The Black Heart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 23 feb. 2014
  • Status: Færdig

4Likes
7Kommentarer
332Visninger
AA

2. Et nyt liv

Den næste dag gik jeg ind til Rose, hun sad sammen med tjenestepigen. "Rose jeg er sulten" sagde jeg. Rose så på mig, og virkede ligeglad. Jeg blev sur, og stampede i gulvet. "Gider du lige!" sagde Rose og så væk. Jeg gik ud og svækkede døren. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Rose opførte sig så koldt. Jeg blev bange og ked, ville det nu sige, at jeg var alene, hvis Rose hadet mig. Jeg gav et hyl fra mig, og græd meget. Men ingen kom hen og trøstede mig. Jeg løb ind på mit værelse, og fandt en taske frem. Jeg tog min bamse, min dyne og pude, og lagde det i tasken. Jeg gik ud fra værelset, og tog mit navne skilt ned. Jeg smadrede det med i gulvet, og stak så af. Tårerne løb ned af mine små kinder, mens jeg løb så langt væk, som jeg overhoved kunne. Mens jeg løb, kunne jeg høre, at en kaldte på mig, men jeg løb bare videre. Jeg fandt en lille hule, og kravlede ned i den for at sove. Jeg faldt hurtigt i søvn, da det var blevet langt over min senge tid. 
Den næste morgen da jeg vågnede, troede jeg bare, at det var en ond drøm.  Men jeg opdagede, at det var det ikke. Jeg skreg og tog fat i min bamse. Med et kunne jeg høre nogen kalde, jeg blev bange kg begyndte at græde. "Dark! Hvor er du!" lød en kalden. Det lod som...som Rose, men jeg turde stadig ikke vise, hvor jeg var. Da jeg stadig var meget bange. Jeg havde ikke glemt, hvor kold Rose havde været. Jeg gemte mig mere, da jeg ikke ville findes af Rose. Jeg så hende løbe forbi, hun havde ikke set mig.

Efter lidt tid kom jeg frem fra mit skjul, men desværre stod der et menneske som der opdagede mig. Jeg opdagede først mennesket, da jeg blev taget op. Jeg skreg bange, og kradsede ud efter mennesket. Men mennesket holdt mig tæt ind til sig, og tog mon taske og bar mig mod en menneske by. Jeg græd meget, men jeg kunne ikke slippe fri fra mennesket, så til sidst opgav at komme fri. Jeg så bange på mennesket, og blev mere bange, da mennesket så på mig. "Hvem har dog efterladt dig lille ven" sagde mennesket, og åbnede døren til et lille hus. "Far er hjemme!" lød en råben, og et lille menneske kom løbende mod mennesket. Jeg blev sat ned foran det lille menneske, som der var en pige. Hun rakte ud efter mig, og jeg slog hende af skræk. Hun begyndte at græde, og løb ind i armene på mennesket, som der var hendes far. Han tog fat i mig, og ruskede mig vred. Det gjorde ondt på mig, og til sidst kom jeg til at græde af det.

Med et slog en menneske kvinde ham med en stegepande. "Så er det godt, han er kun en lille dreng som slog, fordi han blev bange" sagde kvinden til sin mand. Den lille menneske pige gav mig et kram, for at trøste mig. Jeg så på hende. "Undskyld jeg slog dig" sagde jeg til hende. "Det er okay, jeg skræmte dig vel, jeg hedder for resten Roselia, hvad hedder du?" sagde hun. "Jeg... hedder Dark" sagde jeg stille. Jeg gned ømt mine arme, da de var godt ømme. Kvinden løftede op i mine ærmer, og smurte en salve på. "Av! Det gør ondt!" skreg jeg, og hev mine arme til mig. Ingen skulle røre mine arme, når de gjorde så ondt. "Dark, jeg skal smøre salven på dine arme, for at de ikke skal gøre så ondt på dig mere" sagde kvinden. Jeg så på hende, men lod hende smøre salven på mine arme.

I de følgende år blev Roselia og jeg mere og mere venner. Jeg var rigtig glad for hende og hendes forældre. For de var så søde imod mig, også efter jeg havde fortalt, at jeg var en af de udødelige. Hver dag legede jeg med Roselia, både hjemme og i skolen. Det var underligt at gå i skole med mennesker, men også sjovt. For jeg lærte, at der fandtes mange forskellige slags mennesker, og at der ikke kun fanges en slags. Jeg lærte at der fandtes søde mennesker, og at der fandtes onde. Jeg lærte også, at den eneste forskel mellem de udødelige og menneskene var, at de udødelige kun kunne dø af en særlig kugle, og at menneskene kunne dø af næsten alt.

