The Black Heart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 23 feb. 2014
  • Status: Færdig

4Likes
7Kommentarer
341Visninger
AA

4. Foreningen

Roselia og jeg havde nu været gift i et år, og vi ventede vores første barn sammen. Det var underligt for os, da vi jo var atten og sytten år. Men vi glædet os rigtig meget. En dag da Roselia og jeg gik os en tur, hørte vi noget. Roselia tog bange om min arm. Med et mærkede jeg et i min mave, og jeg sank på knæ. "Dark!" Skreg Roselia, og lagde sine arme om mig. Der stod en stor flok mænd rundt om os, jeg genkende dem hurtigt. Det var de mænd som der opsøgte Roselias far, for at finde mig, da jeg var lille. "Hvad er det I vil!" Skreg Roselia af dem. For hun var rasende over, at de bare havde slået mig i maven. Jeg havde jo ikke gjort dem noget, så hvorfor angreb de os så. "Giv os den udødelige der tøs, så sker der ikke noget slemt" sagde en. Der blev jeg vred, ingen skulle true min Roselia. Jeg rejste mig, og sprang på ham, der havde truet Roselia. Jeg blev ved med at slå ham, men stoppede da Roselia lagde sin hånd på min skulder. Jeg rejste mig, og tog om hende og gik hjem. "Søde du må altså ikke blive så vred" sagde hun, og kyssede blidt min kind. "Det ved jeg godt, men ingen skal true dig" sagde jeg. For hvis noget eller nogen skadet hende, så ville jeg dræbe på stedet. Jeg gøs lidt, jeg bed mig i læben og var tavs hele vejen hjem. Med et slap Roselia min arm, og jeg vidste, at det var et dårligt tegn. Roselia gik op i vores træ hus, og jeg satte mig under træet. Der blev siddende, også da luften blev bidende kold. Jeg skammende mig, så jeg turde ikke gå ind. Med et stod Roselias far foran mig. Jeg blev noget overrasket. "Sir...jeg..." Sagde jeg og så ned. "Hvad foregår der Dark, hvorfor er du ikke hos Roselia?" spurgte han. "Jeg tør ikke, hun så eb meget dum side af mig" svarede jeg, og lagde mit hoved mod mine knæ. "Har du skadet hende" sagde han. Jeg stivnede, over det han sagde. "Nej aldrig, jeg har aldrig skadet hende. Men det tror De vist, bare fordi jeg er en udødelig" sagde jeg og gik væk. De så mig som et udyr nu. Roselia kom løbende, og tog fat i mig. "Søde Dark hvad skal du, hvorfor går du bare" sagde hun grædende. "Din far beskyldte mig for at skade dig" sagde jeg,mog tog hende ind i mine arme. "Jeg taler med ham min elskede" sagde hun. Hun kyssede min hals, og tog mig med hjem igen. Jeg så hendes far og ville bakke, men Roselia stoppede mig. Jeg så på hende. "Far hvorfor beskyldte du Dark for at skade,ned eneste Dark har skadet, er dem som der truede os" sagde Roselia vredt. "Skat rolig nu, husk på barnet" sagde jeg blidt. "Men Dark..." sagde hun og så på mig. "Din far må have haft sin grund til at beskylde mig for det" sagde jeg, og holdt om hende. "Det var ikke min mening Dark, men nu ligner du, den udødelige som knuste en pige fra byen for nogle år siden, det siges at en udødelig fik barn med en kvinde fra byen, men så da barnet var født, dræbte den udødelige barnet foran kvinden, og siden da har menneskene hadet udødelige, i frygt for ar den ulykke vil ske igen" sagde Roselias far. Jeg stivnede. "Jeg vil aldrig skade Roselia og barnet" sagde jeg, og holdt Roselia ind til mig. Hendes far nikkede. "Men en dag vil jeg finde ud af sandheden om det" sagde jeg. Efter det gik Roselia og jeg i seng, da det havde været en meget hård dag. Men jeg tænkte på det, vi havde fået af vide. "Jeg vil kende sandheden" sagde jeg, enden jeg faldt i søvn med min arm om Roselia. Jeg sad en aften sammen med Roselia, hun var ved at føde vores barn. Da en kom hen til os med et brev til mig. Jeg lagde det i lommen, og tog mig af Roselia. Kort tid efter havde Roselia født en dreng. Jeg var rigtig stolt af hende, og kyssede