I Want You ● One Direction (BLIVER SNART SLETTET)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 22 nov. 2013
  • Status: Igang
Beatrice Bennet, 19 år, bor i London og Harry Styles' ex kæreste. Efter at have været sammen med Harry i et år, slog hun op og det har præget hendes hverdag i fem måneder nu. Ikke en dag har der været, hvor hun enten er blevet genkendt af fans eller fået den kolde skulder af hendes 'venner'. Men efter fem måneder, er det så på tide at møde ens store kærlighed som man knuste hjertet på? Og så til et bryllup? Kan det være skæben eller er det karma der bider hende i røven? Hvad hvis de ikke kan modstå hinanden? Vil de forelske sig igen, mens hun har en kæreste? Hvad vil alle Harry's fans sige til at Beatrice og Harry ses igen?

30Likes
26Kommentarer
2360Visninger
AA

4. I remember

I remember when my heart broke.

I remember when I gave up loving you.
My heart couldn't take no more of you.
I was sad and lonely.
I remember when I walked out. - I Remember Keyshia Cole

Jeg kan huske hvilken dato vi mødte hinanden, 9 December 2011, jeg skulle til endnu en koncert med min far og jeg gad ikke, men det var jeg nød til. Han  var på tour og skulle to dage efter til Frankrig, jeg så ham ikke meget, det vidste vi alle i familien, men det var hans arbejde og han elskede det, dog hadede han at være væk fra min mor og mig. Men hvis han var hjemme, ville han alligevel ikke se mig meget, for jeg gik på universitet i Manchester på det tidspunkt. 

Jeg kan huske da jeg var mindre og ikke gik i skole, var jeg med på tour sammen med min mor, jeg elskede det, det gør jeg stadig de meget få gange jeg var med. Det var hyggeligt at være sammen med min mor hele tiden, aldrig væk fra hende, hvis jeg var så var far der. Altid en af dem var ved mig, men da jeg skulle starte i skole, sagde jeg grædende farvel til min mor eller ikke ville i skole, fordi jeg var bange. Jeg havde ikke oplevet andet end at hun eller min far var ved min side, derfor gjorde det mig enormt usikker i hele skoletiden.

Og da jeg så blev ældre, omkring de 9 år, begyndte jeg at se min far mindre og mindre og til sidst næsten ikke. Hver gang jeg spurgte hvorfor, svarede han: "Det er mit arbejde" han skyldte altid hans arbejde skylden, det var altid arbejdet og det ville det altid være for ham.
De gange hvor jeg havde brug for ham, skulle have råd fra ham, var han er ikke. Den dag jeg slog op med Harry, var han der ikke. Til familie middagene vi havde, til familie fødselsdagene eller de gange hvor Harry var hjemme hos mig, sammen med mig og spiste, var han der ikke.

 Jeg huskede tydeligt da jeg tog hjem fra Eleanor og hjem til mig selv i Manchester, hvor min mor var hjemme.

Jeg var kommet til den tætteste station fra Eleanor, jeg vidste at der i morgen eller allerede senere i dag, ville der være billeder af en grædende mig der forlader Eleanor's hus hvor de andre var. Hvis pressen ikke havde, var det drengenes fans der havde set mig, taget billeder af mig og slår det op på Twitter.
Da jeg sad i toget på vej mod Manchester, havde jeg  ringet til min fætter, Carl, og fået ham til at hente mig, for så at køre mig hjem. Vi boede i Manchester, min mor, min far og mig. Lidt underligt da begge af mine forældre arbejder i London, men det gjorde vi. Det havde vi altid gjort. Dog havde vi prøvet i noget til at bo i London, men jeg følte mig utilpas, jeg savnede mine venner, jeg savnede min familie - der boede i Manchester, og jeg savnede skolen jeg gik på. Dengang elskede jeg skolen, jeg syntes det var sjovt at lære nye og forskellige ting.

Da Carl havde kørt mig hjem, var jeg løbet ind i huset og sprang grædende i min mors arme, hun sad og drak et glas vin med en af hendes veninder. "Søde skat, hvad er der sket?" spurgte hun og satte hendes glas vin på sofabordet. "Jeg... og.... Harry.." var det eneste jeg fik ud mellem mine hulk, min mors veninde sagde at hun smuttede og gik så. "Prøv at tage et par dybe indåndinger og så fortæl hvad der er sket skat." sagde hun, jeg gjorde som hun sagde og tog et par indåndinger og begyndte så at fortælle at jeg havde slået op med Harry.

