For alt i verden tavshed

Iben og Viktoria lever side om side i krigens andet år. Iben i anden baggård med sin mor, søster Mia og bror Ole. Viktoria i et villakvarter uden lidt uden for København. Sammen går de gennem alt, men tavsheden dynger deres venskab ned. Hverken Ibens far der skred da hun var lille eller alt hvad der forgår derhjemme kan de tale om. Især ikke da Iben kommer ind i modstandsbevægelsen med sine søskende og Viktorias far begynder at samarbejde med tyskerne. Kan deres venskab holde hen over hele verdens tavshed?
Cover af Laura G.

13Likes
28Kommentarer
1118Visninger
AA

1. Sangfuglen der altid var på dis

November 1942

Vi stilede vores cykler i porten og gik gennem første baggård og kom derefter ud i anden baggård, hvor jeg boede. Det var noget helt andet end det villakvarter Viktoria boede i, og af den grund var vi her sjældent.
”Hvor er det nu du bor?” spurgte Viktoria tog min hånd.
”Der,” sagde jeg og pegede, ”anden sal længst ovre mod nedløbsrørene.”
”Mmm…” Viktoria så rundt i baggården. Op af væggene stod der cykler, og nogen steder havde folk skrevet grimme ord på væggen. I midten stod der et dødt træ, som ikke havde fået en eneste stråle sol i flere år, og nu bare var fyldt med insekter og larver. Jeg trak Viktoria med ind i opgangen.
”Leger du så med børnene i gården?” Viktoria så ikke ud til at være særlig begejstret.
”Mest da jeg var lille, nu er det kun de små børn der nogen gange leger fange ude i gården.” Der var mørkt i opgangen, men mine øjne var van til mørke. Da vi nåede 2. sal åbnede jeg døren og viste Viktoria ind i lejligheden.
”Det er altså virkelig længe siden jeg har været her. Det må være i anden mellem.” Viktoria var tydeligvis lidt forbavset over at få direkte ind i vores dagligstue.
”Ja, det var der, hvor vi fik pandekager og du kom salt på din.” Jeg grinede ved tanken om Viktorias ansigt, da hun spyttede pandekagen ud.
”Hej piger.” Min søster Mia sad og lavede lektier på gulvet med min bror Ole. Vi tog vores sko af og jeg hængte vores jakker over en stol.
”Hej, Viktoria.” Viktoria rakte hånden frem mod Mia.
”Ja, jeg kan skam godt kende dig. Iben snakker uafbrudt om dig, og så ser jeg dig jo tit på vej op til gymnasiet, når du følges med Iben.” Mia smilede og vendte så tilbage til sine regnestykker. Viktoria blev helt mærkelig i hoved og jeg græmmedes over Mia. Hun vidste jo godt at Viktoria kom fra andre kanter. Jeg sendte Mia et blik, men hun rullede bare med øjnene. Derefter tog jeg Viktoria med ind på værelset. Hun satte sig på min madras på gulvet.
”Her er hyggeligt.” Jeg satte mig ned ved siden af hende.
”Mener du virkelig det?” Jeg så på hende.
”Ja, det er måske bare lidt anderledes end hos mig.” Hun tog en glasfigur ned fra den mørkebrune kommode. Den forstillede en ballerina.
”Hvor har du den fra?” Hun vendte og drejede den i sin hånd. Jeg bed mig i læben og fik en klump i halsen.
”Min far.” svarede jeg kort. Hun nikkede. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle hende, hvorfor han ikke boede her mere, men mor havde sagt, at sådan noget snakkede man ikke om. Kun en enkelt gang efter far skred havde jeg snakket med hende om det. Et par gange havde jeg også spurgt Mia, men hun havde sagt, at vi havde det godt nu, og så var der ikke mere om det.
”Hvorfor er din mor aldrig hjemme?” Hun satte sig vendt mod mig, op af den brune kommode
”Hun arbejder nede i manufakturhandleren. Hun masker strømper op og sådan.” Jeg så ned af hendes tøj og ønskede, at jeg havde det samme. Hun havde et par tykke hvide strømper på og en mørkeblå kjole er velour. Mit tøj var mere almindeligt, og noget af Mias aflagte. En ternet skjorte og en nederdel. Viktoria havde ingen søskende, så derfor var alt hendes tøj nyt.
Viktoria åbnede munden, men lukkede den så igen. Jeg ville ønske hun havde, turde sige det lige ud, selvom jeg ikke vidste hvad det var hun ville sige. Jeg hadede, at man aldrig måtte sige tingene rent ud. Jeg kom tit til at gøre det, men prøvede at beherske min mund, for mor kom altid efter mig.
”Var din mund!” sagde hun altid, og når vi så skulle til at sove hviskede Ole altid til mig, at jeg skulle lade være med at stresse mor, fordi hun ikke havde så meget overskud for tiden. Det havde han sagt lige siden far gik for ti år siden.
Der var tavshed. Jeg brød min hjerne for at finde på noget at sige. Det var nemmere hos Viktoria. Der var intet man ikke måtte tale om. Der kunne vi næsten ikke tie stille. Jeg kunne høre Ole og Mia diskutere et regnestykke inde i stuen.
”Vi kan øve på sang, hvis du vil.” forslog jeg, selvom jeg normalt hadede sang.
”Ja.” Viktoria rejste sig og vi gik ud og hentede vores tasker. Hvis ikke kulden havde været så bidende, at man næsten kunne mærke det indenfor, havde jeg spurgt om vi ikke skulle gå ned i byen. Der skete næsten altid noget dernede, selvom jeg ikke fik lommepenge, ligesom Viktoria. Viktoria havde med sirlig skrift, skrevet teksten ned til ’Solen er så rød mor’ i sit kladdehæfte. Hun tog en rød hårlok om bag øret og begyndte at synge. Sangen virkede utrolig malplaceret i det lille værelse med de tre slidte madrasser og den store kommode, hvor der kun kom lys fra den lille pære der hang i loftet. Jeg lukkede øjnene for det dunkle rum og fokuserede på teksten, selvom jeg overhoved ikke kunne den.
Der var så utrolig kedelig hos mig. Vi havde det altid sjovt hos Viktoria, men Viktoria hørte ikke til i en mørk lejlighed i anden baggård.