hendes pande. Roselias mor tog den lille og fik ham vasket. Hun gav ham til mig, imens hun vaskede Roselia. Jeg så ned på vores søn, jeg havde glædes tåre i mine øjne. Jeg kunne ikke fatte,bat jeg virkelig var blevet far. Jeg gav ham til Roselia, som begyndte at amme ham. "Hvad syntes du, at vores søn skal hedde?" Spurgte hun. Jeg tænkte mig om. "Hvad med Derek, det lyder stærkt, og det er et navn som både bruges af udødelige og mennesker" sagde jeg. "Det lyder godt, så Derek bliver hans navn" sagde Roselia glad. Jeg nikkede og gik udenfor, og tog brevet i min lomme. Jeg åbnede det, og læste det. Der var udbrudt krig mellem de udødelige og menneskene. Jeg vidste at selvom jeg var udødelig, så ville jeg kæmpe sammen med menneskene, for de var min familie nu. Jeg gik ind, og viste Roselia brevet. "Det kan de da ikke mene, du er jo lige blevet far!" Skreg hun, så den lille Derek vågnede og græd. "Skat alle mænd skal det her, selvom jeg skal kæmpe mod min egen slags" sagde jeg blidt, og fjernede hendes tårer. Hun så ned på Derek, og trøstede ham. "Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at vende hjem igen Roselia, det lover jeg dig" sagde jeg. Hun nægtede at se på mig, så jeg tog mine våben, og tog afsted. Jeg gik sammen med seks andre, og vi fik os noget af et chok, da vi kom til kamp pladsen. Der var allerede flere døde og sårede. De andre løb ned for at hjælpe. Jeg så direkte på en udødelig, som der sad på en sort hingst. Jeg løb mod ham. Jeg sprang på ham, så han faldt af hesten. Han trak sit sværd, og slog det imod mig. Jeg nåede lige at tage mit eget, og slog det imod hans sværd. "Hvorfor kan I ikke lade folk være!" Skreg jeg rasende. "Tror du, vi angriber for sjov, nej! Vi angriber for hævn!" Skreg han, og snittede mig i siden. Jeg skreg af smerte, og tabte mit sværd. Jeg tog mig til min blødende side, og bed sammen. Han hævede sit sværd over mit hoved, og med et hørte et skrig. Jeg så Roselia stå og kigge på os, hun holdt lille Derek ind til sig. "Roselia gå hjem, dette er ikke et sted for en nybagt mor!" Råbte jeg. Men Roselia kom hen til os. "Det er heller ikke et sted, for en nybagt far Dark" sagde hun. Den udødelige stivnede. . "Er du far!" Sagde han. "Ja, det blev jeg tidligere idag" sagde jeg. Han fjernede sit sværd. "Tag hjem, vær hos din familie" sagde han, og kaldte på de andre udødelige og forsvandt. Roselia tog mig med hjem, og forbandt mit sår. "Den mand du kæmpede mod, han lignede dig på en prik" sagde hun. "Måske søde, det gjorde han sikkert, vi er jo ud af samme race" sagde jeg. "Ikke på den måde Dark" sagde hun. Jeg mærkede, at hun strammede min forbinding. "Skar jeg lover dig og Derek, at jeg ikke drager i krig igen" sagde jeg, og det var et løfte, som jeg ville gøre alt for at holde. For jeg ville ikke såre dem igen. I de følgende år holdt jeg det løfte, jeg gav Roselia den dag hvor Derek blev født. Jeg dog ikke i kamp. Men da Derek fyldte fem år, modtog jeg et brev. Jeg fik et chok, da jeg så hvem det var fra, det var nemlig fra Rose, min storesøster. Jeg gav Roselia brevet, så hun kunne læse det. "Hvem er hun?" Spurgte Roselia, da hun havde læst brevet. "Det er min storesøster, men jeg fatter ikke, hvordan hun vidste, at jeg boede her" svarede jeg, og tog Derek op, da han stod og hev i mit bukseben. "Sikkert fra de udødelige som du kæmpede mod for fem år siden" sagde Roselia. Jeg nikkede. Derek så på os. Han lignede mig meget, men han havde sin mors smukke øjne. Han var en rigtig fars dreng, det mente Roselia hvertfald. Den aften da jeg puttede Derek, tænkte jeg på hadet mellem menneskene og de udødelige. Derek og jeg var vist de eneste to, som folket i byen ikke hadet. "Far hvorfor hader folk de udødelige?" Spurgte Derek. "Af hvad jeg