For alt i verden tavshed

Iben og Viktoria lever side om side i krigens andet år. Iben i anden baggård med sin mor, søster Mia og bror Ole. Viktoria i et villakvarter uden lidt uden for København. Sammen går de gennem alt, men tavsheden dynger deres venskab ned. Hverken Ibens far der skred da hun var lille eller alt hvad der forgår derhjemme kan de tale om. Især ikke da Iben kommer ind i modstandsbevægelsen med sine søskende og Viktorias far begynder at samarbejde med tyskerne. Kan deres venskab holde hen over hele verdens tavshed?
Cover af Laura G.

13Likes
28Kommentarer
1120Visninger
AA

6. Gul, rød, blå og grøn

Der var en rar stilhed over huset. For første gang i mange måneder var jeg alene hjemme. Mor var som sædvanlig på arbejde, og Mia og Ole skulle mødes med en af deres klassekammerater for at "lave lektier". Det var ikke første gang de skulle det, men jeg plejede altid at være hjemme hos Viktoria.
Jeg sad og bøjede engelske verber, for nu hvor jeg alligevel ikke havde andet at tage mig til, kunne jeg godt trække op i mine karakterer, og engelsk var et af de fag jeg haltede mest i. Før havde det ikke været noget problem, fordi Viktoria og jeg var god til hver af sine fag. Viktoria mest med de kreative og sprogene og mig med de matematiske og natur fag. Tit havde jeg faktisk tænkt på os som farver, Viktoria rød og gul, jeg blå og grøn.
"Iben!" Jeg sprang op og så hen mod døren. Viktoria så forfærdet på mig. "Løb! Stik af!" skreg hun. "De kommer." Tårerne blandede sig i hendes sætninger og gjorde dem utydelige. Mit hjerte hoppede et slag over.
"Viktoria?" Jeg lagde en arm om hende og prøvede at få hende til at sætte sig ned, men hun gjorde modstand.
"Jeg burde ikke være her." snøftede hun. Hun var helt væk.
"Hvad er der?" spurgte jeg panisk. Hun begyndte at lægge mit tøj ned i min rygsæk.
"Jeg så jer. Jeg kunne ikke modstå presset." Hun var tydeligvis gal på sig selv. "De kommer. Du er dødsdømt!"
Det hele kom til mig som lyn fra en klar himmel. Det røde hår mellem de snedækkede træer tilhørte Viktoria. Gestapo ville komme og hente os. Jeg sydede af raseri over hende.
"DIN..." Jeg havde ikke ord nok, så i stedet sprang jeg over hende og tvang hende ned på ryggen. Hadefuldt slog jeg min hånd mod hendes kind igen og igen. "STIKKER!" Hendes kind var helt hvid og hun blødte ud af munden. Hun skreg mit navn igen og igen, og fik hurtigt vendt mig ned af, så hun sad oven på mig.
"Jeg ved jeg er verdens dårligste veninde, men vil du ikke nok tilgive mig?" Jeg overvejede det. De tårer fyldte øjne gjorde det svært at sige hende imod. Jeg prøvede at få mine arme fri, men hun havde et stramt tag i mine håndled. Vreden var så overvældende at jeg kunne havde slået hende ihjel, hvis ikke hun havde stoppet mig.
"Nej." skreg jeg. I det samme blev Viktoria revet væk fra mig og en tysk soldat trak mig op og holdt mig endnu fastere. "Jeg vil ikke dø!" Jeg sparkede med benene, og nu var det mig det skulle se bedene på Viktoria. Tyskeren som havde revet Viktoria væk sagde en klar kommando til soldaten der holdt mig. Viktorias far, som også var der, tog hendes hånd. Soldaten trak mig med ud af lejligheden, og jeg kunne skimte en stor tysk bil holde i gården.
Jeg kunne høre Viktoria hulke i lejligheden og hendes far trøste hende. Aldrig i mit liv havde jeg været så bange.
"Det var mig der transporterede våbnene, jeg løj da jeg sagde at det var Iben."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...