En dag tog Roselia fire fra vores klassen med hjem. Jeg lagde syg i sengen, så derfor havde jeg ikke været i skole, som Roselia havde været. Men selvom jeg var syg, så kom jeg ikke bag ud med skolen, for Roselia havde altid mine lektier med hjem fra skole, så dem kunne jeg lave, mens jeg var syg. Jeg var blevet meget glad for at skrive, så Roselias forældre havde købt pagement papir og blæk til mig. Min fjer pen var lavet af en hvid svane fjer.

Den havde Roselia og jeg fundet på en udflugt med skolen, da vi skulle samle svampe. Men jeg havde fyldt min kurv med ene af fjer, som jeg havde fundet. Først blev vores lærer rigtig vred på mig, men så hev Roselia ham i ærmet. "Mr. Wino, Dark og jeg fyldte min kurv sammen, så Denver fyldt som to kurve. Dark bruger de fjer han finder, min far laver dem til fjer penne, som Dark bruger, når han skriver" sagde Roselia. Efter det var mr. Wino ikke vred, når jeg fyldte kurven med fjer.
Nogle dage senere var jeg rask igen, og kom igen i skole sammen med Roselia. Vi grinede og morede os i skolen. Roselia overtale mig til at vise mr. Wino, det som jeg havde skrevet. Mr. Wino læste det, og så overrasket på mig, og roste mig så. Han fyldte min skole kurv med silkebånd, som jeg kunne binde om alt det, som jeg skrev. Da vi kom hjem, fortalte vi det til Roselias far, som med det samme byggede en kæmpe reol på mit værelse, som jeg kunne ligge mine ruller i. Efter den dag skrev jeg meget, og Roselia lavede tegningerne til mine tekster. Hun var en god ven, en sand ven, og hun var min bedste ven.

Sommeren stod for døren, og det samme galt ferien. Jeg hjalp Roselias far ned at bygge et træ hus i det store æbletræ. Vi byggede det som et rigtigt hus. Mens vi byggede på det, kom Roselia ud til os med saft og madder. Da jeg så hende, kravlede jeg ned fra træet. Jeg tog en af madderne, for jeg var godt sulten. Roselias far tog også en mad. "Far hvorfor bygger I et træhus i træet?" spurgte Roselia. "Det gør vi fordi, at Darks værelse er ved at være for lille, og så har han også sot eget sted Roselia" svarede hendes far. Da han havde spist, byggede han trappen op til træhuset. Da det var helt færdig, hev jeg Roselia med der op, og viste hende det hele. Det var lidt tomt, da der ikke var nogen møbler i huset endnu. Det eneste møbel der var der, det var min store reol. Hvor alle mine tekster lagde i. "Hvor er huset flot Dark, jeg tror mor og far har nogle møbler i laden, som vi kan få her op i huset. Mor og jeg kan lave gardinerne til huset" sagde Roselia og smilede. "Lad det være vores hus, og hule Roselia, bare for os to" smilede jeg. Roselia nikkede med et smil.

Med et hørte vi larm udenfor, og vi så ud. Der stod en gruppe mænd, de råbte af Roselias far. Roselia og jeg så skræmt på dem. "Vi ved, ar der er en udødelig her sir, så giv os ham eller hende, er det forstået" sagde en af mændene vredt. "Der er ingen udødelig her, der er kun mig, min hustru, og mine børn" sagde Roselias far rasende. Jeg stivnede, da jeg hørte mændene, for de ledte jo efter mig. Jeg tog mig til hoved, og begyndte at ryste. Roselia tog om mig, og forsøgte på at berolige mig, og det lykkes for til sidst. "Rolig nu Dark, far vil aldrig lade dem få dig, det love jeg dig" sagde Roselia blidt. Jeg var lig bleg, og så kort ud. Jeg så at mændene gik, og sukkede lettet. Roselia og jeg gik hen til hendes far, og han så beroligende på mig. "Vi vil ikke lade dem få dig, du er en del af denne familie, og vi holder sammen her" sagde han. Jeg nikkede, men en ting var sikkert, jeg var blevet godt bange. Men jeg vidste, at jeg altid ville have Roselia og hendes familie ved min side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...