gennem rød øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2013
  • Opdateret: 18 okt. 2014
  • Status: Igang
Demon er en 2/3 dæmon og det 12 barn af dæmonernes konge. Der er mange halv dæmoner, men ikke mange som Demon og hans søskende, hvor faderen lever.

En krig mellem inseminations børnene og de ægte, men hvad er de ægte, er de sandheden om dem, eller er der noget mere i denne krig.

0Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

4. ikke med i programmet

Jeg vågnede ved at nogle råbte af hinanden "Det kan du godt glemme! Nok mener din mor hårdnakket at hun aldrig har været med i programmet, men det betydere ikke at du kan opføre dig som det passer dig!" kvinde stemmen skar igennem morgenluften, jeg kikkede ned mod dem. Luciefer og hende pigen fra i går, hvad lavede de her? Undrende kom jeg ud fra mit skjul "Jeg ved ikke hvem min far er, tror du min mor har fortalt mig det! Hun snakkede om at hvis hun fortalte det vil det kun skabe problemer, at han var en prins fra deres verden, MEN jeg fatter ingenting af det. Dæmoner er og forbliver et bæst der slå andre ihjel!" Luciefer havde virkelig meget had til dæmoner.

Luciefers horn var ligesom Chatteres, fulgte hovedet men stadig nogle centimeter over hovedbunden rundt og bukkede som en vædder omkring ørene. Vingerne var foldet ud, de hang slapt bag ham, kunne han ikke holde dem oppe eller havde han aldrig lært det? Der var mange ting som gik igen fra Chatter til Luciefer, var det min bror der var hans far? Jeg kunne ikke holde min fnise tilbage, hvis min far vidste at Chatter havde en søn vil han flippe fuldstændig ud. Luciefer opdage mig "Demon?" jeg smilede ned til dem og vinkede, Luciefer kom hurtigt op men han havde svært ved at sætte ordenlig af "Hvad laver du her?" jeg kiggede ned på kvinden "Kommer hun herop?" Luciefer rystede på hovedet "Okay... Jeg slapper af" Luciefer smilede igen "Har mange af dine søskende horn?" jeg kiggede på ham "Det kan jeg ikke fortælle dig" Luciefer kiggede undrende på mig "Hvad mener du? hvorfor ikke? hvem holder dig tilbage?" Jeg sukkede "I gør... Jeg er glad for mit liv" jeg prøvede at smile men opgav, jeg er træt af de løje der bleven givet til dem. Hvorfor skulle dæmoner kun være ude på at dræbe "Vi? hvad mener du?" "Hvad ville der ske hvis jeg fortalte dig at jeg var en dæmon?" Luciefer begyndte at grine "Ciefer! Stop det! Det var et seriøst spørgsmål!" min stemme skar sig igennem hans grinen. Luciefer stirrede på mig, de makeringer han havde var røde, blodrøde som var tegnet på at man var en halvdæmon men ikke skabt ad naturlige veje. "Demon, tro mig det er du ikke" jeg vippede hovedet på skrå "Hvorfor er du så sikker" Luciefer stirrede på mig "Fordi du er venlig og rar, du får folk til at grine og der er ingen tegn på at du skulle være en dæmon på nogle måde" jeg rystede let på hovedet "Tror du alle dæmoner er onde, morderiske og koldblodige dræber?" jeg smilede hvis han sagde ja ville jeg nok flippe lidt "Det vil jeg tro. Jeg har aldrig mødt en der ikke prøvede at dræbe mig" Jeg vippede fra den ene fod til den anden overvejede hvordan jeg skulle sige tingende til ham og om jeg skulle, jeg vil jo gerne lære mere om dem og Luciefer var i den grad ikke en del af det der underlige program om halv dæmoner "Hvis nu jeg var en dæmon?" Luciefer sukkede pludselig kom der en stemme bag os "Så vil Luciefer være tvunget til at dræbe dig, før du kommer ud af kontrol" jeg vendte mig om og kiggede på en mand, han havde sit sne hvide hår sat op i en løs hestehale, hans ene arm var der himmelblå mærker på der strækte sig ned over fingerne, også hans øjne var himmelblå "Hvem er du?" han flyttede sig over til Luciefer "Jeg er Mikulan, men du kan kalde mig Mik, det er nemmest" han kiggede på Luciefer og derefter mig "I lingere lidt hinanden" jeg kæmpede for at undertrykke mit grinene "Vel gør vi sku ej! Jeg har rødt hår, hans er natsort, jeg er en halv dæmon, han er et menneske! Vi ligner ikke hinanden på nogle måde!" Luciefer var rasende og jeg vil give ham ret, mest fordi jeg ikke ville sammenlignes med ham... Mik rystede på hovedet "Hvad mener du?" han kikkede på mig "Hvordan kan der være det, som luciefer sagde er forskellende nemme at se, så jeg giver ham ret vi ligner ikke hinanden." jeg vente mig mod Luciefer "Jeg er nød til at gå jeg glemte at fortælle min mor hvor jeg var og min far vil vidst snakke om et eller andet problem" jeg smilede og begyndte at bevæge mig hjem ad. Jeg kunne høre Luciefer råbe af mik, mens han trak af med Luciefer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...