Forbudt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2013
  • Status: Igang
Julie er en pige som ikke finder sig i noget. Hun er stærk og voksne er bare til besvær, men det ændre sig da en lærer kommer ind og vender op og ned på hendes følelser.
Hendes styrker bliver pludselig til svagheder, og forelskelse rammer steder hvor det bestemt ikke er meningen.

6Likes
1Kommentarer
571Visninger
AA

1. 1. Kapitel

Kan du huske dengang man troede på superhelte, spøgelser eller måske feer?

Jeg kan tydeligt huske Peter Pan. Drengen som aldrig blev voksen. Mi n storebror elskede Spiderman og han klatrede altid rundt i møblerne, og legede at han havde ederkoppekræfter.

Min storebror hedder Oliver. Han er lige flyttet hjemmefra. Han er tyve år, og er flyttet sammen med hans kæreste Hannah.

Jeg er femten… Vildt irriterende alder. Min menstruation er uforudsigelig, og mine forældre irriterer mig grænseløst.

Min mor hedder Dorthe og arbejder som læge. Min far hedder Poul og arbejder som tømrer.
Jeg bor i en by i Jylland. Det er ikke en stor by, men det er heller ikke en lillebitte landsby.

Forestil dig en by, hvor der er en gågade. En gågade hvor der er lækre butikker og små cafeer, og lidt væk fra gågaden er der små lejligheder på ca. 2 etager, og et par små huse hist og her. Sådan ser der ud i min by.

Min far arbejder lidt udenfor byen. Der har han et værksted, og så laver han kommoder af træ og paneler.

Min mor arbejder i byens lægeklinik. Hun arbejder ofte, og er sjældent hjemme.
Da jeg var mindre, var jeg tit med hende på arbejdet. Så sad jeg ude i venteværelset og læste tegneserieblade og legede med dukkehuset.

Jeg var nok ikke en typisk femårig pige. Jeg elskede drengeting. Jeg blev også utrolig mopset, da min lærerinde spurgte om jeg ikke ville lege med Barbie, og ikke Action figurer.

Allerede dengang, var jeg en feminist. Der var ikke nogle som skulle sætte mig i bås – og der var ikke nogle som skulle styre, hvad jeg ville og hvad jeg skulle.

En dag tog jeg alle barbiedukkerne ud i toilettet, og tissede på dem. Det var en femårigs primitive form for protest. Toilettet stoppede, da jeg forsøgte at skylle dem ud og pædagogerne så det selvfølgelig som problematisk.

Pædagogerne holdt et møde med mine forældre, og fortalte dem om min ”Besynderlige” adfærd.
Min mor grinede bare, og fortalte at hun syntes det var sundt at børn ”Eksperimenterede” med tingene, og viste deres synspunkter, så godt de kunne.

Ja, min mor havde vel noget ret i at NOGLE børn har det sådan, men tja… Jeg tisser stadig mentalt på de ting jeg ikke finder mig i.

Jeg sidder lige nu og kigger op i loftet. Mit loft er hvidt, men når man har kigget på det, i et stykke tid, så begynder man at se detaljerne.

Sådan er det ofte med livet. Man kan leve det, uden at ligge mærke til det. Men når man så tænker på det, efter et par år, så finder man ud af hvad man gik glip af, fordi man bare så det ”hvide” i stedet for nuancerne.

Min underlige kærlighed for action figurer og andre fantasivæsner, fik alligevel mine forældre til at gruble over om interessen havde taget overhånd.  

En dag, da jeg sad og så Peter Pan, trak de mig ind til spisebordet.
Jeg hoppede op på stolen og kiggede på dem.

Jeg var kun syv år, og jeg kunne ikke lide mine forældres alvorlige blikke.

Mit liv var en leg og det var sjældent at jeg græd. Faktisk græd jeg kun hvis jeg slog mig, eller faldt. Jeg græd DEN dag. Jeg græd den dag at de fortalte mig dét.

”Julie?” Sagde min mor med en blid stemme, og klappede mig forsigtigt på låret.

Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg vidste at de ville snakke med mig om noget, som jeg ikke ville kunne lide. Jeg svarede dem faktisk ikke. Jeg tror bare at jeg stirrede på dem. Ventede på at de ville flå plasteret af.

”Du ved godt at Action figurer, Peter Pan og superhelte ikke findes i virkeligheden ikke?” Sagde min mor og kiggede på mig, med et blik som stadig ligger klart i mine erindringer.

Selvom det ikke lyder som en forfærdelig samtale, eller spørgsmål, så var det for mig, som at rive mit liv fra hinanden.

Måske var det fordi at jeg kun havde set min lille by ”Flaurup” eller også fordi at jeg følte at ”spændingen” af mit liv, nu var revet itu.
 

Flaurup var uinspirerende. Når mig og mine veninder skal have det ”Vildt” så tager vi enten i det lille bowlingcenter, ellers smutter vi hen på skaterbanen.

Jeg ville ønske at jeg stadig troede på ”Superhelte.” Livet ville være så meget mere interessant, hvis man kunne bilde sig ind at ting fandtes som ikke gjorde.

Jeg havde også været en smule forelsket i skuespilleren Leonardo DiCaprio. Jeg forestillede mig altid at vi var kærester, og at han snart ville besøge mig. Men ALTID kom tanken ”Det sker kun i mit hoved.”

Hvis bare det ”Virkelige” var dét man selv bestemte. Hvis man selv kunne bestemme sin virkelighed.
Hvis man læste en god bog, og man hellere ville leve i bogen, end i Flaurup, så kunne man vælge at gøre det.

En dag, når jeg er gammel nok, så flytter jeg til København og får et arbejde som designer eller forfatter, og DER kan jeg få succes.

I Flaurup er der ingen muligheder. Medmindre man vil være ekspedient, læge, frisør eller postbud.  

Jeg er virkelig blevet træt af at glo op i loftet. Jeg tror at jeg vil pakke min skoletaske. Det er mandag i morgen. Denne her uge bliver totalt forfærdelig.

Hele ugen skal vi have om Frankrig. Vores fransklære har fået lov til at ”Booke” alle vores timer i denne uge, så vi kan få en ”Mindre” emneuge, hvor vi skal ”terpe” fransk.  Nej tak Lone… Nej tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...