I'm Just Lost, You Know? ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Mød Maddie Anderson, en pige, hvis grænser er lidt længere end de andres.
Maddie er en pige, som måske ikke gør de smarteste ting, såsom at tage stoffer, og er let afhængig, for ikke at sige meget.

En dag kommer Maddie hjem fra hospitalet, og beslutter sig for at tage i byen, en aften hun aldrig glemmer.
I byen møder hun selveste Harry Styles, men er det der hendes øjne ligger? Og hvor ligger Harrys?

Det her er en historie, om en pige, der er så meget på dybt vand, at hun ikke kan bunde mere. Men kan hun svømme så langt, at hun kommer op på bredden på den anden side af hvor hun startede?
Det en historie, om ren kærlighed, en masse skuffelser, ærgrelser, om at komme videre, og om at kæmpe imod alt det man har stået for hele livet.

2Likes
0Kommentarer
330Visninger
AA

2. Just go away

Jeg vågner langsomt af en masse bip-lyde der fylder rummet, det giver næsten genlyd, i et ellers stort lokale.

 

Hvor er jeg henne?

 

Jeg prøver at sætte mig op, men bliver holdt tilbage af nogle hvide remme, der ligger hen over mit bryst, og nogle længere nede ved mine skinneben. Jeg kigger foruroligende rundt i lokalet, det er hvidt, med et par store vinduer, et medium størrelse tv, der hænger oppe i loftet, der er kun én seng, som er min, men til gengæld er der en  beige diva ved siden af, den ligner rigtig meget en, som man ser i psykolog film.

 

Den lyd der vækkede mig, begynder at lyde hurtigere, og få sekunder efter kommer en masse mennesker, løbende ind i hvide kitler, stetoskop omkring halsen, og nogle rigtig grimme hvide gummisko.

De kom alle sammen med fuld hast ind, jeg tror de er omkring 3 eller sådan noget, det er altså mange, når alt er sløret, og man har de for sygeste brækfornemmelser, en blanding af at være fuld, og have tømmermænd.

En ældre dame med hvidt hår kom gående hen til mig, mens de andre begyndte at rode ved de der maskiner der var overalt.

 

“Har du det godt?” Hendes rynkede ansigt lavede en sjov grimasse, og hvis ikke jeg havde det så dårligt, havde jeg virkelig grint, jeg mener virkelig, et så grimt ansigt, også laver hun den grimasse, det passer ikke sammen.


Ej, den var ond.

 

“Jeg har ondt i kroppen,” Sagde jeg endelig, jeg snakkede langsomt, og var virkelig tæt på at brække mig, jeg prøvede at synke den klump der sad i halsen på mig, men uden held.

 

Mit blik mødte hende den gamle dame der stod og kiggede på mig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg ved ikke hvordan jeg har det, jeg er lige vågnet, og har virkelig lyst til en smøg.

“Hvor er jeg?” Mit spørgsmål kom vist bag på hende damen, som jeg stadig ikke ved hvad hedder, for sådan nogle personer, plejer at have navneskilt på, men ikke hende her, hun skal jo skille sig ud.

 

Dumme hende.

 

Damen begynder at bevæge sig over i divaen der står ved siden af min seng,

 

Husker I den jeg beskrev tidligere?

 

Hun har nogle papirer i den ene hånd, og en kuglepen i den anden, hun kigger hurtigt over på mig, og giver mig et smil, inden hun rækker mig papirerne, og bagefter kuglepennen.

“Kan du udfylde det her skema?” Hun kiggede bedende på mig, så man næsten ikke kunne sige nej, om man så var døende.

Jeg tog modvilligt fat i papirerne, som hun havde stukket helt op i snotten på mig.
På papirerne stod der er en masse spørgsmål, meget ind til mig, fødselsdato osv. og for at være ærlig, jeg orkede det ikke, så jeg skrev bare på det mest basale, og gav hende papirerne tilbage, hvorefter hun kiggede dem grundigt igennem, og smuttede ud af døren.

 

Også lå jeg der.

Alene.

Uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvor fanden er jeg? Hvad har jeg lavet?

 

Damen kom ind ad døren igen, hvorefter hun kiggede mistroisk på mig,  mens hun stille åbnede munden. Og jeg gentager: Du har taget en overdosis, men du kan gå, hvis du lærer at styre dig.

Overdosis delen er sket før, så det er ikke så slemt, og jajaja, ved godt det er farligt, men det er sket så mange gange efterhånden at det ikke går så meget mere.

 

 

Vejen hjem fra hospitalet havde været barsk, for det var jo ikke fordi vejret var med mig, det regnede, blæste, tordnede, lynede og jeg ved ikke hvad, på den anden side er det jo som London nu er.

