For alt i verden tavshed

Iben og Viktoria lever side om side i krigens andet år. Iben i anden baggård med sin mor, søster Mia og bror Ole. Viktoria i et villakvarter uden lidt uden for København. Sammen går de gennem alt, men tavsheden dynger deres venskab ned. Hverken Ibens far der skred da hun var lille eller alt hvad der forgår derhjemme kan de tale om. Især ikke da Iben kommer ind i modstandsbevægelsen med sine søskende og Viktorias far begynder at samarbejde med tyskerne. Kan deres venskab holde hen over hele verdens tavshed?
Cover af Laura G.

13Likes
28Kommentarer
1135Visninger
AA

4. Forevig og aldrig

Mia og Ole kørte ud af porten, men jeg blev holdene lidt endnu for at vente på Viktoria.
"Ses søs!" Mia vinkede til mig og Ole fik hurtigt sat hende på plads i ikke at kigge bagud.
"Ses." råbte jeg med mindre entusiasme i stemmen. De forsvandt hurtigt blandt de andre gymnasieelever ned af gaden. Tit havde jeg været misundelig på dem over at de kunne få lov til at færdiggøre gymnasiet her til år, når jeg skulle tage en real eksamen. Ole havde også været langt over alle de andre i hans klassen og lavede lektier uafbrudt, men når de så også satsede en plads på Mia, fordi det lå i blodet. En chance de nok hurtigt fortrød. Hvorfor kunne de så ikke også lade mig komme ind? Viktoria skulle have gået der, men hun ville tage realen sammen med mig. Derfor skulle hun gå på gymnasiet bagefter, ellers havde hun ikke fået lov.
Mit blik spejdede rundt på vejen efter Viktoria og hurtigt fik jeg øje på hendes røde hår. Jeg rystede mine fingre for at få varme i dem. Derefter sendte jeg hende et halvt smil. Hun så mig ikke, så jeg vinkede med hænderne og lænede mig op af cykel, så den ikke væltede. Hun så hurtigt mod mig, men kørte bare forbi. Jeg så forvirret efter hende.
"Viktoria!" råbte jeg. Hun måtte havde overset mig, det var bare mærkeligt, at hun ikke var kørt ind og ventede i porten som sædvanlig. Jeg satte fra og kørte over fortovet og efter hende. Der var ikke andre på vejen, biler så man ikke mere, og flokken af elever var kørt forbi. Jeg prøvede ihærdigt at overhale hende, men hun cyklede bare hurtigere og hurtigere. Vi cyklede nedad en gade fyldt med is, og jeg var nødt til at sætte farten ned for ikke at skride. Gårsdagens fald havde allerede bragt sig et stort hul med i et af mine eneste par rigtigt tykke strømper. Viktoria satte ikke farten ned og hendes hjul skred rundt på isen og væltede. Hun røg ned og skrabede sig hen af vejen. En af hende eer i hjulet var knækket. Hun skreg i faldt, men lå helt stille, sammenkrøbet på jorden.
Jeg stod af cyklen og løb forsigtigt hen mod hende. Hendes øjne var åbne og en stribe af blod piblede ud af hendes mund. Hendes hænder var fuld af jord og hudafskrabninger, men det værste var hende knæ. Der var et stort sår. Meget større end den hudafskrabning jeg fik dagen før. Hun hulkede let, men så bare stift ud i luften. Jeg satte mig på knæ ved siden af hende.
"Prøv at sæt dig op." Jeg tog i hendes venstre arm, men der lå op af. Hun skreg højt, men så endnu ikke på mig. Den måtte være brækket eller forstuvet. I stedet rev jeg et stykke af min kjole og bandt det om hende knæ. Jeg ville ønske, hun ville sige noget til mig og ikke ignorere mig. Pludselig var vi blevet uvenner og uden nogen grund.
"Samarbejd nu lidt." vrissede jeg. Hun blev liggende helt stille og kun små hulk kom ud af hendes mund.
"Lad mig tage mig af hende, De skal vist i skole snart." Jeg vendte mig om og så en mand bag mig, der var omtrent på alder med min mor. Jeg nikkede og tog min cykel der lå væltet på jorden. Hvis Viktoria ville være uvenner, kunne vi godt være uvenner. En vredeståre løb ned af min kind, da jeg satte af sted på skolen. Så kunne hun værsgo ligge der helt alene og blive hjulpet af en vidt fremmed mand i stedet for mig.
Da jeg stille listede ind i klasselokalet så alle mod mig.
"Jamen goddag frøken Møller, godt at se dig," vrissede Frøknen ironisk. "En eftersidning til dig." Jeg bed mig så hårdt i læben, at jeg var bange for, at der ville gå hul. Alt det for bare at redde Viktoria. Jeg ville så gerne være hendes veninde, men det var jeg åbenbart ikke længere.

