Drømmeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2013
  • Status: Igang
Cristel Fox bor midt i en skov, hendes nærmeste naboer er fuglene og nogle få egern. Hendes mor er hjemmegående, mens hendes far er i skoven. Hun ved ikke hvad han laver der, men de får vel penge på bordet på en eller anden måde.
Tingene ændre sig dog drastisk, Christel fortæller det hele. Hvordan det startede og hvordan det sluttede.

1Likes
0Kommentarer
426Visninger
AA

3. Skrig

Det havde været en af de der skrig som bare er fyldt af smerte og bore sig ind i ens sjæl. Et skrig du aldrig glemmer. Jeg kunne ikke sove resten af natten, bare tanken om skriget fik det til at runge i mit hoved igen. Jeg lå bare i min seng, helt paralyseret. For bange til at røre mig. For hvem, eller rettere sagt hvad der havde forsaget skriget, var sandsynligvis stadig i huset. 

Jeg vågnede da solens guldige skær skar mig i øjnene. Jeg kunne ikke engang huske at jeg var faldet i søvn, men jeg havde ikke sovet specielt godt, søvnen havde været præget af mareridt og tidspunkter hvor jeg bare lå et sted mellem bevidsthed og søvn. 

Efter jeg var vågnet, blev i sengen til min mor kom. De skulle lige til at spise morgenmad. Langsomt havde jeg rejst mig og var gået ned til morgenbordet, jeg havde bare sat mig ved bordet uden et ord, med mit blik stift rettet mod gulvet. Jeg ville ikke se op på nogle af dem, lige meget hvad der var sket den forgående nat, var jeg stensikker på at de også havde hørt skriget. Den eneste mulighed for ikke at have hørt det, ville have været hvis de ikke var i huset.

På dette tidspunkt var jeg ikke sikker, men jeg husker, at jeg havde nogle mistanker om hvorvidt mine forældre var indblande. Nogle få viste sig dog at holde stik, men det vil I forstå senere.

De næste par dage, måske uger, måske enda måneder fortsatte sådan. Nogle nætter hørte jeg dette gennemtrængende skrig der umiskendeligt kom fra min bror, og hver gang det var sket, havde mine forældre bare ladet som ingenting dagen efter. Selvom det var umuligt at de ikke havde hørt det. Jeg lagde også mærke til at min far brugte mere tid i skoven, min bror var også nogle gange med. Ikke så tit, men nogle gange. Hvad min mor angik, så var hun bare falsk. Hun lod som om der ikke var noget der gik hende på. Men hver gang hun ikke troede jeg så det, sendte hun bekymrede blikke mod skoven. Ikke udkanten som for at se om nogle kom. Mere helt ind i skoven, helt ind hvor skyggerne hersker.

Jeg fangede hende også engang i at sidde ved tørresnoren. I starten troede jeg bare at hun nød solopgangen. Men, jeg droppede den idé, da jeg så tårene der stille landede i hendes skød. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...