De 5 stjerner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 25 mar. 2014
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

1. Fru Olsen og hendes pris-belønnede æble

Jeg dukkede mig og undveg med nød og næppe et brændende æble. Jeg løb. Hoppede over et væltet æbletræ og fortsatte, mens de brændende æbler føg mig om ørerne.

"Giv mig den! Jeg vil have den!" skreg fru Olsen. Jeg fortsatte, mens jeg forsøgte ikke at tabe alle de æbler, jeg havde i favnen. Nattehimlen var glødende orange i genskæret fra den brændende lade. Jeg løb gennem æbleplantagen, med den gamle dame lige i hælene. Det var næsten sjovt at se, hvordan hun på sine gamle ben kæmpede sig igennem skoven i høje stiletter og en stram kontor-nederdel, hvis det altså ikke lige var for det sindsyge blik i hendes ansigt, der signalerede, at hun måske ikke var helt så glad for mig i dette øjeblik. Og så æblerne. De fleste gamle enker plejer at råbe og svinge med kosten, når nogle små, irriterende, loppebefængte skarnsunger prøver at stjæle æbler fra deres haver. Det er så heller ikke alle børn, der kommer helskindet hjem ... men alligevel ... Men da fru Olsen fandt ud af, at jeg stjal nogle af hendes æbler, kom hun til at sætte ild til laden i forsøget på at ramme mig med hendes brændende æbler. Jeg vidste godt at hun var gammel, mærkelig, uhyggelig og en smuuule sindsyg. Men psykopat? Og så alt det her hurlumhej, bare fordi hun ville have et af de æbler, jeg har stjålet fra hende. Har den vundet en pris eller sådan noget?

Jeg kiggede ned på de æbler, jeg havde i favnen, tog en passende op, og kastede den efter fru Olsen. "Her har du dit æble!" Det var et perfekt skud, og det ramte hende lige i panden, så hun gik ud som et lys, og sank sammen i græsset mellem de hundredvis af æbletræer.

Jeg fortsatte med at løbe, uden at kigge mig tilbage. Først, da den brændende lade kun var en lille prik i horisonten, og jeg var indhyllet i det kolde mørke, der kun blev oplyst af stjernerne på himlen, tillod jeg mig at sætte mig ned og få en lille pause. Først der opdagede jeg, hvor træt jeg var, og jeg faldt hurtigt i søvn i det bløde græs.

Går i en skov. Den er fredelig og glad. Sollyset varmer min krop. Duftene, blomsterne og dyrene lever i fred, helt uforstyrrede, uden fare for afbrydelse af verden uden for. En sød harmoni af fuglenes kvidren når mit øre, og giver mig lyst til at grine, jeg smiler et smil, der når helt op til øjnene, jeg har lyst til bare at lægge mig ned, blive ét med skoven, træerne, og leve et liv uden bekymringer. Bare ligge i den ældgamle skov og føle verden som den var.

En stemme hvisker til mig. Det er ikke den gamle hvisken fra vinden eller klippens faste, langsomme rytme der taler sagte til mig. Den kommer ikke fra skoven, men bliver bragt hertil af ... noget nyt.

"Du skal finde den. Rejs dig op og løb, inden det er for sent!" Stemmen kommer ude fra en anden verden. På trods af den indtrængende tone, ignorerer jeg stemmen og går videre gennem det saftiggrønne græs, hvis bittesmå vandkrystaller glimter i solens stråler.

Jeg hører stemmen igen, men kun meget svagt. "Fare ... fare!" Jeg fortsætter stadig, men pludselig er der noget, der ændrer sig. Skovens farver falmer, en sky driver hen foran solen, så det bliver koldt og mørkt, og fuglenes sang virker med ét ikke lige så glad og smuk mere. En lille vind suser forbi mig og gør mine bare fødder kolde, og skoven er bange. Pludselig lægger jeg mærke til en lille fugl på en gren over mit hoved, med et pink næb. Den stirrer på mig med et indgående blik, og jeg bliver rædselsslagen. Hele skovens hjerteslag blive hurtigere, alting hvisker hektisk til mig om fare: floderne, træerne, dyrene, klipperne, planterne og vinden. Jeg vil løbe væk, men kan intet andet end bare at stå og stirre ind i fuglens øjne. Der er et eller andet forkert ved den. Noget unaturligt. Fuglen puster sig op og udstøder et højt, hjerteskærende skrig. Jeg falder ned på knæ, alt inden i mig går i stykker, det føles som om at mit hoved bliver flået i stumper, jeg kan ikke se noget, jeg kan kun mærke mit eget hjerte hamre, det føles som en evighed, jeg skriger, og med ét bliver hele skoven flammende rød, jeg kan ikke mer, og jeg synker sammen i det farveløse græs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...