For alt i verden tavshed

Iben og Viktoria lever side om side i krigens andet år. Iben i anden baggård med sin mor, søster Mia og bror Ole. Viktoria i et villakvarter uden lidt uden for København. Sammen går de gennem alt, men tavsheden dynger deres venskab ned. Hverken Ibens far der skred da hun var lille eller alt hvad der forgår derhjemme kan de tale om. Især ikke da Iben kommer ind i modstandsbevægelsen med sine søskende og Viktorias far begynder at samarbejde med tyskerne. Kan deres venskab holde hen over hele verdens tavshed?
Cover af Laura G.

13Likes
28Kommentarer
1121Visninger
AA

2. Brun skjorte eller stribet hue?

Den kolde vind peb i mine øre så snart Mia åbnede døren. Ole holdt min hånd. "Han skulle jo passe godt på sine lillesøster". Hurtig som et lyn løb Mia gennem gården. Hun var ikke til at se i mørket med sit sorte tøj.
"3 ... 2 ... 1 ...," Ole klemte min hånd. Jeg gjorde mig klar til at løbe. Heldigvis var der ikke is i gården endnu. Når det kom, kunne man dårlig gå igennem i dagslys uden at falde. "Nu." hviskede han og vi spænede over i den første port, hvor Mia ventede på os. Mia klemte så hårdt om pakken med passene, at hendes knoer blev helt hvide.
"Istegade 7." Ordene var næsten uhørlige. Ole sendte Mia et blik til, at han havde hørt det og derefter spurtede hun gennem første baggård. Derefter tog Ole min hånd og vi løb gennem mørket. Jeg var bange for at falde, når jeg intet kunne se. Uskadte kom vi over til porten hvor vi gik op langs muren hen til en lille sidegyde. Jeg kunne skimte en tysker på vejen og bad til at han ikke havde set os smutte forbi. Ole trak mig ekstra op mod muren, mens vi forsigtigt listede gennem gyden og ud til en anden vej. Oles blik flakkede nervøst rundt, men der var ingen tyskere i sigte.
Faktisk var det en af de ikke så farlige aftners og det var netop derfor, at Mia og Ole havde valgt, at denne onsdags aften skulle være den første. Vi skulle ikke andet end at aflevere passene til en jødisk familie, der gemte sig på et loft, hos en af deres venner. Passene havde de fået sendt fra Sverige, og det var også dertil jøderne skulle, så de kunne aflevere dem tilbage. Selvom jeg vidste at Mia og Ole havde prøvet det mange gange, bankede mit hjerte alligevel som tusind øltønder på vej ned af en bakke. Vi listede ind i en opgang, og først der var jeg rigtig tryg. I det gik det op for mig hvem der var jeg var utryg for. Tyskerne. Og Viktoria var på tyskernes side. Var jeg så også bange for hende. En klump af dårlig samvittighed samlede sig i min hals. Jeg gjorde nu endnu en ting, som jeg ikke kunne fortælle til hende.
Mia bankede to hurtige bank og et langsomt på hoveddøren, det var deres tegn, så de vidste at der ikke var tyskere. En lille dame åbnede og nikkede til Mia, før hun hastigt tog imod passene. Derefter rakte hun et papir til Ole. Jeg læste over skulderen på Ole, men kunne ikke tyde bogstaverne i mørket. Damen lukkede døren igen. Ole sendte Mia et blik, jeg ikke vidste hvad betød og derefter gik vi ned af opgangen igen. Egentlig var jeg også bange for, at de fortalte mig for meget. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne tie stille med det til Viktoria. Mit fokus måtte blive på at hjælpe min side. Man kunne jo godt være venner, selvom man var med hver sit parti. Det var der da mange der var. Ikke at jeg kunne nogen eksempler. Men der måtte da være nogen. Måske...

