fra sengen og komme op.
Min mor er på klinikken, og min far er på værkstedet, så jeg kan ikke engang få lidt omsorg.

Det var så dejligt dengang at ens far eller mor kunne kysse smerten væk. Så kyssede min mor mig, på toppen af hovedet, og så kunne jeg ikke mærke det.

Jeg smuttede ud i gangen imens jeg mærkede mit hoved snurrer.
Jeg skulle bare ud på badeværelset og tage en pille, før at jeg kunne cykle i skole.

Bare et par skridt til, før at jeg kunne sluge pillen, og smerten ville falme.
Hovedpinen var som en stram cykelhjelm – den pressede over hele mit hoved.

”Fuck mit liv!” Nærmest skreg jeg, imens at jeg forsøgte at finde hovedpinepillerne i et af skabene.

Jeg tog pillen og mærkede allerede en lille forbedring.. Måske var det hele hypokondri? Måske var det hele noget, som skete i mit sind og tanker.

Det er altid svært at skelne imellem følelser og tanker. Hvornår ”Føler” man noget og hvornår ”Tænker man noget.”

Vrede er en følelse, men jalousi er en tanke, eller hvad? – Hvornår sker det i hovedet, og hvornår sker det i hjertet?

 Eller hvor mon følelserne egentlig gemte sig.  
Nogle siger at følelserne sidder i nervebanerne, og andre syntes at følelserne sidder i hjernen?
Jeg tror faktisk at det er bevist at følelserne sidder i hjernen, i et af hjernecentrene, men er det ikke kedeligt?

Det virker så klinisk og banalt at følelserne bare skulle sidde i en klam hjerne. Det ville være smukkere hvis følelserne sad som morgendug, udenpå huden. At man kunne skimte, hvis man var rigtig dygtig, at folk havde et lille ”Væv” af følelserne som lå på fingerspidserne og ansigtet.

Jeg var faldet i staver foran spejlet. Det skete ofte at mine tanker løb af med mig, og at jeg kunne sidde i flere minutter og drømme mig væk.

Jeg rev mine nøgler ned fra den lille knage som de hang på, og løb ud til cyklen.
Jeg var allerede ALT for sent på den og jeg var sikker på at jeg endnu engang ville komme for sent, og være nød til at fortælle den grusomme undskyldning ”Jeg sov over mig.”

Hver gang at elever kom for sent, fortalte vores lærer at det var respektløst og tarveligt imod vores klassekammerater… Jeg er enig, men jeg kan ikke gøre for det. Mine tanker løber af med mig, og pludselig har jeg siddet og tænkt på alt muligt ligegyldigt i ti minutter.

Jeg er egentlig ligeglad med at tage lærerens tid. Jeg er ikke en person som ligger under for autoriteterne, men jeg vil alligevel gerne være en god klassekammerat.

Jeg var kommet på cyklen og jeg drønede ud af, som en dopet Bjarne Riis. Min fransklære Lone, som jeg skulle ”Hygge” mig med hele ugen, var forfærdeligt streng, og hvis man kom for sent, så kunne hun finde på at gøre nar af en.

Hu kunne komme med spydige kommentarer som:
”Så det passede ikke herskabet at komme til tiden” Eller ”Julie tror åbenbart at der gælder særregler for hende.”

Jeg følte mig altid til grin når min fransklære sagde sådan, men jeg var egentlig ligeglad. Jeg havde allerede tisset mentalt på Lone, siden første gang at hun gjorder nar af mig. Men indvendig var jeg sorget og ked af det.

Jeg nåede til skolen og jeg låste min cykel og drønede op i klassen.

 Klokken havde vidst ringet. Der var ingen børn på gangene, og man kunne høre stemmer fra lærere og elever, fra forskellige døre på den lille gang.

Min skole var ikke specielt vedligeholdt. Trappernes gelændere var slidte og bænkene i skolegården var stort set totalt smadrede.

Skoleinspektøren var også tung i røven. Hver gang at jeg var kommet op på skoleinspektørens kontor fordi at jeg kom for sent, så sad han og kørte rundt på hans kontorstol, som et lille barn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...