ved, så dræbte eb udødelig vist en menneske kvindes barn" svarede jeg, og bad ham sove. Han faldt hurtigt i søvn. Jeg gik ind til Roselia, og tog om hende. Jeg hvilede mit hoved mod hendes skulder, og hun lagde armene om mig. Hun tog mig med ind i soveværelset, og lagde mig ned. "Få sovet søde, du er meget stresset lige nu, så se at få sovet lidt, klokken er også mange" sagde hun, og kyssede min pande. "Du har ret min elskede, vi burde alle få os noget søvn" sagde jeg, og hev hende ned i sengen. Hun grinede, og lagde sit hoved på min brystkasse. Jeg nussede hende blidt i håret, og lagde min ene arm under min nakke. Jeg kunne mærke, at Roselia var faldet i søvn, så jeg hev dynen over os, og lukkede mine øjne. Vi havde ikke sovet mere end en time, da Derek kom ind og vækkede os. "Hvad er der Derek, hvorfor vækker du os nu?" Spurgte jeg, og gned mine øjne. "Der står en dame udenfor, og hun virker ret uhyggelig" svarede Derek. Jeg rejste mig og fik tøj på. Derek kravlede ind til Roselia. Jeg gik hen til døren, og åbnede den. Jeg så en kvinde stå der. "Hvem er du, og hvad vil du her på denne tid" sagde jeg jeg, og sørgede for, at hun ikke kunne komme ind. "Mit navn er Rose, jeg er en af de udødelige, og jeg leder efter min lillebror Dark, det er nu sytten år siden, at jeg så ham sidst" sagde hun. "Javel, men du kan ikke komme ind her, du har allerede skræmt min søn, og du er måske min søster, men jeg lever blandt menneskene nu" sagde jeg, og svækkede døren. Hun skulle ikke være en del af mit liv igen. "Dark det var ikke pænt gjort" sagde Roselia, da jeg kom ind i soveværelset igen. "Det ved jeg søde, men jeg blev vred over at se hende" sagde jeg, og satte mig ned. Jeg lagde mit ansigt ned i min ene hånd. Derek hev i mig. Jeg så på ham. "Gå ud og sig undskyld far" sagde han. "Men jeg..." Sagde jeg. "Han har ret Dark" sagde Roselia. Jeg nikkede, og gik ud og åbnede døren. "Undskyld, kom du bare ind" sagde jeg. Rose gik ind, og så sig om. Derek og Roselia kom ud til os. Jeg lagde min arm om Roselia. "Velkommen til, mit navn er Roselia, jeg er Darks hustru, og den lille Kurt ugle der er Derek, Darks søn" sagde Roselia. "Hyggeligt at møde jer" sagde Rose blidt. Derek gabte, og jeg bar ham ind i seng. "Roselia så er Derek puttet" sagde jeg, da jeg kom ud igen. "Det er godt søde" sagde hun og smilede. "Rose der var en jeg kæmpede mod, han lignede mig på en prik, ved du hvem det er" sagdejeg. "Det lyder som de udødeliges kong David, ser du Dark, du er ikke rigtigt min bror, du er kong Davids søn, du ef de udødeliges kronprins" sagde Rose. "Hvad er jeg!" Udbrød jeg forskrækket. "Kong Davids søn, ser du, han fik dig med en menneskekvinde, og det var da han var kronprins, så det var forbudt, og man tog dig fra dem, og gav dig til mine forældre, og den tjeneste pige du var så glad for, er faktisk din rigtige mor" sagde Rose. "Det vil altså sige, jeg har kæmpet mod min egen far" sagde jeg. Rose nikkede. Jeg tog mig til hoved, det var for meget for mig, så jeg gik i seng, for at falde til ro, men jeg faldt istedet i søvn. Det var meget at høre, lige på en aften. De følgende dage fortalte rose mig alt om mine forældre. Derek og Roselia lyttede med. "Det lyder helt sygt, det du har fortalt mig Rose" sagde jeg, og uglede mit hår. "Ved jeg Dark, men nu vil de tvinge din far til at gifte sig" sagde Rose. "Så må vi jo bare finde Darks mor, og bringe hende hen til kong David, han er jo konge, så kan han vel selv bestemme sin dronning" sagde Roselia, og skænkede te op. "Men jeg ved jo ikke, hvor hun er, eller hvad hun hedder" sagde jeg lidt trist. "Hendes navn er Dannika" sagde Rose. Jeg smilede lidt over at høre hendes navn. "Søde kvinden i landsbyen som mistede sin barn til en udødelig, hendes