Mor satte gryden med grød på bordet midt i dagligstuen. Hun havde sorte rander under øjnene.
”Vi skal ud i aften.” informerede Mia og tog en skefuld grød over på sin tallerken. Mor satte sig ned og tørrede sine hænder i forklædet.
”Du burde også tage med, Stump.” Ole så på mig. ”Det er jo kun drengene, der skal lave alt det farlige.” Han blinkede til Mia, som lavede en grimasse af ham.
”I mandfolk skulle nu også til at passe på!” indskød mor, ”Du skulle tage at læse hvad de skriver i aviserne. Tyskerne skyder før de tænker!”
”Mandfolk er jo mandfolk. De klare alt.” Ole slog sig på stolt på brystet.
”Pas nu på du ikke overdriver med din ære. Brunskjorterne er jo også mandfolk.” Jeg stak en albue i siden på Ole.
”Hvis du bliver ved å den måde, vil vi måske slet ikke have dig med.” Jeg rakte tunge af Ole.
”Hvis I skal derud og dræbe brunskjorter, så skal i også tage Iben med, hvis hun har lyst.” sagde mor strengt. Jeg tog en skefuld grød. Den var kogt på hvad vi nu havde, og i dette tilfælde var det kartofler og havre. Hos Viktoria havde de den bedste maddame. Byens bedste, som Viktorias mor Laura kaldte hende. Hos Viktoria mærkede man slet ikke nær så meget til krigen som hos os.
”Hov, klokken er otte. Der tænd radioen Ole!” Ole vendte sig om og tændte den lille gamle radio. Vi havde haft den så længe jeg kunne huske, måske endda før far gik. Den sædvanlige radioskratten kom, mens Ole rettede på antennen. Endelig lød en mandestemme blandt larmen.
”BBC fra London, den 12. november 1942…” begyndte han. Mia og mor lyttede altid rigtigt godt efter når der var radio, mens Ole og jeg bare sad i vores egne tanker.