Men samtidig var der jo heller ikke fordi der var nogen taxier der gad stoppe, så jeg skulle gå hele vejen fra hospitalet, og hjem til mig selv, og ja, jeg lever for mig selv, eller nej, det er min fars hjem og alt det der, men han er aldrig hjemme, så det er altid mig der gør alt arbejdet.

 

Det ikke svært at bo alene, men det er svært når min far har glemt at betale regninger, til de mennesker han nu skylder penge, mest sådan noget som narko og sådan, så opsøger de nemlig til hans hjem, hvilket jo er logisk, men han er jo ikke hjemme, så jeg har ar, blå mærker og rifter overalt på kroppen.

 

Barsk, huh?

 

Nej, det er bare min hverdag.

 

Jeg kom langt om længe hjem, og var drivvåd, med et stort D. Vores lille entre var proppet med alt muligt, for at sige det ligeud lort, paraplyer, jakker, sokker, og ja, underbukser, ud over det hele, det lignede det præcis det samme som da jeg gik, men det er jo heller ikke fordi der kommer andre og rydder op, og jeg er ikke ligefrem typen der elsker at gøre rent.

Hvilket også er grunden til at jeg ikke har gæster på besøg, det er jo ligeud pinligt at vise det her frem for nogen, overhovedet.

Men jeg er heller ikke snakke typen, som invitere hjem til aftensmad, jeg har ikke engang nogle rigtige venner, de eneste jeg har, det er dem jeg kan ryge og sniffe med. Dejligt selskab, huh?

 

Jeg smed min jakke ned til alt det andet rod, og begyndte at gå ind mod stuen.

I forhold til gangen, var den faktisk tom, helt tom. Alle de møbler der engang stod her, var væk, pist væk.

Jeg fortsatte igennem stuen, og bevægede mig ud mod køkkenet, hvor der heldigvis var et køkken, hvor alle møblerne var blevet af, ja det er et godt spørgsmål, som jeg ikke har tid til at tænke på, det eneste jeg har brug for nu, er en tur i byen.

 

En god omgang alkohol i blodet, det må være sagen.

 

Jeg tog fat i køleskabsdøren, for at se om vi havde noget mad, og det eneste der var, var noget gammelt pålæg, og noget pesto, og så er valget jo ikke så svært vel?

Henne ved siden af køleskabet fandt jeg noget knækbrød, hvorefter jeg smurte pestoen ud over knækbrødet og satte mig på køkkenbordet for at spise.

 

Efter maden gik jeg op på mit værelse, for at finde noget tøj at tage på, da jeg ikke lige er typen der går med joggingtøj på til en fest, men samtidig er jeg heller ikke kjoletypen. Shorts for the win.

 

Oppe på mit værelse fandt jeg et par sorte shorts, og en mintgrøn top, som sad helt perfekt, den stoppede lige der hvor mine shorts startede, så det passede jo perfekt, for selvom jeg lyder som en type der bare flasher og alt muligt, så har jeg det rigtig dårligt med min krop, det eneste jeg kan lide er mit hår, og mine ben, ikke sammen, ahahhaha, dårlig humor.

 

 

Jeg var endt på en natklub, som jeg virkelig ikke kan huske hvad hedder, noget med funky. Det var den første chaufføren havde kommet til, så det var den det blev.

Jeg vil ærligt indrømme den er ret så dyr, men jeg har lige fået penge af min dejlige far.

Hvis vi lige sletter ‘fået’ og ‘dejlige’ og erstatter det med ‘stjålet’ og ‘egoistiske’, så passer det bedre, for pengene var bare nogle der lå derhjemme, og jeg var gældfri lige pt. så jeg kunne have det sjovt i aften, må man håbe.

 

Der var rigtig mange søde drenge, men især én tog min opmærksomhed med bravour, han var høj, højere end mig,  vil gætte på at jeg uden hæle, er omkring 169 cm. høj.

Længe leve stiletter.

Nå, tilbage til ham drengen, han er okay høj, så har han brunt hår, der let stritter op i luften, ved ikke hvad der hedder på dansk, men det er det jeg vil kalde en quiff, så har han blå/grålige øjne, der lyser hele diskoteket op, så har han en blålig trøje på, der passer til hans øjne, så har han et par tætsiddende bukser på, der forresten er sorte, eller meget mørkegrå.

Han står oppe i baren med 3 andre drenge, de står og bælder grønne og røde shots, for at være ærlig, så ser de ikke særlig lækre ud, de ligner lidt gift, urgg.

 

Extra extra: Maddie Anderson kan ikke lide farvede shots.

