I Want You ● One Direction (BLIVER SNART SLETTET)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Beatrice Bennet, 19 år, bor i London og Harry Styles' ex kæreste. Efter at have været sammen med Harry i et år, slog hun op og det har præget hendes hverdag i fem måneder nu. Ikke en dag har der været, hvor hun enten er blevet genkendt af fans eller fået den kolde skulder af hendes 'venner'. Men efter fem måneder, er det så på tide at møde ens store kærlighed som man knuste hjertet på? Og så til et bryllup? Kan det være skæben eller er det karma der bider hende i røven? Hvad hvis de ikke kan modstå hinanden? Vil de forelske sig igen, mens hun har en kæreste? Hvad vil alle Harry's fans sige til at Beatrice og Harry ses igen?

30Likes
26Kommentarer
2403Visninger
AA

2. Prolog

Jeg elskede ham, det gjorde jeg virkelig. Men jeg kunne ikke holde til mere. Al den hate var for meget. De falske venner omkring mig. Presset der hang på mine skuldre, fordi min mor havde sagt at det ikke ville komme til at gå. Og hun havde ret, vores forhold gik dårligt, vi så næsten kun en gang i måneden nu, efter syv måneder sammen så vi næsten ikke hinanden, enten var han på tour ellers havde jeg ikke tid fordi universitetet tog al min tid. Når jeg havde fri var han på arbejde og omvendt. Det var gået så godt vores forhold i starten, men stillede fadede det ud. 

"Jeg kan ikke mere El... Jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg elsker ham, det gør jeg virkelig. Men jeg kan ikke holde til mere, vi ser næsten ikke hinanden mere, og når vi gør er vi begge for trætte til at lave noget som helst. Vi ender med at ligge i sofaen og se en film eller noget." mine tårer strømmede ned af kinderne, jeg sad i sofaen hos Eleanor. Vi var blevet utrolig tætte efter jeg var kommet sammen med Harry, det samme med Danielle og Perrie, men Eleanor og jeg havde med det samme haft den der connection. Hun var blevet min bedsteveninde og jeg delte alt med hende. Jeg vidste godt hvad jeg var gået med til da Harry havde offentliggjort vores forhold, jeg vidste at jeg ville få hate, en masse men jeg havde ikke regnet med så meget. Dem jeg troede var mine 'veninder' begyndte at hade mig fordi jeg var sammen med Harry. Fordi de syntes at det var dem der skulle have ham, dem der skulle være kærester med ham, dem der skulle møde hans familie. Men de vidste ikke hvor meget hate man fik når man var sammen med Harry. 

"Det sidste jeg vil, er at sårer ham, men jeg er nød til at slå op med ham." jeg tørrede mine kinder med min ærmer der var for lange til mine arme, en dejlig striksweather havde jeg på, jeg havde fået den af Harry i fødselsdagsgave og jeg elskede den. "Søde... Hvis det er det du gør, så står jeg sammen med dig, selvom dig og Harry ikke vil være sammen, så vil vi altid være bedsteveninder og du vil altid kunne ringe til mig." hun var den bedste Eleanor, hun ville stadig være min bedsteveninde selvom vi ikke ville se hinanden så meget mere, hun ville være der for mig. "Tak El.." Jeg stoppede med at tale da jeg hørte en dør åbne og højlydte stemmer kunne høres. Hvilket betød at Louis, Liam, Zayn, Niall og Harry var kommet. Harry. Det var nu, det var nu jeg skulle sige farvel til dem. Farvel til Harry. Farvel til den bedste kæreste jeg nogensinde har haft. 

"Halloooo!" råbte Louis højt, hurtig tørrede jeg mine kinder og under mine øjne, for at sikre mig at jeg ikke lignede en våd hund, det gjorde jeg nok alligevel men ikke så meget. "Hey babe og Eleanor." Louis kom glad ind i stuen, jeg halv smilte over hans kommentar, jeg ville savne Louis. Hans humor, hans glade humør og ja bare ham, jeg ville savne dem alle. 