Viktoria stod parat med sin cykel ude på vejen. Jeg trak igennem den mørke port og sprang på. Sammen cyklede vi ned af gaden. Der var ingen biler, nu hvor benzin var blevet rationeret og ingen længere havde det.
”Min far fik besøg af en tysker i går. Han er begyndt at sælge noget af de korn de laver på de marker han ejer til dem.” Hun smilede. ”Så derfor må jeg få en ny kjole. Mor siger at hun vil tage mig med ind til byen på søndag, når vi skal i kirke.” Et stik gik igennem mig. Viktoria havde aldrig været tilhængere af modstandsbevægelsen, og jeg havde aldrig direkte fortalt hende, at min familie var en del af det, men det var mærkeligt, at hun pludselig var på den modsatte side. Jeg fremtvang et smil. Mine fingre var iskolde mod cykelstyret og blæsten fór imod os. Viktoria skar en grimasse, da hun fik en stor del af sit røde hår ind foran øjnene.
”Det er da heldigt!” Jeg prøvede at lyde entusiastisk. Vi kunne jo sagtens være venner, selvom hendes far var med tyskerne. Jeg skulle bare være mere opmærksom på, hvad jeg fortalte hende om modstandsbevægelsen. Og hun måtte heller ikke fortælle mig for meget om tyskerne, for så ville jeg være nødt til at sladre til Mia og Ole.
”Ja, og du skal se noget smadder flot stof mor har, hun siger jeg kan få det samme.” Vinden tog næsten alt hendes stemme, men alligevel opfangede jeg pointen.

Trods kulden skulle vi være ude i frikvarterende, også selvom vi gik i niende. Viktoria og jeg sad for det meste på gadekærret og snakkede, og om sommeren spillede vi bold med drengene eller sjippede med pigerne. Det var altid så kedeligt om vinteren over alt. Først når sneen kom, blev det sjovt. Så legede vi sneboldskamp, indtil rektor Larsen så os og bad alle om straks at standse. Ellers tog vi ud til Viktoria efter skole hvor vi kælkede på Viktorias kælk og bagefter fik varm chokolade, hvis altså Laura kunne skaffe det.
”Se hvordan de håner hende.” Jeg pegede over på den anden side af gaden, hvor et par drenge fra gymnasiet råbte skældsord efter en pige der lå sammenkrympet på jorden.
”Det er ondt at de håner hende, bare fordi hun har været sammen med en tysker.” Jeg må indrømme, at det var en mærkelig måde, for mig at se det på. Ole havde altid hånet feltmadrasserne ved middagsbordet.
”Tjo…” tøvede jeg og tog en bid af mit brød.
”Hey du der, fattigtøs, vil du ikke lige hente vores bold.” Jeg vendte mig om og så en flok drenge fra anden mellem stå og kigge mod mig. Deres bold lå på den anden side af skolens grænse, hvor kun de store måtte gå ud.
”Hvad kaldte De hende?” Viktoria rejste sig og gik truende hen mod drengen. Det var typisk hende altid at være på dis. Jeg tog hendes hånd. Helst ville jeg bare ignorere dem, men Viktoria fandt sig ikke i hvad som helst.
”Fattigtøs.” Drengen så surt på hende.
”Jeg tror vidst ikke i får jeres bold tilbage når I taler sådan til min veninde.” Hun så vredt på ham og han trådte et skridt tilbage.
”Som om, du er jo bare en pige.” Han rullede med øjnene og skubbede til Viktoria. Jeg holdt hende igen, så hun ikke skulle slå ham. Viktoria kunne blive meget aggressiv, trods sin fine opdragelse.
”Iben, slip mig. De skal ikke tale sådan om min veninde.”
”Kom nu Viktoria, lad os nu bare gå.” Hun så på mig og tog mig så under armen. Derefter begyndte hun at synge på Åh Susanne melodien.
”Åh Ibe-en, du er min bedste veninde, nu får jeg dig til at gri-ne, og siger ja til dig..” Jeg grinede af hendes sang og begyndte på et vers om hende.
”Åh Sang-fu-ugl, jeg ka li dig som du er, du får mig til at grine, ja, og det er ikke så svært..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...