For alt i verden tavshed

Iben og Viktoria lever side om side i krigens andet år. Iben i anden baggård med sin mor, søster Mia og bror Ole. Viktoria i et villakvarter uden lidt uden for København. Sammen går de gennem alt, men tavsheden dynger deres venskab ned. Hverken Ibens far der skred da hun var lille eller alt hvad der forgår derhjemme kan de tale om. Især ikke da Iben kommer ind i modstandsbevægelsen med sine søskende og Viktorias far begynder at samarbejde med tyskerne. Kan deres venskab holde hen over hele verdens tavshed?
Cover af Laura G.

13Likes
28Kommentarer
1231Visninger
AA

5. Ingen ord

Jeg lå og hulkede ned i min pude. Kun få timer havde søvnen kunne neddynge tårerne. Mia og Ole lå fredligt og sov, og jeg kunne høre mor snorke inde i stuen, hvilket bare gjorde gavn for mig, for så var der mindre sandsynlighed for, at de vågnede på grund af mig. Jeg savnede en hånd at knuge. Ikke bare en eller anden hånd. Viktorias hånd. Jeg så den for mig. Da den langsomt slog arkoder af på klaveret, og hver af de slanke fingre fór hen over tangenterne. Da den lå spredt ud over isen med hudafskrabninger over det meste af håndfladen. Da den lå rastløst i slyngen. Kun det første billede nød jeg resten, fjernede jeg hurtigt, så de ikke ville indgravere sig i min hjerne.
Jeg havde lyst til at råbe de grimmeste ord af hende, selvom jeg inderst inde savnede hende. Hendes far var en kanalje, en uhumsk og lumsk mand der bare lå på spil for at ødelægge venskaber, en laban. Jeg havde ellers altid holdt så meget af Viggos entusiasme og humør, men nu kunne jeg knuse ham i min ene hånd.
"Han er edder hule hamrende verdens dårligste far!" tænkte jeg og borede mine negle ind i madrassen. Der var meget trængt i det lille værelse, som nærmest var et kosteskab, og selvom Mia og Ole sov, irriterede det mig af pokkers til, at jeg ikke kunne være alene, som i helt alene. Jeg sparkede med benene op i luften i vrede. Hvis det havde været en bog, havde hovedpersonen løbet ud af lejligheden og ud på en grøn blomster eng, men det var ikke nogen bog, det var den rene virkelighed. Jeg ville løbe ud i regnen der hamrede på ruden og slå og sparke ind mod væggen, hvis jeg kunne. Jeg ville ønske Viktoria kunne se mig ligge og græde. Jeg ville ønske, at jeg ikke bare var gået. Hun var den eneste der kendte mig helt, og ikke engang det. Alt om min far og alt om hvad der skete når vi kom til virkeligheden havde vi aldrig rigtigt snakket om. Alligevel følte jeg mig forbundet med hende. Selvom jeg ikke havde fortalt hende alt hvad jeg ville, vidste hun det alligevel. Det eneste jeg havde tilbage af hende nu, var det slørede minde om hendes ansigt.
Hvad kunne jeg gøre andet end at vente? Og hvad var der overhoved at vente på? Ville vi nogensinde komme ud på den anden side? Hvilken krig stoppede først, min eller Hitlers, hvis den overhoved gjorde? Og hvad ville der så ske?
Det hele virkede uoverskueligt, som en ørken uden ende, og uden mere end en enkelt dunk med vand. Det var lige til at skrige over.

Barnevognen knirkede en smule da vi skubbede den ud af døren. Det var første gang jeg havde været med til modstandsarbejde på højlys dag, men Mia mente at det var meget risikabelt om natten. Så nu skulle vi altså lege søskende der gik en tur med deres ny fødte lillebror, selvom vi i stedet gik med våben. Barnevognen var slidt og grim, omgået barn skulle i hvert fald aldrig få lov til at ligge der, på trods af at jeg godt nok femten år før selv havde ligget der. Vi skulle gå et godt stykke og så snart vi drejede ud af byen, begyndte vi at gå ind igennem en park, for at det skulle se med realistisk ud. Jeg huskede den kun fra få gange, hvor Viktoria og jeg havde gået igennem, når vi skulle ud til kælkebakken. Der var ingen mennesker og det var nærmere en skov end en park. Træerne stod tæt, og det var nemt ikke at blive opdaget, alligevel sagde vi ikke noget. Hvert et fodtrin gjorde mig forskrækket og da jeg hørte en gren knække bag mig, vendte jeg med det samme om.
"Iben, hvad er der?" spurgte Ole forvirret. Der var ingen i den snedækkede skov.
"Ikke noget." Jeg rystede på hoved og gik videre. Ingen af os havde tænkt på at vi lavede tydelige fodspor i sneen, så vis nogen vidste hvad vi havde i vognen, kunne de nemt finde os. Jeg nænnede ikke at nævne det for de andre.
"Vi er der snart," Mia skubbede rastløst til barnevognen, som stødte ind i en pind på jorden og væltede. Et af våbnene flød ud og de andre var synlige.
"Mia!" sukkede jeg højlydt og skyndte mig på knæ for at samle dem op. "Vi kunne være..."
"Shh." Ole tog om min mund og så sig vagtsomt omkring. Derefter så jeg en skikkelse forsvinde mellem træerne. Det røde hår lyste op i den hvide skov. Hastigt gemte jeg våben væk i barnevognen igen, selvom det var forsent. Jeg vidste ikke hvor meget personen havde set, men det kunne være nok til koncentrationslejr. Tanken om at det kunne ske skræmte mig. Hverken Mia eller Ole sagde noget og i en forfærdelig tavshed gik vi videre.

