For alt i verden tavshed

Iben og Viktoria lever side om side i krigens andet år. Iben i anden baggård med sin mor, søster Mia og bror Ole. Viktoria i et villakvarter uden lidt uden for København. Sammen går de gennem alt, men tavsheden dynger deres venskab ned. Hverken Ibens far der skred da hun var lille eller alt hvad der forgår derhjemme kan de tale om. Især ikke da Iben kommer ind i modstandsbevægelsen med sine søskende og Viktorias far begynder at samarbejde med tyskerne. Kan deres venskab holde hen over hele verdens tavshed?
Cover af Laura G.

13Likes
28Kommentarer
1132Visninger
AA

3. En ligesom Viktoria

Dagen efter hentede Viktoria mig som sædvanlig og intet var forandret. Intet var forandret siden dagen før. Der var så meget jeg ville fortælle hende. Først da Liselotte kom os i møde og begyndte at snakke på livet løs forsvandt akavetheden. Ikke tavsheden, men akavetheden. Der gik det op for mig var forskellen var på stilhed og tavshed. Det ene var en god ting og det andet var en grusom ting. Tavshed var når der var akavetheden mellem to mennesker der ikke talte. Stilhed var derimod når der ingen lyde var. Stilhed var en ting man kunne nyde. Tavshed var en ting man skulle hade. 
Selvom jeg åd Liselottes ord råt, kunne jeg ikke huske hvad det var hun fortalte om. For tavsheden havde ikke fjernet sig endnu. Den var der stadig, lige meget hvor højt Liselotte snakkede. Og jeg blev hurtig nervøs for om den nogensinde ville forsvinde. Om dette virkelig var enden. En af os vinde ville krigen. En anden ville tabe. Vil ville være splittet. Måske var det allerede slut. Vi kunne ikke sige mere til hinanden. Før første gang i mit liv var jeg realist. Et ord med dobbelt betydning. Når jeg tog min real eksamen ville jeg være realist. Og nu når Viktoria og jeg hang i en tynd tråd, blev jeg nødt til at se realisten i øjnene, som jeg ellers aldrig gjorde.
Da vi satte os ved hvert sit bord sendte Viktoria jeg mig lille smil. Sørgmodigt sendte jeg et tilbage igen. Var smil virkelig det eneste der stadig var mellem os? Skulle smil og grin holde vores ti år gamle venskab op at stå helt alene. Tavsheden vejede også en del af vores venskab, og smil var langt ligeså stærkt som tillid og ord. I sidste øjeblik før jeg nåede at få en rap over fingrene fik jeg svaret på Frøken Madsens spørgsmål, selvom jeg knap havde opfanget halvdelen. Til mit held sad Viktoria og mimede svaret nedenunder bordet med sine fingre.
"65." svarede jeg. Hun nikkede og fortsatte sin runde, med linealen klar til at straffe de uopdragne elever. Jeg prøvede ihærdigt at blive en del af timen igen, men forgæves. Ikke at jeg var gået glip af meget af timen, men det var den del, hvor hun havde forklaret regnemetoden. Mine øjne gjorde ondt og længtes efter at græde. Det hele virkede så uoverskueligt. Pludselig følte jeg mig alene. Selvom jeg havde min familie og jeg jo også var venner med de fleste andre fra klassen, manglede jeg en jeg kunne fortælle alt til. Ligesom Viktoria. Men jeg ville ikke have en ligesom Viktoria. Jeg ville have Viktoria.

Smagen af kål sad stadig i min mund, da vi sneg os ned af en tom gyde. Mia havde tænkt sig at efterligne det før liggende nummer. At punktere en af tyskernes bil. Ikke at det var særlig kreativt, men det var mod tyskerne, og opfyldte derfor det vigtigste krav. Vi nærmede os langsomt udkanten af byen, og jeg blev mere og mere nervøs, jo tættere vi kom på kvarteret hvor Viktoria boede. Ole havde i sin ene hånd et stort søm, han havde skaffet fra den, stadig hemmelige, gerningsmand. Mias blik gled op og ned af gaderne efter en vogn. Jeg var ikke nervøs for at vi blev taget af tyskerne, men nervøs for at Viktoria skulle se mig. For så ville hun ikke havde noget valg. Hun måtte sige det til sine forældre og vi ville dermed alligevel blive taget. Jeg kiggede rundt blandt husnumrene. Vi var kun tre gader fra Viktoria.
På midten af vejen stod en kæmpe stor tysk vogn og spærrede det hele. Mia og Ole udvekslede smil i mørket og trak mig med hen. Ole rakte mig sømmet.
"Vil du prøve søs?" hviskede han. Egentligt havde jeg for alt i verden ikke lyst til det. Det galt om at skabe for lidt ting, jeg havde et behov for at snakke med Viktoria om. Nervøst rystede jeg på hoved, men tog alligevel imod det. Jeg stillede mig med ryggen til dem og prøvede at stikke den ind i dækket. Mia stod bøjet over mig for at dække og Ole holdt vagt. Lydløst græd jeg, men jeg pressede den længere og længere ind i dækket. Jeg følte mig så forfærdelig ensom. Som Iben alene i verden. Problemerne var som bøger på en hylde. Hylden var mig. Viktoria plejede altid at tage bøgerne ud og læse i dem, såsom jeg læste i hendes. Bøgerne havde aldrig skrevet direkte, for selv før krigen var Mias yndlings citat opfundet, men det havde opfyldt vores behov, og vi havde haft noget sammen. Noget andet end smil. En høj pivelyd lød da der gik hul på dækker. Ole tog et fast greb i min arm og trak mig af sted. Vi løb så hurtigt rammer og tøj kunne holde. Uden at jeg vidste hvorhen vi skulle løb jeg bare.
Der kom ingen efter os, men trods den grund løb vi hele vejen gennem villaerne, ned af bakken og ind gennem byen. Først da vi nåede til første baggård satte vi tempoet ned. Forpustet stillede jeg mig op af den bare væg. Store skyer røg ud af min mund i kulden. Langt fra alt sneen var fjernet, og havde det ikke været for den træthed der med et overfaldt mig, var jeg aldrig løbet tværs over gården. Det viste sig også at være en dum idé, da jeg snublede midt i gården og trappede mit knæ. Jeg tog om mit ben og kunne mærke varmt blod mod mine fingre. Uden at gøre udtryk for den bidende smerte, rejste jeg mig igen og vraltede af sted. Mia der havde set mit fald støttede mig ind og placerede mig på en træskammel i køkkenet, for at rense mit sår, selvom jeg havde sagt at jeg var træt og det ikke gjorde ondt. Mine øjenlåg ville snart lukke ned kunne jeg mærke og i en halv tåge så jeg Mia og Ole rense mit sår. Igen gabte jeg, mens tårerne løb ned af mine kinder. Mor troede de var over såret, men jeg tror godt Mia vidste, at det kun var det.
Selv da jeg lagde mig på min madras og Ole lagde armene om mig, følte jeg mig ensom. Så forfærdelig ensom, selvom det jeg helst ville var at være alene.