navn er Dannika" sagde Roselia. "Lad os hente hende" sagde jeg, og så på Derek som for rundt, fordi han havde fået for neget sukker. Roselia nikkede, og hentede vores jakker. Imens greb jeg fat i Derek, for at holde ham stille. En ting var sikkert, han skulle ikke have sukker igen, i meget lang tid. Jeg hentede et reb, og bandt det om maven på Derek, bare så han ikke blev væk, når vi skulle gå. Den anden ende af rebet, bandt jeg om mit håndled. Vi gik imod byen, og så rundt. Roselia gav min hånd et klem, da jeg var nervøs for at møde min mor igen. Vi fandt huset, og Derek bankede på. En smuk kvinde åbnede døren. "Ja, hvad kan jeg gøre for jer" sagde hun blidt. "Er dit navn Dannika, og hat du en søn, hvis far er udødelig" sagde Roselia. "Ja, men min søn er død" sagde hun. "Der tager du fejl, hvis din søn var død, så stod jeg ikke her, for jeg er din søn" sagde jeg. Hun stirrede på mig ret længe, og tog mig så ind i sine arme. "Dark er det virkelig dig, men hvordan" sagde hun. "Du passede mig, da jeg var lille, lige til den dag hvor Rose skræmte mig væk" sagde jeg og smilede. "Far er det bedste?" Spurgte Derek pludselig. Jeg så på ham. "Ja min dreng, det er din bedste" smilede jeg. "Dark husk nu, st vi også skal finde din far, og forene dine forældre" sagde Roselia, og tog om min arm. "Det er sandt" sagde jeg, og så på hende. "Dark kan jeg tage med, jeg vil gerne se din far igen" sagde mor. "Det var også planen mor, vi vil forene jer" sagde jeg. Vi tog afsted, og spurgte flere om vej, folk stivnede hver gang. Men til sidst fandt vi en mand som viste os vej. Vi takkede og løb den vej, jeg havde Derek på mine skuldre, da hans små ben ikke kunne mere. Da vi kom derhen, stoppede nogle mænd os. "Hvad vi I mennesker her" sagde en af dem. "Vi vil tale med de udødeliges kong David, vi har nyt om den søn, han fik med et menneske" sagde jeg, og satte Derek ned. "Far jeg skal tisse" sagde Derek, og hoppede for at holde sig. "Kan vi ikke godt komme ind, vores søn Derek kan snart ikke holde sig mere" sagde Roselia. Mændene lod os komme ind. Jeg gik hen til en tjenestepige, og spurgte om vej hen til et wc, og vejen hen til kongen. Hun førte Derek og Roselia hen til en wc, og førte så mor og mig hen til tronsalen. Det første jeg så, da vi kom ind i salen, var kongen som sad på tronen. Jeg kunne genkende ham, som den jeg havde kæmpet imod. "Hvad bringer Dem her til unge mand?" Spurgte han. "Det gør De, jeg kender til Deres søn, som De fik med denne kvinde, dengang De var prins" sagde jeg. Han rejste sig hurtigt, og gik ned til mig, og tog fat i min hals. "Pas på med hvad De siger" sagde han vredt. "David jeg beder dig skån ham, det er Dark, vores søn!" Skreg mor. Han så på hende. "Dannika er det dig?" Sagde han og slap min hals. Jeg hostede, og i det samme kom Roselia og Derek ind. De løb hen og tog om mig. "Far er du okay?" Spurgte Derek grædende. "Ja min dreng, jeg er okay" svarede jeg, og trøstede ham. Kong David så på os. "Det var ikke meningen at skræmme Deres søn" sagde han trist. "Det er okay, men han er nu Deres barnebarn, han er min søn, og jeg ef søn af Dem og Dannika" sagde jeg blidt. "Det er umuligt, min fader fik vores søn slået ihjel" sagde han. "Nej, han sendte mig til eb familie, som der tog sig af mig, til jeg var fem, efter det levede jeg blandt menneskene" sagde jeg. "Sir vil De ikke nok lade være med at angribe menneskene, nu er familien jo samlet" sagde Roselia. "Jo, de udødelige vil ikke angribe mere" sagde han. Jeg smilede, nu var alt perfekt. Min familie var genforenet, og krigene ville stoppe, så nu kunne jeg ikke ønske mere, troede jeg. "Når ja Dark, du skal være far igen" sagde Roselia, som det sidste ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...