Jeg kiggede over mod døren hvor Louis var kommet ind fra og så at de andre drengene også var kommet. De så alle overrasket ud, især Harry, da det slet ikke var meningen at jeg skulle være her. Faktisk skulle jeg rigtig være i Manchester nu, hvis det var rigtigt. De så også mere overrasket ud da de opdagede at jeg havde grædt, mine kinder var røde og mine øjne var en smule hevet. "Skat! Hvad laver du her? Er der noget galt? Hvorfor har du grædt?" spørgsmålene kom fra en bekymret Harry, der med det samme var over ved min side og tog mig tæt ind til ham, et hulk undslap mine læber og jeg begyndte at græde, jeg kunne ikke undvære ham. Det kunne jeg ikke, men det var jeg nød til. Jeg kunne ikke leve dette liv mere, jeg kunne ikke leve livet i denne verden, hvor jeg blev forfulgt af paparazzier over alt. 

"H-h-harry... V-vi skal s-s-snakke.." fik jeg sagt mellem mine hulk, jeg kunne straks mærke at Harry stivnede da jeg var færdig med min sætning. "Selvfølgelig skat, hvad vil du snakke om?" Sagde han efter få sekunders stilhed. Det var allerede begyndt at komme en dæmpet stemning, jeg hadede sådan nogen tidspunkter hvor alt humør fra alle personer i rummet faldt tip bunds og man sagde ikke et ord. "Under fire øjne..." Mumlede jeg og satte mig op, Harry rynkede sine øjenbryn, nikkede og rejste sig og begyndte at gå mod Eleanors køkken. Jeg rejste mig op og så rundt på drengene med et undskyldende ansigt, hvorefter jeg kiggede hen på Eleanor, der stille og diskret nikkede til mig, hvilket sagde at jeg godt kunne gøre det her. "Undskyld." Hviskede jeg til drengene, der kiggede forvirret på mig, og skyndte mig ud i køkkenet hvor Harry sad på en barstol. Hurtig fik jeg lukket de to døre til køkkenet og stuen så de andre ikke kunne se hvad vi lavede. 

"Hva' så, skat? Du gør mig urolig." Harry så bekymret ud og urolig som han lige havde sagt, jeg tog en stor indånding. Harry lagde sine arme rundt om mig. "Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig Harry. Og jeg vil hade at knuse dit hjerte og se dig ked af det, men..." Harry's greb om mig blev mere slapt og til sidst rørte han mig ikke mere men gik forvirret frem og tilbage med hans hænder oppe i håret.

"Men jeg kan ikke mere..." Af ren nervøsitet begyndte jeg at hviske. Det var en vane, når jeg blev nervøs hviskede jeg, det lå til min familie.
"Hvad er det du siger?" spurgte Harry grådkvalt, jeg kunne allerede se hans tårer samle sig i hans øjenkrog. 

"Jeg slår op med dig" da ordene slap ud kiggede jeg bed i gulvet, jeg ville ikke se hans reaktion, det ville gøre det endnu værre end det er i forvejen. 

"Vi kan finde ud af det." sagde Harry og løftede mit hoved op så jeg så på ham, han græd og det gjorde jeg også. 

"Nej" jeg rystede blidt på hovedet, vi kunne ikke finde ud af det, måske i fremtiden. Men ikke nu, ikke her og ikke Idag.

"Jeg syntes du skulle gå." Harry så koldt på mig men også enormt såret. Jeg nikke stille og begyndte at gå hen mod stien for så at gå ud i gangen hvor mine ting lå. Da jeg åbnede den ene dør til stuen var al opmærksomhed henne på mig, deres øjne fulgte mine skridt, De alle kiggede bekymret på mig. 

"Bea? Hvad sker der?" spurgte Niall da jeg næsten var ude af stuen, jeg vendte mig om så jeg kiggede på ham, jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle aige til ham, hvad jeg skulle sige til de andre. De betød så meget for mig og jeg ville ikke miste dem, men jeg kunne ikke se dem når jeg var sammen med Harry. Det ville ikke være fair. 

"Farvel drenge.." jeg kiggede undskyldende på dem, vendte mig om og fik mit overtøj på, tog mine nøgler og min taske. Jeg tog mig den tid at fjerne Harry's nøgle til hans hus og jeg lagde den på et bord i gangen og så var jeg grædende ude af døren og hen mod den tætteste station der var som også kørte til Manchester.

Jeg elskede Harry, det gjorde jeg. Og det ville jeg altid gøre, om vi var sammen eller ej. Så var og vil Harry altid være min første og rigtige forelskelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...