 

Jeg har faktisk været på forsiden engang, lidt stolt er man da, hvis ikke det var fordi at det var engang jeg var blevet påkørt af en eller anden narrøv, der kørte spritkørsel. Man kan sige at der heldigvis ikke skete noget, udover jeg var høj på det tidspunkt, så jeg var pænt busted på hospitalet, det endte så med at jeg skulle bruge 2 måneder på et eller andet hjem, der skulle gøre så jeg kom ud af alt det der. Jeg kan afsløre én ting for jer; det gjorde jeg ikke, de samme vaner, samme rutiner, alt det der shit.

 

Jeg blev med et smidt ud af mine tanker da der pludselig stod en høj, krølhåret dreng foran mig, med det sygeste smil på hele munden, og nedstirrede mig totalt, overdrevet, syggo, meget, og nej jeg overdriver ikke, overhovedet, nej nej, det ligger ikke til min personlighed.

Mærk ironien.

 

“Hej?” En smule akavethed kom ud, da mine læber begyndte at bevæge sig, selvom at jeg sagde de ikke skulle, så det er faktisk ret ondt de gør det.

 

“Harry,” Han ignorerede den akavet stemning jeg havde skabt, og rakte hånden frem, så vi kunne hilse, måske på en lidt anden måde end jeg normalt plejer.

“Maddie,” Jeg tog imod hans hånd, mens han begyndte at ryste den let.

“Hvad laver en som dig så her?” Hans stemme var meget lav, og for at være ærlig, skulle jeg tænke et par gang før jeg forstod hvad det var han sagde, hvilket fik ham til at grine, da jeg nok lignede en lost kanin.

“Jeg er i byen,” Jeg smilede let, mens jeg begyndte at sætte mit hår op i en høj hestehale, da der var virkelig varmt herinde.

“Nogen grund?” Harry undersøgte nøje mine bevægelser, som faktisk virkede en smule skræmmende, da jeg kun lige har mødt ham jo.

“Lige kommet hjem fra hospitalet, har brug for frihed” Vi stod nu helt tæt, fordi DJ’en havde skruet op for musikken, så hvis vi skulle have nogen som helst chance for at kunne høre hinanden en lille smule, måtte det være på den måde.

“Hvad er der da sket?” Han råbte ind i mit øre, så mine trommehinder gjorde helt ondt bagefter.

Jeg tog let min hånd op til øret, for at gøre noget ved den smerte der havde sat sig fast i mit øre.

“Det ingenting,” Jeg afsluttede samtalen, og kiggede hen på ham drengen jeg havde set på før, og følte mig en smule skuffet da han ikke stod der mere. Det blev først akavet da Harry vendte sit hoved om for at se hvad det var jeg kiggede på, men sendte mig en underlig grimasse da der ikke var noget, kun nogle tomme stole, hvor der engang sad en lækker dreng, med et stort L.

 

Jeg lænede mig hen til Harry, for at sige jeg gik ud for at tage en smøg. Men da jeg vendte mig om holdte han fast i mit håndled, så jeg ikke kunne gå mod døren.
Jeg blev faktisk en smule irriteret, da det er overdrevet lang tid siden, jeg sidst fik en smøg, så jeg er virkelig trængende.

Efter en lang kamp med Harry, og nej ikke sådan en kamp, hvor vi river hinanden i håret og alt muligt, men en kamp hvor vi stod og stirrede på hinanden, han sendte en masse sørgmodige blikke, mens jeg bare var ved at dø, følte jeg, fordi jeg er alt for trængende.

Nå, men pointen var at jeg vandt, så op af min taske fik jeg fikset en pakke op, og tændte den med min lighter.

Og der stod jeg, i min dejlige lille verden, og tænkte over livets store spørgsmål. Okay, stryg den sætning, for det der virkelig skete var at jeg stod, foran en natklub og røg, helt ædru, har ikke engang fået en drink af et eller andet, og bare nød en smøg.

På den anden side af vejen kan jeg se 2 ansigter, som jeg har set alt for mange gange før; Nicole og Nicki, og hvis I vil vide hvem der er, så er det mine ‘narko kammerater’, aner ikke hvad jeg skal kalde dem, men de er ihvertfald søskende.

 

“MADDIE?!” De kiggede begge forundrede på hinanden, jeg prøvede at kigge væk, som om at jeg ikke havde hørt dem, men det var for sent, de havde opdaget mig, og var på vej over til mig.

 

“Hvad fanden laver du her?” Nicole gav mig et skeptisk blik, hun troede sikkert jeg var død, men næææh nej, mama her holder til en del.