Viktoria satte sig foran på kælken og satte fra med benene, så vi susede ned af bakken. Jeg kunne ikke se noget for hendes røde hår der ramte mig i ansigtet, heldigvis skånede hun mig for vinden, som var ret kraftig netop den dag.
"IBEN!" skreg hun grinende, da vi væltede og rullede om på siden. Vi endte i den bunke af sne, med kælken oven på os, døde af grin.
"Viktoria, dog," lo jeg, "Næste gang vil jeg styre." Hun gav mig et lille skub og væltede kælken af os.
"Du ved godt, at jeg er den bedste til at kælke i hele byen!" Hun rejste sig og rakte en hånd mod mig. Jeg tog imod den og trak mig op. Det var årets første sne, og den skulle man nødig gå glip af. Jeg hjalp hende med at børste sin fine jakke af og tog så fat i snoren til kælken.
"Skal vi ikke tage en sidste tur, før vi går ind. Mine tæer falder snart af!" Viktoria steppede lidt på jorden og løb derefter op til mig på toppen af bakken. Vinden var kold mod mit ansigt.
"Jo." Jeg slog mine hænder sammen, for at få blodomløbet tilbage i mine fingre. Der gik det op for mig, hvor kolde de egentligt var.
"Ville du sidde forrest?" spurgte hun og satte sig på den bagerste del af kælken.
"Mmm..." Blæsten var derimod behagelig mod mine varme kinder, Jeg satte mig foran hende og tog styresnorene op.
"3 ... 2 ... 1 ...." Jeg satte fra og vi susede ned af bakken. Træerne fløj forbi, og et sekund troede jeg vi ville lande i søen for enden af bakken, men jeg nåede at sætte foden i jorden så vi drejede om og væltede på siden, før vi nåede søen. Viktorias smil var ikke til at fjerne fra hendes læber, på trods af at hun så rimelig forfrossen ud.
"Mor har lavet Ricks derhjemme." Viktoria tog kælken i den ene hånd og mig i den anden og løb så op af bakken. Det var endnu en ting der var god ved Viktoria. Hendes familie solgte ikke deres kaffemærker, ligesom min.