Først i andet frikvarter kom Viktoria tilbage. Hendes forældre havde ringet til Frøknen, og hun fik derfor ingen eftersidning. Alle stod i en kreds rundt om hende og ville høre historien. Hendes arm sad i en slynge som Doktor Jensen havde sat og alle ville skrive deres navn på, med Viktorias nye fyldepen. Jeg stod lidt udenfor og hørte på hvordan hun slyngede løgne ud. Rundt i hele gården legede små børn, alle sammen glade, trods november mørket. Engang i avisen havde jeg læst om vinter desperation, måske ville jeg også få det. Alting så mørkere ud siden Viktoria var begyndt at ignorer mig. Lidt ligesom når jeg havde lånt hendes solbriller.
Ensom stod jeg lidt uden for kredsen og betragtede Viktorias fine ansigt med de røde slangekrøller hængende omkring. Hun smilede ikke, som hun før i tiden altid havde gjort. Hun måtte også være såret over vores tavshed. Dagen før var jeg blevet irriteret, når hun smilede til mig, men nu savnede jeg det i hele min krop. Bag muren, der adskilte skolen fra vejen udenfor, stod fire drenge og råbte øgenavne efter den jødiske pige. Folk på Viktorias side. Lidt længere væk stod et par stykker fra gymnasiet og kastede sten efter en tyskerpige. Folk på min side.
Frustreret satte jeg i løb mod muren. Burde det virkelig være sådan? Burde folk slås om verden? Om os? Jeg var helt på modstandssiden. Jeg hadede tysker helt ind i mine åre, men derfor behøvede jeg ikke at hade Viktoria. Derfor behøvede hun ikke hade mig. Raseriet fyldte mig krop og jeg sparkede irriteret til muren.
"HOLD SÅ KÆFT FOR FANDEN!" skreg jeg og begge grupper af drenge vendte sig mod mig. Mine kinder var helt røde og smerten dunkede i mine tæer. Jeg kunne mærke at flere i skolegården også vendte sig om for at se, hvem der skreg. For ikke at blive genkendt af børnene i skolegården, løb jeg ind i cykelskurrene og satte mig inde bag alle cyklerne. Siden jeg var blevet realist var jeg også blevet temperamentsfuld, ligesom Viktoria. Hun ville havde skreget endnu højere og endnu flere ting, men det gjorde hun ikke. I stedet stod hun bare og fortalte til de andre. Det var tydeligt, at hun ikke var vred, men jeg forstod ikke, hvorfor hun så ville droppe mig.
Smil er bedre end ingenting.
Jeg havde bare så uendelig meget lyst til at sparke og slå alle. Viktoria fordi hun havde droppet mig uden grund, og fremskyndet den smerte, jeg vidste, ville komme. Mia for hendes rædsomme citat. Hitler for at få folk til at vælge side. Viggo for at være med tyskerne. Mor for at havde opdraget mig til at være mod Hitler. Frøkenen for at give mig en eftersidning. Jeg kunne blive ved i lange baner. Den eneste der endnu ikke var noget galt med var Ole. Den omsorgsfulde og forsigtige bror, der fik de bedste karaktere og passede på hans søstre. Jeg havde lyst til at putte mig ind i hans favn og græde det hele ud. Forklarer ham om alt hvad der pinte mig. Han ville forstå det.
Jeg græd ikke. Jeg var stædig. Faktisk mindede jeg en hel del om Viktoria der. Alle hendes dårlige sider. Stædig, temperamentsfuld og så havde jeg aldrig set Viktoria græde, før hun lå der på isen og hulkede.
Mens jeg lå og lod som om Ole holdt om mig, mindes jeg om min far. Han skred da jeg var seks, og jeg havde aldrig fået en forklaring. Det var ham der oprindelig havde skabt Mias ordsprog. For alt i verden tavshed. Først om ham, nu om modstandsbevægelsen. Jeg huskede ham kun fra billeder og så stod de ord klare, han sagde inden han gik. Faktisk vidste jeg ikke engang om han selv skreg, eller om mor smed ham ud. Jeg ved ikke hvad jeg håbede på. Alligevel var han på listen over de personer jeg hadede.
Frikvarteret ringede ind og jeg rejste mig og prøvede at se så ligeglad ud som muligt. Derefter gik jeg op på skolen igen.