Om natten vi alle uroligt og ingen af os sov. Jeg tror vi alle var forskrækkede, selvom ingen af os havde sagt det til mor. Der var så mange ting jeg gerne ville nå at sige til Viktoria, før hendes fars venner ville dræbe mig og mine søskende, bare fordi en havde stikket. Mit had til Hitler voksede sig større og større. Det var ham det hele til sidst gik op i. Hvis han ikke havde besat Danmark og dræbt flere tusind mennesker, ville jeg være ligeså lykkelig som jeg plejede. Hvorfor skulle så mange dø for ham? Det var et spørgsmål, jeg havde stillet mig selv et utal af gange. Der fandtes intet svar. Han var jo også bare et menneske, hvis han overhoved var et menneske.
Jeg kunne høre Ole vende og dreje sig. Mia var begyndt at sove kunne jeg høre på hendes åndedrag. Jeg tog hans hånd uden at se på ham, og han trak mig ind under sin dyne. Hans hjerteslag beroligede mig. Hans øjne var lukkede, men jeg kunne mærke hans ben ryste.
"Ole." hviskede jeg.
"Mm Iben?" mumlede han.
"Tror du nogensinde krigen stopper." Han sagde intet. Jeg vidste han ikke ville svare, fordi svaret var umuligt.
"Ja." Han lagde sin arm om mig. "En dag vil alt være godt igen." Han kyssede mig på panden. "Sov nu Iben, de kommer ikke." Det lød som om han troede det modsatte, hvilket kun gjorde mig endnu mere nervøs.
Efter et par timer mere i søvnløshed, sov Ole. Jeg kunne se på lyset udenfor at klokken var omkring tre. Rastløs rejste jeg mig og gik ud i stuen. Mor lå på den gamle sofa og sov, så jeg satte mig på en af spisebordstolene.
På kommoden ved siden af, hvor radioen også stod, lå en lille rød notesbog. Jeg tog den nysgerrigt op. På første side stod der: Digte af Ole Møller. Hurtigt bladrede jeg igennem bogen, der var helt fyldt. Et fangede ekstra mig blik. Iben. Jeg skulle lige til at læse det da jeg hørte fodtrin i gangen. I det samme fór jeg ud i køkkenet og gemte mig bag døren, i håb om at de ikke ville finde mig der. Frygten var enorm, jeg kunne lige pludselig se, hvad der ville ske, hvis de kom. Mit hjerte bankede. Fortrinene kom nærmere og nærmere. Mit blik fløj rundt efter et bedre sted at skjule mig. Jeg kravlede ind bag det lille forhæng, hvor alt melet og kartoflerne stod. Hvis jeg turde, havde jeg løbet ud og vækket Mia og Ole også. De ville blive taget. Gestapo ville komme.
I min frygt savnede jeg Viktoria. Alting ville havde været halvt så farligt og halvt så forfærdelig, hvis hun havde været der sammen med mig. Det var ikke til at bære. Hvis bare jeg kunne sige noget til hende. Alting føles så forkert.
Fortrinene stoppede. Jeg åndede lettet op, men blev siddende i langt tid i skræk. Derefter løb jeg og ud rev et stykke af avisen af for at skrive til Viktoria. Hvis jeg nogensinde blev taget, før jeg fik talt med hende, skulle hun have et minde af mig. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle skrive. For enden af blyanten dannede sig ikke nogen ord. Der var ingen ord længere. Ingen.

Mia åbnede døren ind til værelset, hvor jeg lå.
"Kommer du, vi tager af sted nu." Hun rakte en hånd frem mod mig. Jeg så tvivlende på den. Jeg havde ikke lyst efter natten, hvor vi var lige ved at blive opdaget. Jeg turde ikke.
"Jeg..." Jeg hostede falsk, "tror ikke jeg kan komme med i dag," Host, "fordi jeg har ondt i halsen." Jeg trak dynen længere op. Hun nikkede mistroisk og lukkede så døren igen. Jeg kunne høre hun snakkede med mor, før hoveddøren gik. Mine øjne var tunge. Vi havde også været ude dagen før, og vi plejede ikke at komme hjem før klokken tre.
"Iben," Mor stod i døråbningen. "Mia sagde at du var syg." Jeg hostede igen.
"Mmm..."
"Tør du ikke eller..." Jeg afbrød hende lidt for hurtigt.
"Nej, jeg er bare syg,"
"Det er okay, du behøver ikke gå med dem ud," Hun gabte.
"Jeg er bare syg, okay?" Min tone var lidt for hård, men hun sagde ikke noget.
"Godnat." Hun gik igen. Jeg ville have, at hun skulle komme tilbage og sætte sig ved min sengekant, så jeg kunne fortælle hende alt, hvad der pinte mig, men jeg måtte holde på min værdighed og ikke bukke under. Viktoria havde flere gange prøvet at lære mig etikette, men jeg tror ærlig talt ikke at en arbejdertøs kan lære det, når hun først er vokset op. Viktoria ville aldrig lyve. Især den del af etikette havde hun lært mig. Men det lykkes aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...