Trods vi ikke sagde noget fulgtes vi stadig hjem til Viktoria. Der måtte jo være andet i livet vi kunne tale om. Viktorias mor tog lidt for smilene imod os og fulgte os ind i dagligstuen, hvor Konsulinden og Enkefrue Jensen sad med kaffe og kager. Det ville havde været rarer, hvis vi var uvenner. Så kunne vi i det mindste råbe og skrige af hinanden, men nu havde vi bare ikke mere at snakke om. En munter melodi spillede.
"Skal vi danse?" Viktoria smilede til mig og bød mig op som om hun var en mand.
"Med glæde!" grinede jeg, lykkelig over endelig at have noget at tage mig til. Viktoria svingede mig rundt i en hurtig jitterbug, selvom jeg var lige ved at snuble ved halvdelen af trinene. Viktoria havde gået til dans hele sit liv hos Enkefrue Jensens danseskole, men det var ikke noget min mor havde råd til.
"Jamen Laura, det er jo vores sang!" lød en dyb og munter stemme henne fra døren. Jeg så mig hurtigt over skulderen og missede endnu et trin. Viggo, Viktorias far, rakte armene frem mod Viktorias mor. "Kom her min mussepige.” Konsulinden og Enkefrue Jensen skævede lidt til hinanden, men lo så muntert da Viggo tog Laurs op i en endnu hurtigere dans, hvor hun fløj gennem benene og rundt i luften. Viktoria og jeg stoppede også for at betragte hendes forældre. Vi lo begge, trods de dansede godt. I modsætning til min mor var de begge meget unge.
"Viggo!" hvinede Laura, "Stop inden vi ødelægger kaffekopperne." Viggo drejede hende rundt en sidste gang og stoppede hende så. Han lo højt og tog Viktoria på skulderen.
"Du burde også snart finde dig en rigtig dansepartner, Vicky!"
"Jamen Viktoria har jo Asbjørn, han er udemærket!" udbrød Enkefrue Jensen skingret.
"Ja, det er jo altid godt at danse med en bjørn."
Enkefruen så foraget på Viggo.
"Lad os nu få noget te så vi kan høre om hvad Viggo nu har skaffet." Laura fik os til at sætte os ned og kaldte så på Lis, stuepigen.
"De forbandede unge har gjort der igen." fortalte Viggo. "De havde punkteret endnu en bil!" Hans ansigt udstødte had. Viktoria nikkede stille. "Nu skal de fandme havde lavet en ny."
"Viggo dog!" rettede Laura. "Ikke bande."
"Ja ja mussepige." Viggo smilede. "Nu får jeg solgt endnu en bil, selvom det satme er nogen værre drengestreger. De er labaner alle sammen. Der er ingen af dem der kender grænsen." Jeg sad der mussestille med den største klump i maven. Han talte om mig. Hans blik gled rundt på os, en efter en. Og det blev lige et sekund længere på mig, end på de andre. Hans blik mod mig var heller ikke fortæller agtig, men mistænksomt. Han talte til mig.
"Viggo har lovet at hjælpe med at fange dem." Laura satte sig stolt ved siden af sin mand. Jeg kunne se Viktoria bide sig i læben da vores blikke mødtes. Jeg tror mit blik må havde været bedene for hun rejste sig.
"Iben og jeg går op." Jeg kunne mærke Viggos blik i min ryg da vi gik. I mit stille sind bad jeg til Gud om, at han ikke ville forbyde Viktoria at se mig. Den smule i stadig havde, var bedre end ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...