 Da jeg havde været færdig med at græde hele aften og det var morgen, havde jeg skrevet en besked til de andre drenge og undskyldte for min opførelse. Dog havde jeg ingen idé om de havde læst den, Harry var trods alt deres ven og de støttede ham, ikke mig. Dog følte jeg at jeg skulle undskylde for min opførelse. Det var det mindste jeg kunne gøre da jeg bare skred fra dem. 

● ●

Jeg skulle passe min lille kusine på fire år, hun var min lille engel. Hun var faktisk den eneste kusine jeg havde, så havde jeg to fætre, Carl og Jack, men de var for længst flyttet hjemmefra, havde begge en kone og levede deres liv, 25 år var de begge og vi snakkede sådan set heller ikke så meget sammen, vi var venner over facebook men ikke noget særligt. Dog var Clara, min kusine, den bedste man kunne tænke sig. Altid glad, aldrig sur og var en rigtig prinsesse pige. Hun elskede prinsesser og ville være en prinsesse når hun blev stor har hun fortalt mig. Og hendes prins skylle være William, altså den nuværende prins. Det var sjovt at høre på, men jeg vidste at det ikke ville ske, dog fortalte jeg det aldrig til hende. Hun elskede ham og det kunne man ikke tage fra hende. 

Dog var hun også helt vild med Liam og da hun mødte ham blev hun så genert at hun hele tiden gemte sig bag mig. Det var sødt at hun ikke turde at sige noget til ham eller overhoved at kigge på ham. Og når han prøvede at få hende frem og tale med ham og de andre drenge, rødmede hun lidt og greb fat i mine ben eller gemte sig med hendes hoved mellem min hals, skulder og mit hår. 

  Det var før drengenes koncert, jeg havde fået backstage billetter til Clara og jeg, så hun kunne møde drengene. Lige nu var Clara og jeg på vej hen mod drengenes rum hvor de opholdte sig før og efter koncerten. Jeg vidste at Clara var nervøs, hun elskede de drenge, og især én kunne hun lide, det var Liam havde jeg fundet ud af. Efter noget tid vidste jeg at hun kunne lide den ene mere end de andre, og det syntes jeg ville være sjovt at finde ud af, efter få forsøg fik jeg det ud af hende, det var Liam og det var så sødt! 

Jeg holdte Clara i hånden, både fordi jeg var bange for at hun ville blive væk fra mig, men også fordi jeg vidste at hun var bange og nervøs. Bange for at blive væk, nervøs for at møde drengene, især Liam. 

"Klar smukke?" Spurgte jeg hende da vi var stoppet foran døren hvorpå der stod 'ONE DIRECTION' og gik ned i knæ så jeg var på højde med hende, hun nikkede stille - hun var allerede ved at blive mere genert end hvad hun var. Hurtig kom jeg op og stå pg bankede så på døren, hvor man tydeligt kunne høre at der var folk derinde, eller man kunne høre drengene larme. 

"Kom ind!" Lød det råbende fra Louis, stille tog jeg fat i håndtaget og åbnede døren, mens jeg åbnede den, kunne jeg mærke Clara tage fat i mit ben opstille kiggede jeg ned og så hende stå bag mig.

"Nej, see hvem vi har der." Lød det fra Niall, jeg grinte hurtigt da jeg vidste at han snakkede om Clara, jeg kunne høre Clara fnise lavt og piget. Stille gik jeg ind og forsigtigt fulgte Clara med, da jeg stoppede op stoppede hun også op. 

"Drenge, hils på Clara. Clara, hils på Harry, Louis, Zayn, Niall og Liam." Sagde jeg mens jeg tog Clara op i mine arme. Hun var lille i sin alder, og derfor heller ikke så tung. Derfor tog jeg hende op i mine arme. 

"Heeej Clara-bara." Lød det fra Harry, Harry og Clara havde mødt hinanden et par gange før og Harry havde næsten med det samme givet hende det kælenavnets og det var kun ham der måtte kalde hende for det, jeg måtte ikke, hendes mor måtte ikke og især ikke hendes far. Det var simpelhen forbudt!

Clara fniste og gemte sit hoved mellem min hals og skulder, hendes tiara kløede lidt min hals derfor rykkede jeg lidt på den. Clara var klædt i en let lyserød kjole med tyl, ligesom de to kusiner Sophia Grace og Rosie der nogen gange er på The Ellen Show hvor de har de der kjoler på med tyl og hele mutivitten,  selvom hendes mor havde spurgt om hun ikke skulle have noget andet på end hendes kjole, så var det et nej fra hende, hun ville have den kjole på og det blev det så.