“Jeg er da på natklub, som I kan se,” Jeg kiggede nedladende på dem, som om at jeg var ligeglad, selvom det eneste jeg ville nu, var at komme hjem og sove de tømmermænd ud, som jeg ikke havde.

 

“Er du på?” Nicki begyndte at lede i sin taske, ikke sådan en dametaske, men sådan en man har på ryggen, for Nicki er en dreng, og Nicole er en pige.

Op ad tasken fik han fikset en pose op med noget hvidt pulver, også var jeg jo hurtigt klar over hvad han mente.

Måske skulle jeg stoppe.

Du vil jo gerne, det er godt for dig!

Uanset hvor meget jeg kæmpede imod, fulgte jeg efter dem, det som om at en del af min hjerne gerne vil, og den anden ikke vil, men det er alligevel altid Sophie der vinder.

 

Nu tænker I, hvem fanden er Sophie, jov Sophie er den ‘dårlige’ del af min hjerne, som siger at alt det her er godt for mig, og Clara er den ‘gode’ side af min hjerne som siger at det er dårligt. Meget enkelt.

I behøves ikke fortælle jeg er mærkelig, jeg har for meget fritid.

 

Vi gik ind til bagindgangen af diskoteket, den indgang som ingen ser, eller kommer igennem. Nicki fandt hurtigt 3 helt lige og rene glasstykker frem, og lavede nogle baner af pulveret.

Vi skal altså ikke gøre det på et eller andet beskidt, noget. Kald mig overklasse narkoman, men man skal ikke tage for mange chancer.

Har I lagt mærke til, at jeg rigtig meget omtaler mig selv, som narkoman; hvis ikke, så er det fordi det er banket ind i min hjerne, jeg behøves ikke se mig som noget andet end jeg er.

 

Nicole startede, bagefter Nicki også mig selv til sidst. Jeg fik en helt berusende følelse igennem min krop, en følelse jeg virkelig har savnet, pludselig er verden et dejligt sted igen, et sted hvor alle kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt, et sted hvor ingen bliver slået fordi de ikke har nok penge, eller fordi de er datter af en gammel bandemedlem.

Den her verden er paradiset, det bedste af dem alle.

Jeg kiggede over på Nicole, som allerede var igang med at lave nogle nye baner, men jeg bare sad og lod lykken overtage min krop.

Det så ud til at det var samme rækkefølge, Nicole, Nicki, og mig selv til sidst. Jeg gjorde mig mentalt klar til at det blev min tur, det bare noget jeg gør.

Jeg skulle lige til at tage nr. 2 bane, da jeg pludselig hører en masse drengestemmer råbe. Nicki skynder sig at pakke tingene sammen, og tog sin taske på ryggen, og løb ud af den låge vi kom ind af. Han var hurtigt efterfulgt af Nicole, mens jeg ikke kunne rykke mig, jeg var limet total fast med jorden, limet og tapet med gaffa.

Jeg hørte en masse stemmer råbe af mig, men jeg var i en anden verden, en lykkelig verden, en verden hvor jeg bare kunne lukke alt ude, som jeg ikke gad have, og lige nu var det de drenge der stod og råbte af mig, det eneste jeg kunne var at sidde og forestille mig min egen perfekte verden.

 

Jeg mærkede pludselig et par arme løfte mig op, personen havde armen under mine ben, og om bag min ryg, jeg følte mig ærlig talt som en baby, jeg følte mig nedladende, følte at personen troede at jeg ikke kunne klare mig selv, og hvem kan lide det? Ingen.

Jeg begyndte at spjætte med arme og ben på livet løs, følelsen af at en eller anden ukendt person begynder at rykke på mig, gør mig utilpas og sårbar, og især det sidste er noget der ikke passer til den facade mit liv kører på. Jeg er den rå og stærke Maddie, jeg er ikke skrøbelig, jeg er ikke sårbar, det passer ikke sammen!

 

Jeg begyndte at græde, ikke bare et par tårer, men virkelig græde, alt det her narko gør noget ved mig, at jeg græder når der er noget der ikke passer sammen i mit lille hoved, min verden er utrolig lille, jeg lever meget firkantet, selvom man ikke skulle tro det.

Alt føles som et sløret mareridt.  

 

Jeg mærkede nogle bløde sæder mod min hud, hvorefter jeg faldt langsomt i søvn.

 

 

 

Tusind tak fordi I gider læse, det betyder hele min verden for mig.

Jeg er ikke den bedste skriver, og jeg ved det, men jeg prøver så meget jeg kan, at komme ud med et budskab, som er følgende: Uanset hvor anderledes, og hvor lavt du er sunket, så er der altid håb, hvis du bare søger det.

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...