Jeg gik op af den lille marmortrappe og ringede på. Lis åbnede straks døren og så forundret og derefter ondskabsfuldt på mig.
"Forsvind." Hun lød overhoved ikke overbevisende, og jeg kunne se hun savnede mig. Jeg havde trodsalt været hos Viktoria siden jeg var fem.
"Må jeg ikke komme op hos Viktoria, bare et sekund. Så er De sød." bad jeg. Hun overvejede det lidt¨.
"Åh, Iben min kære, skynd dig nu. Herren kommer hjem om en halv time." Hun åbnede døren på klem så jeg kunne smutte ind i entréen og op på Viktorias værelse.
Hun sad på gulvet op af sit kæmpe store dukkehus, der fyldte et helt skab, og stirrede stift ud i luften. Hendes blik vendte sig hurtigt mod mig. Jeg kunne ikke tyde det.
"Hvorfor hader du mig Viktoria?" spurgte jeg og satte mig ned ved siden af hende.
"Jeg skal." svarede hun stift, men hendes facade knækkede over midt i.
"Hvorfor?" gentog jeg. Vi kiggede på hinanden i spejlet overfor.
"Min far siger jeg ikke må se dig mere." Hun sukkede, og jeg vidste hun følte sig mindst ligeså ensom som jeg, trods hun havde været omringet af mennesker. "Men ...." En tåre gled ned af hendes kind og hendes stemme blev skinger. "jeg savner sig Iben. Jeg føler mig så forfærdelig alene."
Jeg nikkede. "Jeg savner også dig." Jeg tog mit ben op under min kjole. "Det er så svært med alt det jeg ikke kan fortælle dig." Jeg kunne mærke hun tog min ene hånd. Der var stilhed i langt tid.
"Måske når krigen er forbi kan vi..." ´Hun afbrød mig.
"Det bliver aldrig til noget igen. Jeg kan ikke forlade min far. Han vil skære hånden af mig, hvis jeg gør det." Jeg prøvede at fange hendes blik, for at få hende til at stoppe, og endte med at vende mig om og kigge direkte på hende. "Vi må videre. Du har været min ven, men nu må jeg ud og finde nye venner og en kærlighed."
"Aldrig?" Hun så også på mig.
"Aldrig."
Vreden fyldte mig. Jeg ville lade min familie skære hånden af mig for det. Jeg ville lade dem forlade mig og udstøde mig. Hvorfor ville hun så ikke? Hun havde kæmpet så mange kampe for mig, med mig, hvorfor så ikke lade her blive den sidste. Hvis bare vi vandt den kunne vi være sammen forevig.
"Er det her slutningen." Jeg rejste mig brat op. "Hvordan kan du tage det så roligt?"
"Jeg er også såret Iben, men jeg bliver nødt til at holde min facade, indtil den bliver mit sande jeg."
"Jeg vil se den rigtige Viktoria igen! Hende som aldrig græd og altid kæmper til det sidste. Du er omvendt." Hun havde stadig min hånd og tog en af mine brune lokker og førte den roligt om bag mit øre. "Stop!" Jeg slog irriteret til hendes hånd. "Du kan lyve dine løgne over for andre, men ikke overfor mig." Jeg tog min jakke fra gulvet og løb ned i entreen og ud af døren. Intet stoppede mig i at løbe væk fra Viktoria. Alt burde stoppe mig i at løbe væk fra Viktoria.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...