"Siger du ikke hej til dem, Clara?" Spurgte jeg hende, hun kiggede hurtig hen på Harry og så gemte hun sig igen, hvorefter hun stille rystede på hendes fine lille hoved så hendes blonde krøllede hår rystede, jeg smilte stort. Et var så sødt at hun var genert.

"Clara siger hej." Sagde jeg og smilte til den hvorefter jeg gik hen til Harry, som sad i sofaen,og satte mig ved siden af ham og fik et hurtigt kys. Drengene begyndte at spørge Clara om forskellige ting, men hun svarede ikke rigtig, eller hun hvislende hendes svar til mig så jeg kunne sige dem højt. Jeg havde ikke troet at hun var så genert at hun ikke kunne svare på hvad de spurgte hende om, men det var hun.

"Hvor gammel er du så, Clara?" Spurgte Liam og satte sig i sofaen over for os, han kiggede smilende på Clara, Clara rødmede svagt hvilket fik mig til at smile. "Fem år?" Spurgte Liam, Clara rystede på hovedet. "Er du seks år?" Spurgte jeg, Clara drejede hendes hoved og kiggede på mig. "Nej, jeg er..." Sagde hun og begyndte at tælle med hendes små fingre, da hun nåede til de fire viste hun dem til Liam. 

"Jeg er så mange år." Sagde hun og rystede hurtigt med hendes hånd. "Wow.. Er du fire år?" Lød det fra Niall, hun nikkede stolt og kiggede på mig.

"Tror du godt jeg må sidde på Harry? Han er sød." Lød det hviskende fra hende, jeg smilte stort. "Hvorfor spørg du ikke selv?" Spurgte jeg, Clara kiggede ned i mit skød, hun var genert. "Prøv." Sagde jeg, Clara nikkede stille, kravlede ned fra mit skød og kiggede med store bedende øjne på Harry, han smilte stort og nikkede så. Jeg vidste at han havde hørt det,det samme med de andre drenge, for var det noget Clara ikke gjorde, så var det at hviske stille. Hun hviskende ret højt når det kom til stykket, men lige når det var dette, så var det på en måde godt, for hun spurgte på en måde selv. 

"Så Clara, hvem er din prins? Jeg gætter på du har en siden du ligner en prinsesse." lød det fra Louis, Clara begyndte at rødme og nikkede så. "Må vi vide det?" Clara rystede fnisene på hovedet, hoppede ned fra Harry og løb hen til mig hvorefter hun gemte sit hoved i mine ben, jeg begyndte at grine og fik hende op på mit skød. 

"Er det Mark fra børnehaven?" Spurgte Harry, som sagt havde Clara og Harry mødtes før, en af de gange var da jeg skulle passe hende og skulle hente uåbnede i børnehaven, hvor Harry så tog med og der blev vi mødt af Clara der legede med dukker sammen med Mark. Clara rystede på hovedet og sagde at han var dum, fordi han ikke ville lege med dukker mere. "Er det... Prins William?" Spurgte Harry, endnu en gang rystede hun på hovedet, måske var Liam mere hendes prins end Prins William..

"Er det Hazza?" Spurgte jeg, Clara rystede kraftigt på hovedet og fniste. "Nej, for så har du ikke nogen kæreste." Svarede hun, hvor jeg dog elskede hende. "Nialler?" Spurgte Harry, som tideligere rystede Clara på hovedet. Det samme gjorde hun da de spurgte om det var Zayn og Louis, og hun svarede at det ikke var dem, fordi de havde en kæreste og det ville være snydt for dem.

"Er det Liam?" Spurgte Zayn med et smil, Clara forholdt sig stille og rørte sig ikke. Jeg vidste at hendes forældre havde lært hende ikke at lyve, derfor svarede hun ikke. 

"Er det Liam? Er det Liam der er din prins?" Hviskede jeg spørgende i hendes øre, hun nikkede stille. "Awww" lød det fra Louis.

"Er det en ny kjole du har fået?" Spurgte Harry, Clara nikkede stort og redte den stille ud da den krøllede lidt. "Ja! Og jeg har også en i Pink! Og i Lilla! Og i regnbuens farver! Den Pink, Lilla og regnbuens farver har jeg fået af Beatrice!" Sagde hun energisk. 

"Wow, har du fået dem? Hvor mange har du så?" Spurgte han, Clara begyndte at tælle på sine fingre. "Fire! Jeg har fire! Så mange år som jeg er!" Sagde hun stolt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...