Det var en vidunderligt, da vi endelig kom ind i varmen igen. Viktorias mor kom os i møde og fulgte os straks ind i den store spisestue, hvor deres maddame kom op til os med kaffen og et fad der bugnede med kager. Det havde altid været mig et mysterium, hvordan Viktoria kunne være så slank, når hun levede i en familie, hvor kager stadig fandtes, selv i krigen.
Fra grammofonen spillede en af de helt nye hits., og man fik helt lyst til at danse. Da vi satte os ned blev der en underlig tavshed, som jeg godt have forudset, men aldrig rigtigt turde se i øjnene. Det var der hvor jeg, hvis det havde været en helt normal dag, fortalt om hvordan jeg havde været ude natten før, men jeg kunne ikke få mig selv til det. En mærkelig klump bredte sig i min mave. Viktoria rørte bare rastløst rundt i sin kaffe, mens hun gnavede at sin kage, selvfølgelig på en måde, så hun alligevel lignede en civiliseret pige. Viktorias mor var også underlig tavs. Måske havde hun også, efter alt hvad Viktoria havde fortalt om mig, fornemmet, at jeg var mod tyskerne. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg aldrig havde gået med Oles hue, med de blå, hvide og orange striber. For hvem vidste, hvor langt tid Viktorias far havde samarbejdet med brunskjorterne. Jeg bed mig selv i læben for at kalde dem det, men kunne alligevel ikke lade være. Allerede nu vidste jeg at det enten var Viktoria eller jeg der vandt krigen. For vi var vel mod hinanden. På hver side at den grænse, der delte nazisterne med danskerne.
Jeg skulle til at slå irriteret i bordet, da jeg kom i tanke om hvor jeg var. I et ordenligt hjem. I stedet tog jeg en kage og bed vredt i den. Den muntre melodi var ikke længere så munter mere, og der lå en tyk hinde af tavshed i stuen. Verdens tavshed. For alt i verden tavshed, som Mia havde sagt om modstandsbevægelsen, og jeg ville ønske jeg aldrig havde hentydet til det over for Viktoria. Jeg havde jo lovet dem, at min mund var lukket med syv sejl. Viktoria kunne få os i koncentrationslejr, hvis hun bare skaffede beviser. Tanken var ikke rar, og jeg kom i min underbevidsthed til at rejse mig.
“Jeg må hjem nu,” sagde jeg forvirret. Viktoria så overrasket på mig, men nikkede så.
“Vi ses så. Husk at læse matematik, du skulle jo nødig dumpe i realen.” Selvom bemærkningen var ment for sjov, manglede den muntre undertone i hendes stemme. Jeg nikkede bare og Viktoria fulgte mig ud i den store entré. Jeg trak min jakke og mine alt for store støvler på.
“Vi ses.” Hun nikkede og åbnede døren.
“Vi ses.” Hun fremtvang et smil. Da jeg stod ude foran det store hus og skulle til at låse min cykel op, hørte jeg en dytten bag mig, og blev helt hvid i hoved, da jeg så en stor tysk bil. Der var jeg for alvor glad for at den rød, hvid, blå stribede hue, ikke sad på mit hoved. Jeg nikkede til dem og hilste på det tysk jeg havde lært.
“Gutentag.” Den ene tysker nikkede tilbage, og gik så op mod Viktorias hoveddør. Jeg skyndte mig op på cyklen og cyklede så hurtigt rammer og tøj kunne holde.
Da jeg igen stoppede op i anden baggård, sad mit hjerte helt oppe i halsen på mig. Jeg mødte Oles blik i vinduet og lovede mig selv at min mund ville være lukket med syv sejl for evigt.
For at i verden tavshed.

Den lille lampe i loftet lyste så svagt, at jeg lige nøjagtigt kunne læse. Især om vinteren var der ikke langt tid med nok læsetid, selvom nu hvor der var mørklægning, kunne det egentligt være lige meget. Mia sad også oppe, med noget dansk hun ikke havde lavet. Ole lå og snorkede, og hans brune krøller lå spredt ud over det hele. Han og Mia lignede hinanden helt vildt, og hvis ikke de havde været modsat køn havde jeg ikke kunne se forskel på dem.
“Tror du jeg kan skrive om brunskjorterne, eller tror du det er for risikabelt?” hviskede Mia, for ikke at vække Ole.
“For alt i verden tavshed.” mindede jeg hende om og hun nikkede. Det virkede mærkeligt, at det var mig der mindede hende om det, når det ikke var en regel jeg havde været særlig god til selv at holde den.

“Du siger det ikke.” Hun sukkede. “Ikke engang med mine veninder kan jeg sige det.” Hun smilede, “Men, for alt i verden tavshed.” Jeg prøvede at smile tilbage og vendte derefter tilbage til min bog. “Selv ikke gerningsmanden bag nummeret, at punktere tyskernes vogn, har blæret sig den mindste smule. Det var altså rimelig morsomt.” Mia grinede ved tanken så hendes smilehuller kom til syne, den eneste ting Ole ikke havde arvet som tvilling. Jeg grinede med hende, men burde egentligt ikke grine. Det var min fjende, men Viktorias ven. Og venner griner ikke af hinandens venner.
“Unser Auto ist punktiert!” udbrød Mia på gebrokkent tysk og tog sig forfærdet til hoved.
“Oh nein.” Mia rystede grinene på hoved af min udtale.
“Du bliver aldrig tysklærer Iben.” Jeg rystede på hoved af hende satte mig til at læse. Jeg ville helst undgå at være for meget på en side. At være på tyskernes side var mod min familie og mod mig selv, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at håne tyskerne, selvom jeg hadede dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...